Hvis du har kommentarer så skriv hertil |
1. søndag efter trinitatis 2000 - Jersie og Kr. Skensved
NT-læsning: 1. Tim. 6,6-12.
Evangelielæsning: Luk. 12,13-21
Salmer: 697/698, 333 - TS907, 856, 432 og 6
Der var en reklame i en række store dagblade.
Det var for et halvt års tid siden og vist nok for dagbladet Information.
Den bestod af et stort billede af en ældre herre uden skjorte og med
en mægtig rund mave.
Og under eller over billedet stod der så:
“De fleste selvmord i Danmark begås med kniv og gaffel!”
Hvad det havde med avisen at gøre for stå hen i det uvisse, men
budskabet i selve billedet er klart nok!
I Danmark er vi rige, så rige at vi mere eller mindre alle sammen kan
synge med i koret med den rige mand:
“Så min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til
ro, spis, drik og vær glad!”.
Men bag den tilsyneladende selvglæde tikker der en bombe!
Ganske vist har vi ikke længere vores rigdom gemt i korn og lader,
nej, i dag lader vi pensionskassen eller bankrådgiveren om at finde ud
af, hvor vores kapital er bedst forrentet, men pointen er dog stadig
den samme, nemlig at vi lægger til side nu for at nyde senere.
Og hvad er der så galt ved det, vil nogen spørge?
Kan vi nu ikke få lov til at gøre med vores penge,
som det passer os?
Skal Gud nu også blandes ind i det?
Er Jesus alligevel sådan en slags forklædt venstreorienteret
revolutionær, som moraliserer over andres rigdom, fordi han og hans
kirke ikke selv har midler at gøre med?
Til det sidste kunne man imidlertid nok indvende, at ingen kirke har vel
nogensinde været så velkonsolideret som den danske Folkekirke er
det i dag.
Ganske vist står det meste i mursten og nationale mindesmærker, men
befolknings vilje til at holde de gamle historiske rammer og livet i dem i
gang har aldrig været større end i dag, hvor 87% af befolkningen
frivilligt betaler kirkeskat.
Men indvendingen mod at blande Jesus for ensidigt ind i opgøret
mellem denne verdens rige og fattige har i det mindste belæg i teksten.
For optakten til lignelsen om den rige bonde er netop en opfordring til
Jesus skal blande sig i skifterettens arbejde:
“Mester, sig til min bror at han skal skifte arven med mig”.
Jesu holdning det er imidlertid en klokkeklar afvisning:
“Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer!”.
Med andre ord; den slags gider Jesus ikke spilde tid på.
Nej, lad advokaterne og sagførerne kives om den slags!
Og derefter følger så den pointe, som fortællingen eller lignelsen skal
belyse:
“..... vær på vagt for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke
af, hvad det ejer, selv om det har overflod”.
Der er to forhold på færde her:
Det ene er en advarsel mod griskhed, nemlig dette med altid at ville
have mere - aldrig at kunne få nok.
Og det andet er en dybere erkendelse af, hvad livet er.
For livet er ikke afhængigt af, hvad et menneske ejer eller ikke ejer -
livet er mere end at besidde og eje.
Og derefter fortæller Jesus den hudflettende lignelse om den rige
bonde, som er så fornuftig at tænke på fremtiden;
Han havde været heldig eller han var ganske enkelt dygtig.
Han marker havde givet så godt, at han ikke kunne have det hele i sin
lade, og som en anden Joakim Von And er den eneste løsning, han
kan komme i tanke om naturligvis at bygge sine lader og forrådskamre
større.
Investere stort og sørge for at kapitalen begynder at arbejde, så han
kan nøjes med at leve af renterne.
Og så trække sig tilbage, gå på efterløn, rejse til Caribien eller
Solkysten og der nyde frugterne af et virksomt liv.
Kender vi ikke drømmen???
Og hvad er der dog galt med det?
Han skader ikke nogen, hans penge arbejder og skaffer andre i
arbejde eller hvad vi nu kan sige til det.
Der er det gale ved regnestykket, at den rige mand nok kan regne,
men ikke desto mindre forregner sig.
For hvis man skal overskue et regnestykke, og især et,
der angår fremtiden, så gælder det om at have så få faktorer med som
muligt.
Derfor regner den rige mand kun med to, nemlig sin rigdom og sig selv
- og det er jo til at overskue.
Hvor mange penge, hvor stort et afkast og hvor meget kan jeg så
bruge uden at kapitalen bliver udhulet?
Det regnestykke behøver man ikke engang en bankrådgiver til!
Men er der slet ikke andre faktorer, at tage i betragtning?
Hvad med andre mennesker? Den nærmeste familie, naboerne eller
bare dem i hans eget land?
Læg mærke til, at der optræder ikke andre i den rige mands
tankeunivers end ham selv - og så hans rigdom, naturligvis.
Det er mig, mig og så mig - og derefter atter mig!
Det er - i flg. Jesus forkyndelse - den riges første regnefejl.
Så er der den næste, som er så meget mere katastrofal, nemlig at den
rige mand jo slet ikke har nogen sikkerhed for om der bliver noget i
morgen at lægge til side til.
“Den der gemmer til natten, gemmer til katten”
hedder et gammelt ordsprog.
Eller et man kunne nævne et andet, som i vores sammen- hæng siger
det samme, nemlig at “Hovmod står for fald”.
For hvad er hovmod andet end netop det, den rige bonde gør, når han
regner sin tilværelses regnestykke ud uden at indregne sammenhængen
til andre mennesker eller til Gud?
For hovmod er jo netop dette, at ville stå alene.
At klare sig selv, ikke skylde nogen noget som helst.
Jeg håber man kan høre, at den livsvisdom, vi konfronteres med her er
massiv.
Alle ved det, alle kan vi nikke genkendende til det, når vi ser film om
de gode, de onde og de rige, som til sidst kommer ned med nakken.
Alle lever vi med når kendte virksomhedsledere og
byggerentreprenører med fuld musik går nedenom og hjem - eller
måske ligefrem skal ind og sidde i fængsel for fiflerier med rigdom og
mammon.
Men ser vi bort fra spørgsmålet om størrelsen på de formuer, der
bliver spildt, hvor er vi så selv i denne sammenhæng.
Hvordan forholder vi os til det, som vi har at råde over?
Penge, prestige, indflydelse?
Er det noget, vi bare har til egen gavn og glæde eller har vi blik for den
dimension af vore goder, at de dels er en gave, vi ikke kan tage med
os i graven, og dels er et middel til at skabe og pleje relationer til
andre mennesker, både dem, der er tæt på os selv, og dem, der lever
under helt andre vilkår end os?
Nok kan det være en gold form for moralisme at pukke på hinanden
for brugen af den rigdom, vi idet mindste på det store plan er fælles
om at dele og dele ud af, men under enhver snak om kroner og ører
ligger denne eksistentielle bombe og tikker med spørgsmålet:
Hvor har vi i virkeligheden selv vores skat?
Hvad er det vigtigste for os?
Tør vi stå til regnskab for vore dispositioner overfor Ham, der både
overlever os og vores forvaltning af denne jord?
Tør vi spørge efter visdommen eller tåbeligheden i vores omgang med
det, som vi ejer?
For hvis vi tør det, så er vi jo allerede begyndt at bruge den målestok,
som Jesus provokerer frem med sin lignelse.
Og så kan vi forhåbentligt stadig nå at sadle om.
Amen.
| |