Mariæ Bebudelsesdag 2000



NT-Læsning: 1. Kor. 1,21-31

Evangelium: Luk. 1,46-55

Salmer: DDS 690, 396 - 63, 167 v. 7 og 1.



Prædiken:



Det er i dag Mariæ Bebudelsesdag.

Vi befinder os ca. 9 mdr. før jul, for orden skal der jo være 

- også når vi har med underlige ting at gøre.

For underligt er det jo, dette med Jomfru Marias uforklarlige “undfangelse”,

som det hedder på bibel- og kirkesprog. 

Men for Maria selv og for den evangelist, der valgte at tage beretningen med

i sit skrift såvel som for den kirke, 

der tog den med i samlingen af tekster, der prædikes over, er det ikke blot

underligt, men også og måske allermest forunderligt og vidunderligt! 



Nu er det formodentligt ikke tit, vi oplever noget lignende. 

Skulle det endeligt ske, ville vi nok slet ikke vide, hvordan vi skulle reagere,

mens Maria, placeret midt i begivenhedernes centrum kun kender en måde

at reagere på, nemlig at synge.

Maria synger af hjertens grund, ikke en halvkvædet vise, men en helhjertet

lovsang til den Gud, der lader noget sådant ske ved og for netop hende.  

Jubler og synger, fordi hun har oplevet noget forunderligt og vidunderligt

ske.

Og netop sangen bærer i dag det, hun har oplevet, videre, 

så underet ikke blot begrænses af denne ene begivenhed, men bliver noget,

som får mulighed for at blive gentaget og sætte frugt - også hos os, så også

vi får anlkedning til at bryde ud i jubel og sang.



Den norske forfatter Jan Weise fortæller i sin roman “Kvinden, der klædte

sig nøgen for sin elskede” 

om en forunderlig begivenhed i en lille italiensk landsby i middelalderen.

Stedet blev kaldt “Sangens Dal”, men før de begivenheder, 

der her fortælles om, fandt sted, var ikke meget at synge om. 

Landsbyen var grå og trist, med en forfalden kirke og en befolkning og en

præst, som også var gået i forfald.



Men en dag blev alt anderledes, fordi et under skete.

Begivenhederne begynder, da en mand begår et drab.

Han flygter fra byen, men vender efter nogle år tilbage igen.

Med sig har han et billede af Maria og barnet, malet på en mørk og dyster

baggrund, så at selve godheden i motivet synes at stråle ud af billedet.

Som et forsøg på en slags soning af sin skyld hænger morderen nu dette

billede op i kirken.

For han synes det er det eneste sted, det vil passe.

Kun her i et af Guds mindste og fattigste huse kommer billedet virkeligt til sin

ret. 



Næste morgen, da præsten møder op i kirken, får han øje på billedet, tumler

forvirret ud af kirken, løber tilbage til landsbyens beboere og råber; “Der er

sket et under!”

Rygtet spredes og snart er kirken fyldt til bristepunktet.

Forsigtigt og famlende begynder præsten da at synge en salme. Sangen lyder

svagt mellem hærgede kirkevægge, 

men pludseligt skete der noget:

“Med ét var det, som om den trængte ud gennem stenblokkene og steg som

en tak mod himlen. I begyndelsen endnu forsigtigt og prøvende, men snart

med stigende kraft. Og menigheden sang med. I et begejstret, mægtigt kor

sprængte de latinske ord sig ud og op. 

Sangens toner løftede sig mod himlen og stod som en regnbuehvælving over

stedet.”.... skriver Jan Weise.



Og med sin fortælling forsøger han jo at vise os, hvordan et under kan blive

til - og kan blive modtaget.

For det er jo et under, der fandt sted i den afsides og livstrætte by.

Fra billedet af Maria med barnet var der udsprunget en kraft, som byens

beboere længe havde levet uden, så længe at de end ikke kunne længes

efter den mere.

En kraft til at se og opleve, hvordan Gud har magt til at skabe nyt af

gammelt og forny livet for de døde.

Fra den dag blev byen kaldt “Sangens dal”, for sangen her lød fra da af

stærkt og fornyende ud over hver eneste hus i byen, ind i hver krog og ind i

hvert hjerte, så alle blev forvandlet og fornyet.

Billedet af den guddommelige godhed og kærlighed, der var blevet

menneske som dem selv, havde forvandlet dem, og fra dette under voksede

og spredtes på ny det umulige håb om, at også andres triste og grå tilværelse

kunne forvandles.



Sådan levede man i denne landsby i flere hundrede år.

Men engang kom der en ny præst til byen.

Han tænkte ikke så meget på at være præst for byens befolkning, som på at

komme videre og avancere indenfor kirkens hierarki.

Han mærkede hurtigt, hvad der kendetegnede byen, nemlig altertavlen og

sangen, og om dette fortalte han sin biskop, som snart kom på besøg i

sognet.

Efter besøget sluttede biskoppen med messe i kirken, hvor det strålende

billede stod.

Og for ligesom at gøde vejen for sig selv, forærede den nye præst

biskoppen det skønne billede af Maria og barnet.

Da landsbyens folk samme aften mødte op til aftensangen, blev det klart, at

noget forfærdeligt var sket.

Fra den dag forstummede sangen og kom aldrig igen.

Både byen og dens beboere blev triste og grå igen.



Og så er det jo jeg fristes til at spørge, om dette også er det, der er ved at

ske eller måske allerede er sket med os?

At underet er blevet glemt og at sangen er forsvundet?

At den sang, som er svaret på Guds underfulde indgreb i verden, ikke

længere formår at hæve os ret mange centimeter over gulvet - end ikke i alle

vore skønne og smukke kirker?

At endog håbet om at det gode og det barmhjertige er blevet erstattet af den

målbevidste stræben efter at komme videre, avancere og blive rig og

berømt?



Sandt er det i hver tilfælde, at vores sang har trange kår.

For nyligt havde vi den oplevelse at holde gudstjeneste i Jersie Kirke en dag,

hvor der var sprunget en sikring i orglet.  

Ak, hvor sølle en sang, der den dag lød mod, nej, himlen nåede det nok

ikke, men måske lidt op ad stolestaderne!

Ugen efter var vi med nogle af vore konfirmander til rockgudstjeneste inde i

Brorsons Kirke på Nørrebro.

I en stemningsfuld dæmpet og med fyrfadslys oplyst kirke.

Med et dygtigt rytmisk orkester foran alteret.

Med en enkel og letforståeligt prædiken og en utrolig smuk altergang, hvor

250 - 300 unge mennesker sammen vandrede op og delte brød og vin.

Men én ting manglede vi; Sangen, der kunne forene og løfte os!

Ikke en eneste sang skulle vi synge - og måske godt for det.

For hvad skulle vi have sunget?

Hvilke sange og salmer kender vi i dag - allesammen!

Hvilken fællessang kan samle og forene den flok af individualister, som både

vi og vore unge har udviklet sig til?

For “I Østen stiger solen op” passer ligesom ikke til en aftengudstjeneste,

julesalmerne sansynligvis heller ikke.

Og “Altid frejdig” ville måske nok få nogen til at tænke på noget helt andet

end netop det, vi var sammen om.

Hvad skulle vi have sunget, som vi alle kunne være med til?

Jeg er svar skyldig, for jeg kender ikke svaret.

For selv med en ny salmebog på trapperne, hvor der efter sigende skulle

komme enkelte nye salmer med, er det jo netop ikke salmer, vi synger, når

vi overhovedet synger! 



Nej, men Maria kunne ikke andet end at synge.

For hende var underet en mulighed. 

Maria kunne gribe og lade sig gribe af det forunderlige i det, at Gud ville

bruge hende til at begynde forfra med den gamle og grå verden.

Maria kunne lade sig løfte og bære af det, at hun var udset til at bære Ham,

der skulle frelse og forny vor verden fra al dens selvvalgte tristhed og

grålighed. 



Alligevel er det i netop denne vores triste og grå verden, Gud handler.

Det er blandt mennesker af kød og blod underet finder sted.

I en fjern jødisk landsby langt fra verdens metropoler.

I en afsides italiensk landsby i middelalderen.

Eller i et lille søvnigt dansk sogn som vort.

Ja, i ethvert menneske, der lader sig tale til, hører ordene som talt til sig og

fatter håb af det, som lyder.



For Gud kan - og Gud vil.

Vise os, at han ejer en visdom, som går på tværs af al vor snusfornuft og

klogskab.

Gud handler med en visdom og en klogskab, der til forveksling ligner

uansvarlighed, dårskab og dumhed.

For Gud bruger nu engang mennesker, sådan som vi er.

Gud kan og vil bruge os, når han skal forvandle vores grå og kedelige

verden.

En verden, hvor alt skal have mål, retning og afkast, men hvor længslen efter

noget andet og mere dog stadig trives.

Kunne dette dog nå hinanden; 

Vor længsel og Guds dårskab?

Så ville sangen måske blive født på ny.

Så kunne vi måske synge mere, bedre og uden orgel? 



Skal det ske, er der formodentligt kun ét at gøre: 

At håbe, tro og bede om, at vi ikke er for små og grå, 

til at Gud ikke også i dag vil bruge os, sådan som vi er.

Holde fast ved, at Maria er mere end en enkeltstående ung pige i Israel for

2000 år siden.

Gribe og blive grebet af denne tanke, at det dybest set ikke er Maria, det

handler om, og heller ikke dette om underet er fornuftsstridigt eller ej - for

det er det jo!

Nej, det afgørende er og bliver, om vi i vort liv er åbne for, at det

forunderlige og det vidunderlige overhovedet kan findes sted!

At vi er åbne for, at Gud kan tale til og bruge os, 

netop så små, grå og undseelige, som vi er. 

For det egentlige egentlige under, som skal føde en ny sang hos os, er jo

dette, at Gud både kan og vil have med os at gøre, ja, at han binder sin

handling i verden til netop os.



Griber vi det, kan den være at sangen af sig selv bryder frem, så vi slet ikke

kan lade være med at synge med Maria: 

“Den mægtige har gjort stor ting imod os!”



Amen.



Kirkebøn til Mariæ Bebudelsesdag.



Almægtige Gud og skaber, 

du, som med Maria satte et uudsletteligt præg på verden.  

Du, som med Jesus kom os så nær,

at vi i Ham kan føle os tiltalt og omfavnet af din kærlighed, så vi forvandles

og fornys til fornyet liv med hinanden.

Dig beder vi for os selv og de mennesker, vi lever med.



Vær du hos alle, som lider af fysiske og sjælelige smerter,

den ensomme og den, der er bange for andre.

Vær hos os, når vi ængstes for den, der er fremmede for os.

Lær os at møde ethvert menneske i åbenhed,

og lad friheden til at enhver kan tale og udfolde sig

stå uantastet for kommende generationer i vort land. 



Vi beder for den samtale og de brydninger, 

som er nødvendige i et samfund, 

hvor alle har lov at give deres til helheden.

Lad ingen få held til at undertrykke den svage 

eller narre den, der ikke formår at bevare overblikket.



For kirken og os selv som din menighed beder vi, 

at din godhed og kærlighed påny må blive plantet hos os, 

så vi fatter nyt håb og gribes af taknemmelighed og lovsang.



Amen.