Prædiken til 2. Påskedag - 2. tekstrække
af Susanne Fabritius de Tengnagel
Tekst: Johs.20,1-18
Salmer: 700 - 190 - 206 / 207 - 204
 
Fortvivlelse præger påskebilledet.
Maria Magdalene kom ud til Jesu grav, mens det endnu var mørkt.
Tomheden runger hult. Ikke mindst, da Maria opdager, at Jesu lig
er fjernet.
Det er, hvad hun kan melde Simon Peter og den anden discipel,
mens det endnu var mørkt: de har flyttet Herren fra graven, og vi
ved ikke, hvor de har lagt ham.
Fortvivlelse og ensomhed præger de tre, en kvinde og to mænd,
som Johannesevangeliet fortæller var de første ved graven, mens
det endnu var mørkt.
Tomheden og uvisheden råder i dem. De siger ikke noget til
hinanden, forknytte og bange. Og selv om den anden discipel gik
ind i graven, så og troede, ja, så berettes det ikke, hvad han så
eller hvad han troede. Og der er slet ikke tale om, at han veksler
et eneste ord med hverken Peter eller Maria. Tavsheden er mættet
af kulde. 
Det er hvad døden gør ved os. Den gør os kolde og stumme,
ensomme og bange.
Her hersker intet fællesskab, ingen varme, ingen dialog mellem
mennesker. For hvad skal man dog tro, hvad skal man dog sige.
Ja, hvad skal man tro?
Kan man vælge at tro på noget?
Jo, der er meget, man godt kan vælge at tro på. Man kan vælge
sin egen religion, så den passer ind i ens eget kram og retfærdiggør
ens egen forståelse af tilværelsen.
Men at tro på skabningens og livets Herre og hans søn, Jesus
Kristus, som den korsfæstede og opstandne Frelser, den tro
kommer ikke fra os selv. Troen på ham kommer, om jeg så må
sige altid bag på os eller forfra, sådan som han selv kom bag på
Maria Magdalene derude i haven, fordi han var gået forud. 
Maria, vend dig om - og du skal se Herren!
Han kommer selv for at give os tro på ham.
Han kommer dér, hvor man mindst venter ham.
Han kommer i vort nederlag, vor smerte og sorg og hjælpeløshed.
Maria, vend dig om, og du skal se Herren!
Digteren Johannes Ewald sammenligner mennesket med en lille
fjerløs fugleunge, der er faldet ud af reden og forgæves basker
med vingerne for at komme op igen.
Med tanke på påskemorgen er hans billede af mennesket ikke så
tosset. For vi ligger jo der og basker med arme og ben for at
komme op - for at nå det guddommelige. Men vi må baske
forgæves. For en skønne dag ligger vi med jord over de fjerløse
vinger, en jord, der er så tung, at vi umuligt kan baske længere.
Ormene vil suge al kraft ud af os, ild og vand skal opsluge os. Det
er resultatet af vort liv. Tilintetgørelsen.
Skaberen nåede vi ikke, for vi kan aldrig nå det guddommelige.
Det har skaberen selv sørget for, vi ikke gør. For han vil nå os.
Der har ellers gennem århundrede var en livlig aktivitet med
menneskets basken efter det guddommelige. 
Men en skønne dag dør alle vore kraftanstrengelser med os, og
Gud ler af vor basken - ikke med en hånende latter, men en
forbarmende latter, der fylder hele kosmos og ånder på øjet, når
det græder.
Fra gråd til latter, fra død til liv er der kun kort. 
"Herren giver os liv efter to dage," forkynder profeten Hoseas,
"han rejser os på den tredje dag og vi skal leve for Guds ansigt.
Han bryder frem så sikkert som morgenrøden, han kommer til os
som regnskyl, som forårsregn, der væder jorden."
Maria, vend dig om, og du skal leve for Guds ansigt og se Herren.
For den opstandne Herre giver os kraft til i al vor forpjuskethed at
vende os om og slippe al vor basken mod det guddommelige. For
Han har nået os, Han er her, ikke i gravhulen, men i ånden, i ordet. 
Han kalder på dig: Maria, Peter, menneske, vend dig om. Han er
her, forbarmeren, forsoneren, med hele verden for sine fødder,
men al lyset i sine hænder. 
Jo himlen brast af glæde den morgen, da himlen kom til jord, så
det umulige kan ske: at Herren giver os liv efter to dage, han rejser
os på den tredje dag og vi skal leve for Guds ansigt.
Maria vendte sig om, da Herren nævnte hendes navn. Først da
stod solen op og hun gik hen og fortalte disciplene: Jeg har set
Herren, og at han havde sagt til hende, at hun ikke skulle ham
tilbage, for han steg op til sin far og deres far, til sin Gud og deres
Gud. Påske, opstandelse fra de døde, bliver indbegrebet af
nærvær, fællesskab, samtale, lovsang og evigt liv. Al tomhed,
ensomhed, tavshed og død er borte, for her er nyt fra dødens
porte. Dødningehaven er blevet til Guds ager. 
Kom, hjerte, med hvad dødt du har, hvad du med sorg til graven
bar, gak med det alt til ham, som døde, men levende dig nu vil
møde. O salig påskemorgenstund med guld i mund.
O happy day - 
skrev forfatterinden Ylva Eggehorn i 1970:
Morgen, morgen, lykkelige morgen!
Græd ikke mere Maria!
Stå ikke dér og stir din øjne tomme på gravmørket,
på tomheden, på døden,
han er der ikke!
Sæt dit hår op, tør dine øjne -
Maria, vend dig om!
Dér i den levende have
dér hvor det grønnes
dér i græsset, som er tungt af dag og blomster
dér i blomsterne blandt fuglene med hele byen for sine fødder,
med hele verden for sine fødder, 
med al lyset i sine hænder,
med hele himlen underlig blå af morgenvind,
med fugle, børn, overlistede vagter, bortsprængte sten -
"Maria!"
"Herre!"
At ikke himlen brast af glæde den morgen!
 
Susanne Fabritius de Tengnagel
Sognepræst ved Køge Sct. Nicolai Kirke
Søndre Allé 10, 4600 Køge
Email: susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.folkekirken.dk/stifter/roskilde/koege/Koege/index.htm
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest