Kære brudepar, J og C

 For snart et stykke tid siden, der læste jeg en bemærkning om, hvordan
 man kan se på ægteskabet - jeg kan såmænd ikke huske mere, hvem han
 var, ham, der sagde det,-

 men selve bemærkningen, den husker jeg så udmærket, fordi den virkelig
 rammer meget præcist.

 Og som altid, når vi skal tale om noget, der kommer tæt på os og rører
 ved noget, der er vigtigt for os, - ja, så beskrev manden ægteskabet
 med et billede.

 Med et enkelt og let forståeligt billede, der siger noget om det, der
 er vigtigt ved et ægteskab.

 Et ægteskab - sagde han - det er ligesom to mennesker, der bærer et
 kar fyldt med vand imellem sig. De er nødt til at holde godt fast
 begge to;

 for hvis den ene giver slip - så ryger der uden tvivl noget af vandet
 på gulvet - der går noget til spilde. Og hvis de begge to giver slip -
 så ryger det hele på gulvet.

 Det er altså med ægteskabet som med at bære et kar sammen,- et kar
 fyldt af vand.
 ______

 Det er faktisk et meget fint billede - Vandet i det billede, - det
 vand, der er i karret, det er et billede på alt det de to mennesker,
 der gifter sig, - alt det de har sammen - deres følelser for hinanden
 - og det liv, de har sammen.

 Dét er det nødvendigt at holde fast i - at bære på - så det ikke tabes
 på gulvet.
 __________________________________

 Hvis vi prøver at bruge det billede på jer - så minder det jer om, at
 der er noget, som I er fælles om at bære. I er fælles om at bære det,
 som I føler for hinanden,

 fælles om at bære det liv, som I har sammen - fælles om dagligdagen,
 fælles også om jeres 4 børn og fælles om den tilværelse, som I har
 sammen med dem.

 Og det er en tilværelse som I er nødt til at holde fast i begge to -
 for ellers er der noget af den, der ryger på gulvet - ligesom med
 vandet i karret.

 Den ene af jer kan ikke klare det alene - men det er en fælles
 opgave,- I skal være to om at løse den, for ellers kan det ikke
 lykkes.
 ___________________

 Når jeg siger det til jer i dag - på jeres bryllupsdag - så siger jeg
 faktisk ikke noget, som I ikke ved i forvejen. Jeg minder jer bare om
 det.

 For I er jo ikke ved at begynde at leve sammen, det har I allerede
 gjort i en del år, - I har kendt hinanden i mange år og har de fire
 børn sammen.

 I de år der er gået - der har I vist, at I kan holde fast i det, som I
 har sammen - og det skal I blive ved med.

 Det skal I blive ved med i dagene og årene, der kommer. Holde fast i
 det, som I har sammen,- holde glæden og varmen levende jer imellem.
 ________________________

 Og det er netop denne glæde og denne varme,- denne kærlighed, som vi
 er samlet om at holde fest for i dag på jeres bryllupsdag.

 For en festdag - det er det. Det er en festdag hver gang der bliver
 holdt bryllup - for hver gang fejrer vi, at der er to mennesker, der
 tror på livet -

 tror på, at livet er værd at leve - og det er værd at leve sammen -
 med alt hvad det så kommer til at indebære af den medgang og modgang,
 som vielses-ritualet også taler om, så er det værd at leve -

 Det er værd at leve livet sammen,- det er værd at holde godt fast i
 det kar, der indeholder jeres liv sammen. At det er det I vil - det er
 det, som vi fejrer i dag her i kirken.
 ____________________________________________

 At det lige skulle være en kirke - eller hvorfor det lige skulle være
 i en kirke,- det spurgte jeg jer om, da vi mødtes for nogen tid siden
 for at tale om jeres bryllup her i dag.

 Og I var enige om, at det kunne da ikke være andre steder - I er døbt
 og konfirmeret i en kirke - så vil I da også giftes i en kirke, - det
 er det eneste rigtige.

 At blive gift, det har selvfølgelig at gøre med alt det formelle,
 papirerne, som også klares ved en vielse når den foregår på rådhuset.

 Men for at blive rigtig gift, der skal man nu i kirken, bryllup  hører
 hjemme her, sådan forstod jeg jer.
 ______________________

 Og det billede, som jeg tog udgangspunkt i i dag - billedet med
 menneskers liv sammen, hvor de bærer det de har sammen som vand i et
 kar -

 til det billede hører der noget mere med, som kan sige noget om hvad
 det så er, som vi kan høre her inde i kirken,- det, som gør
 forskellen.

 Det er noget, som helt selvfølgeligt skal med i dag, hvor vi er samlet
 her i Sct. Clemens kirke til jeres bryllup.

 For her i kirken skal det med, at der er én, der holder hånden under
 karret når vi er ved at spilde noget af vandet - når vi er ved at tabe
 noget af livet på gulvet.

 Det navn, som den hånd har - det er Gud. Og det er hans hus - Guds hus
 - vi er i i dag - det hus vi har bygget for at vi kan høre om ham.

 Det gør vi hver søndag her i kirken - det gør vi ved dåb og
 konfirmation - det gør vi ved hvert bryllup og ved hver en begravelse.

 Når vi her i kirken taler om Gud er det helt centrale, at vi ikke
 taler om Gud ud fra nogle flyvske idéer om, hvad Gud mon eventuelt
 kunne være -

 vi kan tale helt konkret om Gud, for vi ser Gud i et menneskes ansigt
 - Jesus fra Nazareth.

 Vores forhold til Gud bygger på Guds kærlighed, som viste sig netop
 ved, at han blev menneske - et menneske, der var villig til at sætte
 livet til for os menneskers skyld.

 Det er ham, der holder hånden under os hele vores liv - sådan at der
 altid er mulighed for at tage fat påny når noget er gået galt for os -
 sådan at vi aldrig er ladt alene tilbage - uden håb. Sådan at håbet
 altid kan skinne for os.
 _____________________________________

 Det er jeres bryllupsdag i dag - udenfor skinner solen (er det måske
 ikke så lyst som det kunne være men). Herinde i kirken er det også
 lyse tanker vi tænker -

 om jer to der holder af hinanden og vil leve sammen - om Guds hus -
 kirken - hvor I bekræfter det for Gud og for os der er her i dag.

 I dag, når I to - J og C - går ud herfra, så vil jeg ønske for jer, at
 I må holde fast i det, som I har sammen.
 Det ønsker jeg jer Guds velsignelse til.

 Amen