Begravelsestale - afdød kvinde fra 1912.
af Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge
Tekster: Sl.139 - Romerbrevet 14,7-9 
Salmer: 367 - 45 - solo: Ave Maria - 717 
----- 
Det kan ske så pludseligt, at alt omkring os ændres totalt. Det sker i høj
grad, når en af vore kære dør. 
Her kan hverken følelser eller forstanden følge med, selv om vi i egentlig
forstand altid går med den risiko at miste hinanden. 
Men vi vænner os ikke til det uafvendelige. Vi skal heller ikke vænne os
til det, for ellers er det så ligegyldigt, at vi har hinanden. 
I 1912 10. august to år før verden gik af lave med 1. verdenskrig blev
NN. født i N., døbt i N. Kirke to måneder efter. En verden lå foran
hende, ingen vidste på forhånd hvordan livet skulle forme sig. Men ét var
givet hende, at hun i dåben havde fået Vorherre Jesu løfte om, at han
ville være med hende i medgang og modgang alle dage indtil verdens
ende. 
I 1935, ?. sept. stod NN. brud i Timotheuskirken og lovede med dig,
NN. at ville leve sammen i medgang og modgang indtil døden skiller jer
ad. Det blev altså næsten 65 år sammen, og det blev sammen i mere end
én forstand, mere en ægteskab, det blev også et mangeårigt
arbejdsfællesskab i firmaet. Det blev som forældre til NN. og NN., som
svigerforældre og mor-forældre. 
Et rigt og meget nært familieliv, Og kendetegnende for NN. har været
hendes udholdenhed, hendes sejhed, som styrkede hende under hendes
meget hårde sygeleje, indtil hun døde i søndags. 
Hukommelsen kan vel ikke rumme alt det i hovedet, som skal huskes
om din hustru, jeres mor og mormor, men erindringen i hjertet
fremdrager det væsentlige, ofte i spredte glimt. Man kan springer fra
fortid til nutid hen over og gennem tiden, le og græde på samme tid. 
En har sagt, at sorgen er et udtryk for, at vi har elsket meget, men at vor
kærlighed er blevet hjemløs. Det gør ondt ikke mere at kunne række sin
opmærksomhed, sine følelser, opleve fællesskabet med det menneske,
som ikke er mere.  
At være menneske er at være betroet noget.  
Altså tro, at der er noget, som er givet os, og som vi skal tage vare på.
At være menneske er at udfylde den plads i tilværelsen, som vi har fået
givet som det at være barn af sine forældre, selv være forældre og
ægtefælle, og bedsteforældre. Nogle mennesker har gode evne til noget,
andre til noget andet. Men det drejer sig ikke om hvor meget, vi har fået
givet og betroet, men hvordan vi forvalter det, hvad gør vi ved de evner
eller de muligheder, vi har. 
Det sker i særlig grad, når vi oplever livets tunge alvorlig, som at skulle
tage afsked med vore kære, at vi ser tilbage og fæstner blikket mod alt
det, som vore kære har velsignet os med. I det nære hører vi hjemme i
familien, og når et familiemedlem lider og dør, rystes familielivet, et bånd
skæres over og vi må på ubarmhjertig måde slippe hinanden. Og
samtidig skal vi høre de ord til trøst som vi hørte før, at hvad enten vi
lever eller dør, er vi Herrens. Vi er ikke sluppet af Gud. Vor tilværelse
er til alle tider bundet til ham, selv om vi ikke kan forklare, hvordan den
er det for dem, vi lægger til hvile på kirkegården. 
Men to ting er afgørende: at vi er Guds, han vil være os bekendt fra vi
bliver født, og det er noget, der varer ved. 
Der findes et liv efter døden, et liv med Gud. 
Det er den eneste trøst, Jesus giver os. Livet med Gud i himlen, hvad
enten vi lever eller dør. 
Det er trøsten, når vi mister og sørger, og det er trøsten, når døden
kommer til os selv, og andre vil sørge over os. 
Vi er skabt af Gud til menneskeliv med menneskertanker og
menneskefølelser. Alle mennesker har til alle tider haft de samme
problemer, som vi, når døden rammer os. 
Vi skal sørge og græde over vore døde, men vi skal også håbe, så vi
kan leve, mens døden hærger omkring os, at hvad enten vi lever eller
dør er vi Guds. Ja, vi må tro, at Vorherre holder de døde i sin ene hånd
og os levende i den anden. På den måde er vi trods alt forbundet med
vore døde. 
Der er en sol, der står op, også over de utrøstelige, at Gud engang i
opstandelsen vil give os vore døde tilbage. Jeres sorg, som ikke vil dø
sammen med NN., rummer ekkoet af budskabet om, at livet vil sejre til
sidst over død og mørke. 
Susanne Fabritius de Tengnagel
Sognepræst ved Køge Sct. Nicolai Kirke
Søndre Allé 10, 4600 Køge
Email: susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.folkekirken.dk/stifter/roskilde/koege/Koege/index.htm
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest