Kære Brudepar!



Jeg har ladet mig fortælle, at en af de mest imponerende fugle her på

jorden skulle være albatrossen.

Ganske vist har den umådeligt svært ved at komme i luften.

På havets bølger, hvor den finder føde, er den næsten hjælpeløs, og

skal den hvile, lander den helst på en klippe, hvorfra den kan kaste sig

ud, når den skal i luften igen.

Men er albatrossen først kommet op i højderne, 

kan den flyve i timevis og tilbagelægge hundredevis af kilometer - og det

uden at anstrenge sig ret meget.

Albatrossens hemmelighed er, at den søger de opadgående vinde, som

er resultat af havets varmeafgivelse, og på denne opdrift svæver den

majestætisk af sted.



Nu er det jo ikke sikkert, at I interesserer jer for fugle.

Det er heller ikke sikkert, I føler det som et tab ikke at være med, når

Brd. Olsen netop i dette øjeblik gæster Solrød. 

Men skulle I have købt deres CD med vindernummeret fra Det

internationale Melodi-Grand Prix, vil I i teksthæftet, som følger med, se

indtil flere billeder af en mågelignende fugl, der svæver afsted på en blå

himmel.

Det er nok ikke en albatros, men det er helt sikkert en fugl, der har

fundet ud af, at lade sig bære af luftens opdrift.



Billedet er en pendant til titelmelodien:

“Fly on the Wings of Love”.

Oversat til dansk lyder omkvædet således:

“Flyv på kærlighedens vinger, 

flyv, min elskede, flyv,

nå op til stjernerne over os, 

rør ved himlen”.



Nu ved enhver af os jo godt, at vi mennesker kan ikke flyve. 

Alligevel har fuglenes flugt over himlen altid fascineret og udfordret

vores fantasi og drømme.

Helt ind i sproget er det gået, når vi f.eks. taler om 

- “at føle sig fri som fuglen”

- “at blive båret på vinger”.



Eller modsat, hvis man føler sig nedtrykt eller såret, 

er man “vingeskudt” og “kastet til jorden”. 

Ikke mindst bruger vi billedet med at være båret af vinger, når vi taler

om kærligheden.

Poetiske og romantisk tale, jo vist, men det rummer også en erkendelse

af, at kærligheden som en udefrakommende magt, der griber os, tager

os til sig, gør det umulige muligt, 

opfylder vore drømme og bærer os, når det bliver svært.



Mon ikke det netop er den erfaring, som ligger bag, 

når I nu i dag har samlet familie og venner her i kirken?  Mon ikke jeres

bevæggrund netop er dette, at I har oplevet at blive båret af

kærlighedens vinger?

Både op i højderne og ned i dybet, hvorfra det er svært at komme op

igen.

Svært hvis man er helt alene om det, men så meget mere fyldt med

velsignelse og håb, når man er sammen og kender en kilde, hvorfra man

kan hente kraften til at fortsætte.



Derfor har I for et øjeblik samlet os på et klippefremspring, hvorfra I

om et øjeblik kaster jer ud i det tomme rum 

- båret af viljen til at gøre det sammen og af troen på, 

at kærlighedens vinger også fremover vil bære jer.

Og ikke mindst båret af tilliden til, at Gud med sin velsignelse kan være

den opdrift, I kan lade jeres kærlighed og ægteskab bære af - nu og

resten af livet.



Forud for i dag ligger den tid, I allerede har kendt hinanden.

I kom fra hver sin verden - i det mindste fra hver sin del af det mentale

og det geografiske Danmark. 

I havde da allerede mødt og oplevet det, der gjorde, 

at I hver især vidste, hvad I ville med jeres liv.

Kendte til det besvær og det arbejde, det kan give at forene sine egne

drømme med en andens.

Men også med visheden om, at uden drømme, går det ikke.



Fra første øjeblik vidste I imidlertid, at det skulle være jer.

Det var som om vingefanget passede og som om længslen efter at lette

og svæve side om side var den samme.

Uden at I var fuldkommen ens, var der alligevel mange sider af jeres

personlighed, der passede sammen.

Fra en beslutning skulle tages og til den var realiseret har I samme

betænknings- og reaktionstid. 

Og sjældent fortryder I det, som først er gennemført.

Kun i dette ene spørgsmål, nemlig om ægteskab og vielse, har det taget

tid at nå frem til en fælles beslutning.

Ikke fordi I var uenige om at det skulle være, men det skulle være på

det rigtige tidspunkt - og det er så i dag!



At det netop skal være nu skyldes uden tvivl, at I nu ved, 

at I kan klare både det at komme i luften sammen, svæve afsted i

højderne og så uden varsel at blive kastet til jorden som et par

vingeskudte fugle.

Med jeres børn, med Sandra og Oliver, har I oplevet at få det største,

som vi mennesker overhovdet kan få givet.

Og da I mistede Oliver, gennemlevede I sammen det største tab, som

aldrig nogensinde helt forsvinder fra jeres liv.

Det største og det sværeste har I mødt sammen, og det har overbevist

jer om, at fra nu af er der ikke noget, I ikke kan klare. 

For når det sværeste kunne binde jer endnu tættere sammen, hvorfor så

frygte for fremtiden?



For I ønsker at flyve på kærligheden svinger - sammen.

I to og Sandra - op i højderne og ind imellem med en brat landing, et

par knækkede svingfjer og nogle skrabede knæ.



Dette ønske bærer I nu frem for Gud og beder om hans velsignelse til at

holde fast ved.

Men hvad er da Guds velsignelse og hvad kan den hjælpe?

Først og fremmest er velsignelse ikke noget mirakelmiddel, der fjerner

det svære og smertelige, vi kan komme ud for. 

Guds velsignelse er kraften til at være der, hvor man er.

Eller vi kunne sige, at Guds velsignelse er den varme opadgående

luftstrøm, som giver opdrift, og gør os i stand til at holde os svævende i

luften i timevis.

Ikke fordi vi kan det selv, men fordi noget større end os er der og

bærer os.



På denne opdrift skal kærligheden bære jer og alle dem, 

I er knyttet til.

Både opad mod stjernerne og himlens blå, mod drømmene og håbet, og

nedad mod jorden og de hårde og kontante krav, som vi er nød til at

leve med.



Gid I aldrig må mangle visheden om, at jeres kærlighedsvinger og Guds

velsignende opdrift kan bære!



Hjerteligt tillykke med dagen!