De ord, som vi samler os om her ved NN´s båre, 

læser jeg fra Johannesevangeliet kap. 3 v. 16:

“Således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at

enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.



Amen.



Der findes mange måder at beskrive et menneske på.

Som oftest bruger vi ord, men ord er ofte så fattige.

Ord kan ikke sige alt, men alligevel har vi ikke andet.

Eller har vi?

For hvad gør vi, når ordene dør ud på vore læber?

Hvad griber vi til, når vi med vore ord ikke kan gribe hinanden og

alligevel har brug for at vide os forstået, tålt, accepteret og elsket?



Jeg tager forhåbentligt ikke fejl, når jeg hævder, at vi, når alt andet er

prøvet, da ofte forsøger at nå hinanden med vore hænder.

For med dem kan vi udtrykke alt det, som næsten ikke er til at sige

med ord.



Tænk på hvad der ligger i vore hænder;

Det var et par hænder, der tog imod os, da vi blev født.

Det var hænder, der løftede os op, hver gang vi faldt og fik skrammer -

både på knæ og sind.

Det er med hænderne, vi kærtegner hinanden, og det er hænderne, vi

bruger til at true eller slå med.

Med hænderne hilser vi på hinanden, giver tegn, vinker og bliver

forbundet.

Og når vi skal skilles er det hænderne, vi først griber fat i og så giver

slip på. 



Med hænderne kan vi gøre så meget. 

For hinanden og mod hinanden. 

Med de samme hænder er vi på godt og ondt forbundet med det

inderste hos hinanden.



Med hænder giver og modtager vi det, som vi kan tænke tilbage på

med glæde og taknemmelighed.

Men det sværeste er dog at tænke tilbage på at det, som vi ikke

nåede, mens vi kunne. 

Alt de tabte muligheder - øjeblikke, vi ikke fik udnyttet.

Ethvert sekund, der gled ud mellem vore hænder uden at vi kunne

holde det fast og uden at vi kunne fylde det med det, som vi inderst

inden håbede på.

Da føles vore hænder tomme og afmægtige og vi ved ikke, hvad vi skal

stille op med dem og med os selv.



Begge dele kendte NN til i sit alt for korte liv.

Med sine hænder modtog hun livet og alt det gode, 

hun kunne glæde sig over.

Og magtesløst så hun til, da livet og alle dets muligheder langsomt og

smertefuldt gled ud af hendes hænder.

Men så længe hun overhovedet havde kræfterne til det, kæmpede hun

mod kræften, der langsomt tog alt fra hende.

Hun knyttede sine hænder, samlede al sin kraft og kæmpede mod den

fjende, som ville hende til livs, for det liv, som hun elskede så højt, at

intet håb var for småt at holde fast i.



Og fordi hun i bogstaveligtse forstand kæmpede med ryggen mod

muren, kunne hun ikke altid acceptere, når andre ville styre hendes liv

og blande sig i hendes kamp.

For begge dele var hendes og hun accepterede ingen genveje. 

Og derfor blev hendes hænder ikke billedet på kamp, men også for

det, der alt for nemt sker når man kæmper for sit liv - at man kommer

til at afvise og skubbe andre væk.

Det kan synes uretfærdigt - og det er uretfærdigt, at vi på den måde

kan komme til at spænde ben for os selv og miste netop det, som vi

allerhelst ønsker at holde fast ved.



Men sådan er det.

Sådan er livet - fyldt med muligheder.

Men alt for ofte muligheder, vi ikke magtede at gribe.

Og så står vi her i dag og tænker hver i sær vores.

Fyldes af afmagt og sorg over det, som ikke blev.

Tænker på det vi nåede og det vi ikke nåede.

Tumler med de store ord om skyld, tilgivelse og forsoning.



Da kommer de igen, disse hænder, som I hver især har holdt i og som

nu ikke længere skal gribe nogen.

Om disse hænder har Johannes Møllehave skrevet et digt.

Han lader imidlertid ikke vore afmægtige hænder stå alene.

For der, hvor vi må give slip, ser han Gud strække sine hænder ud og

tage imod os:



Tungt er dit åndedrag

tungt og vi erkender

livet skal slutte så ungt

men vi tror du falder i levende hænder

 

Tæt på dit sidste minut

dine muskler spænder

og alle kan se det er slut

men vi tror du falder i levende hænder

 

Ingen kan nå dig mer

her står dine venner

hjælpeløst ser vi det sker

men vi tror du falder i levende hænder



Udenfor alle de ord

og de tanker vi sender

afgrunden er så stor

men vi tror du falder i levende hænder

 

Stumme og bange fordi

dit livslys forbrænder

om lidt er det hele forbi

men vi tror du falder i levende hænder

 

Her siges det som vi føler, men næsten ikke finder ord for.

Afmagten har vi set og erfaret.

Håbet, vi griber ud efter, når vi tvinges til at give slip.

Og for at håbet skal have noget at holde sig til, vil vi om et øjeblik lytter

til ordene om, hvordan Gud, da alle muligheder var brugt op, i Jesu

opstandelse fra de døde, rakte sine hænder helt derud, hvor vi ikke

kan nå.

Og derfra rækkes de nu ud mod os.

Til tro og til håb - både for levende og for døde.



For i Jesus Kristus møder vi Guds kærlighed og tilgivelse, som gør det,

vi ikke kan: overskride dødens grænse.

Når den er kommet imellem os mennesker, har vi kun ét at gøre, at

give slip og lade Gud tage over.



Lad os derfor bede: