En anden ting man kan undre sig over, er at Jesus siger sine ord uden at begrunde dem. De, der erklæres for salige, har ikke gjort noget eller præsteret noget, der skulle gøre dem værdige til æren. Det gælder også hans disciple. Bjergprædikenen, som ordene i dag stammer fra, den holdt Jesus tidligt i sit virke. Den står i begyndelsen af Mattæusevangeliet. Vi har endnu ikke hørt om, at disciplene har udført store bedrifter eller taget store beslutninger, som kunne begrunde, at Jesus priser dem lykkelige.
Saligprisninger er lige så uventede og umotiverede som Guds skaberord på første side i Bibelen. Gud sagde: Bliv lys. Hvorfor sagde Gud det. Hvad fik ham til det. Hvad tænkte Gud inden da. Hvad var hans grund til at skabe lys. Pludselig lyder ordene og skaber, hvad de nævner.
På samme måde er det med Jesu ord. Pludselig siger Jesus dem. De skaber en ny verden for de mennesker, som Jesus nævner.
Jesus står på en bjergskråning i Galilæa. Det er sommer og jorden er dækket af et mylder af blomster, som overgår en konges pragt, og fuglene synger ubekymrede under himlen. Og da priser Jesus mennesker salige, de mennesker, som intet ejer, ligesom blomsterne og fuglene heller ikke gør det. Jesus siger: Lykkelige de fattige, de sørgende, de hånede. Lykkelige de mennesker, hvis fattigdom er vokset indad og blevet til fattigdom i ånden. For nogle år siden oversatte Seidelin Det nye Testamente og han oversætter dette sted sådan: Salige er de magtesløse, deres er Guds rige. Det er de mennesker, som har indset, at de intet selv magter, ja, måske også, at når vi mennesker bruger vores magt, så kommer der kun ondskab ud af det. Jesus tager parti for de bange og svage og små. Han siger: salige de mennesker, som lever under uretfærdighed, men hungrer efter retfærdigheden og ikke forliger sig med uretfærdigheden. De mennesker, som bliver ved med at håbe og tro på det gode, hvor dårlige forholdene end kan blive her på jorden. De mennesker, som længes. De mennesker, som sørger over det onde og døden, fordi de ved, at det ikke er meningen med livet. Salige de mennesker, som midt i al den strid som vores verden er fyldt med, prøver at stifte fred. De rene af hjertet.
Jesus afviser altså dem, der ikke søger renheden i hjertet. Dem, der kun vil være rene i det ydre og som prøver at blive det med reliøse eller verdslige handlinger. De mennesker er kun rene på overfladen. De lever moralsk. De slår ikke ihjel, men i deres indre er de fyldt med dræbende og ødelæggende tanker. De glemmer hjertets renhed. Men Jesus priser salige alle de mennesker, som ikke har noget at rose sig af. De ser deres eget dårlige liv. De sørger, og det betyder også, at de sørger over sig selv. Det gør dem rene af hjertet, at de ikke ser hen til sig og venter frelsen fra dem selv, men de ser hen til Gud. Jesus siger: Salige er de rene af hjertet. De skal se Gud.
Når vi kan bruge Jesu ord i dag, på Alle helgen søndag, hvor vi mindes vores kære, som er døde, så er det både fordi Jesus taler om de sørgende og giver os trøst, men også fordi alle hans ord i dag taler om kærligheden. Vi er jo ikke lukket inde i vores legemer. Vi kan åbne os over for andre. Og det gør vi jo over for dem vi har kær. Vi glemmer os selv og bliver helt optaget af et andet menneske og vi gør det for det andet menneskets egen skyld. Så tæt et bånd er der mellem os og vore kære. Vi er hos dem i tankerne. Vi er ikke hos os selv. Og vi mærker det jo allertydeligst, når vi bliver skilt fra dem, vi holder af. Hvis en af vores kære skal på sygehuset i længere tid eller være væk fra os af en anden grund, så bliver vi helt tomme. I kærligheden er vi jo hos det andet menneske. Den enes lykke og ulykke er samtidig den andens. Det er kærligheden, der slår en gyngende bro over afgrundene i mellem os. Og Jesus siger, at denne bro også rækker over dødens afgrund. Gud er den kærlighed, som slår bro mellem os, en bro som også kan holde stand mod døden. Stillet over for døden kan vi mennesker ikke sige andet end: Græd kun. Det er alene Jesus, som taler Guds ord, som kan sige: Græd ikke.
Vores fornuft siger os, at Jesus ikke kan have ret. Fornuften har et godt øje til meningsløsheden. Fornuften ser uden meget besvær det meningsløse overalt. Og fornuften ser på kærligheden, som svag og nytteløs. Men kærligheden svarer, at fornuften ser dårligt. Den kan ikke høre og føle hverken glæde eller smerte. Fornuften holder sig på afstand af det, som den betragter. Den er udenfor. Men kærligheden bliver ikke uden for. Den går ind i meningsløsheden og sørger for, at meningslæsheden ikke får lov til at være alene. Også i døden går kærligheden med. Døden er aldrig større end kærligheden. Kærligheden overvindes aldrig af døden, men slår sig ned i sorgen og savnet og lever sammen med smerten hos hvert eneste menneske. Og i den kærlighed er Gud med sit ord, der skaber lys, hvor der er mørke, og som skaber trøst og salighed. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
I kirkens gudstjeneste er der et billede, som forklarer Jesu ord for os og giver os fællesskab, et fællesskab, som rækker ud over livet, ud over døden, og ind til vores kære hos Gud. Det billede er nadveren. Et sted i Italien har en af de berømte, klassiske kunstnere malet et nadverbillede. Det er malet på væggen i en klosters spsiesal. Og Jesus og disciplene er gengivet, mens de sidder og spiser. De er gengivet i legemsstørrelse. Bordet i klostrets spisesal står i forlængelse af og fortsætter ind i billledet, så det er som om munkene har siddet til bords med Jesus og hans disciple.
Det er billede på det evige liv. Vi sidder til bords sammen med Jesus og med alle vores kære, som er hos ham. Vi er ved samme bord, nadverbordet. Vi er der nu, og vi er der, når vi engang sidder ved den ende af bordet, som ikke er i vores verden, men i Jesu nærhed. Det er det samme bord. Det er ét langt bord, der når ind i Himlen.
Johannes Møllehave har engang fortalt en historie om en soldat, som skulle holde vagt ved at flyvemaskine. Han skulle gå hen til flyets halespids og så 50 meter væk ra maskinen med geværet over skulderen og tilbage til flyet igen. Det var hans arbejde. Det og det samme om og om igen. Det var meget kedsommeligt og trættende. Men så satte soldaten en bog fast på flyets halespids. Det var en digtsamling. Han måtte ikke gå med bogen. Det må man jo ikke, når man er på vagt. Men soldaten satte bogen fast på flyets halespids. Så kunne han når han nåede derhen, hvor der var lys, læse et par linjer. Dem huskede han så udenad, mens han gik 50 meter ud i mørket på sin triste vagt. Han kunne ikke nå at læse mere end et par linjer, når han var henne ved flyet. Men de ord tog han med sig, når han drejede om på hælen og gik ud i mørket. Ordene var lys, som han tog med sig, og som lyste for ham på hans triste vagt.
Også vi kan føle, at det er mørke vi går ud i. Det sker i vores liv, når vi føler os magtesløse. Og det sker i døden, hvor vi føler den største svaghed. Men vi har fået ord med, som kan lyse for os og vise os frem til Gud. De Ord kom Jesus med. Bare nogle ganske få af hans ord er nok. De lyser så meget, at de fylder os og jager tomhed og frygt og tristhed på flugt. Jesu ord lyser os ind i Guds rige. Jesu ord er solstråler, som bærer gennem hvad der end måtte komme af mørke og død, Jesu ord bærer os ind til Gud. Lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.
Så lysende er også de ord, vi har hørt i dag, når Jesus priser salig de fattige i ånden, de sørgende, de sagtmodige, de barmhjertige, de rene af hjertet. De ord lyser os ind til Gud.
*** Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Salig, det er den lykkelige, ja, den ovenud lykkelige, den, som er helt ør i hovedet af lykke. Jeg slog op i den store ordbog over det danske sprog og ved ordet salig stod der noget mærkeligt. Ordet salig er beslægtet med ordet sølle. Hvordan kan en lykkelig være sølle. Ja, jeg kan kun komme på en forklaring. De lykkelige glemmer helt deres forstand, ellers kunne de ikke være ude af sig af lykke. Forstandsmæssigt er den lykkelige sølle. Det tænker vi vel også, når vi ser mennesker, som er skrupforelskede. Man tænker, at de er lidt skøre. Og det er egentlig også det som Jesus siger: salige er de fattige i ånden.
Hvis vi holder os til vores kolde forstand, så skal den nok pege på alt det i vores verden, som er længst fra himmeriget. Hvis vi lytter til vores kritiske fornuft, så hører vi intet, som kan gøre os salige. Men lytter vi til Jesus, så hører vi kun om himmeriget. Ja, han taler himmeriget ind i vores hjerter, så vi er i den syvende himmel.V De fattige i ånden, med det mener Jesus netop os, der er alt andet end salige. Vi ser vores egen fattigdom. Vi har ikke meget mod og tro til at stå imod med. Vi føler os hjælpeløse, når der sker ondt i vores liv, ja, over for døden står vi som de fattigste der findes. Luther sagde på sit dødsleje: jeg er kun en tigger.
Sådan kan vi også føle det, når vi mister en af vores kære, når det dyrebareste tages fra os, at vi intet har tilbage. Vores fattigdom kan vi også føle sådan, at vi ikke kan gøre så meget. Livet løber af med os. Vi prøver at dirigere livet hen i den retning vi gerne vil. Men vi mærker tit, at livet spiller sin egen melodi, hvor meget vi end prøver at vifte med vores dirigerentstok. Og endelig har vi det i overført betydning, som mange bistandsklienter har det i Danmark for tiden. Jeg læste om familier, som får hjælp fra det offentlige, at der ikke skal meget til at vælte deres budget. Hvis deres barn skal på udflugt med børnehaven og de skal betale et lille beløb, så er deres bankkonto i minus. I overført betydning kan vi have det sådan i perioder, at vi lige kan klare hverdagen, men hvis der kommer ekstra pligter eller hvis der kommer sorger, så vælter vores budget, så bliver der minus på vores livskonto.
Det er til os, at Jesus siger: Salige er de fattige i ånden. Og Jesus siger: Salige er. Han siger ikke: salige skal I være engang. Nej, nu midt i vores fattigdom og sorg, må vi være salige. Det er svært at forstå. Og Jesus begrunder det heller ikke. Han siger det kort og stærkt. Som kun han kan gøre det. Det er jo Jesus, som erklærer os for salige. Ligesom Gud i begyndelsen sagde: der blive lys. Og der blev lys. Sådan siger Jesus: Salige er I. Og så sker det, fordi det er Jesus, som taler til os, Guds søn.
Luther har engang i en prædiken om vores tekst i dag sagt, at det er et godt råb om Kristus. Det er Jesus selv der råber det, men ordene gælder, fordi han selv er hos os og i ham er Gud hos os.
Hos profeten Jesaja står der i kapitel 57,15: Dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte. Gud er i himlen. Sådan beder vi også i fadervor: Vor far, du som er i himlene. Gud bor i det høje og hellige, men samtidig er Gud helt nede ved den, som er knust af sorg over sig selv eller nedbøjet over tabet af en af sine kære. Her hos os er Gud for at oplive os.
Gud gjorde sig selv fattig og lod sin søn føde i en stald, og det lille barn blev æret af usle hyrder og vismænd fra det fremmede. Gud viste, at han kommer til os allesammen. Det er en tryghed for os alle. Vi kan være med, hvor lidt vi end bliver regnet eller regner os selv. Gud kommer for at frelse selv de uægte og fattige og foragtede.
Mon det ikke også var derfor Jesus som voksen levede fattigt. Et sted siger han, at Menneskesønnen end ikke har et sted at lægge sit hoved. Det er for at give alle små og svage mod, at Jesus blev født som fattig og gik rundt som fattig. Det betyder at Gud er hos os, også når vi synes det er umuligt, når vi føler os fortabt og forladt, så må vi vide at Gud er hos os. Og det er han selvfølgelig med det formål, at føre os frelst ud af det som vi ingen vej kan se igennem. Jesus siger det udtrykkelig mange steder, et af stederne sådan: " Sælges ikke 2 spurve for et par småmønter? Og ikke én af dem falder til jorden uden jeres Far. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve."
Derfor må vi være salige allerede nu, vi må være ør i hovedet af lykke, fordi vi er meget værd i Guds øjne. Han giver os sit rige. Jesus siger: salige er det fattige i ånden, himmeriget er deres.
Med himmeriget tænker vi nok mest på det som engang skal komme, eller vi tænker om vores kære, at de nu er hos Gud i himmeriget. Det kalder vi saligheden, at være sammen i Guds himmel, sammen med Gud og med hinanden.
I vores bibel fortælles nogle få steder, hvordan der er i himlen. Næsten lige før biblen slutter, fortæller Johannes åbenbaring om, hvor smukt der er i Guds by. Han skriver, at bymuren er af jaspis og byen af det pure guld. De 12 porte er 12 perler, hver af portene er én perle. Og byens gader er af pure guld som gennemsigtigt glas. Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den.
I gudstjenesten i dag hørte vi også et stykke fra Johannes Åbenbaring. Og der er noget, som kunne misforstås. Der er nogle ord om himmeriget, som kunne gøre os bange. Der står, at foran himlens trone er samlet 144.000 og så kunne vi tænke, at det var et lille antal og at vi og vore kære har svært ved at være blandt dem. Men vi skal lægge mærke til, at efter det tal, som er nævnt, kommer en tilføjelse: af Israls stammer. Det ser ud som om det begrænsede antal gælder jøderne, og lige efter står der: Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, at alle folkeslag og stammer. Det er dem vi er iblandt. Det er vi, fordi vi har hørt Jesu ord og er blevet døbt på hans ord og lever i troen på dem.
Mon det ikke også er derfor, at Jesus kom til os ikke med ydre glans, guld og perler og strålende rigdom. Nej, Gud kommer til os rippet for alt, i et nøgent lille fattigt barn i en krybe og i en stakkels mand på et kors, for at vi skal være sikker på, hvordan Gud er, også når vi ikke kan se noget smukt i vores liv.
Gud kommer til os, så vi alle, hvordan vi end har, kan være sikker på, hvordan Gud er, at Gud netop er hos den, der knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte. Gud er helt nede ved den, som er knust af sorg over sig selv eller nedbøjet over tabet af en af sine kære. Her hos os fattige er Gud for at oplive os. Det er vigtigt for os, som er svage, at Gud ikke lader os blive alene i alle vores nederlag og fald. Gud er selv hos den mindste.
Engang da en stor folkeskare var samlet og lyttede til Jesus og de havde været der i lang tid og blev sultne, da bespiste han dem med 5 brød og 2 fisk, men han sagde bagefter, at det under kun var et tegn, nemlig på det himmelske brød, som Jesus rækker os. Ja, han gør det, ved at give sig selv til os. Jesus siger: Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke sulte, og den, som tror på mig, skal aldrig tørste.
De Ord skal vi tænke på i dag, hvor Jesus siger: Salige er de som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes. Det er Jesus selv som mætter os, ved at han giver sit liv for os, der er fattige og sørgende og sagtmodige.
Når vi går hjem med Jesu gode ord i vores hjerter, så føler vi nok, at vores liv alligevel ikke er som det skulle være. Alt det skæve er ikke rettet ud, alt det halve er ikke blevet helt. Men vi har fået nyt tøj på, vi er iklædt barmhjertigheden. Guds barmhjertighed. Luther skriver et sted: Der hvor syndernes forladelse er, der er liv og salighed. Vi har fået livet tilbage - som det helt samme liv og alligevel som et helt nyt liv, gjort nyt af Jesu ord, som mætter os og trøster os til evig tid. Det er himmeriget her på jorden og det giver os et fast håb om Guds lyse rige, hvor vi skal være sammen med vores kære.