I Det gamle Testamente hører vi engang, at der skete noget lignende, men dér fortælles det mere direkte. Det er da profeten Elias farer til himmels. Han sagde også til sin lærling, at han nu skulle forlade ham, og hans lærling Elisa blev ked af det. For at trøste ham sagde Elias: " Sig hvad du ønsker jeg skal gøre for dig, før jeg bliver taget bort fra dig." Og Elisa svarede: " Bare to dele af din ånd må komme over mig." Og det var et ønske om at lærlingen måtte blive som et barn af Elias og få hans arv, hans åndelige arv, og fører hans værk videre sådan som en søn fører sin fars værk videre. Og da skriver Det gamle Testamente, at der kom en ildvogn og ildheste og tog Elias med, så han for til himlen i stormvejret.
Der er ligheder og forskelle mellem Elias og Jesu himmelfart. Lighederne er, at disciplene også var kede af det, da de skulle skilles fra Jesus. Men han siger også til dem, at han vil sende sin ånd, sin kraft til dem, så de kan fører hans værk videre. Forskellene er, at Elias ikke døde, han for til himmels førend han skulle dø. Jesus døde og opstod, og 40 dage efter opstandelsen fór Jesus til himmels. Og det er ikke beskrevet så udførligt. Der kommer ikke en ildvogn og ildheste for at hente ham. Der står bare, at han løftes op og en sky skjuler ham. Det sker mere stille end i Det gamle Testamente. Og hver gang i bibelen, hvor der fortælles om noget usynligt og skjult, så er det, når Gud selv handler. Det er Gud selv som løfter Jesus op. Det er Gud selv som er i skyen. Det er større det, som sker med Jesu himmelfart. Og det kan man også se af, at disciplene pinsedag ikke kun får to dele af Jesu ånd, men hele helligånden.
Selv om der er noget usynligt og skjult over Jesu himmelfart så er den en ligeså stor og glædelig begivenhed, som Jesu fødsel julenat, hans død langfredag og hans opstandelse påskemorgen.