<H5>Nu falmer skoven</H5> Nu falmer skoven. Sådan sang vi. Og i den salme står der: Ham takker alle vi med sang, for alt hvad han har givet, for hvad han vokse lod i vang, for ordet og for livet. Sådan skal vi synge i lovprisning af Gud. Vi har meget at takke for, når vi tænker på de gode gaver, som vi får livet igennem og som også Jens n har fået.

Der er et ordsprog som lyder: " Som man sår, så høster man." Det ordsprog er rigtigt i vores jordiske forhold på den måde, at der er noget vi skal gøre. Vi skal bruge vores hverdage til gode gøremål. Det gjorde Jens n. Han var meget arbejdsom. Men i de himmelske forhold der går det ikke efter ordsproget: " Som man sår, så høster man." Og det skal være vores trøst også ved en begravelse. Der kan vi jo komme til at tænke på den store høst, den sidste høst, og hvordan det da vil gå os. Men Gud har allerede givet os et vink i det jordiske. En landmand høster jo meget mere end han sår. Landmanden gik ikke ud og samler de korn op i efteråret, som han selv lagde i jorden i foråret. Nej, han samler meget mere. Der er sket et under med det som landmanden såede. Gud har velsignet landmandens gerning, så den giver et udbytte; så landmanden høster mange gange mere end han selv har sået.

Det gælder også i himmelske forhold. Da høste vi som fugle nu, der ikke så og pløje, da komme aldrig mer i hu, vi jordens strid og møje. Sådan skriver Grundtvig også i salmen som vi lige har sunget. Fuglene sår ikke og høster ikke, og dog giver jeres himmelske Far dem føden. Er I ikke meget mere værd end de? Sådan sagde Jesus det; at vi må stole helt på Gud og lægge alt i Guds gode hænder.

Også ved en begravelse skal vi tænke på, at vi har meget at takke Gud for. Vi må takke Gud for alle hans gode gaver. Gud har givet os livet, og alt det som fylder vores liv. Gud har givet os sit ord, så vi ikke skal være bange. Og Gud vil give os evigt liv hjemme hos sig i paradis. Så meget kan Gud give, fordi Gud er rig på kærlighed.

I sine lignelser sammenlignede Jesus tit Gud med en konge eller en rig mand. Når Gud kan kaldes rig, så er det fordi Guds ejendom er meget stor. Hvor vi end retter vores øjne hen, så er det Guds ejendom. Om vi ser ned i havets dybder eller langt ude i de yderste himle, det er Guds ejendom, det hele. Så rig er Gud, at han ejer alt. Guds rigdom er ikke kun altomfattende. Den er også pragtfuld. Guds rigdom er smuk. Den er morgensolen, når den i et spil af farver begynder den ny dag. Den er aftensolen, når den med sit skrå lys gør markerne til et eventyrrige. Ja, vi kunne gennemgå alle blomsterne og dyrene og finde en rigdom af vidundere. Alt det havde Jens n øje for. Naturens farver og pragt.

Jeg hørte en historie om en 3-årig pige, som lige havde lært ordet gratis. Hun spurgte om alle ting om de var gratis. Når familien var ved stranden, spurgte pigen, om vandet var gratis og muslingerne var gratis. Når familien var til middag hos andre, spurgte hun, om maden var gratis. Der var ikke ende på det hun spurgte om.

Og pigens mor blev efterhånden helt bekymret. Havde hun virkelig talt så meget om penge, når pigen gik så højt op i, hvad der ikke kostede noget.

Men en dag blev det opklaret. Det var en dag, hvor pigen og hendes mor plukkede æbler. Moderen havde svaret, at æblerne var gratis, fordi de voksede i deres have. Men så spurgte pigen: Hvem er Grati? Hvem er Grati?

Og nu indså moderen, at hun havde misforstået det hele. Den lille pige havde simpelthen gået ud fra, at alting må være nogens. Og alle de ting, der er gratis, de må altså tilhøre en mægtig hr. Grati. Det er den mægtige hr. Grati, som ejer både græsset og vores daglige brød og havet.

Pigen spurgte: Hvem er hr. Grati? og svaret er soleklart. Det er Gud. Gud har givet os lov til at låne alt det som er hans. Alle de dejligste ting, som vi kan dele med hinanden, de tilhører Hr. Grati. Men Han har lånt dem ud til os.

Gud giver det hele til os for at glæde os, og for at vi skal dele den glæde med hinanden. Gud Skaberen er meget rig, og det er en stor rigdom han har givet til os. Og den største rigdom, som Gud har givet os, - det er, at Gud har givet os sin søn, så vi ganske gratis må tro på ham og blive frelst ind i paradis. Og det gælder alle os små mennesker. Jesus har givet os den tro, at vi altid må finde hjælp hos Gud, for Gud er vores himmelsk far, som har omsorg for alle sine børn. Gud har givet os mange gode gaver og vil hjælpe os ud af al nød, endda døden redder Gud os ud af.

Jeg hørte om en pige og en dreng, som gik en tur i skoven ved efterårstid og drengen sagde: Jeg bliver så ked af det, når alle bladene falder af træerne. Men pigen svarede: Det skal du ikke være. Så kan vi se himlen så meget mere klart.

Guds himmel er over os. Guds himmel er foran os, så vi må se frem til Guds lyse himmerige. Ved begravelsen i dag skal vi høre de ord, at Gud har genfødt os til et levende håb. Det betyder, at det er et håb som holder os i live og redder os ud af døden ind i i vores himmelske fædreland, hvor der er gammen i gyldne sale og frydelig dér til evig tid med venner i lys vi tale.

Så rig er Gud, så mild og rund til at give. Vi er alle omfattet af Guds kærlighed, som ikke slipper op. Det skal være vores trøst i dag ved begravelsen af Jens n. Når vi ser tilbage på et menneskeliv, så kan det føles som korte dage, men så får vi at vide, at vi også må se frem: Hans ånd, som alting kan og ved, i disse korte dage, med tro og håb og kærlighed til himlen os ledsage. Det gælder os alle. Det gælder også Jens n. Derfor kan vi trygt overgive ham i Guds hånd. Amen.



Tryk her tilbage til forside

Siden er opdateret den 291097
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email