Et bryllup er meget romantisk. Det er en smuk og højtidelig og eventyrlig fest. I bibelen er der en bog, som hedder højsangen. Den har nok fået det navn, fordi den handler om kærlighed. Højsangen. Man kan ikke bruge for høje ord når man taler om kærlighed. Det gælder helt klart den første forelskelse.
I Højsangen siger bruden f.eks.:
v8 Hør, der er min elskede!
Se, der kommer han
springende hen over bjergene,
dansende hen over højene.
v9 Min elskede er som en gazelle,
som en hjortekalv.
Det er dejlig med sådanne digte. Selv om de bruger billeder så kan vi genkende os selv i dem. Selv om sangen taler om at kæresten kommer springende over bjergene, så kan I sikkert genkende det. Dengang Maj Britt var i praktik i Sønderborg, da kom du ikke springende, John, men noget af det samme, for du kørte så hurtigt til din kæreste, at du blev standset af politiet og fik en bøde.
Men det lignede jo fuldstændig højsangen: du kunne ikke vente med at komme til din kæreste. Jeg har hørt at det gjaldt lige siden I lærte hinanden at kende. I ville være sammen. I kunne ikke undvære hinanden.
Da du John læste i Århus, flyttede Maj Britt op til dig. Da du Maj Britt kom på seminariet her i Haderslev, kørte John hver dag hertil. Det er da tegn på kærlighed.
I højsangen siger brudgommen:
v9 Du har fortryllet mig, min søster, min brud,
du har fortryllet mig med et eneste blik,
med et eneste led i din halskæde.
Kærligheden er som fortryllelse. Derfor ligner den eventyret. Det mærkelige er ganske vist i eventyret, at der ophæves fortryllelsen, når de to kærester møder hinanden. Det er også rigtigt.
Kan I huske Tornerose. Hun var så smuk, men hun savnede en kæreste, så hun kedede sig og gik rundt på slottet og kom til værelser, hvor hun ikke måtte være. Hun stak sig. Og straks faldt alle i søvn. Og en stor tjørnehæk voksede op. Deraf kommer hendes navn: Tornerose. Hun var så smuk som en rose. Og der var tjørne omkring hende. Det ved jeg ikke, hvordan det var med jer, kære brudepar. Men mange prinser har måtte kæmpe sig gennem tjørne for at komme ind til prinsessen, dvs for at nå ind til hjertet hos hinanden, for at åbne sig helt for hinanden og være helt ærlige, skal man gennem mange tjørne som river og gør ondt. Der er nemlig også tjørnekrat omkring mange prinser. Alt det skal rydes af vejen, før man kan blive sig selv, og det bliver kæresterne jo ved at give hinanden et kys.
I øvrigt gælder det ikke kun i begyndelsen, også senere når forelskelsen er blevet til varm og venskabelig kærlighed, så kan der komme tjørnekrat og problemer, og man skal huske, at det drejer sig om at komme igennem dem og give hinanden et forsoningskys. For så bliver man sig selv, så vågner man op.
Brylluppet er en så dejlig fest fordi vi fejrer kærligheden, som vi ved er stærk nok til at forene to mennesker. Et sidste citat fra højsangen:
for kærligheden er stærk som døden,
lidenskaben er grum som dødsriget,
dens flammer er flammer af ild,
en voldsom brand.
v7 Vældige vande kan ikke
slukke kærligheden,
floder kan ikke skylle den bort.
Hvis en mand gav al sin rigdom bort for
kærlighed,ville man da ringeagte ham (Højs 8,6)
Kærligheden er stærk som døden, ja, endnu mere. I en salme i vores salmebog, står der om Jesu kærlighed at den er stærkere end døden:
Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden,
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted!
Jesu kærlighed var stærk og selvopofrende. Vi kan godt blive bange for om vores kærlighed er så god. I den salme vi skal synge til sidst i dag, står der, at kærlighedens blomst groede i paradisets have. Den skød frem der, hvor Gud skabte mennesket som mand og kvinde - til fællesskab. For mennesket er ikke skabt til at være alene. Og kærlighedens blomst groede i eden og skabte med sin duft den samhørighed og harmoni, som gjorde de to til et. Men som I husker, gik det galt. Det var det med slangen og det at mennesket ikke ville som Gud. Menneskene måtte ud af paradis. De fik dog kærlighedens blomst med, - og den lod sig omplante til det mere barske liv i verden . Men kærligheden, blomsten, rummer dog stadig længslen efter paradiset; den vokser kun vildt her på jord. Men som den utroligt skønne, vilde blomst - kærligheden er - peger den ud over sig selv - Den har en duft af Eden!
Men fordi kærligheden på en måde er af en anden verden, kan den føles fremmed, skrøbelig, vildtvoksende her i verden. Derfor har Gud sendt sin søn til verden. Han, som er Guds kærlighed. Og det er dybest set det, det handler om her i kirken: Vi må forbinde vor skrøbelige, sårbare, forgængelige kærlighed med HAM, som er dødens overvinder. Fra ham får vi hjælp det, vi ikke selv magter.
Ved et bryllup fejrer vi, at kærligheden er
himmelsk. Den er Guds gave. Og I har endda allerede fået
frugt af den. Børn. Et barn er en rigdom. Og to børn er en
dobbelt rigdom. Også det kan I fejre idag. Også det får I
Guds velsignelse til at fejre her i dag ved kærlighedens fest.
Tryk her tilbage til forside