Gud er vores Herre og vores hyrde, også når vi har svært ved at se det. Der er jo dage i vores liv, hvor vi ikke kan se, at vi bliver ført. Der er dage, hvor vi ikke kan se, at vi bliver beskyttet af en hyrde.
Men salmedigteren har skrevet sin salme, for at enhver af os skal synge den som sin egen og sige: Herren er min hyrde. Himlens Gud, som har al magt og som kan overskue alting, han er nær ved os. En hyrde går jo hele tiden mellem dem, han passer på. Sådan er Gud ikke i himlen og lever for sig selv. Nej, Gud er hos os, også når vi ikke kan se det. Gud går sammen med os og følger os.
Herren er min hyrde. De ord får vi, så enhver af os må sige dem. Det er stærke ord, som vi må finde trøst i. Også når vi går i dødens mørke land, som vi ikke ved hvordan vi skal komme igennem, så bliver de ord lagt i munden på os: Herren er min hyrde. Og hyrden tænker på hver enkelt og tager sig af hver enkelt. Gud har hver af os i sine tanker. Gud har også taget Frede n ind under sin omsorg. Gud slipper os ikke, men kommer og går sammen med os, og fører os.
En hyrde er jo hele tiden hos dem, han vogter. Han forlader dem ikke. Særlig hvis det er et øde land eller et farligt område, så er hyrden endnu mere påpasselig. Sådan er Gud netop hos os, når vi føler, at livet er truet og vi går i dødens mørke land.
Herren er min hyrde. Det må vi tro på. Den tro må vi hvile i, også når vi er omgivet af død og mørke. Når alt kaster os omkring, da må vi hage os fast i de sikre ord og i den sikre tro: Herren er min hyrde. Han ved, hvordan vi kommer gennem det mørke land. Gud kan fører os frelst igennem, også når det er sorgens og dødens land, vi vandre i.
Herren er min hyrde, mig skal intet fattes, jeg skal ikke komme til at mangle noget. Det synger salmedigteren. Så sikker er hans tro. Og de stærke og sikre ord lægger han os i munden, så vi må synge med. Jeg skal ikke mangle noget. Jamen, det er da tit, at vi synes vi mangler noget. Vi kunne have forstået, hvis salmedigteren havde skrevet, at vi ikke skal mangle det vigtigste, at Gud vil give os det, som er allermest nødvendigt. Mens det er noget andet med alle småtingene, som vi slet ikke behøver. Men det mærkelige er, at salmedigteren skriver: mig skal intet fattes. Så altomfattende er Guds magt og omsorg. Også når vi mindst kan se det. Også når vi tænker om ikke Gud har glemt os, så må vi vide, at intet er uvigtigt for Gud. Jesus siger det ligeså bestemt og sikkert: Jeres Far i Himlen, ved hvad I trænger til, før I beder ham.
Jeg skal ikke mangle noget. De ord er næsten for store. Ordene bliver givet til os, for at vi skal finde hvile i dem. Derfor er ordene sagt så bestemt og fast, for at vi skal kunne hage os fast i dem, når alt vil kaste os omkring.
Gud er vores hyrde, vi skal intet fattes. Hos Gud må vi finde sikkerhed og ro. Det siger salmedigteren også i de næste linjer. Da bruger han nogle meget smukke billeder, nemlig, at Gud lader os ligge på grønne vange. Til hvilens vande leder han os. Det var nok mest, da vi var børn, at vi lå i det grønne græs og så op i den blå himmel. I sådan et øjeblik var alt godt. Da glemte vi alle krav og bekymringer. Så var vi bare fyldt af naturen og farverne og luften, så mærkede vi alt det er givet os, fra det mindste til det største. Et græsstrå og skoven. Marken og himlen. Netop sådan må vi føle over for Gud, som børn, der ligger i græsset og har glemt alle bekymringer.
Guds kærlighed kan vi leve på alle vores dage, både de gode og de onde. Guds kærlighed varer ved. Også i de dage og øjeblikke hvor vi snarere føler det modsatte, hvor det føles som om alt bliver taget fra os. Sådan kan vi jo godt føle mørket og døden som bjerge, der skjuler os og kun kaster skygge over os, så vi går dybt nede i dalen, hvor vi ikke selv kan se ret langt. Men selv dér ser Gud os og følger os. Skal vi end vandre i dødsskyggens dal, vi skal ikke frygte ondt. Gud fører os over til sit lyse rige, til paradis. I troen på Gud må vi finde en sikkerhed og ro, som intet kan tage fra os.
I denne tro slutter digteren sin salme: Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage. Sådan må vi også slutte vores liv og se på vores dage. Når vi ser tilbage på vores liv, ser vi måske mange dage, hvor vi gjorde fejl, som kan fylde os med skyld og dårlig samvittighed, men alt det dækker Gud over med sin godhed og miskundhed.
Det er det, vi skal se tilbage på. Det er Guds godhed vi skal se. Den følger os alle vore dage. Gud giver os en god fortid at se tilbage på, og han giver os en god fremtid at se frem til. For i Herrens hus skal vi bo gennem lange tider, ja, hos Gud skal vi bo i evighed. Paulus skriver i sit første brev til Korintierne: Kærligheden ophører aldrig. Men hvad enten den er profetiske gaver, de skal engang forsvinde. Eller tungetale, den skal forstumme. Eller kundskab, den skal forsvinde. For stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde. Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
Sådan skriver Paulus i 1. korintierbrev kap 13. Selv om vi kun kan se Gud som i et spejl. Og på Paulus' tid var spejle meget dårlige, de forvrængede ansigtet, så man knap kunne skelne det. Sådan ser vi Gud, som i en gåde. Men engang, når vi er i Guds lyse rige, så skal vi se Gud ansigt til ansigt, sådan som Gud allerede ser os. For Gud kender hver af os fuldt ud og vil hjælpe hver af os.
Sådan skriver Paulus i 1. korintierbrev kap 13. Og Guds himmelske kærlighed kan vi leve på alle vore dage, både de gode og de onde. Guds kærlighed varer ved. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Hver af os er omfattet af denne kærlighed fra Gud. Det gælder også Frede n. Derfor kan vi trygt overgive ham i Guds varetægt. Amen.