Det var en købmandsbutik som de stod udenfor. Og deres herre var købmand. Den store by tæt ved var Jerusalem.
Asline så hen ad gaden og sagde: " Dér kommer to mænd. De kigger herhen og de snakker med hinanden og kigger sig omkring. Hvad mon de vil?" Hendes mor sagde: " Det er nok bare kunder til vores Herre."
" Nu står de stille. Det er som om der er noget de ikke rigtig tør. Men nu kommer de herover," sagde Asline. " Hvad for noget! De binder dig fri, mor. Hvad vil de?" " Ja, det er vist røvere. Vi må begge råbe om hjælp." Og de to æsler gav sig til at råbe. Og når æsler skriger, så er det som en sirene der kan høres over en hel by. Straks kom købmanden løbende ud af butikken. Han var stor og tyk og med buldrende stemme råbte han: " Hvad i al verden. Hvad bilder I jer ind. Det er mine æsler." " Ja, du må meget undskylde," sagde de to fremmede helt genert," men vi har altså bare fået besked på, at vi skal hente de her to dyr. Herren har brug for dem, og du vil snart få dem tilbage igen."
" Hvem er den herre? Jeg troede kun vi havde en herre," hviskede Asline til sin mor." - " Jeg ved det ikke. Men det lyder vigtigt. Der er brug for os." Luften gik ud af købmanden. Han skrumpede sammen. Han stammede: "Herren har brug for.. Jeg troede jeg var Herren. Hvad for en Herre?"
De to fremmede så ud til at være ganske almindelige mennesker. Men købmanden følte det som om de kom fra et højere sted. Købmanden kunne se, at de to mænd var hæderlige og pæne. Der strålede en ærlighed ud af deres øjne. De havde intet at skjule. Og købmanden kom straks til at tænke på Gud. Mon de to var sendt af Gud. Mon den herre som de talte om var den himmelske Herre, Gud. Købmanden kunne ikke få andet frem end ordene: " Hvad sagde I?"
De to fremmede gentog: " Herren har brug for dem og du får dem snart igen." Og så løste de Asla og Asline og begyndte at trække afsted med dem. Mens købmanden måbende så på.
" Nu får du oplevet noget," hviskede Asla til sin datter," det er næsten så jeg bliver nervøs af det. Hvor skal vi hen."
Det var som en af de fremmede forstod hvad Asla sagde. Han klappede æslet og forklarede: " Du skal ikke være bange. Du er blevet udvalgt til noget meget stort. Den nye konge vil ride på dig ind i den hellige by. Du må være stolt over det som du skal opleve i dag." Asla forstod ikke helt hvad manden sagde, men kunne høre at det var beroligende ord. " Det virker som gode mænd," sagde hun til Asline," De trækker heller ikke hårdt i os. De skynder ikke på os, men går ganske stille." " Der er sandelig mange mennesker på vejen. Og de går allesammen ind til den store by." sagde Asline. " Ja, det er snart påske og festen vil de gerne holde i den hellige by", svarede hendes mor." Kan du se hvor højtidelige og glade de ser ud. De tænker på den dejlige påskefest, hvor de skal hygge sig sammen og spise lammesteg."
" Ingen af dem har travlt," bemærkede Asline," de går og snakker. Og se de drenge de løber og leger. De må kende hinanden hjemmefra. De er nok fra samme landsby. De råber og griner og driller hinanden." "Ja, det er en god dag både for dyr og mennesker," sagde hendes mor, " Solen skinner og det er snart påske. Hør også fuglene. Det er som om de synger ekstra idag." " Jamen prøv og se. Det er ikke kun himlen som er strålende i dag. Derhenne på vejen er der et eller andet som lyser. Hvem står der."
" Det er en flok mænd," svarede Asla." De ligner vores to. De snakker sammen. Nej, der er én, som står helt tavs. Hvor har han dejlige øjne. Det er ham det stråler fra. Men det er ikke lys. Det er mildhed og magt, som stråler fra ham. Tror du det er vores Herre. Bare han er vores Herre." Og det var sandt. Det var Jesus som stod med sine disciple. De ventede på æslerne. Jesus kendte Guds vilje og Guds planer. Engang har Gud forudsagt og lagt ordene i munden på en profet: Der skal komme en konge. Den sidste og evige konge. Han skal ride ind i den hellige by på et æsel.
Indtil nu havde de to mænd ført Asla og Asline. Men nu gav de slip på deres grimer. Æslerne stod stille. De to mænd tog deres kapper af og lagde dem ovenpå æslerne. " Det er næsten som om vi bliver til kongelige dyr, når vi sådan får tøj på," hviskede Asline. " Det er dejligt at se jer," sagde Jesus. Det var ikke helt til at vide om han talte til dyrene eller til de to mænd, som havde bragt æslerne. Hans stemme var fast og alligevel varm. Han talte roligt.
Jesus gik hen til Asla for at sætte sig op på æslet. Asla blev helt genert og hviskede til Asline: " Vi må hellere neje for vores konge." Og de to æsler bøjede deres forben og bøjede deres hoveder mod jorden.
" I skal ikke bøje jer for mig", sagde Jesus." I er lastdyr, som tjener mennesker og bærer menneskenes byrder. Jeg er som jer. Jeg er en tjener, som vil bære alt det, som tynger mennesker. Lige fra jeg var barn har jeg holdt meget af jer. Første gang jeg slog mine øjne op, så jeg ind i øjnene på en fra jeres slægt. Jeg lå i en krybbe lige da jeg var født og det var et æsel, som så ned til mig og smilede. Vi ligner hinanden: jeg er lige så tålmodig og sej og stædig, som I er. Jeg har ikke ladet mig rokke, om så alle præsterne og de fine sagde mig imod, så holdt jeg fast på de ord, som Gud har givet mig. Men når jeg så at der var mennesker, som var ved at falde sammen, så tog jeg deres byrder og bøjede ydmygt mit hoved under vægten af andres lidelser." Med et blik havde Jesus sagt alt dette til Asla og Asline. De havde set ind i hinanden, Jesus og de to æsler, og de forstod hinanden helt igennem.
Asla fortalte sin datter: " Jeg har hørt fra din onkel Jakob historien om det lille barn. Det var Jakob, som stod i stalden og var med den dejlige aften, hvor himlens fred kom til jorden. Da var det engle som sang i den mørke stald." Jesus satte sig op på Asla.
Uden at han gjorde noget, begyndte Asla at gå. Ingen trak hende. Ingen førte hende, men hun vidste at nu gik turen til Jerusalem, den hellige by. Asla hviskede til Asline: " Jeg kan ikke mærke, at han sidder på min ryg. Er jeg så lav, at han går på jorden. Se lige efter."
Asline svarede: "Nej, han sidder på dig. Han sidder ganske stille, men der stråler en stor herlighed ud fra ham. Det er som en herlighed fra himlen."
Asla sagde: " Så er det nok derfor han løfter mig op. Det er helt forskelligt fra den tykke købmand; når han rider på mig, kan jeg næsten ikke slæbe mig afsted. Men nu er det som om jeg bliver båret."
Hendes datter Asline svarede: " Og jeg danser! Hvad er det, som sker?"v Luften stod stille. Fuglene holdt op med at synge. Folk på vejen standsede. De vendte sig om og så på Jesus. De stod stille. Deres hjerter stod stille. Ikke fordi Jesus havde en guldkappe på. Ikke fordi han havde et gyldent sværd ved hoften. Ikke fordi han havde en strålende kongehjelm. Men himlen strålede ud af ham. Det var ikke jordisk magt. Det var ikke våben og vold. Det var Guds magt. Mildhed. Tålmodighed. En kærlighed, som ikke giver op. Det strålede ud af Jesus.
Fuglene, som er nær ved himlen, så det først og de gav sig straks til at juble. Og folk vågnede. De tog deres kapper af og lagde dem på vejen, så himlens konge kunne ride kongeligt ind i den hellige by. De havde ikke flag. Men der var en dreng, som havde leget med en palmegren. Han begyndte at vifte med den og han råbte: "Hurra." Og de andre børn løb hen og rev grene af træerne, og de voksne fulgte efter. De råbte: "Hurra. Kongen kommer." Asla sagde til sin datter: "Nu må du gå pænt. Det er et stort øjeblik vi oplever. Det er lige så stort som julenat. Da var det engle som sang. Men nu er det alle folk. De kan mærke, at Jesus er vores konge."
Fuglene og de to æsler og folk på vejen mærkede, at Jesus er Fredens konge. Han kommer til os stille og ydmygt. Og hans magt er, at han vil tjene os og løfter alt det som vi ikke kan bære. Vi må gå til ham, om vi er unge og gamle, om vi er høj eller lav, om vi er mand eller kvinde. Og han vil være vores konge, som bringer himlen til os.