v46 Jesus sammen med sine disciple og en større skare gik ud af Jeriko,(de hvisker sammen: hvor skal han hen. Vi går lige med og ser. Går Jesus foran. Han siger ikke noget. Han har nok været inde i byen og tale til folk. Jesus har god tid. Og han går i stilhed til en anden by for at fortælle om Gud dér.Går hans disciple rundt om ham, som om de beskytter ham, nej han beskytter dem. Nogle folk går foran Jesus, for at være nær ved ham.
Ved vejen uden for byporten sidder en mand, som ikke kan gå. Det er fordi han ikke kan se. Han Han sidder helt stille. Hvad kan man arbejde med, når man ikke kan se ( organist). Men det er svært at skære brød, så man ikke skærer sig over fingrene. Hans familie har sagt: du skal ikke gå i vejen for os. Vi følger dig ud til byporten. Du kan sidde dér om dagen. Når du hører nogen gå forbi, skal du sige: Giv mig lidt. Det er den eneste må du kan gøre gavn. Vi kan ikke have dig hjemme. Det var heldigt at han havde familie. Hans far hed Timæus. og han selv hed Bartimæus. Nu hørte han mange skridt: hvem er det? spurgte han. Nogen sagde, mens de gik forbi: det er Jesus.( indtil da har præsten fortalt roligt, men præsten råber:) Så gav Bartimæus sig til at råbe: "Davids søn, Jesus, hjælp mig!" ( folk hvisker ( præsten efterligner: Du må ikke råbe sådan. Her går vi højtideligt sammen med mesteren, og så skriger du.)v48 ; men han råbte bare endnu højere ( præsten råber igen): "Davids søn, hjælp mig!"
v49 Og Jesus stod stille ( han havde god tid hvert menneske) og sagde: "Kald på ham!" Så kaldte de på den blinde og sagde til ham: "( nej, hvor du er heldig. Jesus vil tale med dig. " Pludselig er folk venlige mod den blinde. Før sagde de: hyss. Nu siger de: nej, hvor du kan være glad, Jesus kalder på dig. Bare det var os han ville tale med.
v50 Så smed han kappen fra sig, sprang op og løb hen til Jesus. ( Bartimæus smed sin kappe, for at han bedre kunne løbe. Han ville hurtigt hen til Jesus. Men Bartimæus kunne jo ikke se. Han må have mærket, hvor Jesus var. Ikke fordi Jesus sagde noget. Men Bartimæus mærkede en stilhed, der var så dyb, at det måtte være Jesus som var der.
v51 Og Jesus spurgte ham: "Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?" Den blinde svarede ham: "Herre, at jeg må kunne se!" v52 Jesus sagde til ham: "Gå bort, din tro har frelst dig." Og straks kunne han se, og ( og nu skulle man tro, at Bartimæus straks ville hjem til sin far og vise ham, at han var blevet rask og at han kunne arbejde og tjene penge, og at han nu var noget værd) men Bartimæus gik ved siden af Jesus. Ham ville han være nær. For Jesus havde talt til ham, kaldt på ham og hjulpet ham mere end nogen andre, mere end hans familie.
Blev Jesus nødt til at råbe for at gøre den blinde rask. ( og fortællingen om Josva kan være før NT eller efter, men hen skal der lægges vægt på, at de bliver nødt til at råbe højt)
(Jos 2,1) v1 Josva, Nuns søn, sendte i hemmelighed to mænd ud fra Shittim som spioner. Han sagde: "Gå over og undersøg landet, særlig Jeriko." Så gik de, og de tog ind hos en skøge, der hed Rahab. Der overnattede de. v2 Kongen i Jeriko fik nu meddelelse om, at der var kommet nogle israelitiske mænd om natten for at skaffe sig oplysning om landet. v3 Han sendte bud til Rahab og sagde: "Kom frem med de mænd, der kom til dig, og som er taget ind i dit hus. De er nemlig kommet for at skaffe sig oplysning om hele landet." v4 Men kvinden havde taget de to mænd og skjult dem. Hun sagde: "Jo, der kom nogle mænd til mig, men jeg vidste ikke, hvor de kom fra, v5 og da porten skulle lukkes ved mørkets frembrud, gik de. Jeg ved ikke, hvor de er taget hen. Men hvis I skynder jer at sætte efter dem, kan I sikkert indhente dem." v6 Hun havde ført mændene op på taget og gemt dem under hørstænglerne, som hun havde lagt ud på taget. v7 Nogle mænd satte så efter dem ad vejen til Jordan ned til vadestederne, og porten blev lukket, så snart forfølgerne var gået ud.
v8 Før mændene gik til ro, kom hun op på taget til dem v9 og sagde: "Jeg ved, at Herren har givet jer landet. Vi er grebet af rædsel for jer, ja, alle landets indbyggere skælver i angst for jer. v10 For vi har hørt om, hvordan Herren udtørrede Sivhavet foran jer, dengang I drog ud af Egypten, og hvad I gjorde ved de to amoritterkonger øst for Jordan, Sihon og Og, som I lagde band på. v11 Da vi hørte det, mistede vi modet, og vi følte os alle sammen magtesløse over for jer, for Herren jeres Gud er Gud både oppe i himlen og nede på jorden. v12 Sværg nu ved Herren, at I vil vise min fars slægt godhed, fordi jeg har vist jer godhed. Giv mig et sikkert tegn på, v13 at I vil lade min far og mor, mine brødre og søstre og alle, der hører dem til, blive i live og redde os fra døden." v14 Mændene sagde til hende: "Vi vil stå inde for jer med vores liv, hvis I lader være med at røbe vores forehavende. Når Herren har givet os landet, vil vi vise dig godhed og trofasthed."
v15 Så firede hun dem ned fra vinduet med et reb, for hendes hus stødte op til bymuren; hun boede lige op ad muren. v16 Hun sagde til dem: "Gå ud i bjergene, så forfølgerne ikke finder jer, og hold jer skjult der i tre dage, indtil forfølgerne er kommet tilbage. Derefter kan I gå den vej, I skal." v17 Mændene sagde til hende: "Den ed, du har afkrævet os, må vi være løst fra under dette forhold: v18 Når vi kommer ind i landet, skal du binde denne røde snor fast i det vindue, du firede os ned fra, og samle din far og mor, dine brødre og hele din fars slægt i huset hos dig. v19 Hvis nogen forlader huset, skal hans blod komme over hans eget hoved; så er vi uden skyld. Men hvis der bliver lagt hånd på nogen af dem, der er inde i huset hos dig, skal deres blod komme over os. v20 Hvis du derimod røber vores forehavende, er vi løst fra den ed, du har afkrævet os". v21 Hun sagde: "Lad det være, som I siger." Så sendte hun dem af sted; og hun bandt den røde snor fast i vinduet.
v22 De gik op i bjergene og blev der i tre dage, indtil forfølgerne var vendt hjem. Forfølgerne havde ledt efter dem hele vejen, men ikke fundet dem. v23 Derpå gik de to mænd igen ned fra bjergene og gik over Jordan; de kom til Josva, Nuns søn, og fortalte ham alt, hvad de havde oplevet. v24 De sagde til ham: "Herren har givet hele landet i vores hånd, og alle landets indbyggere skælver i angst for os."
Overgangen (Jos 2,15) v1 Jeriko var lukket og låst for israelitterne; ingen kunne gå ud eller komme ind. v2 Men Herren sagde til Josva: "Se, jeg giver Jeriko og dens konge i din hånd. v3 Nu skal alle I krigere i seks dage gå rundt om byen én gang om dagen. v4 Syv præster skal bære syv vædderhorn foran arken. Men den syvende dag skal I gå rundt om byen syv gange, og præsterne skal støde i hornene. v5 Når vædderhornets lange tone lyder, og I hører lyden fra hornet, skal hele folket udstøde et kampråb så højt, at byens mur falder sammen, og folket kan gå lige ind."
v6 Josva, Nuns søn, kaldte præsterne til sig og sagde til dem: "Løft pagtens ark op; syv præster skal bære syv vædderhorn foran Herrens ark." v7 Til folket sagde han: "Gå så rundt om byen! De våbenføre skal gå foran Herrens ark."
v8 Da Josva havde talt til folket, gik de syv præster, der bar de syv vædderhorn foran Herren, frem og stødte i hornene, mens Herrens pagts ark fulgte efter dem; v9 de våbenføre gik foran præsterne, der stødte i hornene, og bagtroppen fulgte efter arken, mens der blev stødt i hornene. v10 Og Josva gav folket denne befaling: "I må ikke udstøde kampråb eller give lyd fra jer. Der må ikke lyde et ord, før den dag jeg giver jer ordre til at udstøde kampråbet; så skal I råbe!" v11 Så lod han Herrens ark føre rundt om byen én gang. Derpå gik de tilbage til lejren og overnattede der.
v12 Tidligt næste morgen stod Josva op, og præsterne løftede Herrens ark op, v13 og de syv præster, der bar de syv vædderhorn foran Herrens ark, stødte i hornene, mens de gik; de våbenføre gik foran dem, og bagtroppen fulgte efter Herrens ark, mens der blev stødt i hornene. v14 De gik så én gang rundt om byen den anden dag og vendte tilbage til lejren. Det gjorde de seks dage.
v15 (Jos 6,1) 15 Den syvende dag, da det blev lyst, gik de rundt om byen på samme måde som før, syv gange; det var kun den dag, de gik syv gange rundt om byen. v16 Den syvende gang stødte præsterne i hornene, og Josva sagde til folket: "Udstød kampråbet! Herren har givet jer byen! v17 Der skal lægges band på byen; den og alt, hvad der er i den, skal tilhøre Herren. Kun skøgen Rahab og alle, der er i huset hos hende, skal blive i live, fordi hun skjulte de mænd, vi sendte ud. v18 Men hold jer fra det, der er lagt band på, så I ikke kommer til at begære det og tager noget af det, der er lagt band på, så I bringer bandet over Israels lejr og styrter Israel i ulykke. v19 Alt sølv og guld og ting af bronze og jern skal helliges Herren. Det skal bringes til Herrens skatkammer."
v20 Folket udstødte kampråbet, da der blev stødt i hornene. Da folket hørte lyden fra hornene, udstødte de et kampråb så højt, at muren faldt sammen, og de kunne gå lige ind i byen og indtage den. v21 Med sværdet lagde de band på alle, der var i byen, både mænd og kvinder, unge og gamle, okser, får og æsler. v22 Men til de to mænd, der havde spioneret i landet, sagde Josva: "Gå ind i skøgens hus, og før kvinden og alle, der hører hende til, ud derfra, sådan som I tilsvor hende." v23 Spionerne gik ind og førte Rahab ud sammen med hendes far og mor og brødre og alle, der hørte hende til; alle hendes slægtninge førte de ud og anbragte dem uden for Israels lejr. v24 Men byen brændte de ned med alt, hvad der var i den; kun sølvet og guldet og tingene af bronze og jern lagde de i skatkammeret i Herrens tempel. v25 Men skøgen Rahab og hendes fars slægt og alle, der hørte hende til, lod Josva blive i live. Hun kom til at bo blandt israelitterne og gør det den dag i dag, fordi hun skjulte de mænd, Josva havde sendt ud for at udspionere Jeriko (Jos 6,15)