Gud sagde til Jonas: " Gå til Ninive og råb, at jeg ser deres ondskab." Men Jonas turde ikke. Han flygtede. Han tog med et skib for at komme væk fra Gud. Men det kan man jo ikke. Så Gud lod en stærk storm rejse havet og skibet var ved at gå under. Sømændene blev meget bange og kastede alle deres ting overbord for at lette skibet. Jonas lå under dæk og sov dybt. Men kaptajnen gik ned og sagde til ham: " Hvor kan du sove. Råb på din Gud, så han kan frelse os." Men de andre på skibet sagde: " Lad os kaste lod om, hvem der er skyld i stormen." Og loddet fald på Jonas. Og han fortalte, at han troede på Gud, men var på flugt fra Gud. Så de spurgte Jonas, hvad de skulle gøre. Og han sagde: " Kast mig i havet. Så vil havet lægge sig." Først forsøgte mændene at ro ind til land, men de kunne ikke, for bølgerne blev højere og højere. Så til sidst tog de Jonas og kastede ham i havet, og straks lagde det sig. Og mændene blev grebet af en stor rædsel.
Før jeg fortæller videre om Jonas, hvordan han blev reddet, synes jeg vi skal tænke på en historie om Jesus, som passer meget til det vi lige har hørt. Det er historien om stormen på søen. Jesus og disciplene sejler i en lille både over Genesereth sø og pludselig bliver det stormvejr og båden er ved at gå under. Men Jesus lå i bagstavnen og sov. Altså akkurat som Jonas. Disciplene kommer også og vækker Jesus og siger: " Frels os." Men de mente ikke, at Gud havde rejste stormen og havet på grund af Jesus. De mente, at Jesus kunne frelse dem. Og Jesus stod op og talte til havet og bølgerne, og det blev helt blikstille. Og der står det samme som om Jonas, at de blev grebet af stor frygt, da de så det blikstille hav. Men Jesu disciple gjorde det med rette, for de indså, at Jesus talte Guds ord. Jesus turde sige sandheden fra Gud. Jesus flygtede ikke fra Gud, men var en lydig søn, der gjorde sin Fars vilje. Jesus er mere end Jonas.
Og alligevel spiller Jonas historien med i Jesu liv på en dybere måde. Søfolkene ofrede Jonas for at formilde Gud. Jesus bliver også ofret. Eller dvs. det er Jesus som ofrer sig selv, da han går i døden på korset. Vi kan endda sige, at det er Gud, der ofrer Jesus og lægger al straf på ham, for at fjerne straffen fra os, for at vi ikke skal gå under, men leve et liv i blikstille og smukt lys.
Når vi hører videre historien om Jonas, så skete det, da han blev kastet i havet, at Gud befalede en hval eller et stort havdyr at sluge ham, og Jonas var i fiskens mave 3 dage og 3 nætter. Men da bad Jonas til Gud om frelse. Ja, Jonas bad som om hans bøn allerede var hørt. Han sagde: " Jeg bad om hjælp, Gud, og du drog mit liv op af graven. For Herren er frelse." Og da talte Gud til fisken og den spyttede Jonas op på stranden.
Da bød Gud igen Jonas at gå til Ninive og tale om byens ondskab og dommen og straffen, som ventede byen. Og Ninive var en stor by. Det gamle testamente er flere steder humoristisk, og det kan vi se et eksempel på her. Der står: " Nineve var selv for Gud en stor by, tre dagsrejser stor." Men Jonas gik ind i byen og talte dom over den. Og folk i byen troede hans ord og de klædte sig i sæk og aske og råbte til Gud, for at formilde Gud og standse Guds vrede, så de ikke skulle omkomme. Og da Gud så det, ombestemte Gud sig, og han lod ikke straffen kommer over byen.
Og så er der igen et eksempel på, at Det gamle Testamente er humoristisk, for der står om Jonas, at han blev vred på Gud. Han tog det såre fortrydeligt op, at Gud tilgav byen. Han siger endda til Gud: " Det var derfor jeg flygtede fra dig. Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, og at du angrer det onde. Så lad mig nu dø." Og Jonas byggede en løvhytte uden for Ninive og satte sig i skygge under den for at se, hvordan det gik byen. Han satte sig hen og håbede på byens undergang eller sin egen død. Han kunne ikke leve med, at hans ord ikke blev virkelighed. Han ønskede byens undergang for at få ret. Han kunne ikke udholde, at Gud var tilgivende.
Jesus udtalte også engang en hård dom over 3 byer, Korazin, Betsajda og Kapernaum. Han sagde, at de ville få en hård straf på dommens dag. Jesus var ikke bange for at tale Guds ord også når de var hårde ord om menneskers ondskab og vantro. Men Jesus satte sig ikke hen og ventede på, at dommen skulle gå i opfyldelse. Jesus blev ved med at prædike evangeliet om Guds tilgivelse, også i de byer.