Men en dag tænkte han:" Hvordan kan jeg viser hende, at jeg holder af hende? Jeg kunne komme i en hvid karet med seks, hvide heste spændt for, og bagefter skulle der marchere et orkester og en deling soldater. Jeg kunne standse lige foran hende, stige ud og sige til hende: " Jeg kan lide dig." Nej, så vil hun nok bare blive forskrækket, tænkte kongesønneN.
Den anden mulighed, han tænkte på, var, at han kom med sin hvide karet og de seks hvide heste og orkesteret og soldaterne og sagde til pigen: " Alt det her vil jeg give dig, for jeg holder af dig."
Nej, tænkte kongesønne, mon hun dog ville føle sig godt tilpas ved at have orkester til at spille omkring sig hele tiden og soldater til at følge sig overalt.
Nej, den eneste måde jeg kan gøre det på, tænkte kongesønnen, er at komme til hende i fattige klæder som én af hendes egne. Så vil hun kunne forstå, at jeg virkelig mener, når jeg siger, at elsker hende.
På samme måde sendte Gud sin søn som et fattigt menneske, for at vi kan tro på det, når Gud siger, at han elsker os. Så langt var Gud parat til at gå for at få os til at tro på hans kærlighed. Således elskede Gud verden, at han kom helt ud til os i sin søn. Han kom til os som én af vores egne.