Spørgsmålet er enkelt og påtrængende, men lader sig ikke besvare 
entydigt. Mange svar kan gives - og mange af disse vil besvare 
spørgsmålet overbevisende inde for visse (snævre) rammer.  
Et eksempel: En salme er en sang der handler om Gud. Det er på sin vis 
uimodsigeligt rigtigt, men alligevel ikke egnet til en altomfattende 
afgrænsning af genren. Mangen en fædrelandssang handler også - 
ihvertfald til en vis grad - om Gud, men det bliver teksterne ikke til 
salmer af. 	 
Et andet eksempel: En salme er en tekst, der står i en salmebog. Igen er 
det på sin vis et rigtigt svar, men i sandhed et ganske problematisk 
svar. Betragtet ud fra et rent funktionelt synspunkt er det jo rigtigt: 
hvad der står i en salmebog benyttes som salmer. Det får den konsekvens, 
at hvis en tekst i en salmebog egentlig mere er en åndelig sang end en 
salme (F.eks. ”Kirkeklokke, mellem ædle malme”), så bliver teksten til 
en salme ved at komme i salmebogen. Men betragter man derefter de mange 
tekster, der ikke står i salmebogen, er det ganske urimeligt at frakende 
dem alle navn af salmer. Vi har således i Danmark fremragende 
salmetekster fra snart sagt alle århundreder siden reformationen, der af 
den ene eller den anden grund ikke er kommet ind i nogen salmebøger på 
noget tidspunkt. Men det er alligevel salmer. 
 
Bedst hjulpen til en bestemmelse af genren bliver man med en model, der 
sætter forskellige aspekter/anskuelsesmåder i ’spænd’ over for hinanden. 
En sådan model er bl.a. lanceret af nordmanden Ingemann Ellingsen. 
Modellen bygger på fem krav til teksterne. I dansk oversættelse og med 
(ganske få) tilretninger i forhold til dansk tradition ser modellen 
sådan ud: 
 

 I den evangelisk-lutherske kirke er vi 
forpligtet på et bestemt læregrundlag, bekendelsen. Salmebogen er af 
enkelte blevet karakteriseret som et af folkekirkens 
bekendelsesskrifter, uagtet at det formelt set ikke forholder sig sådan. 
Salmebogen skal således afspejle kirkens lære (= kirkens dogmatik). 
 

 En salme er imidlertid mere end 
dogmatik på vers. Salmen er et digt, og der stilles krav til salmen som 
poesi og til salmedigteren som poet. Salmen skal være afbalanceret i sin 
form, teksten skal være præget af samme stilleje m.m., og salmen skal på 
samme tid være fri for svagheder i form af nødrim, vekslende antal 
stavelser i sammenlignelige linier i versene etc. Omvendt kan det rent 
artistiske præg tage overhånd og gøre teksten ganske fjern - det 
poetiske bør tjene indholdet, ikke omvendt.	 
 

 Dette krav er et korrektiv til det 
dogmatiske krav, som blev formuleret som det første krav: Den ægte salme 
springer ikke ud af teologiske overvejelser, men springer ud af troen og 
engagementet hos digteren. Salmedigteren må have evne for at sætte ord 
på (tros-)erfaringer, der opleves som ægte og vedkommende ikke blot for 
enkeltpersoner, men for fællesskaber. Der stilles her krav også til den 
sproglige formuleringsevne: anliggendet skal formuleres på én gang 
rummeligt og præcist.  
 

 Som korrektiv  til kravet til det 
poetiske/kunstneriske opstilles kravet til ’det folkelige’. Hermed siges 
det, at salmebogen er en brugsbog for menigheden, og ikke en 
digtantologi for de få og specielt interesserede. Når salmebøger 
revideres står dette spørgsmål centralt, idet mange salmer i dag står i 
vores salmebog i bearbejdet skikkelse. Er det rimeligt? Er det 
nødvendigt? Er det muligt at vende tilbage til mere oprindelige 
sprogformer, for at alle kan få del i hvad digterne oprindeligt skrev, 
uden at kravet om at salmebogen skal være folkelig tilsidesættes? 
 

Hermed siges, at salmen skal fungere i gudstjenesten. Salmebogen skal 
derfor indeholde tekster (salmer), der egner sig til brug ved gudstjenester 
(herunder barnedåb og nadver m.v.),begravelser og bryllupper. Det betyder
på den ene side, at teksterne skal ’handle’ om emner, der er centrale for 
disse funktioner. På den anden side skal teksterne behandle sine emner på 
en måde, der egner sig til brug i disse sammenhænge. 
 
Hertil kommer de overvejelser, man må gøre sig om valg af melodistof til 
salmemelodier. Kravene til det melodiske stof er her søgt indlagt i den 
samme model som for teksterne:  
 

En salmemelodi skal være en god melodi. Hvad det så er, kan ikke afgøres 
entydigt. Uagtet det ikke er muligt entydigt at beskrive, hvori en god 
melodi udmærker sig frem for en dårlig melodi, er der dog arbejdet med 
adskillige teoridannelser, der foreskriver visse lovmæssigheder. En 
melodi skal for eksempel være i balance med sig selv i henseende til 
stigende og faldende bevægelser. Melodien skal begynde og ende i samme 
(eller beslægtede) toneart(er), og tonale udsving undervejs skal 
behandles således, at det tonale centrum fremstår sikkert og beriges ved 
de tonale udsving. Melodien skal desuden aftegne en klar bue med få, 
veltilrettelagte højdepunkter. 
 
 

At melodien overholder de skitserede lovmæssigheder gør det imidlertid 
ikke af sig selv til en god melodi. Der stilles krav om et kunstnerisk 
udtryk - et poetisk præg, om hvilket det gælder, at der ikke kan 
opstilles lovmæssigheder. Kravet om det poetiske gælder også relationen
melodi/tekst, hvor der skal være en klar overensstemmelse mellem teksts
og melodis udtryksmåde.  
 

Dette krav fremstår i sammenhæng med det melodiske stof som korrektiv 
til såvel det dogmatiske krav (om de melodiske lovmæssigheder) som til 
det poetisk-kunstneriske krav (om udtryksfylde) ved at forlange 
nødvendighed. Melodien skal trænge sig på som nødvendig, fordi den er 
udsprunget af ægte forståelse af en aktuel tekst, og samtidig motivere 
sig selv ved at være et tilskud til, hvad salmesangen i øvrigt besidder 
af melodistof.  
 

Som korrektiv til kravet til det poetiske/kunstneriske opstilles kravet 
til ’det folkelige’, hvormed der siges, at melodier skal være alment 
tilgængelige. Melodien skal berige salmesangen, men ikke påkalde sig 
unødig interesse i sig selv. Under kravet til det folkelige ligger 
kravet til sangbarhed: Melodierne skal være formet rytmisk og melodisk
med henblik på fællessang. Det er således ikke solosangens muligheder, 
der skal sætte grænserne for, hvordan melodier kan formes. Grænserne 
for, hvad der kan lade sig gøre i fællessang, kan ikke fastlægges 
entydigt, og er måske også under bevægelse som tiderne skifter. 
Måske kan opvoksende generationer bedre synge melodier præget af 
den rytmiske musik, også som fællessang, end ældre generationer. 

Hermed siges, at salmemelodierne skal fungere i gudstjenesten. Et 
eksempel: I forbindelse med nye dåbssalmer kan man iagttage en vis 
både tekstlig og musikalsk sentimentalitet, der udspringer af, at 
såvel salmedigter som melodi-komponist forbliver ved barnet som 
det lille, uskyldige, umiddelbart charmerende og - undskyld 
udtrykket - ’pusse-nussede’. Denne forbliven ved det søde og smukke 
spærrer for udsynet til det større, og der levnes  kun menigheden (og 
dåbsforældrene) ringe mulighed for at forstå dåben som barnets indtræden 
i en uendelig og uoverskueligt løfterig sammenhæng. Melodien kan her 
medvirke til at trække forståelsen af den aktuelle handling (altså: 
dåben) ud af det liturgiske rum, forstået som gudstjenestens sammenhæng 
og hele mening/forkyndelse.