Hvis du har kommentarer
så skriv til
Bodil Olesen
2. S. E. TRIN. 24.06.01.
TEKST: LUK: 14, 16 - 24
SALMER: 674, 402, 398, 597, 496, 433, 11
Der findes fortællinger, som ikke giver mening, hvis de tages ud af
sammenhængen, de er blevet til i. Dette er tilfældet med mange bibeltekster
i måske i særlig grad den, der er prædiketekst til i dag.
Som den står, løsrevet fra sammenhængen, kan den bruges til alt muligt. For
eksempel til at forsvare en samfundsorden, hvor de fattige kommer før de
rige, uanset forholdene, til at sætte spørgsmålstegn ved vigtigheden af alle
de gøremål, som normalt regnes for hørende til de vigtigste i menneskelivet:
arbejde, familie, stræben efter udbytte af arbejdet, man gør. Man kunne
bruge teksten til at argumentere for et samfund, hvor alt det, der normalt
anses for at være det fundamentale i et menneskeliv, i anden række. Til
verdensflugt og foragt for alt det, der hører det almindelige menneskeliv
til.
Ser man imidlertid på den sammenhæng, lignelsen om det store gæstebud er sat
ind i, tegner der sig et lidt andet billede. Forud for lignelsen fortæller
evangelisten nemlig om et andet gæstebud. Nemlig et hos en af farisæerne,
hvor Jesus var indbudt. Jesus var dumpet ind hos en af de vellykkede. Her
fortælles det, at Jesus havde iagttaget, hvordan de indbudte gæster forsøgte
at skaffe sig en god plads ved bordet, gerne en hædersplads, som kunne vise,
hvor vigtig en person, han var. Det fik ham til at fremkomme med en
formaning om ikke at føre sig frem og iøvrigt sørge for at indbyde alle dem,
der ikke hørte til ifølge etiketten, nemlig de vanføre og blinde og fattige,
når der skulle holdes måltid. Hvorefter en af gæsterne udbrød - muligvis for
at vise, at han havde forstået pointen - :salige er de, som sidder til bords
i Guds rige!
Som svar på dette udbrud følger nu lignelsen om det store gæstebud.
Lignelsen, som skal godtgøre, at i Guds rige går det ikke nødvendigvis til,
som det gør, når mennesker på jorden holder fest. For hvem indbyder man -
udover dem, man er forpligtet på, hvadenten man har lyst til at se dem eller
ej: dem man føler sig på bølgelængde med, dem, der hører til i en af de
grupper - af social eller anden karakter - man selv hører til i, dem, man
kan være nogenlunde enig med og have et fællesskab med. Blandt de fund, man
har gjort ved Det Døde Hv har man således blandt andet fundet optegnelser
over, hvem man ikke måtte sidde til bords med, hvis man tog sin religion
alvorligt. Her hedder det: "Du må ikke spise med vanføre, blinde og lamme,
med spedalske, med dem, der har overtrådt loven". Et bud, som blev taget
meget alvorligt.
Ganske vist har danskere ingen lovgivning i så henseende, det er heller ikke
nødvendigt, for det kan vi sagtens finde ud af selv. I min barndom på en
gård på landet i Sønderjylland, skete det ofte, at der kom en landstryger
forbi. Han fik som regel et måltid mad i form af en madpakke. Logi kunne han
få - hvis han forud afleverede sine tændstikker til min far - på høloftet i
laden. Det var vist en ordning, alle var indforståede og fornøjede med.
Det skete også i høsttiden eller når der skulle hakkes roer, at farende
svende kom fordi og søgte nogle dages eller ugers arbejde. Så var de ansat
og fik løn. Og så spiste de med i køkkenet på lige fod med karle og piger og
familien. Også dette var en ordning, som var uskrevet, men anerkendt af
alle. Om der lå den tanke bagved, at de, der arbejdede for føden, havde ret
til at spise sammen med husbonden, ved jeg ikke. Men ingen satte
spørgsmålstegn ved den. Selvom der er lighedspunkter mellem den jødiske
praksis og den praksis, jeg referer til fra landet i 50'erne og 60'erne, er
der en iøjnefaldende forskel. Nemlig den, at hvor det hos jøderne var et
udtryk for Guds ordning og bud således at holde fårene adskilt fra bukkene,
var det i det danske samfund blot et spørgsmål om almindelig gældende
praksis uden særlig begrundelse udover måske en social. Hvorimod det
religiøse og det sociale blev sammenblandet så det ene ikke var til at
skelne fra det andet i jødedommen.
Sociale regler blandet sammen med religion har man ikke kendt meget til i
Danmark i historiens løb, når der ses bort fra religiøse grupperingers ønske
om at holde sig fra hinanden. Der var en tid, hvor missionsfolk og
grundtvigianere ikke gerne ville være i stue sammen, men det havde ikke en
social begrundelse. Det var altid enten det ene eller det andet, sociale
eller religiøse skel, der gjorde udslaget. Jeg tror da heller ikke, at mange
danskeres uvilje mod at være sammen med fremmede med en anden kultur eller
en anden religion, bunder i sociale forhold, den bunder nok snarere i angst
for det ukendte og fremmedartede.
På samme måde som vi kan bruge sammenligninger med kendte forhold, når vi
skal forsøge at finde mening med de gamle fortællinger fra Bibelen, bruger
evangelisterne sammenligninger fra den verden, læserne kender, når de skal
fortælle om Guds rige. For det er jo Guds rige, de vil fortælle om. De vil
ikke give en beskrivelse af de faktiske forhold i verden. Det er Gud og hans
rige, der er dem magtpåliggende at fortælle om. Når man skal fortælle om
noget ukendt, er man nødt til at benytte sig af kendte ord og billeder. Med
risiko for, at de ord og billeder kan tage overhånd og kan bruges til noget
andet, end det, de oprindelig blev brugt til.
Der ligger ikke nogen beskrivelse af en idealverden i evangeliet. Det ville
ikke, i bibelsk sammenhæng og heller ikke i en verdslig, give nogen mening
at sige, at det er klogt og godt at lade hånt om den skabelsesorden, der er
givet. Det er jo tankevækkende at notere sig, at de tre hindringer -
ejendom, arbejde og familieliv - lige netop er de ting, vi har med fra
paradiset og som så at sige hører med til skabelsesordenen. Sagt med andre
ord, det er faktisk tre dyrebare livskvaliteter, der stiller sig hindrende i
vejen for deltagelsen i festen. Det er i grunden absurd: at Guds egne gode
gaver kan stille sig hindrende mellem Ham og os, så der ikke er overskud til
andet. Eller rettere sagt: det er den overdrevne fokusering på Guds gaver,
der kan blive en hindring. At vi ikke bare arbejder, men bliver
arbejdsnarkomaner. At vi ikke bare har ejendom, men bliver griske. At vi
ikke bare har familie, men lukker os inde i familiehyggen, så vi alt i alt
ikke har tid og overskud til andet. Himlen må vente, som en filmtitel en
gang lød.
Det kan den bare ikke. Hverken himlen eller jorden og alt det, der optager
os på den, kan vente. Der må være tid til begge dele. Det drejer sig ikke om
at sige nej til Guds gode gaver til menneskelivet og vende verden ryggen.
Hvem skulle have glæde af det?
En og anden kunne så måske spørge, hvornår det er, invitationen til festen
går ud. For det er måske ikke så lige til at se. Er det måske invitationen
til at komme til gudstjeneste om søndagen, det handler om? Det kunne det
godt være. Selvom nogle af mine konfirmander en gang mente, at det ville
være forkert at kalde den en fest. Både maden, musikken og talerne var
nemlig for kedelige! Ikke desto mindre kunne gudstjenesten godt være festen,
som kun få siger ja til. Der er for nylig lavet en optælling i Roskilde
stift over antallet af kirkegængere i løbet af et år. Tallet er måske ikke
så interessant i denne forbindelse. Mere interessant kunne det have været at
få svar på det, der ikke blev spurgt om, nemlig hvorfor så mange vælger ikke
at gå i kirke når indbydelsen er der. Et af svarene kender jeg godt. Det er
for kedeligt, det er for lidt brugervenligt. For det handler ikke om mig,
det, der siges. Nej, for det handler om Gud. Kirken er jo til for at
fortælle om Gud, ikke for at fortælle om menneskers hverdag. Den kender vi
til kedsommelighed.
Endvidere kan det om gudstjenesten siges, at den er en fest i den forstand
at alle, der er med, er lige. Vi får det samme at spise og drikke, vi får
det samme at høre. Der er ingen forskel i det øjeblik, vi er samlede her i
rummet. Og det er der ikke fordi det ikke er os selv, vi er samlede om. Som
det ikke er os selv, men brudeparret, vi er samlede om ved et bryllup, for
eksempel. Måske er det den største barriere i vore dage, det, der holder så
mange borte. Det er ikke mere sociale årsager, der taler imod deltagelse.
Ikke engang religiøse skel. Men meget mere personlige. Fordi vi er så vant
til, at alt skal dreje sig om den enkelte.
Når det hedder gudstjeneste betyder det sådan set ikke, at Gud skal tjene
mig, men at jeg skal tjene Gud. Kun den, der vil anerkende dette vilkår,
kommer med til festen, har overhovedet lyst til at gå med til festen. De
andre lukker sig selv ude. De bliver ikke smidt ud eller lukket ude, de
gider bare ikke komme, for de synes ikke, at der er noget for dem at hente.
På den måde er lignelsen om det store gæstebud et meget godt billede på
menneskers måde at forholde sig til Gud på, også i vore dage. Det med ikke
at have tid er måske en pæn måde at sige på, at der er andet, man regner for
vigtigere. Det er i hvert fald en undskyldning, mange af os bruger i andre
sammenhænge.
Og hvad så med dem, der valgte ikke at komme ind? Hvad sker der med dem ud
over at de ikke får lov til at smage måltidet i Guds rige, og hvad betyder
det? Lignelsen giver ikke noget svar, men måske anledning til nogle
alvorlige spekulationer. Om ikke over andet så over hvordan det kunne blive
muligt at forene Guds gode gaver både i den verdslige og i den religiøse
verden.
Amen.