Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susan Aaen
1.s.e. trin. - Lk. 16,19-31 - 1. juni 1997
Glyngøre og Sæby kirker
692 - 360 - 31 / 608 - 674
På Vældbjerggården boede de to små piger Elsebet og Grethe sammen med deres forældre og bedstefar. I Galgenhytten boede også to piger; de hed Elsie og Malvine. Elsebet og Grethes bedstefar gjorde meget ud af at håndhæve skellet mellem de to gårde. Elsebet og Grethe måtte ikke overskride skellet og de gange, hvor de alligevel havde gjort det, havde bedstefar skældt dem ud og ennda nevet dem i armen.
"Sådan noget pak, som dem, det er aldeles ikke folk, som I skal have noget med at gøre. Der findes ikke de dårlige ting, som de ikke har gjort. Skab og tyvepak og drukkenbolte er de. Man skulle næsten ikke tro, at Vorherre havde skabt dem". Sådan talte bedstefar.
Men Galgenhytten trak og da Elsie og Malvines bedstefar var død, inviterede de Elsebet og Grethe overfor at se ham. Han var klædt fint på til en lang rejse, han ikke ville vende tilbage fra, forklarede de.
Midt på gulvet i hyttens stue stod - med enderne hvilende på to stole - en lang, sortmalet kasse. En kiste eller seng, børnene vidste ikke helt, hvad man kaldte sådan én. Aldrig havde børnene set et menneske, der var klædt så fint på. Alle de fineste dragter, de indtil nu havde set, blegnede fuldstændig i sammenligning med den fattige bedstefars ligtøj.
Tiden gik. Alt var vendt tilbage til det gamle - skellet som det forbudte fandtes stadig. En morgen, da Elsebet og Grethe var ved at hægte hinandens livstykker i ryggen, kom deres mor ind til dem. De kunne se, at hun havde grædt.
"Jeres gamle bedstefar er død", sagde hun til dem, alt imens hun strøg dem nænsomt hen over håret. "I kan følge med op i storstuen og se ham i kisten", fortsatte deres mor.
I storstuen fik de to piger et chok. Der i kisten lå deres bedstefar. Han lå på et hvidt tæppe i en sort seng. Akkurat som den bedstefar, de havde set ligge død i Galgehytten. De stod længe og kiggede på deres bedstefar. De var skuffede. For bedstefar var ikke nær så fin, som venindernes bedstefar. De spurgte deres mor: "Skal bedstefar nu også ud at rejse?" "Ja, bedstefar skal så langt væk, at han aldrig kommer tilbage", svarede mor. "Skal han følges med Elsie og Malvines bedstefar?" Det spørgsmål blev moderen noget forbavset over, men svarede: "Kun Gud ved, hvem vi skal følges med på denne rejse, men det kan godt være, at de to skal følges ad.
"Så vil bedstefar nu altså selv gå over skellet?", spurgte Elsebet. "Jamen, lille barn dog, det skel skal vi jo allesammen gå over".
Da de to piger senere på dagen var blevet alene vældede ordene frem. For det, de havde set og det, mor havde sagt betød jo, at når mennesker alligevel skulle følges ad på den sidste rejse, så kunne det vel ikke gøre så meget, at man også så lidt til hinanden sådan til hverdag?
I en eller anden forstand er vi blevet opfostret med tanken om, at der er skel imellem mennesker. Endda skel, som hverken penge eller uddannelse kan rokke meget ved. Det får så være, hvad det være vel. Værre er det ihvertfald, at vi også er tilbøjelige til at mene, at Gud har sat skel mellem mennesker. At der så at sige er nogle, som Gud mener, er bedre end andre. I alt for høj grad er vi tilbøjelige til at gøre medmennesker til midler og ikke mål i sig selv. Vi tænker på os selv først og sidst. Når vi om en bestemt gruppe siger, at de tror vist, de er bedre end andre, så har vi jo allerede fældet dommen der lyder: at jeg ved godt, det forholder sig anderledes. De er ikke bedre end mig; ja, egentlig tværtimod, for jeg har jo allerede peget deres selvgodhed ud.
Når Jesus i dag i lignelsens form, spidder forholdet mennesker imellem, så er ihvertfald én af grundene den, at det ikke er ligegyldigt, hvilket fundament, vi bygger forholdet til vort medmenneske på. Jesus lægger ordene i stamfaderen Abrahams mund og lader ham sige: "Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde". Sagt på en anden måde: hvis vi ikke kender til Guds lov om menneskets liv i verden, sådan som den udtrykkes i de 10 bud, så kan vi heller ikke høre Guds Ord om, at Kristus er opstået fra de døde for vores og vor næstes skyld. Uden lov intet evangelium!
Måske har vi hørt lovens ord; vi har taget dem til os. Nemlig den lære om, at alt går retfærdigt til. Jeg har ihvertfald selv krav på at blive retfærdigt behandlet. Men har jeg ikke taget evangeliets ord om tilgivelse til mig, da bliver mit liv under loven til en evig trældom for millimeterretfærdigheden. Et liv båret af bitterhed.
Uanset om det bekommer os vel eller ej, så afhænger i virkeligheden så forsvindende lidt af os, at vore evner og vore selvopfundne holdninger. Det er teksterne på denne 1.s.e. trinitatis enestående vidnesbyrd om. De er nemlig fælles om at ville udvide perspektivet for - og konsekvenserne af vore holdninger; de vil understrege og fremhæve vores afhængighed af Gud. Og af den uløselige sammenhæng imellem vores holdning til medmennesket og så vort forhold til Gud.
I epistelen lød det så klart: "Hvis nogen siger: jeg elsker Gud, men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder".
Og dagens så utilgængelige lignelse kan ikke forståes på nogen anden måde end, at den som bevidst lader sin broder alene med lidelse, ensomhed og sult, det menneske lades også alene af Gud. Det menneske har ikke del i fællesskabet med den eneste ene, der kæmpede med ondskab, lidelse og død og vandt, hvormed han banede vej for os til Paradiset. Det evige fællesskab, som er uden det, der plager os nu - skelleme og grænserne - men som netop er et fællesskab, hvor der ikke er nogen grænse for kærligheden.
Paradisets fællesskab plantes vi i ved dåben. Et fællesskab, der allerede nu henter sin næring ved nadverbordet. Men det fællesskab taber sin værdi og tørrer ud, hvis vi ikke hver især lever det ud i det liv, vi er sat i. Holder vi kærligheden for os selv og fremhæver vi vores egen fortræffelighed på næstens bekostning, så er denne søndags tekster ikke til at holde ud. Så er livet nemmere uden evangeliet...
Alle er vi skabt af Gud. Alle får vi og har vi livet fra Gud. Vi er fælles om den dybe afhængighed af Gud. Gud er så at sige det vilkår, som vi lever vort liv på. Fælles er vi også om det midlertidige ophold her i skellenes verden. Der kommer en dag, hvor alle mennesker: sorte og hvide, fattige og rige, flygtninge og bofaste skal på en lang rejse i hinandens følgeskab. Er det så ikke værd at se lidt til hinanden en gang imellem - også til hverdagsbrug? Behøver vi dødens mellemkomst for at opdage, at vi er skabt til fællesskab og ikke til ensomhed, som ligger så tæt på grusomhed? Mon ikke det var værd at forsøge at fremme og leve lidt af Guds kærlighed ud allerede her og nu?!
"Vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os. Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham". Mere enkelt og stærkere end disse gamle ord kan vor udleverethed til den almægtige Gud ikke udtrykkes. Det er netop ikke forventningen om det hinsides, der skal bære vort liv, men derimod er det, at tage dette liv på denne side af døden så alvorligt og ansvarsfuldt, fordi livet i verden og mellem mennesker er en forudgribelse af verden uden skel. Når Gud bliver alt i alle.
AMEN