Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susan Aaen
1.s.e. Trin. - Lk. 16,19-31 - 18. juni 1995
Vile og Glyngøre
697 - 257 - 308 / 525 - 843
Bøn:
Giv os, o Gud,
vi på dit bud
må leve så tilsammen,
at vi hos dig
evindelig
i Himmerig
kan få din glæde!
AMEN!
På nogle gravsten - vel især sten af ældre dato - kan man i tilknytning til afdødes navn se et stort "R" indhugget, hvilket betyder, at afdøde var ridder af Dannebrog. En kollega tolkede i en samtale dette R som værende det samme som det R, man skriver på et særligt værdifuldt brev. Et anbefalet brev. I denne ironiske udlægning bliver R'et på gravstenen derfor til en særlig anbefaling overfor Vorherre.
I dag hører vi da virkelig også om et særligt anbefalelsesværdigt menneske. Om et menneske, der skiller sig ud fra mængden og som der derfor bliver taget særligt vare på. Det meste vi hører idag af denne tekst fra Lukas-evangeliet er helt igennem ukristeligt. Eller, det er ihvertfald mere end vanskeligt af finde det kristelige i ordene, hvis de får lov at stå alene. På den anden side er de samtidig så klare, at de i grunden var nemme at leve efter, hvis det var det vi virkelig ville. Her er intet overladt til tilfældigheder eller den frie vilje. Nej, det bliver pindet ud i detaljer, hvad og hvordan konsekvenserne af dine handlinger vil være.
Vi har fået det ind med modermælken, at vi på ingen måde kan gøre os fortjente til Guds rige. Og det uanset, hvad vi så ellers kan finde på af gode gerninger. Alligevel hører vi i dag om, hvordan det i dødens rige går efter fortjeneste. Hører om, hvordan materiel overflod på denne side af døden kan skille os fra Gud i det hinsidige liv. Det er der jo i grunden slet ikke noget nyt i for os, hvad angår det dennesidige liv; det erfarer vi nemlig dagligt! Men vi skynder os at lukke øjnene for de ubehagelige kendsgerninger.
Den rige og den fattige bliver stillet op side om side. Men det er kun den fattige, vi sådan rigtig lærer at kende, fordi det kun er ham, der nævnes ved navn. Lazarus, hedder han. Lazarus har lagt navn til et ord, vi bruger ind imellem. Vi kan sige om et menneske - især nok om en mand - at han ligner en lazaron. Og med det mener man et menneske, der er lurvet og laset klædt. Indbegrebet af en fattig, derangeret person. En vagabond. Akkurat som Lazarus i fortællingen var det.
Umiddelbart er det naturligt af være skeptisk overfor denne Lazarus. "Var han nu så meget bedre end den rige? Ja, teksten stiller flere spørgsmål end den giver svar. Vi ved intet om, hvordan hverken Lazarus eller den rige mand havde levet deres liv indtil deres dødsdag.
Fortællingen er på mange måder en lignelse. Og det lader sig i grunden ret enkelt gøre at få den til at gå op, hvis det er det, man vil. For man kan blot reducere den til at handle om materiel rigdom i modsætning til et liv i materiel ydmyghed. Gør man det, er det let at fælde dom. Og man kan da sikkert også finde mange eksempler fra den 3. verden, hvor lignelsen konkret taget er mere end slående. Men for os, der er ved at drikke og æde og bygge os selv ihjel af overflod, taler lignelsen også til mere end det materielle. Den peger først og sidst på vort forhold til Gud. Og det uanset meget eller lidt jordisk gods; her er nemlig alle under tiltale.
Jesus taler til mennesker, der både lever før den første påske og den første pinse. Hans tilhørere er farisæerne, der har mere end svært ved at turde tro på, at noget radikalt nyt er indtruffet med Jesus. De holder sig stadig til Moses og profeterne og lukker både øjne og ører for, at her er både mere end Moselov og profettale. De ser ikke Gud i Kristus, men blot endnu en profet.
Efter påskemorgen og pinsens udgydelse af Helligånd sker der noget med de mennesker, der lytter til den samme tale. Nu drejer det sig ikke længere om, at farisæerne krampagtigt holder fast ved loven og profeterne. Nej, nu er det endnu mere alvorligt. For nu lader farisæerne sig ikke engang anfægte af, at et menneske er stået op fra de døde. De lever som om intet var hændt. I mangt og meget er det vel egentlig også det, vi gør. Lever som om intet var hændt mellem Gud og menneske...
Det stærke i fortællingen er skildringen af de to mennesker i dødsriget. Himmel og helvede må det jo være. Men de to steder er så tæt på hinanden, at man kan se fra det ene sted til det andet. Den rige mand kan i det fjerne se Abraham. Ja, det er næsten eventyret om den lille pige med svovlstikkerne om igen. Det, at man får lov at se ind i det forjættede land, men dog alligevel selv må gå til grunde udenfor.
Spørger man konfirmander om, hvem af de to mennesker i lignelsen, de helst vil være, ja, da er svaret éntydigt: Lazarus. Men spørger man videre om, hvem konfirmanderne sammenligner sig selv med, da lyder også et éntydigt svar: den rige mand.
Vel ligner vi den rige mand, men der er dog en slående forskel på ham og os. Den rige mand, sådan som farisæeren ser sig selv i ham, er ham, der ikke mener, at han skal dele loven og profeterne med andre end de indforståede. Altså med andre farisæere. Troen er for de udvalgte, de indviede.
Sådan har vi det ikke med troen. Den er for alle. Vi opfatter os ikke som rige i religiøs forstand sådan at forstå, at der er nogle fattige, der skal holdes udenfor. Her er vi ikke farisæere. Og det er godt.
Derimod regner vi os for rige i os selv. Rige i hvad vi kan planlægge, overskue, forudse, i hvad vi opbygge og opretholde ved vores arbejde, omtanke og forudseenhed. At det ingen forskel gør for den rige og hans brødre om en kom til dem fra de døde, det må være en pointe, der rammer os, netop fordi vi lever som om, Kristus ikke var stået op fra de døde.
Vi opfører os i forhold til vort eget liv, som om vi ejede det. Og idét vi gør det, glemmer vi at leve livet. Bruge det. Bruge løs af det. I stedet bliver vi så optaget af os selv og alt det vi kan, at vi ikke ser livet som den gave, det i virkeligheden er. Når vi føler os så rige i os selv, fører det nemt en ubevægelighed med sig. Vi ser bort fra, at livet, hver dag i grunden er en kamp, der skal vindes hvert øjeblik, vi lever.
De lærde strides om, hvor vidt Jesu fortælling handler om livet nu eller om livet en gang på den anden side døden. Konklusionen må vel blive et både og. Men så samtidig: vi overhører ofte talen om det hinsidige. Vi lider i den grad af berøringsangst, når talen falder på det liv, der når ud over denne verdens endelighed og forgængelighed. Udgangspunktet for flugten er vel først og fremmest den, at vi savner ord, sprog, for det sprogløse og uudsigelige. Men endnu mere er det vel en egentlig flugt fra den uundgåelige død. En flugt fra at forholde mig til min egen død og ikke kun til næstens.
Al tale om det hinsidige må have som fællesnævner, at det selv sagt ikke er noget, vi på forhånd kan gøre os erfaringer med. At det evige liv ikke er noget, jeg kan vide noget om, men at jeg derimod kan tro på, at det er et liv, der er virkelighed også for mig.
Ordene fra Esajas, som vi også har hørt i dag er i virkeligheden en meget fin tydning af, hvad et liv i tro på Gud er og dermed også et billede på det liv, der krydser dødens grænse. Esajas gør op med den misforståelse, der ligger i at tro, at man tjener Gud ved kunstigt og påtaget at leve som en lazaron. For det er at gøre sig til overfor Gud - at udstille sig - og det er ikke noget værd. Esajas siger bl.a.: "Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne".
Lever du efter alt dette, fortsætter Esajas, så vil det ske sådan for dig: "Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!"
Vores ulykke som mennesker er, at vi kun regner med os selv. Ofte erfarer vi smerteligt, at vore egne evner og ressourcer ikke slår til. Og hvem kan vi så regne med? Videre stoler vi alt for meget på, at vi er vores egen lykkes smed. Det kan ingen være tjent med. Heller ikke vores næste! Selv om det kan lyde utroligt pågående, så er det Gud, der er vores vej til lykke. Sandsynligvis ikke lykke på den måde, som vi beder om, men en lykke med en anden fylde og dybde i end vi har fantasi til at forestille os det.
Gud er vejen til lykken. Han er det eneste, der kan lede os vej til den virkelighed, der overgår al menneskelig forstand og derfor grunder sig på Guds forstand. At regne sig for rig i sig selv er vi egentligste forstand at gå fejl af livet. Det sande liv er derimod at tage imod. Og gøre det udfra en indsigt i, at sådan forholder det sig, fordi vi er skabninger, der er henviste til at leve af, hvad vi modtager fra vores skaber. Gud i himlen. Kristus på korset. Påskemorgens tomme grav.
Tro er da dette at kunne tage imod. Troens liv i modtagelse kan bære, fordi dette liv fyldes af en opsatndelsesmagt. Den opstandne - Jesus Kristus - har brudt dødens magt i os og omkring os.
"Herren vil altid lede dig, selv i øde egne vil ham mætte dig". Det er profetens ord. Det er vor daglige bøn. Og det er ikke mindre vort evige håb.
AMEN