Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lotte Lyngby Nielsen
 
 



Trinitatis søndag i Ejdrup kirke kl. 9.00

Salmer: 843 - 251 / 167 - 243 v.2 - Det dufter lysegrønt af græs

Der er ingen vej tilbage, men der er en vej frem.

"Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt?
Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?"
Man kan næsten se for sig, hvordan den lærde Nikodemus tager sig til hovedet
af forbavselse ved tanken om at kunne blive født igen. Mage til sludder har
han vist aldrig hørt!

Anderledes ville det gå for sig, hvis Jesus denne søndag stillede sig op på
en kasse i Aalborg og begyndte at tale med de samme ord, som han i hin sene
nattetime sagde til Nikodemus. Hvis det var i dag han sagde: "Den, der ikke
bliver født på ny, kan ikke se Guds rige"...så ville mange nikke bekræftende
til hinanden og sige: "Yes! Tænkte vi det ikke nok. Det er sådan det hænger
sammen!"

For er der noget, der har fået udbredelse iblandt os i disse tider, er det
tanken om, at man da må kunne blive født igen.
Spørger jeg konfirmanderne, hvilke tanker de gør sig om, hvad der sker med
os, når vi dør, ja, så er der adskillige, der svarer, at de tror, at vi
bliver født igen. Når vi dør, tager sjælen bolig i et nyt lille
menneskebarn, og så fødes man som baby én gang til og får endnu en chance
for at leve menneskeliv på jorden.

Jeg ved ikke, hvor dybt disse tanker stikker hos konfirmander. Men hos
voksne kan de stikke dybt. "Det kan jo ikke passe, at vi kun har dette ene
liv!" lyder det så. " Der må være mere. Vi må få lov at leve én gang til.
Eller flere gange. Vi må kunne tage alt det vi lærer med os, og bruge det i
et nyt liv, hvor vi så kan leve bedre og klogere og visere, end vi gør nu."

Måske ligger det os nær at tænke sådan, fordi det, efterhånden som vor
levetid skrider fremad, bliver for smerteligt, med alle de lig i lasten, vi
pådrager os som årene går. Når alt for meget blev, som det ikke skulle, er
det fristende at forestille sig, at man må få lov at starte forfra med et
nyt liv og med nye muligheder, som man så forhåbentlig er blevet klog nok
til at samle op og udnytte, i stedet for det store spild, der ligger bag én
af udbenyttede gaver og chancer og mennesker - alt det, vi set i bakspejlet,
skulle have taget imod og handlet anderledes med, end vi gjorde.

Man kan længes så inderligt efter en tilbagespolingsknap.
Eller efter et mægtigt viskelæder, der kunne gøre alt det gjorte ugjort.
Og alt det ugjorte gjort.

Sådan tænker også israelitterne, da vi i dag møder dem på deres
ørkenvandring midvejs mellem bjerget Hor og Sivhavet. De vil spole tiden
tilbage. De vil gøre det gjorte ugjort. De vil hjem til Egypten. Tilbage,
hvor der er mad og drikke.
Ud af den endeløse ørken.

Nogle gange må man råbe højt for at få sine børn til at høre efter. Og da
israelitterne brokker sig, råber Gud. Han sender slanger, som bider. Og det
er som om slangerne hvisler: "Så fat dog, at der ikke er nogen vej
tilbage!"
MEN det viser sig, at der er en vej frem!
For Gud kan høre, mens han råber. Moses beder for sit folk. Og Gud begynder
at trøste. Og byder Moses at lave en kobberslange, som skal sættes på en
pind. Og enhver, der er blevet bidt, og som ser på kobberslangen, beholder
livet.
De er ikke ladt alene i ørkenen. Gud er med dem. Ørkenvandringen er ikke
endeløs. Der er håb forude.
De skal vandre med kobberslangen for øje. Den skal være dem et håbets tegn.
Sådan som den er det den dag i dag, hvor slangen på pinden er lægemidlernes
tegn.

Der er ingen vej tilbage. Men der er en vej frem. Sagde Gud i ørkenen til
sit modløse folk.

Og der ér ingen vej tilbage. Vi slipper ikke for at bære byrden af levet liv
med os. Der gives ingen mulighed for at spole tilbage. Vi kan ikke viske
tavlen ren og begynde forfra. Vi kan ikke komme ind i mors liv og fødes på
ny. Der er ingen vej tilbage.

Men der en en vej frem. Siger Jesus i teksten til i dag. For vi skal fødes
på ny. Ikke i en ny mors liv. Men af Guds Ånd. Sådan som det sker i dåben.

I dåben bliver vi badet med vand. Vand kan vaske og rense. Engang vaskede
Jesus sine disciples tæer rene med vand. Alles tæer blev vasket. Hvad støv
de end havde trådt i. Den vask får vi del i i dåben. En vask, der som
fostervand kan lade et menneske rejse sig og begynde på ny, hvad smertelige
ting det så end er, det menneske bærer med sig.

I dåben blev vi tegnet med kors for vor pande og kors for vort bryst. Det
kors er et håbs-tegn. For ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan
skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver som tror, skal have evigt liv i
ham. Korset er som kobberslangen i ørkenen et tegn til liv. For på korset
kom Guds kærlighed tydeligst til udtryk. Dér fik vi se, hvor langt Gud ville
gå for at række sin kærlighed til os. Dér blev det sandhed, at Gud ikke
sendte sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal
frelses ved ham.

Der er ingen vej tilbage. Men der er en vej frem.
Gud kan ikke gøre det gjorte ugjort. Men han har vist os, at ingenting kan
skille os fra ham. Som kristne må vi have blikket rettet fremad, hvad spor
det end er, vi trækker bag os.

Vi skal ikke længes tilbage for at finde en ny begyndelse. Den nye fødsel
sker ikke som en gentagelse i en mors liv. Den nye fødsel sker ved Guds Ånd.
Hver eneste dag. Vi fødes på ny. Ind i Guds fremtid.

Gud er ikke kun den, der engang skabte og lod alt blive til.
Gud er ikke kun den, der i Kristus kom for at frelse os fra vor fortids
konsekvenser.
Gud er også den, der endnu skaber.
Gud er også den, der dagligt frelser.
Gud er Helligånd.
Gud er håbets Gud.

Der er ingen vej tilbage. Men der er en vej frem.
Vi behøver ikke se frem til endnu en fødsel, endnu et liv, endnu en opvækst,
for at kunne holde os selv ud.
Fra fremtiden kalder Gud på os. Hvad fortid vi end har.
Lad os lytte til ham. Og leve vort liv med håb.

Amen
Den 1-7-2001 er denne prædiken sat på
Præstesiden
http://home3.inet.tele.dk/agerbo/
af præst Mogens Agerbo Baungård email