Hvis du har kommentarer så skriv til Lotte Lyngby Nielsen | ||||
Trinitatis søndag i Ejdrup kirke kl. 9.00 Salmer: 843 - 251 / 167 - 243 v.2 - Det dufter lysegrønt af græs Der er ingen vej tilbage, men der er en vej frem. "Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?" Man kan næsten se for sig, hvordan den lærde Nikodemus tager sig til hovedet af forbavselse ved tanken om at kunne blive født igen. Mage til sludder har han vist aldrig hørt! Anderledes ville det gå for sig, hvis Jesus denne søndag stillede sig op på en kasse i Aalborg og begyndte at tale med de samme ord, som han i hin sene nattetime sagde til Nikodemus. Hvis det var i dag han sagde: "Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige"...så ville mange nikke bekræftende til hinanden og sige: "Yes! Tænkte vi det ikke nok. Det er sådan det hænger sammen!" For er der noget, der har fået udbredelse iblandt os i disse tider, er det tanken om, at man da må kunne blive født igen. Spørger jeg konfirmanderne, hvilke tanker de gør sig om, hvad der sker med os, når vi dør, ja, så er der adskillige, der svarer, at de tror, at vi bliver født igen. Når vi dør, tager sjælen bolig i et nyt lille menneskebarn, og så fødes man som baby én gang til og får endnu en chance for at leve menneskeliv på jorden. Jeg ved ikke, hvor dybt disse tanker stikker hos konfirmander. Men hos voksne kan de stikke dybt. "Det kan jo ikke passe, at vi kun har dette ene liv!" lyder det så. " Der må være mere. Vi må få lov at leve én gang til. Eller flere gange. Vi må kunne tage alt det vi lærer med os, og bruge det i et nyt liv, hvor vi så kan leve bedre og klogere og visere, end vi gør nu." Måske ligger det os nær at tænke sådan, fordi det, efterhånden som vor levetid skrider fremad, bliver for smerteligt, med alle de lig i lasten, vi pådrager os som årene går. Når alt for meget blev, som det ikke skulle, er det fristende at forestille sig, at man må få lov at starte forfra med et nyt liv og med nye muligheder, som man så forhåbentlig er blevet klog nok til at samle op og udnytte, i stedet for det store spild, der ligger bag én af udbenyttede gaver og chancer og mennesker - alt det, vi set i bakspejlet, skulle have taget imod og handlet anderledes med, end vi gjorde. Man kan længes så inderligt efter en tilbagespolingsknap. Eller efter et mægtigt viskelæder, der kunne gøre alt det gjorte ugjort. Og alt det ugjorte gjort. Sådan tænker også israelitterne, da vi i dag møder dem på deres ørkenvandring midvejs mellem bjerget Hor og Sivhavet. De vil spole tiden tilbage. De vil gøre det gjorte ugjort. De vil hjem til Egypten. Tilbage, hvor der er mad og drikke. Ud af den endeløse ørken. Nogle gange må man råbe højt for at få sine børn til at høre efter. Og da israelitterne brokker sig, råber Gud. Han sender slanger, som bider. Og det er som om slangerne hvisler: "Så fat dog, at der ikke er nogen vej tilbage!" MEN det viser sig, at der er en vej frem! For Gud kan høre, mens han råber. Moses beder for sit folk. Og Gud begynder at trøste. Og byder Moses at lave en kobberslange, som skal sættes på en pind. Og enhver, der er blevet bidt, og som ser på kobberslangen, beholder livet. De er ikke ladt alene i ørkenen. Gud er med dem. Ørkenvandringen er ikke endeløs. Der er håb forude. De skal vandre med kobberslangen for øje. Den skal være dem et håbets tegn. Sådan som den er det den dag i dag, hvor slangen på pinden er lægemidlernes tegn. Der er ingen vej tilbage. Men der er en vej frem. Sagde Gud i ørkenen til sit modløse folk. Og der ér ingen vej tilbage. Vi slipper ikke for at bære byrden af levet liv med os. Der gives ingen mulighed for at spole tilbage. Vi kan ikke viske tavlen ren og begynde forfra. Vi kan ikke komme ind i mors liv og fødes på ny. Der er ingen vej tilbage. Men der en en vej frem. Siger Jesus i teksten til i dag. For vi skal fødes på ny. Ikke i en ny mors liv. Men af Guds Ånd. Sådan som det sker i dåben. I dåben bliver vi badet med vand. Vand kan vaske og rense. Engang vaskede Jesus sine disciples tæer rene med vand. Alles tæer blev vasket. Hvad støv de end havde trådt i. Den vask får vi del i i dåben. En vask, der som fostervand kan lade et menneske rejse sig og begynde på ny, hvad smertelige ting det så end er, det menneske bærer med sig. I dåben blev vi tegnet med kors for vor pande og kors for vort bryst. Det kors er et håbs-tegn. For ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver som tror, skal have evigt liv i ham. Korset er som kobberslangen i ørkenen et tegn til liv. For på korset kom Guds kærlighed tydeligst til udtryk. Dér fik vi se, hvor langt Gud ville gå for at række sin kærlighed til os. Dér blev det sandhed, at Gud ikke sendte sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Der er ingen vej tilbage. Men der er en vej frem. Gud kan ikke gøre det gjorte ugjort. Men han har vist os, at ingenting kan skille os fra ham. Som kristne må vi have blikket rettet fremad, hvad spor det end er, vi trækker bag os. Vi skal ikke længes tilbage for at finde en ny begyndelse. Den nye fødsel sker ikke som en gentagelse i en mors liv. Den nye fødsel sker ved Guds Ånd. Hver eneste dag. Vi fødes på ny. Ind i Guds fremtid. Gud er ikke kun den, der engang skabte og lod alt blive til. Gud er ikke kun den, der i Kristus kom for at frelse os fra vor fortids konsekvenser. Gud er også den, der endnu skaber. Gud er også den, der dagligt frelser. Gud er Helligånd. Gud er håbets Gud. Der er ingen vej tilbage. Men der er en vej frem. Vi behøver ikke se frem til endnu en fødsel, endnu et liv, endnu en opvækst, for at kunne holde os selv ud. Fra fremtiden kalder Gud på os. Hvad fortid vi end har. Lad os lytte til ham. Og leve vort liv med håb. Amen | ||||
Den 1-7-2001 er denne prædiken sat på |