Hvis du har kommentarer
så skriv til
Jørgen Flemming Christensen
692-190-398-488,2-870—540-848
11.s.e.Trin. 26/8-01. Luk. 18,9-14.
Det er en virkelig drilsk lignelse Jesus fortæller om farisæeren og tolderen.
Drilsk – fordi den tilsyneladende er så sort hvid.
Tag nu bare denne selvhævdende, selvretfærdige, selvpromoverende opblæste farisæiske farisæer, der ganske velfortjent får en ordentlig en over sin selvglade snude – imens al sympatien samler sig om den lille selvudslettende tolder, der slår sig for brystet og godt ved, at han ikke har noget som helst at komme med, endsige prale af.
Det drilske er blot, at tolderen, som i vore øjne er helten, i virkeligheden er HAN skurken.
For hvor toldere i vore dage har den lovbefalede statstjenestemandsopgave at fange alle os mere eller mindre skurkagtige ferierejsende med en liter sprut for meget i kufferten.
Så er tolderne på Jesu tid, hvad værnemagerne og tyskerpigerne var under 2. verdenskrig herhjemme.
For tolderne arbejder for romerne, besættelsesmagten, kejserens villige lakajer – derfor er de forhadte og foragtede af alle respektable folk.
Og endnu mere drilsk er det, at farisæeren, som i vore øjne er skurken, der velfortjent kommer ned med nakken - i virkeligheden er HAN helten.
For hvor farisæisk på nudansk er blevet et skældsord, i dag ville vi måske snarere sige, du har bare alle de rigtige meninger, du er så politisk korrekt at det bare er for meget, ja, så er farisæeren i virkeligheden en højst velanset velærværdig bedsteborger, et godt menneske, der virkelig lægger sig i selen for at leve i overensstemmelse med Guds bud og som ikke viger tilbage for at tage troens konsekvenser - også selv om det koster.
Jeg spør’ bare: Hvem af os er parat til at tage vores kristentro så alvorligt, at vi skænker hele 10% af vores løn til Kirkens Korshær, Folkekirkens Nødhjælp eller et andet godt formål.
Ja, så drilsk er lignelsen, at hvis vi forarges på den selvhævdende farisæer, så ender vi på den selv samme farisæiske piedestal, som lignelsen vælter ham ned af.
Det slog mig, da jeg hørte en ung norsk pige kommentere Mette Marits bekendelse af sin ungdoms synder, at denne unge pige sagde: Ja, indrømmelsem kom lidt vel sent, men jeg synes hendes tårer virkede ægte.
Dér havde Mette Marit med tårer i øjenkrogen for åben skærm indrømmet ting, som hun helt åbenlyst havde fortrudt, ting som dybest set ikke angår nogen af os – alenemor med en blakket fortid udstillet i vor tids nådesløse gabestok – TV – hvor var det godt, der sad et menneske ved siden af hende og strøg hende varsomt over kinden, et menneske der glad og gerne var parat til at vise hele verden, I kan sige og tænke, hvad I vil, jeg elsker hende med alt, hvad hun har med i bagagen.
Og så denne piges kommentar: Indrømmelsen kom for sent, men tårerne virkede ægte.
SÅ ubarmhjertige kan vi være ved hinanden.
Og næppe har jeg nu udstillet denne unge norske kvindes farisæiske bedreværdsfølelse, før jeg selv bliver ramt af samme anklage: For er det nu ikke mig, der siger, jeg takker dig Gud, at jeg ikke er som denne pige.
Lignelsen fanger os så at sige hele tiden på det forkerte ben, den vikler os ind i et spind, som ikke er til at komme ud af, fordi vi, hver gang vi tillader os at kritisere noget eller nogen, uvægerligt kommer til at stille os selv bedrevidende an – som dem der ved bedre, hvad der er rigtigt.
Så hvad i al verden skal vi stille op med denne formaning: Den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.
Skal vi da komme krybende som våde hunde for at tækkes Gud – hvad er mere kvalmende end sådan en forkølet selvudslettende facade – falsk beskedenhed, from fernis.
Denne sætten sig nederst i selvgod forventning om, at selvfølgelig vil jeg da blive bedt om at sætte mig højere op, så alle rigtig lægger mærke til det.
Er denne selvudslettende gøren sig til af sin egen ringhed ikke blot en raffineret måde at få ekstra opmærksomhed på. Ydmyghedens selviscenesættelse.
Hvis du vil være sikker på at få din mad rost til skyerne og tildelt fem kokkehuer: så skal du bare huske at servere den for dine gæster med ordene: Ja, det smager vist ikke af noget særligt, som I ved duer jeg ikke til noget i et køkken, men I må bare levne, hvis ikke det smager jer.
Så vil alle – hvis de da ellers kender almindelig Emma Gadsk takt og tone – være ved at falde over hinanden for at overbevise dig om, at det da bestemt smager himmelsk.
Er det med et sådant hykleri vi skal nærme os Gud.
Hvad er det for en drilsk jantelovslignelse, Jesus fortæller os.
Kommet hertil tror jeg, det er vigtigt at slå fast, hvad lignelsen IKKE kan bruges til:
Jeg tror nemlig IKKE, lignelsen blåstempler hverken tolderens eller nogen andres synder – dine og mine iberegnet.
Tolderen ophøjes IKKE fordi han er en skurk – lige så lidt som farisæeren ydmyges fordi han i bund og grund er et respektabelt menneske.
Til gengæld tror jeg heller IKKE, Jesu lignelse blåstempler vores undertrykkende jantelovstænkning.
Du må gerne være både stolt og glad for alt, hvad du er, har og kan – sæt dit lys på en stage, siger Jesus et andet sted.
Du behøver ikke at skamme dig over alt det, du er god til, heller ikke over det gode, som du efter bedste evne bidrager med for at gøre verden til et bedre sted at leve.
Du skal ikke lade dig handlingslamme af frygten for at komme til at virke farisæisk.
Det er da helt grotesk, når tolderen og hans ydmyghed er gået os så meget i blodet, at der den sidste tid har været en tendens til, at folk gjorde en dyd ud af at være politisk ukorrekte – så vi er havnet i den paradoksale situation, at det nu er blevet politisk korrekt at være politisk ukorrekt.
Men hvis Jesus hverken blåstempler tolderens skurkagtighed eller forbyder os at være glade og stolte over det gode, det lykkes os at gøre.
Hvad i al verden er så meningen?
Ja, måske skal vi lige stoppe op ved, hvem Jesus fortalte til, for lignelsen er slet ikke fortalt til toldere, eller dem der ligner.
Den er udtrykkelig fortalt til nogen, som stolede på, at de selv var retfærdige – selvretfærdige.
Der er ikke noget som helst i vejen med alt det gode, farisæeren har gjort – nej det, der er i vejen, er, at hans egen godhed har blændet ham, så han slet ikke længere har brug for nogen Gud.
Jovist, han er gået op i templet for at bede, men det er snarere sin egen fortræffelighed han tilbeder.
Og netop her tror jeg, vi rammes på kornet.
For hvem er egentlig, når det kommer til stykket, bedre end os danskere.
Så gode er vi, at nogen føler sig kaldet til at hænge 4743 navngivne nye danskere ud i avisen med det slet skjulte budskab: I hører ikke til her.
Næsten som manden, der åbner døren og ser sin svigermor stående gennemblødt til skindet ude i regnen, hvorpå han siger til hende: ”Jamen, svigermor hvorfor står du her ude i regnen og fryser, gå dog hjem!”
For hvad er det, farisæeren har glemt midt i opregningen af alle sine egne fortræffeligheder – ja, han har glemt, at den Gud, som han ikke mener at skylde noget som helst, skylder han i virkeligheden alt.
Ægte ydmyghed har intet som helst med falsk beskedenhed at gøre, ægte ydmyghed bunder i erkendelsen af, at alt hvad jeg har og er og kan – i virkeligheden er det ikke min egen fortjeneste, men dybest set er det alt sammen skænket mig.
Alt det som vi fristes til at tage for givet:
Evner, helbred, sol og regn i passende mængde, et rigt frugtbart fredeligt land som Danmark, hvor ingen behøver sulte, dejlige sunde raske børn som Emilie og Oliver – det er alt sammen skænket, betroet os, som en dyrebar gave – en gave der fordrer ydmyghed.
Faktisk tror jeg, det var det, Paulus talte om i den epistel, vi hørte læst fra alteret, der hvor han opregner alle dem, som har set Jesus Kristus efter hans opstandelse fra de døde.
Og hvor han med en for Paulus usædvanlig beskedenhed slutter med sig selv: Men sidst af alle blev Jesus set af et misfoster som mig, for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes en apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke.
Vi kan smile af denne beskedne Paulus, ja, vi kan endda i vores stille sind tænke, ja, det klinger nu lidt falsk denne sætten sig selv nederst.
Men så meget sandt rummer det, at Paulus jo netop var en særdeles ihærdig farisæer, før han blev kristen. Altid gik han forrest, når det gjaldt om at være mest ihærdig, både når Guds bud skulle følges, og de kristne forfølges.
Lige indtil den dag Jesus viser sig i et blændende lys for Paulus på vejen til Damaskus.
Dette møde vender op og ned på Paulus liv, med et indser han, at Gud nærmer vi os ikke ved nok så megen ihærdighed, Gud bliver vi ikke kvit ved at være respektable – for Gud skylder vi alligevel alt.
Ud af den dybe erkendelse udspringer de ord, han slutter sin tale med: Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er.
Det har farisæeren glemt.
Her er den ægte kristne ydmyghed: Af Guds nåde er jeg alt, hvad jeg er.
Det er ikke, hvad vi har at komme med af gode gerninger eller fromme bekendelser – det er ikke et spørgsmål om at komme krybende – ægte ydmyghed handler ene og alene om at få øjnene op for: At Gud skylder vi alt.
Helt eller skurk, prinsesse eller værnemager, indfødt eller nydansker, respektabel bedsteborger eller foragtet gadetøs – af Guds nåde alene er du og jeg og alle andre det vi er: GUDS elskede børn – får vi øjnene op for den sandhed, da må vi tro, at også vi går retfærdiggjorte hjem.
Amen