Hvis du har kommentarer
så skriv til
Charlotte Berg
Prædiken til 11. trin 2001
Lignelsen i dag er tilsyneladende så enkel at forstå, så at den faktisk bliver ret svær at få hold på.
Til nogen som stolede på sig selv … til at begynde med og til sidst Det var ham, der gik retfærdiggjort hjem -ikke den anden!
Hvor ligger det dog snublende nær, at begynde at kigge nærmere på de to mænd i templet - farisæeren og tolderen og
slutte med at pege fingre af den til ulidelighed opblæste nar til farisæer, sådan er vi da gudskelov ikke, nej! vi sætter os pænt bagerst i kirken - også selvom præsten nøder os til at komme op! Vi ved godt, at vi ikke skal stå der og gør os til af vores fremragende dyder!
På den anden side, ved at være sådan som lige beskrevet, altså ydmyg, for det bliver vi jo indprentet, at det skal vi være, for at kunne blive ophøjet - og det vil vi jo gerne ende med at blive!
Ender det så ikke med, at vi med vores tillærte ydmyghed alligevel bliver som farisæeren, fordi vi automatisk peger fingre af farisæeren og typer, der ligner ham og gyser - uh godt det ikke er os, der er sådan en vigtigper!.
Hvem er vi? Farisæere eller toldere? Går vi herfra om lidt som retfærdiggjorte eller hvad?
Vi er som oftest tilbøjelige til at blive helt fikseret af de to mennesker og deres handlinger og væremåder i templet.
Men hvad med at kigge nærmere på, hvad Guds retfærdighed er!
Hvad vil det sige at være retfærdiggjort?
Er retfærdiggjort og elsket det samme? Eller kan man godt være elsket af Gud uden at være retfærdiggjort?
Er det virkeligt sådan, at vi skal forstå den sætning : Det var ham, der gik retfærdig hjem - ikke den anden! - som at Gud løftede sit ansigt og kiggede på tolderen, men overfor farisæeren sænkede Gud sit blik og vente sig bort i væmmelse?
Som I sikkert kan hører, så mener jeg ikke, at det er en korrekt tolkning af lignelsen. For den ligger ikke i tråd med den altid underliggende tone i Ny testamente af tilgivelse og glæde for alle!
Men måske forplumres billedet af, at der er tale om 2 personer, Måske er det det, der får os til at hænge fast i tanken om, at det er et enten - eller med tolderen og farisæeren i stedet for et både - og, derfor vil jeg i dag læse/ genfortælle
H.C.Andersens eventyr " Der er en forskel" .
Jeg mener, at eventyret er kristent i sin beskrivelse af livet og det afslører ligesom lignelsen, den indbildning vi lever på, når vi tror, at det er os selv, vi kan takke for livet og at det går os så godt.
Æblegrenen blev sat mellem
friske, lyse bøgegrene; det var
en lyst at se den! Og så blev grenen stolt, og det var jo ganske menneskeligt!
Der kom mange slags folk gennem stuerne og eftersom de
gjaldt for, turde de sige deres beundring, og somme sagde slet
ingenting, og somme sagde alt for meget, og æblegrenen forstod, at der var forskel mellem menneskene ligesom i mel-
lem væksterne. ,,Somme er til stads, og somme er til næring,
der er også de, som kan ganske undværes," mente æblegrenen
og da den just var sat ved det åbne vindue, hvorfra den kunne se både ned i haven og ud på marken, så havde den blomster og vækster nok til at betragte og tænke over! der stod rige og fattige, nogle alt for fattige. ,,Stakkels forkastede urter!" sagde Æblegrenen, ,,der er rigtignok gjort forskel! og hvor de må føle sig ulykkelige, dersom den slags kan føle, som jeg og mine lige kan det; der er rigtignok gjort forskel, men det må der gøres, ellers stod jo alle ens!"
Og æblegrenen så med en slags medlidenhed især på en slags
blomster, som der var i mængde på marker og på grøfter; ingen bandt dem I buket, de var alt for almindelige, ja, man kunne finde dem selv imellem brostenene, de skød op som det argeste ukrudt, og så havde de det fæle navn fandens mælke-
bøtter.
,,Stakkels foragtede vækst!" sagde æblegrenen, ,,du kan ikke gøre ved, at du blev, hvad du blev, at du er så almindelig, og at du fik det hæslige navn, du har! men det er med væksterne som med menneskene, der må være forskel!"
,,Forskel!" sagde solstrålen og kyssede den blomstrende
æblegren, men kyssede også de gule fandens mælkebøtter ude på marken, alle solstrålens brødre kyssede dem, de fattige blomster, som de rige.
Æblegrenen havde aldrig tænkt over Vorherres uendelige kærlighed mod alt, hvad der lever og røres i ham, den havde aldrig tænkt over, hvor meget smukt og godt der kan ligge gemt, men ikke glemt, - men det var jo også ganske menneskeligt!
Solstrålen, lysets stråle vidste det bedre: ,,Du ser ikke langt, du ser ikke klart! - Hvor er den forkastede urt, den du især beklager?"
,,Fandens mælkebøtter!" sagde æblegrenen. ,,Aldrig bindes de i buket, de trædes med foden, der er for mange af dem, og når de løber i frø, flyver det som småtskåret uld hen over vejen og hænger folk i klæderne.
Ukrudt er det! men det skal der jo også være! - Jeg er virkelig meget taknemmelig, at jeg ikke er blevet en af dem!"
Og hen over marken kom en hel skare børn: det mindste af disse var nu så lille bitte, at det blev båret af de andre; og da det blev sat i græsset mellem de gule blomster, lo det højt af glæde, sparkede med de små ben, væltede sig omkring, plukkede kun de gule blomster og kyssede dem i sød uskyldighed. De noget større børn brød blomsten fra den hule stilk, bøjede denne rundt ind i sig selv, led ved led, en hel kæde blev det; først en til halsen, så en at hænge om skulderen og om livet, på brystet og på hovedet; det var en hel pragt af grønne lænker og kæder; men de største børn tog forsigtigt den afblomstrede urt, stilken, der bar dens fnugartede sammensatte frøkrone, denne løse luftige uldblomst, der er et helt lille kunststykke, som af de fineste fjer, fnug eller dun; de holdt den ved munden for i et pust at afblæse den helt; den, der kunne det, fik nye klæder, før året var omme, havde bedstemoder sagt.
Den foragtede blomst var en hel profet ved denne lejlighed. ,,Ser du!" sagde solstrålen, ,,ser du dens skønhed, ser du dens magt!"
,,Ja, for børn!" sagde æblegrenen.
Og der kom ude på marken en gammel kone og gravede med sin stumpe skaftløse kniv ned om blomstens rod og trak den op; nogle af rødderne ville hun koge sig kaffe på, andre ville hun få penge for, idet hun bragte apotekeren dem til lægedom.
,,Skønhed er dog noget højere!" sagde æblegrenen. de udvalgte kommer i det skønnes rige! der er forskel mellem væksterne, ligesom der er forskel mellem menneskene!"
Og solstrålen talte om den uendelige kærlighed hos Gud gennem alt det skabte og for alt, hvad der bar liv, og om den lige fordeling af alt i tid og evighed!
,,Ja, det er nu Deres mening!" sagde æblegrenen.
Og der kom folk i stuen, og den unge grevinde kom, hun som havde stillet æblegrenen så smukt i den gennemsigtige vase, hvor sollyset strålede; og hun bragte en blomst, eller hvad det nu var, det skjultes af tre, fire store blade, der ligesom et kræmmerhus blev holdt rundt om det, for at ikke træk eller vindpust skulle komme til at gøre det skade, og så forsigtigt blev det båret, som aldrig den fine æblegren blevet det. Ganske lempeligt korn nu de store blade bort man så den fine fnuggede frøkrone af den gule for fandens mælkebøtte. Den var det, hun så forsigtigt havde plukket, så omhyggeligt bar, for at ikke en af de fine fjer, der danner dens tågeskikkelse og sidder så løst, skulle blæse af. Hel og herlig havde hun den; og hun beundrede skønne form, dens luftige klarhed, dens hele særegne sammensætning, dens skønhed, idet den skulle vejres hen for vinden.
,,Se dog, hvor forunderlig dejlig Vorherre har gjort den sagde hun. ,,Jeg vil male den med æblegrenen; den er nu uendelig dejlig for alle, men også denne fattige blomst har af Vorherre lige så meget på en anden måde! så forskellige er de og dog begge børn i skønhedens rige."
Og solstrålen kyssede den fattige blomst, og den kyssede den blomstrende æblegren, dens blade syntes at rødme derved."
Begge blomster bliver beundret og rost for der særegne fortræffeligheder og deres skønhed, der er af forskellig art.
Begge bliver de malet og begge modtager de solens livgivne lys og varme.
Begge er de elsket for det, de hver i sær er.
Hvad mælkebøtten føler eller tænker får vi intet at vide om - den er en mælkebøtte fra først til sidst, men om æblegrenen hører vi, at den til sidst rødmer!
Hvorfor? Er den flov? Er det gået op for den, at den fra først til sidst er en æblegren, der er anderledes end en mælkebøtte, ja! men ligesom mælkebøtten skabt af Gud og afhængig af, at Gud vil give de vilkår at leve under, som nu er nødvendige for mælebøtter og æblegrene.
Vi høre ikke om farisæeren går rødmende hjem, vi hører heller ikke om tolderen går hjem i en speciel ophøjet stemning.
Farisæeren er sikkert gået hjem med sin selvrespekt i orden og det har han vitterlig al mulig god grund til at have. Han er et respektabelt menneske; han samarbejder ikke med besættelsesmagten og når han beder, som han gør, så efterlever han de normer som står beskrevet i f.eks. Siraks bog, der var lovbog for datiden fromme jøder.
Der kan vi bl.a. læse: Velgerninger skal man ikke vise mod den, der fremture i det onde og mod den, der ikke selv viser godgørenhed. Giv den, der er from, men tag dig ikke af en synder. Gør godt mod den, der er ydmyg, men giv ikke noget til den ugudelige; nægt ham det brød han behøver - giv ham det ikke; for i dobbelt mål vil du høste ondt for det gode du har gjort mod ham. Også den højeste hader jo syndere og lader de ugudelige få deres straf ! Så der er intet farisæeren kan klandres for i hans verden!
Men Jesus vil lære os en ny verdensorden at kende, hvor Gud ikke er den nidkære og straffende Gud, men den Gud, der elsker alle sine skabninger, hvad enten de er gode eller onde - eller som Jesus et andet sted siger: " I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.
Hele Jesu forkyndelse drejer sig om det ene; at vi mennesker kan ikke erhverve os Guds kærlighed og bevågenhed ved vores egne gerninger - fordi vi har allerede Guds kærlighed og bevågenhed. Alene det, at vi lever og er til, er bevis på, at det forholder sig sådan.
Så elsket er vi, uanset om vi er opblæste narre, der ikke kan se andet end vore egne fremragenheder, tro samfundsstøtter eller små mennesker, hvis livsmål er at komme så let og billigt om ved alting her i livet, uanset om det giver en noget flosset moral.
Men retfærdiggjorte bliver vi kun, når vi erkender dybt inde for os selv, at vores liv, som det udfolder sig med glæder og sorger, hele vores eksistens har vi fået for intet af Gud.
Det er en ren nådegave, at vi hver morgen slår øjnene op til endnu en dag og det er overhovedet ikke afhængigt af, hvordan vi brugte dagen i går og hvordan vi vil bruge dagen i morgen, men alene afhængig af Guds vilje.
Amen