Hvis du har kommentarer
så skriv til
Thomas Reinholdt Rasmussen
Prædiken 11.s.e.trin. 2001; Luk. 18,9-14
Jerup 9.00: 692-250---438-698,4-5
Strandby 10.15: 692-23-854,1-3-(tre dåb)-854,4-6---438-365-431-698,4-5
(nadver: 131-459-519)
Vi mennesker er ikke skabte til at være ene. Vi er skabte til at leve vores
liv sammen i fællesskab på godt og ondt. I det fællesskab formes vores liv
og i det fællesskab sættes vores livs aftryk. Men selvom at vi lever vores
liv sammen og i det fællesskab det er at være menneske, så kan udfaldet være
vidt forskelligt. Nogle oplever medvind og gode kår, andre lever konstant i
modvind og har altid problemer med at leve op til livet. Men hvad enten man
lever i medvind eller modvind, så skal vi altid takke den gode Gud for, at
vi får lov til at være overhovedet. For det grundlæggende i livet er jo ikke
hvorledes lever falder ud - i lykke og harmoni eller i sorrig og mørke, men
at du overhovedet er her i fællesskabet blandt mennesker. Det er det
grundlæggende i livet.
Farisæeren, som Jesus fortæller om, havde levet i medvind. Han var ren og
pur, hverken røver eller ægteskabsbryder. Han overholdt fællesskabets regler
om faste og tiende. Farisæeren levede i medvind. Og det var da godt for ham.
Der er jo ikke noget galt i at det går en godt i livet. Der er ikke noget
specielt gudeligt eller kristeligt i modgang, sorg og tristhed. Det er kun
af det gode, når livet leves i medvind og livets vinger kan foldes ordentlig
ud.
Men farisæeren var dog skabt af intet ligesom alle os andre, ja selv som
tolderen, der stod afsides. Han havde ikke selv skabt sig, det er det man
kalder skaberi, men han var skabt af den gode Gud. Han var blevet skabt af
Guds hånd ved sin fader og moder, og sat i livet, men dog i et sted med
medvind. Men det var jo ikke medvinden eller modvinden i livet, der var det
afgørende. Det afgørende var at du var skabt til livet. Og farisæeren var
vel også skabt ligesom alle os andre. Farisæeren var - ligesom alle os andre
- Guds gave til sig selv. Vi har fået skænket livet som en gave til os selv,
og derfor kan vi ikke rose os af hvordan og hvorledes det nu falder ud. Det
svarer til blomsten, der spirer op, og siger: "Se min pragt - den har jeg
selv frembragt". Og enhver kan høre, at det er en løgn, for blomsten har
blot spiret ved det Guds skabte frø, som det ikke selv lagde i mulden, men
som blev lagt der, førend blomsten overhovedet var til. Således også med
farisæeren i templet. Også således med os alle i livfællesskabet. Af Guds
nåde er vi, hvad vi er, og den nåde kan vi ikke rose os af, men kun takke
for. Men farisæeren takkede da. Ja, men han takkede ved at melde sig ud af
fællesskabet. Ved at stille sig væk fra sin syndige og mislykkede næste. Han
foragtede dem, der ikke var som ham, og han så sig selv som ren og pur.
Derfor turde han henvende sig direkte til Herren, og han regnede bestemt med
at Herren så på ham - det kunne da lige passe andet!
Men tolderen stod afsides. Hans liv i modvind havde skubbet ham ud af
fællesskabet. Tolderen stod afsides. Han var, hvad han var, og turde derfor
ikke engang se op mod himlen. Men herren så til ham. Og tolderen gik hjem
som retfærdig, fordi han lagde sit liv, hvor mislykket det end var, i Guds
hånd. Hvor farisæeren rakte sit lykkelige liv frem mod herren, rakte det
frem i sin egen hånd, da modtog tolderen livet af Gud herrens hånd - det var
det, der gjorde hele forskellen. Ikke at farisæerens liv var smukt og godt -
fred med det. Forskellen ligger i at modtage livet som en Guds gave hver
eneste dag. Forskellen ligger i at vide at livet er noget vi får. Forskellen
ligger i at tro at hvorledes livet nu end falder ud, så er du hvad du er, af
Guds nåde, og Guds nåde er aldrig forgæves. Forskellen lå i at farisæeren
troede at Gud havde brug for ham, men tolderen troede at han havde brug for
Gud.
Fra templet vendte de to så hjem igen, må vi forestille os, for vi hører
intet om det. Farisæeren som svævende over det menneskelige fællesskab, og
tolderen, som et syndigt menneske, men dog i et genoprettet forhold til Gud
levende med sine medmennesker. Det var forskellen på hvorledes de vendte
hjem. Og egentlig vendte farisæeren slet ikke hjem igen. Egentlig forblev
han i tempel - i kirken. Han forblev der, når han gik rundt i sin medvind i
foragt for de andre i fællesskabet. Egentlig får vi slet ikke at vide, om
farisæerne overhovedet gik hjem igen. Måske står han der endnu. Men om
tolderen derimod får vi udtrykkeligt at vide om, at han gik hjem igen; og
det er faktisk lignelsen pointe. At det er om tolderen, vi får at vide, at
han gik hjem igen. For mens farisæeren holdte sin jubelsang, holdt tolderen
kirkegang. Tolderen mødte i ydmyghed sin Gud, og vendte da tilbage til
fællesskabet, som det nu udfolder sig og lagde sig til rette for ham. For
det er hele meningen med at gå i kirke: at gå ud igen. Derfor går vi i
kirke, for at takke Gud for livet han har skænket os, og for at modtage
synderens forladelse, der rydder en ny grund for livet med hinanden; det
liv, der alt for ofte sander til, det bliver i kirken ryddet på ny - fornyet
ved syndernes forladelse.
Man hører ofte at folk siger, at i kirken tales der så meget om synd - synd
som mislykket liv - og derfor kan de ikke holde ud at komme. Dertil er at
sige, at det er da godt, at der er et sted i vores liv, hvor der tales om
synden, men dernæst er det jo rigtigt, for vi går i kirken, for at fornyes
og for at smide den klæge kåbe, som synden lægger på os i dette fælles liv.
Smide den her i kirken, så egentlig skulle væggene herinde drive af synd,
for herinde efterlades den, og vi vender tilbage til livet - vender hjem,
som tolderen gjorde det. Vender hjem til hus, familie, arbejde og sportsklub
i troen på ham, der gav sit liv for os på korset, for at skænke os Guds
nåde, syndernes forlades. Vi går i kirke, ikke for at blive herinde i
selvretfærdig ophøjethed, men for at gå ud igen i livet, i fællesskabet,
fornyede ved Guds nåde. Derfor skal de ord, som afslutter dagens lignelse
være disse:
Gå da frit enhver til sit
og stole på Guds nåde
da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn som Gud det vil
på allerbedste måde.
Amen.