Hvis du har kommentarer
så skriv til
Kirsten Kruchov Sønderby
Prædiken til 10.s.e.Trin.
Jerusalem. Navnet har billedskabende kraft. Byen på bjergene i den brændende
hede. Mylderet af mennesker og dyr, i fortidens Jerusalem på nytestamentes
tid, kalkede og sandfarveder facader og vinduer med skodder som kan lukkes
for varmen og den brændende sol.
Vandsælgeren med sin gedeskindspose på nakken. Kvinderne, tilhyllede og
iøvrigt mest at finde i hjemmene. Alle folkeslagene mellem hinanden og de
forskellige religioners udøvere let genkendelige på tøj og måde. Soldaterne,
dengang romerske besættelsestropper. Hadet synligt på gaden.
Midt i billedet templet, Guds bolig på jord. Det sted hvor jøder kan være
Gud nær. På tempelpladsen et leben og liv af pengevekslere, nødvendige på
grund af forskellige møntenheder, nødvendige fordi man skal bruge penge for
at kunne købe offerdyr. Og offerdyr skal der til, der står i loven hvilke
ofre der skal bringes til hvilken tid. Som Jesu' mor der ofrede duer da hun
kom til templet for at blive renset efter fødslen.
Jerusalem, nutidens billeder fra tvskærme og aviser. Soldaterne fylder mest
i billedet. Nu er de israelske. Templet er så til gengæld ikke jødernes mere
men derimod muslimernes helligste moske. Verden ser ikke ud som den gjorde
dengang, men hadet og ufreden er den samme.
I dagens evangelie er vi i Nytestamentes tid, 2000 år tilbage.
"Jerusalem, vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred."
Sådan siger Jesus og græder over det han ser.
Indtil denne dag har han holdt sig væk fra byen. Han har mest været at finde
i Galilæa, på landet om man vil. Der har han fortalt om det vigtigste af
alt, at Guds rige vil komme til mennesker, at det faktisk allerede er kommet
til det menneske som tror det. Han har sagt til folk derude i landet, at det
er kærlighedens rige og at det begynder med ham, i hvert enkelt menneske og
engang skal blive alt hvad der er.
Nu står Jesus uden for Jerusalem og han kender prisen for tale sådan om Gud
og om kærlighed. Det er palmesøndag, at dette her sker og snart skal han dø.
Det er nu ikke det han græder over, men derimod al den lidelse og krig som
han ved skal komme over den hellige stad, og som der endnu ingen ende er på.
"For der skal komme dage da dine fjender skal trænge ind på dig fra alle
sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal
ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din
besøgelsestid."
Han taler om fred, gør Jesus. Deruden for byen. Begræder fremtiden. Og så
rider han derind midt i heksekedlen. Sætter kursen direkte mod templet og
inde på tempelpladsen går han selv amok. Råber og skriger af dem der har
deres lovlige og gode arbejde med at sælge offerdyr og veksle penge.
Han vælter bordene, smider rundt med tingene ja, jager folk væk. Og det han
råber er at dette hus skulle være et bedehus men I har gjort det til en
røverkule.... Gud bor ikke her mere, han er ikke i sten og guld, men i de
mennesker der elsker ham. Han vil ikke have jeres offerdyr og penge, han vil
have kærlighed og barmhjertighed.
Han taler om fred, men larmer og skriger. Hvad er det for en fred, der ikke
er stille og søvnig, men vågen og lidenskabelig. Hvad er det for en fred han
vil at vi skal have ?
Jerusalem, en fjern by, langt væk i sin hededis og kun tæt på klokken ni i
Tv-avisens billeder af lysglimt fra grantsprængninger over en mørk by,
billeder af grædende mennesker med bårer på skuldrene. Ligtog. Ufred, langt
borte.
Og Jesus endnu fjernere, bag et spand af 2000 år,
Talende om fred og råbende sine ord om bedehus og røverkule op gennem tiden
til idag hvor vi hører dem...
Hvad er det han har at sige os.. Hvordan skal vi få at vide hvad der tjener
os til vor fred.?
Vi kan lytte til det jeg læste før, fra alteret, det er hentet fra femte
mosebog, i det gamle testamente, og er altså endnu ældre end Jesu' ord, men
fordi noget er gammelt behøver det ikke være løgn.
Der stod ; "Hør Israel. Herren er vor Gud, Herren er en. Derfor skal du
elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din
styrke.
Disse ord skal du lære dine børn. Du skal sige dem højt for dig selv både
når du er ude og når du er hjemme, når du går i seng og når du står op. Du
skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et
mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og dine porte."
Ligefør ved døbefonten var det dette her der var på færde. Kærlighedens
mærke blev tegnet på Adam og Emil. Ordene om at elske Gud og rette liv og
fremtid mod Ham, som ud af sin kærlighed giver os hver ny dag, netop disse
ord blev lagt jer, Adams og Emils forældre og faddere på sinde. Det er
sådanne ord om kærlighedens hjemsted og ophav I skal lære dem, de små, når
de bliver store nok til at forstå.
For selvom vi bor et fredeligt sted, så er fred i hjertet ikke nemt at finde
for noget menneske i verden.
For hvad vil det sige at have fred.
Hvad kan man i en kristen sammenhæng sige om det; Ja, hvis vi skal tage ved
lære af Jesus, så er den fred han taler om ikke noget ophøjet roligt. Det er
ikke at være urørlig og ligeglad. Tværtimod.
Det er at være lidenskabeligt optaget af at lade en ting gælde for sit liv:
Kærligheden.
Vi skal elske. Vi skal elske Gud, rette os mod ham og lade ham rette os ud.
Ud i verden, ud til de mennesker vi er iblandt.
Det tjener os ikke til fred at være opslugt af at arbejde og tjene penge,
det fører kun til..... ja, penge. Og selvom der ikke er noget galt med
penge, i sig selv, så giver det ikke ligefrem fred og livsglæde at leve kun
for dem.
Det tjener os ikke til fred at hade og hævne og føre krig, det tjener kun
til død.
Det er kristendommens påstand at det der tjener os til fred er at elske Gud
af hele vort hjerte, hele vor sjæl og al vor styrke. Og din næste som dig
selv, som der står et andet sted.
Det er det Jesus vil sige os op igennem tidens afstand, som vi møder ham
idag, grædende udenfor Jerusalem, rasende i tempelgården. Han lader os møde
Guds lidenskabelige kærlighed til sine mennesker, for Jesus er Gud, sådan
som Gud vil at vi skal kende ham. Han raser og græder sammen med os, han
trøster og taler, tilsidst dør han.
Hans håb for os er at vi må se hvad der tjener os til vor fred. Derfor
bliver han levende igen, selvom han var død. Hans håb for os er så stærkt at
han ikke kan blive i dødens magt. Han vil håbe i os når vi ikke kan håbe
mere, Han vil elske i os når vi ikke kan tro på at kærlighed findes.
For det er Ham, Jesus Kristus, der tjener os til vor fred. Han siger: Tro på
mig. Jeg er altings begyndelse og ende, i mig er livet. Det liv begynder
nu...