Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby | ||||
Prædiken til 10.s.e.Trin. Jerusalem. Navnet har billedskabende kraft. Byen på bjergene i den brændende hede. Mylderet af mennesker og dyr, i fortidens Jerusalem på nytestamentes tid, kalkede og sandfarveder facader og vinduer med skodder som kan lukkes for varmen og den brændende sol. Vandsælgeren med sin gedeskindspose på nakken. Kvinderne, tilhyllede og iøvrigt mest at finde i hjemmene. Alle folkeslagene mellem hinanden og de forskellige religioners udøvere let genkendelige på tøj og måde. Soldaterne, dengang romerske besættelsestropper. Hadet synligt på gaden. Midt i billedet templet, Guds bolig på jord. Det sted hvor jøder kan være Gud nær. På tempelpladsen et leben og liv af pengevekslere, nødvendige på grund af forskellige møntenheder, nødvendige fordi man skal bruge penge for at kunne købe offerdyr. Og offerdyr skal der til, der står i loven hvilke ofre der skal bringes til hvilken tid. Som Jesu' mor der ofrede duer da hun kom til templet for at blive renset efter fødslen. Jerusalem, nutidens billeder fra tvskærme og aviser. Soldaterne fylder mest i billedet. Nu er de israelske. Templet er så til gengæld ikke jødernes mere men derimod muslimernes helligste moske. Verden ser ikke ud som den gjorde dengang, men hadet og ufreden er den samme. I dagens evangelie er vi i Nytestamentes tid, 2000 år tilbage. "Jerusalem, vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred." Sådan siger Jesus og græder over det han ser. Indtil denne dag har han holdt sig væk fra byen. Han har mest været at finde i Galilæa, på landet om man vil. Der har han fortalt om det vigtigste af alt, at Guds rige vil komme til mennesker, at det faktisk allerede er kommet til det menneske som tror det. Han har sagt til folk derude i landet, at det er kærlighedens rige og at det begynder med ham, i hvert enkelt menneske og engang skal blive alt hvad der er. Nu står Jesus uden for Jerusalem og han kender prisen for tale sådan om Gud og om kærlighed. Det er palmesøndag, at dette her sker og snart skal han dø. Det er nu ikke det han græder over, men derimod al den lidelse og krig som han ved skal komme over den hellige stad, og som der endnu ingen ende er på. "For der skal komme dage da dine fjender skal trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid." Han taler om fred, gør Jesus. Deruden for byen. Begræder fremtiden. Og så rider han derind midt i heksekedlen. Sætter kursen direkte mod templet og inde på tempelpladsen går han selv amok. Råber og skriger af dem der har deres lovlige og gode arbejde med at sælge offerdyr og veksle penge. Han vælter bordene, smider rundt med tingene ja, jager folk væk. Og det han råber er at dette hus skulle være et bedehus men I har gjort det til en røverkule.... Gud bor ikke her mere, han er ikke i sten og guld, men i de mennesker der elsker ham. Han vil ikke have jeres offerdyr og penge, han vil have kærlighed og barmhjertighed. Han taler om fred, men larmer og skriger. Hvad er det for en fred, der ikke er stille og søvnig, men vågen og lidenskabelig. Hvad er det for en fred han vil at vi skal have ? Jerusalem, en fjern by, langt væk i sin hededis og kun tæt på klokken ni i Tv-avisens billeder af lysglimt fra grantsprængninger over en mørk by, billeder af grædende mennesker med bårer på skuldrene. Ligtog. Ufred, langt borte. Og Jesus endnu fjernere, bag et spand af 2000 år, Talende om fred og råbende sine ord om bedehus og røverkule op gennem tiden til idag hvor vi hører dem... Hvad er det han har at sige os.. Hvordan skal vi få at vide hvad der tjener os til vor fred.? Vi kan lytte til det jeg læste før, fra alteret, det er hentet fra femte mosebog, i det gamle testamente, og er altså endnu ældre end Jesu' ord, men fordi noget er gammelt behøver det ikke være løgn. Der stod ; "Hør Israel. Herren er vor Gud, Herren er en. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord skal du lære dine børn. Du skal sige dem højt for dig selv både når du er ude og når du er hjemme, når du går i seng og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og dine porte." Ligefør ved døbefonten var det dette her der var på færde. Kærlighedens mærke blev tegnet på Adam og Emil. Ordene om at elske Gud og rette liv og fremtid mod Ham, som ud af sin kærlighed giver os hver ny dag, netop disse ord blev lagt jer, Adams og Emils forældre og faddere på sinde. Det er sådanne ord om kærlighedens hjemsted og ophav I skal lære dem, de små, når de bliver store nok til at forstå. For selvom vi bor et fredeligt sted, så er fred i hjertet ikke nemt at finde for noget menneske i verden. For hvad vil det sige at have fred. Hvad kan man i en kristen sammenhæng sige om det; Ja, hvis vi skal tage ved lære af Jesus, så er den fred han taler om ikke noget ophøjet roligt. Det er ikke at være urørlig og ligeglad. Tværtimod. Det er at være lidenskabeligt optaget af at lade en ting gælde for sit liv: Kærligheden. Vi skal elske. Vi skal elske Gud, rette os mod ham og lade ham rette os ud. Ud i verden, ud til de mennesker vi er iblandt. Det tjener os ikke til fred at være opslugt af at arbejde og tjene penge, det fører kun til..... ja, penge. Og selvom der ikke er noget galt med penge, i sig selv, så giver det ikke ligefrem fred og livsglæde at leve kun for dem. Det tjener os ikke til fred at hade og hævne og føre krig, det tjener kun til død. Det er kristendommens påstand at det der tjener os til fred er at elske Gud af hele vort hjerte, hele vor sjæl og al vor styrke. Og din næste som dig selv, som der står et andet sted. Det er det Jesus vil sige os op igennem tidens afstand, som vi møder ham idag, grædende udenfor Jerusalem, rasende i tempelgården. Han lader os møde Guds lidenskabelige kærlighed til sine mennesker, for Jesus er Gud, sådan som Gud vil at vi skal kende ham. Han raser og græder sammen med os, han trøster og taler, tilsidst dør han. Hans håb for os er at vi må se hvad der tjener os til vor fred. Derfor bliver han levende igen, selvom han var død. Hans håb for os er så stærkt at han ikke kan blive i dødens magt. Han vil håbe i os når vi ikke kan håbe mere, Han vil elske i os når vi ikke kan tro på at kærlighed findes. For det er Ham, Jesus Kristus, der tjener os til vor fred. Han siger: Tro på mig. Jeg er altings begyndelse og ende, i mig er livet. Det liv begynder nu... | ||||
Den 2-9-2001 er denne prædiken sat på |