Hvis du har kommentarer
så skriv til
Peter Kiel Nielsen
Prædiken til 8. s. e. trinitatis i Oksenvad, Stepping og Sommersted kirker d. 25.7.99
1. Salme: 3 Lovsynger Herren
Hilsen
Kollekt
Læsning fra Gammel Testamente
2. Salme: 359 Guds ord det er vort arvegods
Læsning fra Det nye Testamente
Trosbekendelsen
3. Salme: 352 Ak, Gud fra Himlen se herned
I min studietid beskæftigede jeg mig en del med nyreligiøsitet. Og det jeg synes, var spændende ved det, var at finde ud af, hvordan forskellige nyreligiøse bevægelser opfattede tilværelsen. Jeg synes, at det var spændende at dykke ned i deres lære. Hvad mener de om Kristus? Hvad mener de om etik? Hvad mener de om frelsen? Hvad mener de om livet i al almindelighed?
Men i alt dette arbejde, synes jeg også, der var noget, der en gang imellem var svært og forstemmende. Ja, det gjorde ondt. Det var, når man mødte menneskene bag ved de nyreligiøse bevægelser.
Mennesker - der i mine øjne - var totalt forblindet. Mennesker, der havde sat den sunde fornuft til side, og hele tiden fik dikteret, hvad de skulle mene om alt mellem himmel og jord. Mennesker, der havde sat hele deres tilværelse - penge, familieliv, venner, arbejde - ind på at følge en guru. Eller Vagttårnsselskabet i USA. Eller hvad det nu har været.
Når det nyreligiøse menneske står i min dør - hvad de sjældent gør - da jeg jo som præst på forhånd er fortabt… Men når de står i min dør har jeg gjort det til en vane altid at se mennesket bag ved.
Når Jehovas Vidner kommer til vores dør kan vi selvfølgelig godt diskutere. Men det er blevet mig mere og mere magtpåliggende at se mennesket bag ved. Et menneske er ikke bare en Jehovas Vidner eller en moonie eller en hinduist, men et menneske. Tænk hvis det var en af mine børn, der var blevet involveret i sådan en bevægelse.
For sådan tror jeg egentlig Gud tænker, når de står der i vores dør. Med deres bibel eller deres blomster eller deres korrekte dogmatiske opfattelse af livet, døden og kærligheden.
For når vi skal bevæge os ind i dagens evangelium er det klogt at overveje som det første, hvordan Gud har det med os mennesker. At for Gud er ethvert menneske dyrebart. Også det menneske, der er blevet forblindet. Eller det menneske, der mere eller mindre bevidst har skiftet livet med Gud ud med livet med en nyreligiøs bevægelse.
Ethvert menneske er dyrebart. Og måske er det klogt engang imellem at overveje dette, når vi ser på et andet menneske. At dette menneske er et menneske, der også er elsket af Gud i himlen. Et menneske som Kristus er død og opstanden for.
Det er altså vigtigt, at se på mennesker med Guds øjne - så vidt det står til os.
Men så er der noget andet, som også er vigtigt. Og det er dette at vi i vort syn på andre mennesker ikke falder i den grøft, hvor alting er lige meget. Det gælder både når vi skal forholde os til fx de nyreligiøse bevægelser, der jo ligger uden for kirkens regi. Men det gælder også i vort forhold til frikirkerne og til det, der rører sig i vores egen folkekirke.
Alting er ikke ligemeget. Alt er ikke ligegodt. Et menneske der er skabt af Gud kan komme på afveje og vildveje. Det kan forblindes og fortabes. Det kan gå til grunde. Og det kan føre andre med i faldet.
Og når ethvert menneske på den ene side er dyrebart men på den anden side kan blive forblindet, er det vigtigt at vi på en pæn og ordentlig måde - men også med al kraft og styrke forsøger at holde det falske fra det sande.
Det kan betyde at man på en pæn og ordentlig måde skal bede Jehovas Vidner om at gå igen, fordi man ikke har ressourcer eller evner til at gå i lag med deres lære. Og det kan godt gøres ved at sige til dem: Jeg respekterer dig som menneske, men jeg vil ikke høre om din lære.
I dagens evangelium siger Jesus: Tag jer i agt for de falske profeter. De render rundt og ligner får. Men inden i er de glubske ulve. Og først på deres frugter kan man kende dem. Ja, måske først på dommens dag viser det sig, at de vildledte mennesker. At de bragte andre med sig i faldet.
Men hvorfor advarer Jesus mod de falske profeter? Og hvorfor denne hårde karakteristik af dem, som værende glubske ulve? Det gør han jo ikke, fordi han ønsker nogen menneskers død eller fortabelse. Heller ikke de falske profeters.
Men han gør det, netop fordi han ikke ønsker at noget menneske skal rives ud af Guds hånd. Eller skal forvilde sig ud af Guds nåde ind i død og fortabelse.
Men hvem er de falske profeter? Det vi skal lægge mærke til, er at de falske profeter ikke beskrives som synlige og åbenbare vildledere. De fleste af os kan nok bedømme, at vi skal holde os fra Jehovas Vidner eller Moonbevægelsen eller Scientology. Det er næsten ulve i ulveklæder.
Men hvad er ulve i fåreklæder? Det som Jesus mener er jo, at de farlige falske profeter er dem, der ser så ufarlige og tilforladelige ud. Dem som har uld i munden og altid siger det, der kilder ørene. Eller for at bruge et gammeltestamentlig udtryk: dem der taler om fred, fred, fred - hvor der ingen fred er. Og det kan også være dem, der altid skal male fanden på vægen.
De er farlige, fordi de ser så tilforladelige ud. De er som regel populære. Har ordet i sin magt. Er sikre på deres sag.
Nu kunne man som præst godt begynde at opremse dem, der er de falske profeter. Men svagheden ved dette er, at man jo skal passe på, at man ikke sætter sig selv udenfor. Som præst er det vist lige så vigtigt, at man selv anfægtes og ransager sig selv - om man render rundt med en ulv i maven.
Men måske er det værd at overveje, hvad kendetegnene på de falske profeter er.
Det første er, at de ikke er til at se. I hvert fald ikke for den, der er forblindet. Kun Helligåndens klarsyn over den Hellige Skrift kan ofte afsløre dem.
Det andet der er karakteristisk er, at de enten taler alle efter munden eller får alle til at rette sig efter deres meninger.
Men det måske mest karakteristiske træk ved en falsk profet er, at vedkommende driver et menneske væk fra Kristus - og dermed væk fra Gud.
Og for mig er det blevet hovedkriteriet for sandt og falsk teologi: hvad fører mennesker til Kristus og hvad gør ikke?
Det er fx ikke Jehovas Vidners måde at drive mission på. Eller deres måde at styre medlemmerne på, der er det forargelige ved denne bevægelse. Der er såmen mennesker uden for Johavas Vidner, der har et værre liv end mennesker inden for denne bevægelse.
Men det er Jehovas Vidners opfattelse af Kristus, der skiller vandene. Det er dette, at Kristus - hos Jehovas Vidner - ikke bliver en frelser, men kun en vejviser til Gud, der gør at vejene må skilles. Det er dette at Guds nåde hånes i deres lære.
Jeg vil endog sige det så stærkt, at skellet mellem det sande og det falske ikke engang går på bibelsyn. For der findes konservativ og fundamentalistisk bibelsyn, der både er falsk og forførende. Selvom man skulle tro, at et sådan bibelsyn sikrede en sand teologi. Der findes også liberal- og bibelkritisk teologi, som både er sund og sand - og føre mennesker til tro.
Men det, der for mig er det afgørende for en sund teologi er og bliver synet på Kristus, sådan som han er åbenbaret i den Hellige Skrift. Den Hellige skrift kan læses på mange måder. Men den skal altid læses med Kristus for øje. Den skal vise os lovens uoverkommelighed og evangeliets barmhjertighed, sådan som vor kirkes reformator Luther har lært os det.
Det er i synet på Kristus, at det sande og det falske viser sig. Og kun Kristus kan føre os ind i den Hellige Skrift.
En gang imellem hylder jeg den brede og rummelige folkekirke, fordi der er så stor plads - ikke bare til forskellige holdninger. Men også til kritik. Selv af de største inden for kirken. Det er jo netop det, der er den store mangelvare inden for mange nyreligiøse bevægelser.
Og det er det, der er så godt ved Folkekirken, at Maren i kæret må skrive et vredt læserbrev i Jyske Vestkysten over de ugudelige biskopper.
De endeløse diskussioner i Kristeligt Dagblad og andre kirkelige medier er vigtige. For de er med til forhindre at sandheden bliver sat i bur eller patenteret af nogen. Sandheden er ikke noget, vi skal være herre over. Men sandheden skal være Herre over os. Ja, den skal frigøre os. For sandheden hedder Kristus.
Ja, det er godt, når der er plads til selvbesindelse og selvkritik inden for folkekirken. Men når det er sagt, skal det også kraftigt understreges, at selvbesindelse inden for kirken ikke bare handler om, hvad vi nu synes og ikke synes. Men vi må huske på, at vor kirkes grundlag er den Hellige Skrift og vor evangelisk Lutherske arv.
Vi står altså ikke med hvad som helst, men med noget ganske bestemt: Vi skal forkynde den i Skriften åbenbarede Kristus. Til dom og frelse for mennesker.
Som kristen må man leve med usikkerheden, anfægtelsen og risikoen. Og det må vi nok bl.a. af den grund, at sandheden altid er noget uden for os. Sandheden er den i Skriften åbenbarede Kristus.
Han kan ikke patenteres. Vi har aldrig sagt de sidste ord om ham. Men det er ham, der til stadighed skal tale til os - ved sakramenterne og ved ordets forkyndelse.
Og den der holder sig til ham holder sig til sandheden. Amen.