Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær
8.s.e. trin. 2001 i Horbelev og Falkerslev.
tekst: Matt. 7,15-21
Salmer:682.597,298-279,189
Det er ikke fordi jeg har forstand på frugtavl.
- Slet ikke.
Det eneste jeg har forstand på er at smage.
Smage kirsebær og moreller med en sødme, intet bolsje kan gøre dem efter.
Smage blommer. De mørke faste sveskeblommer og de grønne lidt blødere
Reine-Claudes.
Smage æbler, fra de første sprøde lidt syrlige sommeræbler, til de små
coxoranger, der er som små bomber, der eksploderer af smag og duft, der
minder om sommer , når først efteråret er i fuld gang - og de skal endelig
være små. De sidste åringer har man kunnet få coxorangeæbler i omtrent
dobbelt størrelse, men dem gør man klogt i at holde sig fra, for de smager
mindre en halvt så godt, som når de er så små, som et godt coxorange æble
skal være.
For der er jo som vi ved, god frugt og dårlig frugt.
Hård frugt og blød frugt.
- og så den forbudne frugt, som vi siger smager bedst, men som vi også gør
klogest i at holde os fra, fordi konsekvenserne af at bide i den kan være
uoverskuelige - men se nu om det holder os tilbage.
Og så er der jo os selv. Vi er også en slags frugter. En frugt kan være et
billede på et menneske eller på dele af det.
En ung pige kan have runde æblekinder.
En gammel kvinde kan have kinder som et runkent vinteræble.
En gammel sur mand kan være et gammelt pæretræ.
En sur kone, kan være et syrligt ribs
Man kan have jordbærtud eller kirsebærmund
Og sådan kunne man jo blive ved.
Sproget og livet er bugnende fuldt af frugtbilleder af både den sure og den
søde slags.
Nu hører vi så i dag, at et godt træ ikke kan bære dårlige frugter og at et
dårligt træ ikke kan bære gode frugter. På frugterne skal vi kende de falske
profeter fra de sande.
Det er lidt ligesom med de store og de små coxorange æbler. De store ser
tillokkende ud, men de er en skuffelse, når først man har sat tænderne i
dem, for de har ikke den sande smag, som man finder i de små, der helt
bestemt tager sig mere beskedne ud, men som smager godt - også når de er
blevet helt små og runkne , som en gammel kvindes kinder. For sandheden
ældes ikke, den bliver bare mere koncentreret med tiden. De store derimod
tørrer ikke ind og bliver mere koncentrerede i smagen. De rådner bare.
De falske profeter er som de store coxorange æbler, de tager sig godt ud. De
synes selv, at de er de er af den helt rigtige slags, de er sådan set ikke
ude på at snyde, men de kan ikke andet, for de er ikke drevet frem af Guds
skaberånd, men af noget, der ikke rigtigt vil nære, ikke rigtigt vil være
dét, det er bestemt til at være - nemlig en del af Guds skaberværk
undergivet ham i ét og alt. De falske profeter vil mere end det de skal, og
de gør sig umage, det må man sige, det er ikke umagen det skorter på. De kan
være så rigtige, så rigtige, at det er til at dø af - i bogstaveligste
forstand. Og mon vi ikke alle møder dem eller, er dem i ny og næ, mon ikke
vi alle betages og skuffes og går bort med en flov smag i munden over dem og
over os selv.
De sande profeter er som de små coxorange æblers træer, hvis rødder når
helt ind i Guds hjerte, og derfor bærer frugter, der har præcis den
størrelse den slags æbler skal have, fordi de kun ved at have Guds
størrelse, farve , facon og smag kan vidne om dét , der er større end dem
selv, præcis som profeter skal det.
De sande profeter vidner om, at det er Gud, der fylder både himmel og jord,
som det gode æbler vidner om ham, der har fyldt
dem med sødme og saft. De falske profeter vidner om menneskers ulyksalige
lyst til at gøre skaberen kunsten efter, men de smager som at række tungen
ud ad vinduet, der er hverken kraft eller næring i dem , kun menneskelige
overmod og længsel efter at overgå ham , der ikke kan overgås.
Nu er det jo ikke altid så enkelt at kende falske profeter, som at kende
forskel på store og små coxorange æbler. Det lader sig ikke altid gøre at
kende forskel på sandt og falskt ved første øjekast, man må se nærmere til
og det er mens man gør dét, at man kan komme i fare. Måske bliver man ved
med at søge sandheden, det samme usande sted, bliver ved med at spise af de
samme smagløse æbler i håb om , at det næste smager bedre og at man da for
Søren på et tidspunkt må blive mæt. Men det sker ikke. I stedet står man med
en stor oppustet mave, der stadig er sulten efter sandhed. Guds sandhed.
At være i Guds sandhed er at bære god frugt, - at være i Guds sandhed er at
gøre vores himmelske fars vilje. Og det skal vi have hjælp til. Og den hjælp
skal komme fra Guds ord til os, og for os har han på en måde gjort det lidt
nemmere for os end for så mange andre før os, for vi har fået Jesus Kristus
at holde profeterne op imod. Har man først smagt ordentligt på ham, så må
han blive målestokken for sandt og falskt. Samtidigt må vi indrømme, at det
stadig med Jesus Kristus for øje ikke er helt enkelt, for han er sammensat,
han kommer til os i brudstykker, stykkevis erkender vi, ser som i et spejl i
en gåde , blændes og går fejl, som af det æble, der ser ud af mest og smager
af mindst.
Måske er én af vanskelighederne, at vi skal lære at Jesus Kristus viser os
det sande uden nødvendigvis at vise os det rigtige. Et lille runkent godt
vinteræble med skurv på skrællen, kan godt have den sande smag bag sin
urigtige overflade, og sådan tror jeg også det kan være med det Jesus
Kristus viser os, at vi skal gøre.
Det er ikke nok at stille sig op og plapre. Herre, Herre. Vi må se nærmere
til og forsøge at gå med også dér , hvor alle rammer sprænges for hvad dér
er god tone og ser moralsk rigtigt ud, for den gode tone og den pæne moral
kan sagtens være sat af de falske profeter, som de smagløse æbler, der
ligger fint stablet hos grønthandleren, mens dem med smag skal opsøges og
findes på et kroget træ i en fjern have -ude bag ved Gud ske tak og lov, som
vi siger dér hvor jeg kommer fra på Fyn.
Hvordan skal vi så kende det sande fra det usande. Ja, det har jeg ingen
patentløsning på, men jeg tror, at det sande er dér hvor der er liv, fordi
Gud både med sin skabelse og sin forløsning i Jesus Kristus viser os, at
han først og fremmest er livgiveren. Så når vi møder dét, der ikke har smag,
det der ikke er liv i , når vi gør noget mod os selv elle andre, der stivner
og forstener os, så tror jeg det er tid at gøre som Jesus gjorde, når han
blev forsøgt fastholdt af god tone og forstenet moral, for så rejste han
sig, banede sig vej i mellem folk og forsvandt til stor undren og
forargelse, eller han trak sig tilbage til bjerget helt alene for at bede.
Måske kan det sommetider være begyndelsen til at vi gør vores himmelske
fars vilje. At vi rejser os - forsvinder og går. Går efter Jesus for måske
sammen med ham i al ubemærkethed, i al tilbagetrukkethed at blive klar over,
hvad der er vores himmelske fars vilje, for det er måske ikke altid , dét
der ligger lige for, måske skal vi ikke altid derhen, hvor vi troede vi
skulle hen, måske skal vi slet ikke gøre det, vi troede vi skulle og måske
ovrhovedet ikke dét vores omgivelser synes vi skal , for det ser ikke
rigtigt ud, - men derfor kan det godt være sandt. Amen