Hvis du har kommentarer
så skriv til
Carsten Johansen
“Jeg ser den grønne ager står
opstanden fra de døde,
jeg ved, min frelser år for år
vil også mig genføde.”
De linjer – fra en pinsesalme – rammer jo godt nok den tid, vi er i netop i disse dage. – Både at det lige har været påske, og så ikke mindst, at det er forår – og nu kan det jo mærkes for alvor, hvordan det hele vælder op af jorden, og det har jo en særlig virkning på én hvert år, når det sker igen.
Prøv at tænke over, hvordan verden ville komme til at se ud, hvis ikke Gud havde skabt naturen netop sådan: altså så den fornyer sig helt automatisk én gang om året. Nyt græs og nye blomster og nye blade på træerne – som om Gud endnu en gang tager pensler og malerruller frem og siger, at nu trænger der godt nok til at blive frisket op i verden.
Altså hvis nu Gud ikke havde fundet på den måde at lave naturen på… - Vi ville jo aldrig kunne overkomme, hvis vi mennesker skulle lave en total forårsrengøring af alting én gang om året. – Det kunne blive en slemt støvet og afdanket verden at leve i, hvis der aldrig skete sådan et nyt, årligt mirakel.
Og det er jo ikke bare det ydre omkring os, der på den måde liver op igen. Foråret gør jo også noget ved vores tanker og vores humør. Det er ikke bare, at man får lyst til at rydde op i garagen eller kælderen – det er jo også, at man slet ikke kan undgå at mærke, at livet er meget større end alle vores dagligdags bekymringer og planer og tanker - alt det, vi kan grave os ned i, så vi synes, at det eller det er så frygtelig betydningsfuldt – som om hele verden står og falder med det, vi lige har sat os i hovedet…
- Sandheden er jo, at livet kan sagtens klare sig uden vores vældige bekymrethed, og livets kræfter er slet ikke noget, vi mennesker hverken kan eller skal stå inde for. Det klarer Gud meget bedre – og det er der hvert år noget befriende og opløftende ved at mærke.
Men foråret er jo som bekendt også den tid, hvor man kan blive overfaldet af en træthed og modløshed, så man slet ikke synes, der er udvej for noget som helst. Det hænger vel sammen med, at vi mærker, hvordan årene går - at tiden kan vi ikke holde på, og hvor blev alle årene af - hvad blev der af det menneske, man var for mange år siden, hvor hele livet lå som ét langt forår foran ens blik - og nu er mange af årene gået, og hvad kom der så ud af det hele?
Hver gang, vi på den måde pludselig lukker øjnene op, så vi ser på vores eget liv - hvordan vi er endt dér, hvor vi er, og hvordan det ser ud foran os - hvad vi har i vente - så er det egentlig altid det samme spørgsmål, vi møder. Det handler altid om, hvad vi til syvende og sidst tror om det liv, vi står midt i. Er det hele bare naturens luner og tilfældets spil, hvor vi hver for sig kan slås for vores chancer, så længe det varer, og måske vinder vi lidt her og dér, eller måske taber vi det hele på gulvet, og verden er bare en blind mekanisme, hvor vi kravler rundt og forvilder os i labyrinterne, og det er så det hele? – Hvor vi kan bruge al vores tid til at bekymre os om alle de spildte chancer og alt det, vi gik glip af – og det kan jo så for resten også være ligemeget, for der var ingen mening i det alligevel…
Altså det er én mulighed. Men vi kunne måske også vove at tro lidt mere og bedre om det. Vi kunne jo vove den tro, at også det her forår er en af Guds gaver til os - at det er Ham, der lader livet stå op af døde én gang om året lige for øjnene af os, og om en liden stund vil han gøre det samme med os selv, når tiden kommer til det.
“Om en liden stund” - det var jo sådan, det hed i den gamle bibeloversættelse. Nu om dage bruger Jesus ikke den slags svære ord i vores bibel - nu siger han “en kort tid”, for at vi alle sammen skal kunne forstå det lidt bedre. - Men det, Jesus siger her i dag, det er jo slet ikke ord, som forklarer noget som helst, som vi så kan begribe og forstå. Jesus taler slet ikke til vores forstand her - han taler til vores mod og vores hjerte for at hjælpe os til at turde tro nok om det liv, Gud giver os.
Hvis vi vil have en forklaring ud af det, så løber det hele bare i ring for os og siger ikke noget: “En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig” - “I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde” - hvis vi vil bruge forstanden til at lytte med her, så får vi det ligesom disciplene, at vi forstår simpelt hen ikke, hvad det er, han taler om. – Jesus taler overhovedet ikke til det, vi plejer at kalde den sunde fornuft, for den er kun gearet til de små sandheder. Han taler mest af alt til vores livsmod - at Gud vil noget stort med os - at det er alt sammen i Guds hånd, for det er ham, der har skabt os…
Den dag, da Jesus siger de her ting til disciplene, da handler det jo om, at han selv skal dø næste dag. - Han havde sagt det til dem før, men hver gang nægtede de at høre på det. For hvis det skete, så var alting tabt - så var det hele håbløst - hvad kunne de så tro på, hvis alt det, de havde ventet af ham, hvis det bare løb ud i sandet.
Nu ved vi jo, hvordan det endte alt sammen, da Jesus døde på korset. Disciplene skulle igennem den helt store modløshed og fortvivlelse - og dér ventede så en meget større tro, som de aldrig havde kendt før. - Det så ud som den fuldstændige håbløshed - og så blev det dér, de opdagede, at håbløsheden er altid løgn. Håbløsheden er vores måde at svigte livet på, når vi ikke kan tro nok om det, Gud giver os.
“En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig, og så skal jeres sorg vendes til glæde.” - Måske var det ikke bare disciplene dengang, som skulle have troen på den måde - at først skulle de fortvivle og føle sig forladt, før de kunne finde troen igen på det, Gud vil med os. Måske er det sådan en tro, det hele handler om i kirken hver søndag også for os.
Jesus kom jo ikke til jorden for at lære os, hvordan vi kan hæve os op til en helt anden og finere virkelighed, hvor vi altid hviler i Guds arme og finder stille fred i en uanfægtet og sikker gudelighed. Jesus kom for at kæmpe sammen med alle de usikre og tvivlende og fortvivlede, og han skånede ikke sig selv for at prøve alle de ting sammen med os. Han hang selv på sit kors og råbte sin smerte ud, - det var, som om Gud havde forladt ham. Og i hele Bibelen findes der ikke et eneste menneske, som ikke har tvivlen og fortvivlelsen med hele tiden sammen med en tro, der tit er svær at holde fast.
Bibelen er overhovedet ikke en bog for de sikre og uanfægtede. Og den kristne tro er slet ikke sådan en stærk og urokkelig overbevisning, som vi kan sætte os til rette med og føle os usårlige i. Den kristne tro er et vovestykke, som vi måske kun kan få mod til, når vi ikke har andre udveje - når fortvivlelsen er stor nok, fordi vi ikke kan selv, og fordi kun Gud kan hjælpe os. Og selv dér har vi brug for hjælp hver gang, hvis det skal lykkes. - Og Jesu ærinde var jo ikke andet end netop dét: at komme til os igen og igen og give os mere mod, så vores usikkerhed kan blive til glæde.
- Og det er vel også derfor, vi har indrettet os sådan, at vi holder gudstjeneste en gang om ugen. - Slet ikke for at nogle kan mødes dér kl. 10 om formiddagen og bekræfte deres egen uanfægtede selvsikkerhed, men for at give os nye kræfter til alligevel at se Gud i det helt almindelige liv - med sorger og glæder og lykke og ulykke og smerte og fejl og dumheder og tvivl. For at give os mod til også at se Gud bag ved vore medmenneskers liv og til at forsone os både med os selv og hinanden. For at finde kræfter til at takke Gud for det hele på trods af os selv:
Takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder trods synd og død.
Amen.