Hvis du har kommentarer
så skriv til
Karen Elisabet Hansen
2.sø.e. trin 2001
Tekster: Es.25,6-9 + 1.Joh. 3,13-18 + Luk. 14,16-24
Salmer: 690, (261),378 / 3, 11
Bøn: ……………………….
"Hver morgen i min skål, en nåde uden mål, til mig nedflyder". Sådan lyder det i Kingos morgensalme, som vi kender så godt.. Møllehave vil vide, at Kingo taler om den skål, som han hver morgen fik sin øllebrød i - og det er meget muligt, at det er rigtigt. Den daglige morgenmad, når dagen er ny og ubrugt… selvfølgeligt er det da en nåde. Når man ser det med evangeliets øjne. Ser at det er en gave. En glæde, ja, en fest. Livet er en gave. Det er ment som et nærvær. Mellem os mennesker. Mellem os og Gud.
Vi kender alle til øjeblikke, hvor vi kan se det. Når et barn ser os i øjnene og ler - med to tænder og en lykkelig åbenhed over for livet - og os. Når én tager min hånd og fællesskabet mærkes som en styrke i dagen. Når et stykke musik eller en farve på en blomst for et øjeblik får os til at glemme tiden. Ja, når vi løftes ud af tiden, fordi netop nu er kærligheden mellem os vigtigere end alt andet.
e
Jesus fortæller en lignelse om en stor fest, hvor der var indbudt mange. Mange betyder i evangeliet alle. Og det er en omfattende historie. Da Joachim Skovgaard i Viborg domkirke malede et billede af denne lignelse, gjorde han sikkert rigtigt i at tage det hele med. Vi ser huset, hvor alt er gjort klar til den store fest. Vi ser tjenerne på vej, både ud til ham med de 5 par okser, der må prøves, til den nygifte, på vej ind i eget hus; og til ham med marken. Den står fuld af korn, og Skovgaards elev, Larsen Stevns, måtte male kornet om flere gange, fordi han fik det bølgende korn til nærmest at se ud som et oprørt hav ! Billedet er ellers også ment som liv ! Vi ser jo samtidigt tjenere, som er ude ved gærdene og på vejene for at føre de fattige, blinde og lamme ind til festen, de andre afviste. Billedet har det hele med på én gang…
Det er godt sådan, for lignelsen har i tidens løb kunnet misbruges. Det blev alt for let til at vi, som er de fattige og oversete, vi sidder nu med ved festen, og de rige, farisæerne, de andre, de kommer ikke med !
Den har vel også kunnet misforstås. Sådan at det blev en dyd at være som de hjælpeløse. At man i kristendommen skulle føle sig så ringe og fattig som muligt, så der ikke blev plads til at være sig selv. Som Gud har skabt mig…
Thomas Kingo, som glædede sig over sin øllebrød, kendte nok samtidig sin placering i samfundet, og lod ikke som noget andet. Der er også brug for det, vi kan gøre.
Men billedet, som viser det hele på samme tid, er godt, for det viser, at det er mig i alle situationerne. Vi kender alle sammen optagetheden af livets gøremål, glæden ved familien, marken, der skal passes. . Konfirmanderne forklarer tålmodigt præsten, at de altså skal spille kamp søndag formiddag. Og, præsten svarer så, at gudstjenesten lå der først. Men er der ikke for os alle noget, der er så enormt vigtigt.. Så vi ville gerne komme…men..
.. Og de fattige, blinde og vanføre ? Ja, hvem af os har ikke ind imellem også oplevet at livet gjorde ondt. At det var svært at finde udvej - at alting med et kan miste farve og smag, og se meningsløst ud. At vi har brug for en mening, der er dybere end vor egen. For ellers ligger der tomhed og død lige under det hele.
Lignelsens store billede vil give os den mening, ved at sige, at vi alle er indbudt til festen, Guds fest. Til livet med evighed i sig. Og at det er glæden, der kan være bærende i alt…
Men :"Jeg har ikke tid" ! Sådan lyder ikke bare den mest almindelige undskyldning overhovedet; det ser ud som er det nu om dage er blevet, hvad der er at sige om os i det hele taget: Vi har ikke tid !
En nyere forfatter har skrevet en roman om den tid, der åbenbart er blevet stjålet fra os moderne mennesker. Den er en slags eventyr: Et sted i en gammel by i Italien er der en lille pige, Momo, som har mange venner. Hun har altid tid til at lege - og til at lytte til, hvad de siger. Men der bliver færre og færre, som har tid til hende og den slags ting - fordi de voksne har lært, at man skal "spare tid". Pigen finder ud af, at det er nogle små grå herrer, tidstyvene", der bilder folk ind, at de kan "spare tid op". Når arbejdet skal gå så hurtigt, at kvaliteten bliver elendig, så spares der tid… Når det med at spise skal gå så hurtigt, at maden ikke smager, og det ikke kan kaldes et måltid, vi spiser sammen, så er det fordi, der skal spares tid - og tidstyvene bilder os ind, at tiden kan spares op i en "Tids-spare-kasse". Men i virkeligheden kan tid jo ikke "deponeres". De små grå tidstyve sørger for, at den går op i røg ! Pigen Momo finder i stedet frem til tidens hjerterum og ser dens farvestrålende blomster… Hun se, at tiden er som en plante. Hver time vokser der en ny blomst frem, som ikke har været set før, den visner - og næste time er det en ny. For tid er liv, og livet bor i hjertet.
Romanen handler så også om, at tidstyvene kan overvindes. Det lykkes for Momo, og derefter holder de en fest, hun og hendes tilbagevendte venner. En stor og god fest, der varer til de gamle stjerner tændtes på himlen…
Festen er billede på nærvær. Sådan er det også i Jesu lignelse. Det nærvær, Han kom for at åbne for os, er Guds nærvær, det vi blev skabt til. Det, som er livet med evighed i sig. Men afstanden, vi mennesker får til Gud kan være af så mange slags. Når Jesus indbød til Gudsrigets fest og sagde: Guds kærlighed, Guds nåde kan overvinde afstanden: Kom i tillid til den !
Så var der mange, der skubbede noget ind som forbehold. Så sagde man: Guds nærvær skal man fortjene ! Kun de færreste er gode nok til det. Der må spares op af de rigtige handlinger. Andre sagde måske: Guds nærvær kan jeg ikke nå ind i, før al min usikkerhed og tvivl er overstået. Jeg, er udenfor !
Vi ville måske sammenfatte det hele i undskyldningen: Vi har ikke tid ! Alt det, der er vort eget, skubbes ind foran. Guds rige må vente til vi har fået orden på, hvad vi gør, hvad vi tænker, på livet. Vi er måske blevet bildt ind, at vi kan spare tid op, spare på livet til engang…. Men vi ved i de fleste tilfælde godt, at 'engang' betyder, at livet kan være brugt op, når vi engang får tid at leve det. Gået op i røg.
"Tid er liv, og livet bor i hjertet". Derfor kan det egentlig kun tages imod. Guds nærvær er det liv med evighed i sig, vi ikke kan leve foruden. Derfor indbydes vi. Guds nåde, er den kærlighed, som er Hans hjertesag: at Han vil være sammen med os. Os som hele tiden fristes til at forsvinde i mørket, i alle vore grå forbehold, i alt vort eget. Vi er indbudt - og må tage imod det som en indbydelse - ellers smager vi det slet ikke.
"Uden mål" kalde Kingo Guds kærlighed. Den er grænseløs i sin søgen efter os, midt i al vor forjagethed, eller i vor usikkerhed og ensomhed ude ved gærdene. Den kærlighed indbød Jesus til, trods alle forbehold. Ja, Han måtte give livet for den indbydelse. Og i Hans opstandelse ser vi, at den er grænseløs.
Vort liv afhænger af , at vi tager imod det, nu og hele tiden. Og tage imod er naturligvis at være nærværende. Som den, der prøver at se dagen som Guds gave. Den, der tager tid ud af sparekassen for at bruge den til at lytte til sit medmenneske - og til Gud. Tager sig tid til at være Gud nær. I en salme. I en bøn. I en gudstjeneste, og i det måltid, han indbyder til. Her er festen begyndt… Lad os deltage !
AMEN