Hvis du har kommentarer
så skriv til
Ulla M. Pedersen
11. s. e. trinitatis, 1. tekstrække. Sct. Clemens kl 10
Job. 5,8-16; 1. Kor. 15,1-10a; Luk. 18,9-14
Salmer 690 - 858 - 246 / 871- 279 v6 -11
_______________________
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium til 11. søndag efter Trinitatis står skrevet hos evangelisten Lukas..................
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder.
Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt.
Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig!
Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.
Amen.
"Der var engang en møller, som var meget fattig, men han havde en vidunderlig smuk datter.
Engang kom han tilfældigvis til at tale med kongen, og for at prale lidt sagde han: Jeg har en datter, som kan spinde guld af hø."
Sådan begynder brødrene Grimms eventyr om Rumleskaft.
Og så fortsætter eventyret om hvordan den stakkels pige får hjælp af en lille mand til så at spinde det guld af hø, som hendes far har pralet med.
Og hver nat, når den lille mand kommer og hjælper møllerdatteren,- så skal han have et eller andet for sin hjælp -
han får først hendes halsbånd og siden hendes ring - men til slut må pigen love den lille mand sit første barn, så hun igen kan få hjælp til at spinde guld - og når det er gjort oven i købet blive gift med kongen.
Et år går - et barn bliver født. Og da barnet er født er den lille mand der straks - møllerdatteren, der nu er dronning, giver sig til at græde over at skulle aflevere barnet, og den lille mand får ondt af hende -
han giver hende derfor en opgave: hvis hun i løbet af tre dage kan gætte hans navn - så skal hun slippe for at give ham barnet.
Den første dag er der ingen af hendes bud, der duer. Den næste dag sender hun bud til nabolandet og prøver med de navne, som hun får derfra - men det er heller ikke et af dem.
Den sidste dag kommer budet tilbage, og fortæller, at han i skoven har set en løjerlig mand hoppe rundt mens han sang:
I dag jeg brygger, i morgen jeg bager,
i overmorgen dronningens barn jeg tager,
hvor herligt, at ingen har anelse haft
om, at mit navn er Rumleskaft.
Dronningen blev ude af sig selv af glæde - for nu var hendes barn frelst.
"Så hedder du måske Rumleskaft" - sagde hun til den lille mand, der blev så hidsig, at han rev sig selv midt over.
____________________________
Såvidt eventyret om Rumleskaft.
Et fint lille eventyr. For dette folkeeventyr rummer - som folkeeventyr ofte gør det - en stor visdom. Og her er det en visdom om, at det er vigtigt at kalde tingene ved deres rette navn.
En visdom om, at først når man har sat ord på, først da kan man gøre noget. Ja, i eventyret opløser problemet simpelthen sig selv, da der bliver sat navn på - da river den lille mand sig selv midt over.
___________________________
Jeg tror det eventyr passer meget godt med de erfaringer, som vi i almindelighed gør os - mennesker imellem.
Også vi render ind i problemer, som vi kan tumle med i uanede mængder af tid - vi vender og drejer det inde i vores hoved, men det sker der ikke rigtig noget ved.
Først når vi får sat ord på - først når vi får problemerne frem i lyset - først da sker der noget. Måske sker der endda så meget, at problemet opløser sig selv, når først det er kaldt ved navn.
Eller i hvert fald sker der det, at det bliver afdramatiseret, det, der tynger os.
Det får ligesom sin rigtige størrelse igen - det skrumper ind fra den enorme størrelse det har haft, da vi tumlede med det inde i hovedet.
____________________________
I dag har vi hørt evangeliet fra evangelisten Lukas - den lignelse, som Jesus fortalt til nogle, der stolede på sig selv og deres retfærdighed og som foragtede alle andre,- som det hedder,-
lignelsen om de to mænd, der beder en bøn til Gud -
den ene - farisæeren - han roser sig selv til skyerne og praler hæmningsløst af det han gør, mens han giver åbenlyst udtryk for sin foragt for de, der er anderledes.
Den anden mand er en tolder, og han har ikke noget at prale af så det gør han så ikke. - han siger blot: Gud, vær mig synder nådig.
Og det er denne sidste - det er tolderen - der fremhæves. Om ham hedder det, at han gik hjem som retfærdig, ikke den anden.
_________________________
Det er i virkeligheden noget af en fælde - den lignelse.
I det øjeblik vi tænker eller siger, at det er sandelig godt, at vi ikke er som farisæeren - i det øjeblik er vi nøjagtig som farisæeren. Og så kan historien begynde forfra.
Og FALSK beskedenhed, den kan man ærlig talt heller ikke andet end føle sig utilpas ved. I det øjeblik den afsløres, så går der farisæer i os, og så begynder historien også forfra igen.
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige..... fortalte Jesus denne lignelse.........
Forfra og om igen - den lignelse er ikke til at blive færdig med, for hvor skal man finde sin plads i den? Det går galt lige meget hvor vi placerer os selv.
_______________________________
Og så er der først og fremmest det ved dagens lignelse, at den er vand på møllen til de der siger, at kristendom,- det er dog en under-menneske-religion, der kun forsøger at holde mennesker nede ved at fortælle dem, at de ikke er noget -
jo, de er noget, VI er noget - vi er usle syndere, som skal gå skamfulde gennem livet.
Det lyder som den rene Jantelov - Du skal ikke tro du er noget.
I en eller anden forstand har de der siger sådan jo fat i et eller andet. Det går nemt galt for os lige meget hvad vi gør med den lignelse - og det er ærlig talt ikke noget at blive opløftet af - blot forvirret.
______________________________
Men her er det så at eventyret med Rumleskaft måske kan være med til at sætte tingene lidt på plads for os.
Det er det der med at kalde tingene ved deres rette navn - det med at først når man får et problem frem i det åbne kan man gøre noget ved det,-
først når man får et problem frem i lyset får det sin rette størrelse og sin rette plads,-
ja, nogen gange sker der i virkeligheden det når vi får skelletterne frem af skabet, at de opløser sig selv som dug for solen.
_______________________
Det kunne godt være det, som vi skal have med fra dagens evangelium.
IKKE det at vi skal slæbe os brødebetynget hen af jorden, fordi vi hvad enten vi gør det ene eller det andet, så synes det at være udfaldet.
For hvis vi stiller os op overfor Gud og og hinanden og er stolte af hvad vi er, så er det forkert - ned med os. Og hvis vi konstant skammer os over hvad vi er - ja, så er vi jo allerede dernede.
Nej, det er IKKE det vi skal have med.
Det vi skal have med, det er at også når det kommer til os selv må tingene kaldes ved rette navn.
Vi er syndere, det får vi at vide. Der er ikke noget at prale af overfor Gud og det vil der aldrig være. Vi har det hele på kredit hos ham. Livet og alt hvad vi har og er - og alle vi deler livet med for øvrigt også.
Og midt i det hele - liv og mennesker - er vi syndere, der handler forkert og ubetænksomt med det vi er givet - der misbruger det gang på gang, dag efter dag og år efter år.
Det må kaldes ved rette navn. Og NÅR eller HVIS det bliver det, da opløser problemet sig selv. Som det gjorde det for tolderen.
For mens han var som han var - da var han samtidig retfærdig.
__________________________
DET skal vi have med fra dagens lignelse om farisæeren og tolderen.
At vi har aldrig noget at prale af overfor Gud - men det går såmænd alligevel, også uden vi behøver at kravle rundt i støvet.
For mens vi er som vi er og ikke kan være andet - da får vi at vide, at vi samtidig er retfærdige- At vi samtidg må stå som retfærdige overfor GUD.
Der er stadig ikke noget at prale af. Men det kan vi også godt leve med. For vi er jo samtidig retfærdige - ikke på grund af hvem og hvad vi er - men på grund af hvem og hvad Gud er.
Og da kan vi tage imod Guds gode gaver - livet og mennesker at leve det med - uden at vi skal gøre os til af hverken det ene eller det andet - som dem vi er - og ganske ufortjent.
Passer det mon os sådan at have det hele på kredit hos Gud? - måske ikke altid, vi vil så nødigt skylde nogen noget.
Men der er i virkeligheden en stor befrielse i at det er sådan - i at vi er gode nok som vi er - også når vi åbenlyst ikke er det. Og så kan historien jo begynde forfra igen.
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige fortalte Jesus denne lignelse...........
Men denne gang må vi høre den med et smil på læben, mens vi husker på hvor forunderligt menneskelivet i Guds verden, det er - på en gang synder og retfærdig. På en gang tolder og farisæer. Ikke noget at prale af, men samtidig gode nok som vi er.
Amen.