Hvis du har kommentarer
så skriv til
Solvej Paabøl Andersen
9.s.e.trin.01
8-178-46-519-675
Hostrup og Ø. Højst
Her hjælper hverken fornuft eller moral. Det er ikke engang forsøget værd - en mand der bliver rost af Herren, fordi han deler ud af en anden mands formue. Man tager sig til hovedet, men det hjælper ingenting.
Der er lidt Robin Hood over det - at tage fra de rige og give til de fattige. Og Robin Hood kan vi jo godt lide, selv om han er fredløs og handler i modstrid med loven.
Men der er to afgørende forskelle: den ene er, at i fortællingerne om Robin Hoods bedrifter, er de rige over én kam skildret entydigt usympatiske. Så man kan ikke rigtig have ondt af dem, når de bliver revet af hesten, plyndret og ydmyget - tværtimod. De får deres bekomst, og det går endda til et godt formål. Om godsforvalterens arbejdsgiver fortælles ikke noget negativt - bortset fra, at han er rig, og det er sjældent nogen ros i Lukas-evangeliet. Men ingen beretninger endsige antydninger om ondskab eller urimelighed over for sine undersåtter, der kunne tage brodden af forbrydelsens alvor.
Den anden forskel er, at den afskedigede godsforvalter gør det her for egen vindings skyld - for at skaffe sig venner, som han efterfølgende kan leve på nas hos. Nå ja, venner og venner - det er jo blot en variant af mafiaens metoder: han vil sætte dem i taknemlighedsgæld, så de ikke kan undslå sig, når han kommer og beder om husly.
Han så det som en investering og forventer et vist udbytte. Robin Hoods forehavende blev udført i lutter godhed og uden selviske bagtanker. Han satte liv og lemmer på spil af social indignation på andres vegne - selv var han tilfreds med sin lovløse tilværelse sammen med sine lystige svende i Sherwood-skoven.
Man kan så spørge, hvilken af de to historier der er mest troværdig. Og det er vel - hånden på hjertet - Jesu lignelse. Når altså bortses fra den overraskende slutning - at manden skal roses for sin ulovlige handling, når der ikke engang lå et ædelt motiv bag. Nej, her hjælper hverken fornuft eller moral - det gør faktisk bare ondt værre.
Og sådan er det vel med Det nye testamente: Det skildrer menneskelivet uhyre virkelighedsnært - de helt basale menneskelige vilkår, vore styrker og svagheder, vore tankegange og handlingsmønstre - helt uafhængigt af kulturer og epoker. Og det hæver sig højt op over fornuftens og moralens snævre kategorier. Netop fordi det er livet om at gøre.
Menneskelivet, som er så besværligt, fordi det viser sig, hver gang vi forsøger at ramme det ind, så vi får styr på det og ved, hvor vi har det og hinanden - at så sprænger det rammerne.
Sådan er det også med Evangeliet, med historien om Gud og os. Hver gang vi tror, at nu har vi gennemskuet ham, hans vilje og planer og domskriterier, så støder vi på noget helt overrumplende. Som nu denne lignelse der tvinger os til endnu engang at pakke vores færdigsyede meninger sammen.
For så enkelt var det alligevel ikke, så småt er livet ikke, kan det ikke være, fordi vi har fået det i gave af vor Herre selv. Og med overraskelser som denne minder han os om det: du er slet ikke færdig med at undre dig, der er stadig flere spørgsmål at stille. Der er meget mere at sige om både dig og mig. Der er stadig bevægelse, stadig liv, stadig muligheder. Stadig nåde at finde.
Så kan vi da helt se bort fra fornuft og moral og se fortællingen som en hjælp til med frimodighed at leve det liv, som vi er blevet betroet, og som vi heller ikke altid slår til i forvaltningen af. Hvor de mange muligheder også er muligheden for at vælge forkert - og det er ofte de andre, der først ser, at det var forkert - men Gud puffer os videre i stedet for at holde os fast i vore fejl: "Kom nu, lev, stå ved dine begrænsninger men lad dem ikke afholde dig fra at holde dig i bevægelse. Tag dem på dig og prøv igen. Dét skylder du - dig selv, dine omgivelser og mig."
Når Gud ser på en synder, ser han altid mere end en synder. Det er derfor, han kan fortælle en historie som denne uden at påpege det forkastelige ved hovedpersonen. Nøjagtig ligesom han ikke finder det umagen værd at indvie os i, hvordan den rige mand var blevet så rig. Det er ikke andres uangribelighed eller mangel på samme, der er på spil.
Der er altid mere at sige om et menneske, end det han eller hun burde gøre anderledes. Derfor ser Han i sin storhed bort fra det, der straks falder os i vore smålige øjne: hov, det må man ikke, han skal straffes, hvor er vi ellers henne? Provokationen ved at bruge et så forstyrrende eksempel bør tvinge os til at se forvalteren - og os selv og hinanden - som andet og mere end overtrædere, men vi fristes til slet ikke at høre evangeliet af bar' forargelse.
Evangeliet er, at Guds ødselhed gør det unødvendigt for os at læne os op af livsforskrækket fornuft og stivnet moral. For det er tilgivelse og mulighed, han rutter med. Evangeliet er, at Gud ikke er lige så forudsigelig som vores afgørelser - at han rummer mere, end vi tiltror ham.
"Mennesket er på en gang synder og retfærdig", sagde Martin Luther. Vi er ellers tilbøjelige til at anse hinanden for at være enten - eller. Som i Robin Hoods verden, hvor de rige per definition er lede, og de fattige uden undtagelse stakler. Det er nu engang det nemmeste at overskue. Så er man færdig med den sag, rammerne er lagt, snævert og solidt. De rammer, som Jesus Kristus sprængte en gang for alle med sin død og opstandelse, så vi blev sat fri, accepterede, som de syndere vi er - og samtidig retfærdiggjorte. Altså taget til nåde - vi fik nedskrevet gælden, og blev derved sat fri til at kæmpe imod synden.
Vi kan ikke bruge evangeliet som en opskrift på, hvad vi konkret skal gøre og ikke gøre. Det er ikke et katalog over eksempler til efterfølgelse og eksempler til afskrækkelse - men en kilde til livsmod, hvor man før måske kun så ørkesløshed. Mod til at se os selv som utilstrækkelige - og ikke desto mindre værdige til Guds kærlighed. Det sidste skal give os mod på at give os i kast med det uregerlige liv med de chancer og risici det indebærer. Amen