Hvis du har kommentarer
så skriv til
Hanne Lundsgaard
9. trin. I
12. august 2001
Bøn:
Vor Gud og far
Giv os mod, kreativitet og kraft til at handle i vort liv.
Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas
(Lukas 16, 1-9)
Det er næsten lig'så godt som et eventyr det her,
og eventyr er jo ganske fascinerende i al deres tvetydighed.
De er fulde af underfundige og uforståelige motiver, men har også altid den snert af virkeligheden, der gør dem værd at lytte til.
De kloge narrer de mindre kloge.
Tænk f.eks. på H.C. Andersens soldat i fyrtøjet, han er en ganske skruppelløs soldat, der hugger hovedet af heksen,
også selvom hun er en anderledes heks, der faktisk vil give ham rigdom i overflod.
Men en heks er en heks, og så ryger der et hoved der.
Det går ikke bedre mod slutningen af eventyret, hvor kongen og dronningen og regeringen og folketinget går i 1000 stykker.
For de kloge narrer de mindre kloge og soldaten ender med at få sin prinsesse,
- og vi, vi fryder os når vi hører det, for vi ved nok hvem vi skal holde med -
vi skal holde med helten, og i eventyret er det soldaten, for han er naturligvis den klogeste.
Og når forvalteren fra den historie vi hørte før, når han i den kritiske situation, som pludselig er opstået, er åndsnærværende nok til at vise stor beslutsomhed, så er det jo i grunden ganske smart og også eventyrlig frækt.
Eventyret, altså det med fyrtøjet, slutter både absurd og ulogisk med hunde der sidder med ved bryllupsfesten og gør store øjne.
På tilsvarende måde er det i vores historie i dag også både absurd og ulogisk at formanden roser kassereren for det smarte svindelnummer han lavede, da han tog af kassen.
Herren roser forvalteren for hans klogskab.
Moralen, som slet ikke er moral, set med fornuftens og retfærdighedens øjne, er:
Vis handlekraft, vær opfindsom og beslutsom, kreativ og fræk.
Det der sker er jo, at forvalteren i sin snarrådighed går i gang med at eftergive gæld på sin herres vegne, det er ganske vist både snyd og bedrag; men eftersom han endnu ikke er afsat som forvalter, så har han faktisk mulighed for at gøre det.
Gældsanering hedder det han giver sig i kast med.
Og gældsanering kan der egentlig kun siges positive ting om.
Det er godt for den der har fået noget saneret,
det er dejligt at få ryddet op,
ikke mindst, når det er noget med penge og gæld, der roder og tynger.
Og så er det sådan at gældssanering altid udspringer af et overskud et andet sted,
der er altid en eller anden der er ovenpå på den ene eller den anden måde og derfor har mulighed for at sanere gælden.
Sådan udspringer vores tiltrængte gældssanering også af et overskud.
Men inden vi når dertil kræver det vist et par mellemregninger, for nu er det jo faktisk ikke penge på et gældsbevis det handler om.
Eventyr og lignelser handler ikke kun om "der var engang en soldat" eller "der var engang en forvalter"
Det handler jo om dig og mig - naturligvis gør det det, ellers ville historierne næppe overleve og vække interesse blandt mennesker i dag.
Det handler om at Gud har skabt livet og hele herligheden og givet det til menneskeheden, givet det til os.
Han har givet det til os, for at vi skal være hans forvaltere.
I historien opdager forvalteren til sin gru, hvor de bærer hen ad, at han er ved at blive afsløret som en elendig forvalter.
Som fyrtøjssoldaten ser hundene i øjnene, ser forvalteren situationen i øjnene.
Det for os lidt mærkelige er at han intet gør for at bortforklare og undskylde sig.
Realitetssansen er sådan set i orden, da han erkender sin skyld, men ellers er han ikke synderligt tynget af skyldfølelse
- og den detalje, ikke at lade sig tynge af skyldfølelsen, kunne vi nok lære et eller andet af….
For der er som regel to mulige udgange på skyld, og det gælder både forvalterens skyld, vores skyld og alle andres skyld.
Ja, så er der sådan set en tredje mulighed, hvis vi totalt fornægter alt skyld.
Men når vi ser bort fra det så er der 2 mulige udgange på skyld.
Vi kan erkende og se i øjnene
- og bekende, og sige "her er jeg nu, det er ikke så godt" - men dertil så tilføje "og hvad gør jeg så nu?".
Eller vi kan lammes og forsøge at undvige en fortsættelse, vi kan sætte os i hjørnet og græde fordi situationen er håbløs, hvad den jo vitterlig godt kan være…
Når vi på den måde fastholder håbløsheden, vil skyldfølelsen tynge os voldsomt.
Selvom der kan være grunde nok til det skal vi ikke gå i hundene og lade dem tage magten.
Nej vi skal finde stedet, hvor hunden er begravet og derfra pejle videre mod livets håb og muligheder!
For "Jo", vel er vi skyldige, for vi ER elendige forvaltere.
Og vi passer ikke særlig godt på livet, hverken vort eget eller de andres.
Vor herres gældssanering er højest tiltrængt.
Men naturligvis er Gud ikke en uærlig forvalter - det er jo os der har den rolle.
Han er selvfølgelig den rige Herre, som står over det hele og ejer hele herligheden.
Derfor er det også ham der sidder med det overskud, som gældssaneringen udspringer af.
Og nu er det ikke længere penge vi snakker om - vor herres gældssanering er noget andet og meget mere end det - vi plejer at kalde vor Herres gældssanering for tilgivelse -
Det vi skal have med hjem i dag er et ord om at der selvfølgelig er krisesituationer, men at handlingslammelse er ikke er en god måde at løse kriser og problemer på"
Det er lidt ligesom trafikulykken, hvor alle slutter ring omkring det forfærdelige, men kun de færreste har besindelse nok til at handle.
Sådan skal det ikke være i vores liv, kriser er noget vi alle sammen oplever, på forskellig vis og i forskellig grad og til forskellige tider.
Det er et livsvilkår - og ingen sygdom, når vi møder problemer.
Og sådan har det været siden Adam og Eva lukkede ondskaben ind i verden.
Naturligvis skal vi ikke opsøge det, der kan vælte os omkuld, det ville være dumt.
Men når det alligevel møder os, kommer vi længst ved at vise mod og kreativitet - og så også lidt frækhed i den vigtige kamp der skal kæmpes for livets skyld.
Og det kan godt være den kreativitet, målt i forhold til gængs retfærdighed og moral falder udenfor rammen.
Som når danskere kæmper for rimelige forhold for flygtninge.
Som når Desmond Tutu stadig vil arbejde for fred og forsoning.
Eller som når vi andre i vores egen lille verden ser stort på det andre "skylder" os,
hvad enten det nu er rigtige penge, en invitation eller en fødselsdagsgave.
At kæmpe for værdigt liv for alle er at kæmpe for livet selv.
Det skal vi gøre, ikke for at opnå noget hos Gud, for der har vi kun tilgivelsens gældsanering at falde tilbage på, vi skal gøre det for livets skyld.
Og kampen for livet må, - det er en del af dagens budskab - , kampen må gerne indeholde opfindsomhed og handlekraft
- også selvom det så godt kan være at det mere ligner eventyr end det ligner den retfærdigheds lov, som vi ellers troede gjaldt……
Dagens evangelium er kort sagt et handlekraftigt budskab:
Du har ikke en chance - brug den!
Amen