Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susanne Fabritius de Tengnagel
Prædiken til 16.s.e.trin. - 19/9-99 - Køge Sct. Nicolai Kirke
Tekst: Luk 7,11-17
Salmer: 896 - 190 - 678/ 677 - 365,1 - 167,7 - 697 3dåb -856 -675
-----
Det er høstens tid, og det er en gammel tradition at holde høstgudstjeneste for at takke Gud for høsten, alt det, landmanden har høstet på marken.
Vi må her i byen og på grænsen til storkøbenhavn i forvejen meddele, hvornår vi holder høstgudstjeneste. Det er anderledes på landet, hvor mange af sognets indbyggere er landmænd. Dér venter man, til høsten er i lade for alle, og så bliver den kommende søndag høstgudstjeneste.
Vi forbinder høst med høsten på marken af det modne korn. Marken er mejet og høet er høstet, og nu går det hjemad med det allersidste læs. Men høst er jo også den modne frugt på træerne, æbler og pærer og blommer, det er frugten af planterne ved jorden, tomater og agurker, gulerødder og porrer.
Høstens tid er den tid, hvor alt det føde, vi mennesker skal leve af, bliver plukket og høstet, fisk, der fanges, og andre dyr, der slagtes.
Høstens tid er så ikke én gang om året, men hele året rundt. Og i vor moderne tid kræver vi, at vi kan få modne æbler og tomater hele året rundt. Vi er faldet ud af årets rytme. Naturen er i høj grad til for os, og vi kan så nemt voldtage den og udpine den.
Derfor må vi standse op mindst én gang om året til høstgudstjeneste og få rettet os ind, i håb om, at det hjælper, og erkende, at vi sammen med naturen hører ind under Guds skaberværk. Vi må erkende, at vi intet kan kræve for givet, men alt som givet, og at vi er forpligtet på at dele naturens gaver med hinanden på denne jord.
Og så hører vi i dagen evangelium om en begravelse, og man kan spørge sig selv, hvad den har med høst at gøre. Nu er det en tilfældighed, at det er historien om enkens døde søn, vi skal høre til høstgudstjeneste. Historien hører dagen til, og om vi lytter nærmere til den, er den faktisk helt fin til denne dag.
Vi ser det store sceneri med en stor skare mennesker, som følger efter båren med den døde. De er på vej til kirkegården. Moderen har det som alle andre mødre, der har mister et barn. Ganske forfærdeligt og utrøstelig. En frygtelig tung vej må hun gå. Og kun den, der har mistet sit barn, kan sætte sig ind i hendes situation. Det bemærkes, at moderen er enke, og hun har mistet den søn, som skulle forsørge hende.
Den dødes mor og begravelsesfølget på vej til kirkegården. Vi kan standse op og se til i afmagt, for intet kan vi stille op, når det kommer så vidt. Dødens optog på vej ud af byen, væk fra livet, men det bliver standset i byporten, på tærsklen mellem liv og død, standset af livets optog, Jesus og en stor skare, der var på vej ind i byen udefra. Og livet kan ikke gå forbi døden uden at gribe ind. Livet er aldrig ligeglad, men arbejder hen imod, at alle er lige glade.
De allerfærreste her i landet nøjes med at begrave deres døde uden et ord, en blomst, en sang, en tale i en kristen sammenhæng.
Begravelse er i denne sammenhæng et møde med livets ord, som bringer håb og trøst, lys og liv ind i mørket og dødens tomhed.
Jesus standser ligtoget, han taler til moderen trøstens ord: Græd ikke! han rører ved båren og opvækker den døde ved at tale til ham, hvorefter han giver ham tilbage til hans mor.
Jesus spørger ikke den sørgende mor, hvad hun har gjort, siden hun må bære så tung en sorg. Han interesserer sig slet ikke for, om moderen eller den døde søn nu også har fortjent det, han vil gøre. For ingen kan gøre sig fortjent til livet og kærligheden. Det får vi som givet, helt gratis af Vorherre. Ligesom fuglen, der ikke sår og pløjer, men alligevel spiser af jordens frugt, sådan skal vi høste livet her og engang, uden at have gjort os fortjent til det.
For Jesus rører ved os med sit ord, som han rørte ved den døde. Han rører ved de små, som i dag døbes, sådan som han rørte ved os på vores dåbsdag. Og han rører ved os i dag, når han rækker os brødet og vinen ved nadverbordet, og når velsignelsens ord lyses over os, lige inden vi forlader dette kirkerum: Herren velsigne dig og bevare dig .... På den måde får Vorherre sagt til enhver af os, at han har godtaget os, taget os til nåde. Vi hører til på livets side, og Gud giver os til hinanden i livets tjeneste, som han gav den unge søn til sin mor.
Høstgudstjeneste bliver så ikke kun en tak for mad, men også en tak for livet, hvor kort eller langt det nu måtte blive - det er en tak også for de mennesker, som vi har fået givet at leve livet sammen med.
Gud har besøgt til folk, han har besøgt os for at lade os vide, at han i Jesus Kristus har kæmpet dødens kamp og sejret, at han stiller os på livets side, rører ved os og lover os, at hans kamp mod døden gælder os.
Som Job siger i det gamle testamente: Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud. Ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se. Vi kan tage Jobs ord i munden og tro det. Også vi skal høste livet, selv om vi dør.
Også vi skal se Gud og leve. Det er vort håb, og sålænge der er håb, er der liv.
Lovet være Gud, Vor Herre Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Susanne Fabritius de Tengnagel
Sognepræst ved Køge Kirke
Tlf. 56 65 14 83
susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest
http://www.folkekirken.dk/stifter/roskilde/koege/Koege/index.htm