Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susanne Fabritius de Tengnagel
Prædiken til 6.s.e.trin. - 22/7-01 - Køge Sct. Nicolai Kirke
Tekster: 5 mos 30,11-14; Rom 6,3-11; Matt 5,20-26
Salmer: 14 - 356 - 854 (3 dåb) 46 / 528 - 365,1 - 167,7 - 681
-----
Jeg ved ikke, om tegneserien Radiserne er gået af mode.
Men jeg har endnu nogle gamle klistremærker med Nuser og Thomas og Søren Brun og Trine.
Og jeg er kommet til at tænke på et af disse mærker i forbindelse med søndags tema i dag.
På klistremærket ser man Søren Brun og Nuser omfavne hinanden og teksten siger: Der skal to til at holde fred, men kun en til at slås!
Og så kan man med jævne mellemrum høre følgende i en TV-reklame for mobiltelefoner:
Samtale fremmer forståelsen.
Det er to gode udsagn fra to forskellige verdener:
Der skal to til at holde fred, men kun en til at slås! For samtale fremmer forståelsen.
Og det er to udsagn, som jeg kan bruge i dag til at forklare lidt af det, Jesus vil sige os.
På gudstjenestebladet, I har fået udleveret, har jeg sat en tegning af et kalkmaleri, som forestiller Adam og Evas to sønner, Kain og Abel. Abel ligger ned med et sår i panden efter at Kain, som står med en stor kæbeknogle i hånden, har slået Abel ihjel.
Der skal to til at holde fred, men kun en til at slås!
Der var sket noget forinden, - inden Kain i vrede slog Abel ihjel.
Kalkmaleren giver os et praj om det ved at tegne to træer. Træet til venstre har frugter på. Det er altså et træ, der er liv i. Træet til højre ser lidt strittende ud, det har ingen frugter, det er gået ud, som man siger om en plante, der er død.
Træet med frugterne er Abels træ, det døde træ er Kains træ. Og det er Guds skyld, at Kains træ ikke giver frugt, og det er for Kain uretfærdigt. Det skal Gud straffes for. Men da Kain ikke sådan kan hævne sig på Gud helt bogstaveligt, kan han hævne sig på en af Guds andre elskede skabninger, nemlig sin bror, Abel.
Vreden stiger Kain til hovedet.
Og mon ikke vi alle sammen kender til det. Denne uretfærdighed, at noget lykkes for nogen, men ikke for mig. Denne uretfærdighed, så jeg føler mig forurettet.
Der kan være mange årsager til, at vreden stiger os til hovedet.Vi kan synes, vi er blevet uretfærdigt behandlet af et andet menneske og kræver vor ret tilbage.
Og når vi ikke får den, kan vi blive stumme af raseri, lukker os inde, som manden der har sat sig ind i en kasse, ser meget bister og forurettet ud og siger: De er så dumme allesammen!
Samtalen fremmer forståelsen, for der skal to til at holde fred, men kun en til at slås.
Hvad er det dog, der sker, når al samtale er forstummet!
Når vreden i et menneske har sat sig fast og vokser til had, ja måske til mord!
Så sker der det, som ingen af os inderst inde ønsker: Så har vi tiltaget os en magt over et andet menneske, som vi ingen ret har til at tage. Så går vi Gud i bedene, så har vi gjort os til herre over et andet menneske.
Og derfor går vi her i Danmark heller ikke rundt og slår hinanden ned eller ihjel sådan i almindelighed. For i vores hjerte, sjæl og sind ved vi godt inderst inde, at en uretfærdighed ikke bliver retfærdig ved at ødelægge et andet menneskes liv. Og en uretfærdighed bliver heller ikke retfærdig ved at gå rundt og bære på en vrede mod et andet menneske. Det gavner ikke os selv.
Så er der bare det, at den, man er vred på, skal vide, at man er vred, for ellers fremmer samtalen ikke forståelsen.
Men når jeg ved, at et andet menneske er vred på mig over noget, jeg har sagt eller gjort, så er det op til mig at komme den anden i møde.
Jesus siger: Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din bror; så kan du komme og bringe din gave. Skynd sig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham ....
Og vi kan føje endnu en side af samtalen til. For samtalen fremmer tilgivelse.
Det er jo det, det til syvende og sidste hele handler om.
At tilgive,
at tage den anden til nåde,
at lade nåde gå for ret.
Det er - ikke at kræve sin ret, men at give slip på den.
Det er at vise sin velvilje,
det er at ville det gode for og med den anden, mens man er på vej sammen.
Det er at lade det brudte forhold blive genoprettet.
Det er svært det her!
Det er svært, ja pinefuldt til tider ikke at stå på sin ret, men at lade nåde gå for ret i stedet.
Men Jesus går helt ind til benet af det 5. bud i moseloven: Du må ikke begå drab. For det handler om det i os mennesker, der siger: Jeg kræver min ret af dig!
For ingen kan kræve nogetsomhelst af den anden.
Intet kan vi kræve,
hverken godhed eller kærlighed eller velvilje eller tilgivelse.
Men vi må kræve af os selv, at VI giver slip på vores ret og ikke sætter os til dommer og herre over, hvad det andet menneske skal eller ikke skal.
Det er ikke nemt, det her! Men der er håb for os alle!
Det vidner Jesus på korset os om.
Krucifikset over alterbordet vil for nogle bare være et kors med en død mand på. Men i virkeligheden er det Gud, der viser os, at han lader nåde gå for ret for os alle. Vi har ikke noget at sige hinanden på, men vi har den tilgivelse at bringe videre til hinanden, som vi alle med Jesu død får af Gud.
Krucifikset er Guds kærlighedserklæring til os, hans samtale med os for at fremme forståelsen for og troen på, at vi hører til hos ham og med hinanden.
Der skal to til at holde fred, men kun en til at slås.
Og det er ikke Gud, der slås!
Måtte Gud tilgive os, der gør det!
Susanne Fabritius de Tengnagel
Sognepræst ved Køge Kirke
Tlf. 56 65 14 83
susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest
http://www.folkekirken.dk/stifter/roskilde/koege/Koege/index.htm