Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
6. søndag efter trinitatis 2001 - Karlstrup og Jersie
NT-læsning: Rom. 6,3-11
Evangelium: Math. 5,20-26
Salmer: DDS 675, 355 - 435, (430) og 574
Kører man ad landevejen mellem Silkeborg og Herning, støder man i vejsiden ca. 12 km. fra Silkeborg på et stort mørkt granitkors.
Der er ingen indskrift på det, men der er som regel altid lagt friske blomster ved det.
Ved rastepladsen ca. 50 m. derfra finder man en stander, hvorpå der står, at stenen er rejst til minde om digterpræsten Kaj Munk, der d. 4. januar 1944 blev afhentet i sit hjem, skudt og smidt i grøften, hvor stenen nu står.
Som nogen måske vil vide, nærede Munk på et tidspunkt en vis beundring for diktatorerne Hitler og Moussolinni.
Han skrev tillige en række skuespil, om hvilke man har sagt at han dyrkede den stærke personlighed.
Et af de mest berømte hedder "Idealisten" og handler om Kong Herodes kompromisløse stræben efter magten i Jødeland - om nødvendigt ved at slå alle ihjel, som stod i vejen for eller truede hans magt.
Senere - under erfaringen af 2. verdenskrigs udbrud og besættelsen af Danmark, skiftede Kaj Munk mening og satte derefter alt ind på at tale besættelsesmagten imod.
Et af Kaj Munks skuespil handler om den sindige bonde Niels Ebbesen, der helst ville fred og nødigt greb til sværd.
En dag bliver Danmark besat og han tvinges til handling.
Da han endelig har truffet sin beslutning om at dræbe den kullede Grev Gert, opsøger han præsten Broder Lorents og beder ham forinden om at få skænket nadverens hellige brød. Og mens han spiser brødet beder han:
"Så tilgiv mig da. Tilgiv mig alle mine synder, dem jeg har begået, og dem, jeg skal begå".
Med disse ord aflagde Kaj Munk regnskab for sit eget og det valg, han herefter udfordrede alle andre danske til.
Der findes en lov og et bud, som også er Guds bud,
om ikke at tage andre menneskers liv.
Det bud står uanfægtet, men der kan komme situationer,
der tvinger til modstand og evt. til at gribe til våben.
Men om vi blindt lyder eller direkte bryder dette eller andre bud, det har intet at gøre med, hvorvidt vi kan forvente at stå synsfri og retfærdig overfor Gud.
Om vi kan regne med Guds nærvær, fællesskab og kærlighed.
For selv i den værste ugerning står Gud med sin kærlighed og fællesskab hos os.
Selv overfor det planlagte drab, forlader Guds os ikke.
For tilgivelsen i Jesus Kristus rækker over den allerdybeste afgrund, man kan forestille sig mellem Gud og os!
I Jesus har Gud vist, hvor langt han selv gik for at stå ved og bekræfte fællesskabet med sin skabning.
Det femte bud om ikke at slå ihjel gælder dog stadig uindskrænket i den verden, hvor der ellers ingen grænse vil være for det onde.
En verden, hvor synden og oprøret mod Gud netop kommer til udtryk ved det at ville sig selv, altid at sikre sig selv.
I denne selvcentrerede verden er budet godt og gavnligt.
For det holder trods alt det onde i skak og værner om livet.
Men det er dog kun på overfladen, at det sætter skel mellem dem, der lyder det og dem, der bryder det.
Under overfladen, overfor Gud, forbliver vi dog alle
- om befinder os på den ene eller den anden side af lovens skillelinie - uretfærdige syndere, der bærer hadet i hjertet.
For selvom vi ikke slår ihjel, gør vi stadig ikke det,
som Gud kræver af os.
Gud kræver dybest set det, vi ikke vil og kan:
At være oprigtige og helhjertede i Gudstro og kærlighed!
At vi i et og alt skal være som ham ved at være hans børn.
Som der står lidt længere nede i bjergprædikenen,
som dagens tekst er taget fra:
"Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn;
for han lader sin sol stå op over både onde og gode, og lader det regne over både retfærdige og uretfærdige.....
Vil man være retfærdig, er det altså Guds målestok,
der gælder - ikke dem, man selv finder på.
Hverken straffeloven eller den gode moral.
Overfor Gud gælder kun dette: At være fuldkommen, ligesom den himmelske far er fuldkommen!"
Det er dette radikale krav, Jesus tager afsæt i i sit opgør med de skriftkloge og farisæernes forståelse af loven.
Ja, ikke blot deres, men også vores forståelse at lov og ret.
En opfattelse, der bygger på den tanke, at det faktisk er muligt at stå som retfærdig og frikendt overfor Gud.
At stå i en situation, hvor Gud intet krav har på os længere.
For man skal jo blot overholde Guds love og bud,
og leve som et godt og anstændigt menneske,
så har ingen noget at komme efter - end ikke Gud!
Men Jesus siger noget andet:
I har hørt at der er sagt: Du må ikke begå drab".
Men det er jo indlysende for enhver!
At slå ihjel eller på anden måde skade sit medmenneske hører naturligvis da til det, som er moralsk forkasteligt
- både i samfundet og overfor Gud!
Intet hensyn kan retfærdiggøre drab og tortur, siger vi.
Dødsstraf er udelukket, den mindste anerkendelse af tortur, også selvom man dermed forsøger at forhindre et større onde, fører straks til offentlig kritik og kollektiv fordømmelse af den, der føler sig tvunget til det.
Men denne fordømmelse hviler på det samme grundlag som farisæernes opfattelses af loven.
Begge opfattelses bygger på den stiltiende forudsætning,
at det i den nuværende verden er muligt ikke at overtræde budet.
At man kan undgå drab, afskaffe dødsstraf, behandle forbrydere humant og skånsomt - at gøre alting godt!
Og det er det måske - altså overfladisk set.
Jesus afslører imidlertid også, at kradser man bare lidt i overfladen af dette selvretfærdige menneskesyn,
finder man dér de samme aggressive drivkræfter gemt,
som ved given lejlighed kan resultere i et fuldbyrdet drab.
Den norm, vi mener selv at realisere og som let får os til at se med fordømmelse på andre, har sin sårbare akilleshæl inde vort eget indre
Jesus går dermed lige til centrum af vores selvretfærdighed, når han også lader budet om ikke at slå ihjel omfatte den følelse eller den tanke, der sætter handlingen i gang.
Men jeg siger jer:
Enhver som bliver vred på sin bror, er skyldig.
Enhver som i vrede skælder ud på og kalder sin bror ved et nedsættende navn, har allerede betrådt den glidebane,
der i sidste ende kan føre til drab.
Kilden og årsagen til mord og til enhver form for ondskab, skal først og fremmest findes ved ondets rod, som er den indre aggression, ingen af os kan sige os fri for.
Overtrædelsen af budet om ikke at slå ihjel er allerede sket der, hvor man nok er i stand til at leve anstændigt og fredeligt sammen, men hvor vrede og aggression blot har fundet accepterede udtryk - hvad enten konflikterne undertrykkes eller gennemspilles i en retssag.
For synden som årsag til bruddet er ikke selve handlingen, men de indre kræfter, som fører til det radikale drab.
Ingen af os er fuldkomne!
Selvretfærdighedens fordring er dog, at vi kunne blive det.
Men det er netop Jesu radikale opgør med ethvert tilløb til selvsikkerhed og selvretfærdighed, at han viser hvor umuligt det er at ville måle sig med Guds krav i loven.
Jesu fordring om at overbyde farisæernes og de skriftkloges retfærdighed er derfor bidende ironisk:
Hvis I vil være perfekte og sammenligne jer med Gud selv, så må I rigtig nok også vide at betale, hvad det koster.
Uden vaklen stille jer op og måle jer med Gud selv.
Men afsløres synden allerede ved den mindste vrede mod et andet menneske, er det fra begyndelsen klart, at denne sammenligning næppe falder ud til jeres fordel.
Men hvordan kommer vi så til Himmeriget?
Hvordan opnår vi Guds kærlighed, accept og anerkendelse.
Ja, svaret på dette spørgsmål er evangeliet i en nøddeskal:
Hvad vi ikke kan opnå gennem egne anstrengelser,
det vil Gud - overraskende nok - give os.
Retfærdighed og anerkendelse er en gave, Gud skænker.
Ikke et krav, vi skal leve op til.
Det retfærdige liv er derfor heller ikke noget vi vælger at realisere, men det nye liv, vi får skænket i Jesus Kristus.
Det liv, der tager sin begyndelse i dåbens nåde, og som næres gennem den stadige forkyndelse af evangeliet.
For det Gud giver, kan vi jo ikke tro og holde fast.
Det må som en erklæring om kærlighed altid gives og modtages igen og igen - det hører aldrig op.
Og deri adskiller kristendommen sig fra næsten alt andet.
Allermest provokerende illustreret ved Jesu omgang med toldere og syndere.
Eller hans ord til røveren og morderen på korset:
"I dag skal du være sammen med mig i Guds Rige".
For skal det forstås som nutidig virkelighed betyder det jo,
at selv den mest bestialske morder også er omfattet af Guds kærlighed, tilgivelse pog barmhjertighed.
Ikke pga. det, han har gjort, men for det han er:
Barn af den Gud, der lader sin sol skinne over både onde og gode, og som lader det regne over både retfærdige og uretfærdige.
Den fuldkomne Gud, der lader sin kærlighed omfatter enhver af os, fordi han ikke kan se nogen forskel på os.
Og da slet ikke, hvis han ser på gennem lovens strenge bud.
Netop dette vidste Martin Luther.
I en prædiken siger han:
"Ved himlens port møder skal jeg en gang møde lovens strenge giver, Moses, og dér vil han spørge mig:
- Har du overholdt min lov?
Da svarer jeg:
- Jeg kender din lov.... den har jaget og forfærdet mig med sine umulige krav, så jeg til sidst ikke vidste andet end at flygte hen til Kristus og gemme mig under hans tilgivelse.
Og dér fandt jeg lovens krav opfyldt i ham, som er den fuldkomne kærlighed og medlidenhed.
Og Moses svarer mig:
- Så har du forstået min lov ret. Den skulle netop få dig til at gøre, hvad du gjorde.
Og så sænker Moses stemmen og siger til mig:
- Mellem os sagt - jeg er selv kommet her på samme måde!
Så enkelt og så svært er det.
Kristendommens sandhed er enkel, fordi den kerne er en gave, vi igen og igen må opfordres til at tage imod.
Og dog så svær at efterleve og holde fast ved.
Fordi vi aldrig bliver det, vi så gerne ville være:
Selvberoende og urørlige for Guds krav.
Og fordi vi altså blot skal åbne ører, hjerte og sind for det, vi dybest set alle længes efter at blive bekræftet i:
At vi allerede er omfattet af Guds betingelsesløse kærlighed og tilgivelse. Ikke blot nogle få udvalgte af os, men alle.
Og derfor burde vi alle dagligt gøre Niels Ebbesens bøn
i Kaj Munks skuespil til vor egen bøn:
"Så tilgiv mig da.
Tilgiv mig alle mine synder, dem jeg har begået,
og dem, jeg skal begå".
Amen.