Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susanne Fabritius de Tengnagel
Prædiken til 1.søndag efter trinitatis - 6/6-1999
Tekst: Luk.16,19-31
Salmer: 367 - 255 - 740 / 525 - 365,1 -167,7 -697 - Guds kærlighed er strand og grønne enge.
-----
Mig og mor hedder en tegneserie i Køge Dagblad. I denne weekend-udgave er der en, som lige passer til i dag. [Og moderen hedder altså Susanne.]
Mig og mor har åbnet døren for to mænd, og den ene spørger moderen: Læser du biblen, Susanne? / Næh, svarer Susanne, jeg er slet ikke medlem af nogen bogklub. / Så siger den anden mand: Jesus lod sig korsfæste for din skyld, Susanne. / Åh den stakkel, siger Susanne, det skulle han da ikke ha´ gjort. Manden fortsætter: Hvis du tror på Jesus Kristus, skal dine synder være dig tilgivet, Susanne. / Jamen, svarer Susanne, jeg har lige betalt min husleje, selv om det godt nok var to dage for sent. -/ Manden kigger opgivende på sin følgesvend og siger til ham: Vi må vist hellere prøve næste opgang!
De to mænd talte i øst, og mor Susanne svarede i vest.
Og så kan man spørge, hvad kan man lære af den tegneserie?
Man kan svare, at mændene ved døren taler om de centrale ting i kristendommen, men for Susanne er bibelen og kristentro som en lukket bog. Om vi kan lære af den historie, at den danske befolkning har det som Susanne, ja, det tør jeg ikke svare på.
Nu så til en anden historie, som Jesus fortæller. Om den rige mand og Lazarus. Hvad kan vi lære af den historie?
Jesus fortæller historien til nogle pengeglade mennesker, og så må han havde noget vigtigt på hjertet.
Selve historien om den rige mand og Lasarus er en beskrivelse af en balance og retfærdighed i tilværelsen, som vi kan forholde os til. For der skal være rimelighed i tingene. Altså, hvis vi har det godt i livet, får vi det dårligt, når vi dør. Hvis vi har det dårligt i livet, får vi det godt, når vi dør.
Den rige mand er så at sige i himlen, mens han lever. Det er i hvert fald himmelsk at være rig og ikke skulle tænke på dagen og vejen, men leve i fest og pragt, tage på udenlandsrejser til eksotiske lande og ikke på noget tidspunkt sulte eller tørste.
Men det ser ud til, at den rige mand skal straffes for at have haft et rigt liv for sig selv. Han kommer ved sin død i dødsriget, hvor der er meget varmt, for han tørster.
Lasarus er i helvedet, mens han lever. Det er i hvert fald et helvede at være så fattig, så han ikke kan blive plejet for ulækre sår på kroppen, men må nøjes med, at hundene slikker dem rene, og ikke har andet at spise, end det der tilfældigvis falder fra den riges bord. Lasarus må leve som en skabet hund, mens han lever. Og det ser ud til, at han får belønning for, at han har levet som i et helvede. Han blev af englene båret hen i Abrahams skød, i den himmelske herlighed, hvor han skal sidde til bords med de gamle patriarker, Abraham, Isak og Jacob.
Historien slår fast, at det ikke er godt at være rig, men godt at være fattig, hvis man er optaget af livet efter døden.
Med andre ord, al den nød og elendighed, som eksisterer rundt omkring på vor jord, skal ingen tage sig af. Vi gør de fattige en bjørnetjeneste ved at gøre dem rige. Vi skal ikke have dårlig samvittighed over de elendige forhold, andre mennesker lider under, og vi har ikke grund til at klage, hvis vi selv kommer i lignende situation. For Gud har forudbestemt de fattige en plads i himlen, hvor der er overflod af alt, og de rige en plads i dødsriget, hvor de pines af tørst.
Den rige mand ser dette i øjnene, mens hans sidder i sit helvede, og han ønsker ikke, at den samme skæbne skal overgå hans brødre. Derfor må de advares. Der må stå en op fra de døde og advare dem mod pinslerne i dødsriget, - så vil brødrene omvende sig, dele deres brød med den fattige og dermed være sikret en plads i himlen.
Abraham tror ikke, de vil høre på en, der står op fra de døde, når de ikke engang hører på Moses og profeterne. For hvad er det, de siger. Vi har selv her i dag hørt en af profeterne, profeten Esajas sige: Hvis du fjerner åget og holder op at pege fingre og tale ondt, rækker den sultne dit brød og mætter den forkuede, så skal dit lys bryde frem i mørket, så skal du frelses.
Det er sagt, det der skal sige, men brødrene vil ikke høre, og derfor de vil heller ikke omvende sig, hvis det samme bliver sagt af en, der står op fra de døde.
Nu er der sikre forlydender om, at der er én, der er stået op fra de døde, Vorherre Jesus. Men har det ændret noget ved den måde, vi lever på!
Jo, i Danmark har det. Vi er et kristent land, er der nogen, som siger. Vi fejrede i går 150 året for folkekirken og for grundloven. Danmark er en kristen stat, med 87% af befolkningen som medlemmer af folkekirken, hvor budskabet om ham, der opstod fra de døde lyder til folket ved dåb, konfirmation, bryllup, begravelse og en ganske almindelig søndag og måske på andre af ugens dage.
Vi har indtil nu kunnet synge med på: at få har for meget og færre for lidt. Det har været vores adelsmærke, at vi har taget os af de svage og fattige i samfundet og på den måde modsagt historien om den rige mand og Lazarus. For det er det, vi skal lære af den historie. Vi skal modsige den. Og vi har indtil nu ikke fundet os i, at flere bliver rigere og endnu flere bliver fattigere.
Der har hersket en særlig solidaritet i 150 år. Og vi har været stolte af, de fleste af os i hvert fald, at vi alle har spyttet i skattekassen til fælles gavn for folket: Vi har folkeskole, folkesygehuse, folkekirke og meget andet fælles folkeligt.
Men vi kan nemt sætte det hele over styr, hvis vi fristes til at mele vor egen kage og ikke dele ud af det vi har til fælles bedste.
Og hvis der er nogen, som ikke fatter nødvendigheden af, at det kristne budskab stadig skal lyde og ikke mindst høres til gavn og glæde, så må vi vist sige, som de to mænd ved mor Susannes dør: Vi må vist hellere prøve næste opgang.
Vi har endnu chancen for at lade os overbevise om, at der var én, som døde for vores skyld og stod op fra de døde for at fortælle os, at i livet med ham i Guds rige er der i modsætning til adskillige andre lande på jorden en højt udviklet og tolerant indvandrer- og flygtningepolitik, at det er yderst sjældent nogen blir afvist ved grænsen hos Gud. (Citat af Benny Andersen)
Jesus bebuder med sin død og opstandelse fra de døde, at han har åbnet grænsen til Gud. Med ham er himlen kommet til jorden, med ham har vi fået frit lejde til himlen. Det er de sikre forlydender, vi skal holde fast i og tro på.
Skal disse sikre forlydender, dette gode budskab have nogen som helst konsekvens for vort liv med hinanden? - Ja, det skal det, hvis det også skal være til glæde for os selv.
Jesus fortæller en anden historien om Guds rige, der ligner en konge, der vil gøre regnskab med sine tjenere. En af tjenerne skyldte konge en ubetalelig sum penge. Kongen forlangte, at tjeneren med kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg nok betale det hele. Kongen fik medlidenhed med ham, da han vidste, han ikke kunne betale og eftergav ham gælden. Nu skulle man tro, at tjeneren var jublende glad, også da han mødte en kammerat, som skyldte ham en betalelig sum penge. Men nej, tjenere havde glemt alt om den gave, kongen havde givet ham ved at stryge hans gæld. Han greb sin kammerat i struben og sagde: Betal, hvad du skylder. Kammeraten bad: Hav tålmodighed med mig, jeg skal nok betale. Men tjeneren, som skulle være så glad, kastede sin kammerat i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. - Dette kom kongen for øre, og han greb tjeneren, som burde have været glad, men kun tænkte på sig selv, og tjeneren blev kastet i fængsel.
Hvad kan vi lære af den historie? - Jo, at vi har fået livet givet af Gud, også livet med Gud i himlen. Givet uden at fortjene det. Derfor er vi også skyldige at givet dette liv til de andre, et liv i tilgivelse og glæde, i solidaritet og gavmildhed.
Susanne Fabritius de Tengnagel
Sognepræst ved Køge Kirke
Tlf. 56 65 14 83
susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest
http://www.folkekirken.dk/stifter/roskilde/koege/Koege/index.htm