Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susanne Fabritius de Tengnagel
Prædiken til Trinitatis søndag 30/5-99
Tekst: Joh 3,1-15
Salmer: 248 - 360 - 251 / 464 - 365,1 - 167,7 - 243
-----Koret synger "Da Kristus fór til himmels"
Et menneske kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes!
Nej, det kan et menneske ikke. Deri havde den kloge Nikodemus meget ret.
Et menneske kan ikke fødes to gange af en mor. Nikodemus kendte ikke til tanken om reinkarnation, som giver mennesker mulighed for blive født flere gange af forskellige kvinder, en ren svir sådan at kunne vælge sin mor på ny, på ny, på ny, hvad der også ligger bag den vesterlandske tanke om reinkarnation, at blive genfødt igen, igen. Tanken om at kunne vælge sine forældre og selv skabe sit liv, skabe sig selv, skabe sig, passer fint i dette århundredes vestlige menneskes opfattelse af, at livet er noget, vi har krav på, ret til og som vi selv skal give mening.
Et menneske kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes!
Den kloge Nikodemus var klog på det, som havde at gøre med livet på denne jord. Han kendte også til Gud og hans vilje, hans love og at han var skaberen af alt liv på jorden og i himlen.
Han kendte til Guds vrede og til Guds barmhjertighed og vidste, at Gud var en Gud, der skulle formildes til det gode, og at han ellers ikke havde set Gud, fordi ingen kunne se Gud og leve.
Den kloge Nikodemus vidste dog ikke, at han havde søgt Gud midt om natten. Han vidste ikke, at Jesus var Guds åbenbaring for ham og andre mennesker.
Derfor var det tåget tale for ham, da Jesus svarer ham: Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige. Nikodemus kunne ikke se.
Vi har på dansk et udsagn om, at gå i sin mor igen. Det kan godt være, man også har det på andre sprog, det ved jeg ikke noget om. Men vort eget sprog er utroligt spændende at gå på opdagelse i.
I dag kan jeg ikke finde noget bedre udsagn end dette: At gå i sin mor igen, som betyder, at der er noget, som ikke bliver til noget.
Der er noget, men det bliver ikke til noget.
Og det er det, Jesus siger om at vi skal se Guds Rige. Man skal blive til ingenting, gå i sin mor igen, for at Gud åndeligt kan føde et menneske og give det øjne, som kan se hans rige. Gud males for vore øjne som vor åndelige mor, som føder os til livet med ham og som gør os til hans arvinger til sit rige. Men han kan kun gøre det, hvis vi går i vor mor, giver slip på det vi er, giver slip på vor trang til at skabe os og selv give livet mening.
Skabt i Guds billede bliver først klart for os, når vi giver slip på os selv, bliver til ikke noget.
Den, der ikke er født, er ingenting, kan ikke se, kan ikke gå, kan ikke tale, kan ikke arbejde, kan ikke græde eller le. Og sådan forholder det sig også for alle, når det gælder det, der er vigtigere end alt andet, det som Jesus kalder Guds rige. At se det, se Guds rige, kan vi lige så lidt som en ufødt kan se sine forældre.
En ufødt kan ikke forhindre at blive født og dermed heller ikke forhindre at være arving til sine forældre. Men et menneske kan sige fra og ikke vedgå forældrenes arv og de forpligtelser, der følger med arven.
Overfor Gud kan vi både stå imod at blive født af Gud, og vi kan sige nej til at vedgå den arv, som Gud har forudbestemt os til at være arvinger til. Sige nej til at tage de forpligtelser op, som følger med arven, der handler om, at du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.
Da vi blev født af vores mor, kan man sige, vi blev født af fostervand og kød, som et jordisk menneske, et dødeligt menneske.
Når vi bliver født af Gud, fødes vi af vand og ånd. Og vi kan lade dåbsvandet være billede på det guddommelige fostervand, som med Guds ånd føder os til et åndeligt liv, så vi kan se Guds rige, se i troens forstand, at Jesus med sin død har gjort os fri af døden, fri af fortabelsen, fri af os selv for at vi kan leve i kærlighed til Gud og vor næste. Født af vand og ånd.
Julen bringer bud om det nye fra Gud til os. Han forblev ikke skjult i sin himmel, men blev et menneske, som skulle forklare os om de himmelske sager.
Hvad Nikodemus tænkte og forstod af Jesu tale om at blive født igen ved vi ikke. Men vi ved ifølge Johannesevangeliet, at han siden tog Jesus i forsvar og var med, da Jesus skulle lægges i graven.
Påskemorgen fuldendte Jesus sin gerning på jorden. Han havde sat sine himmelske fodspor på os. Med sin død og opstandelse gjorde han mennesket til arving til Guds rige.
Med pinsen og tiden herefter er det afgørelsens tid for os. Vi står nu med hænderne fulde af Guds nåde og velsignelse. Som luetunger har han sat Kristus-kronen på vores hoveder, for at vi skal være hans vidner og for at vi skal være bærere af hans kærlighed.
Vi kan føle, at denne krone tynger os til jorden, så vi må kaste den fra os og ikke vedgå den arv, vi er arvinger til. Eller vi kan bære den med stolthed og ydmyghed i troen på, at vi ikke er alene om at bære den.
Født af vand og ånd er vi arvinger til Guds rige. Gud kræver ikke nogen kvalifikationer af os. Vi er på forhånd kvalificerede til det. Jesus har gjort os kvalificeret, gjort os egnede til det, udvalgt os til det.
Der er ikke nogen love eller regler, vi på forhånd skal overholde for at være arvinger, for at være egnede.
I det jordiske skal vi gøre os kvalifiserede. Studenterne går til eksamen i øjeblikket. De får et spørgsmål, som de skal besvare og først derefter får de karakter for besvarelsen. Stress og ubehag kan pine studenterne inden karakteren falder. Er man købt eller solgt! - Det afhænger af, hvad man har præsteret.
I det himmelske overfor Gud er det anderledes. Hos Gud får vi at vide, at vi på forhånd har fået karakter, den højeste, man kan få - 13-tallet og derefter beder han os om at besvare eksamensspørgsmålet. Ingen stress eller ubehag skal pine os, for karakteren er faldet på forhånd. Det er ikke et spørgsmål om, om man er købt eller solgt. For vi er købt til frihed i Guds rige borgerskab ved Jesu død på korset.
Tro det og du skal se Guds rige!
Susanne Fabritius de Tengnagel
Sognepræst ved Køge Kirke
Tlf. 56 65 14 83
susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest