Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
18. søndag efter trinitatis 2001 - Kr. Skensved og Jersie
GT-læsning: Es. 40,18-25
Evangelium: Math. 22,34-46
Salmer: DDS 368, 600 - TeenS 48, (279 v. 6-7) og 608
"Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden".
Sådan lyder en af bønnerne i Fadervor.
Bønnen om at det må være Guds vilje, der sker med os
- uanset hvad der overgår os!
At vi altså altid må være der, hvor Gud vil have os,
og gøre netop det, som Gud vil, vi skal gøre.
Og tænk, hvis det virkeligt var sådan, det var!!?
Men hvorfor tvivlen?
Jo, vi tvivler - og vi fortvivler - fordi vi jo nok aner,
at hverken vi eller den verden, vi lever i, lever op til den umiddelbare forståelse Guds vilje som god - mildest talt!
Tvivlen gnaver i os og spørgsmålene vælder frem:
- beder vi nu bønnen rigtigt eller hører Gud os bare ikke?
- er det os, der har misforstået noget eller er det bare en utopisk ønskedrøm, dette med at Guds vilje kan ske?
Vi vil tage udgangspunkt dér, hvor både troen og tvivlen begynder, nemlig med spørgsmålet om Guds vilje:
Hvad er Guds vilje - og kender vi den?
Jo, vi kender godt Guds vilje.
Vi kender de ti bud - og det gør alle andre mennesker også.
Indholdet i de ti bud og specielt de sidste 7, der handler om pligten overfor andre mennesker, er ikke særligt kristne.
De er "naturlige" fordringer, som man finder i alle kulturer.
Udformningen kan være forskellig, men indholdet det samme, nemlig et værn om menneskers liv med hinanden.
Det siger sig selv at man ikke må stjæle, lyve eller slå ihjel.
Enhver kan forestille sig et samfund, hvor generationerne ikke respekterer hinanden eller hvor misundelsen ikke er begrænset og hvor alle og enhver tager sig de seksuelle friheder, de har lyst til - og lysten fejler jo sjældent noget!
Men nu er det imidlertid forskellen på mennesker og dyr,
at de naturlige instinkter holdes i kort snor.
De ti bud er ét kulturelt bestemt bud på, hvilke og hvordan.
Fra de naturlige bud kan man så gå to veje:
1) Nuanceringens vej dvs. kasuistikken, hvor man med udgangspunkt i de gamle bud foregribe enhver tænkelig situation. Dvs. bud der indledes med "når" eller "hvis dette eller hint sker... så skal du gøre sådan!"
Det er jødedommens eller de jødiske rabbineres vej,
når de udvikler Moselovens 10 enkle bud til en uoverskuelig mængde forbud og påbud, som enhver from jøde til punkt og prikke bør bestræbe sig på at overholde.
F.eks. reglerne for, hvad man spiser, hvornår man spiser og hvordan det sker for bare at nævne et enkelt område.
2) Eller man forsøge at gå den anden vej mod større enkelthed, sådan som samtalen mellem Jesus og farisæerne drejer sig om i dag:
"Mester, hvad er det største bud i loven?"
Det betyder: Hvilket af de mange bud er det vigtigste?
Altså: I hvilket bud afsløres Guds vilje klarest,
så mennesket i dette kan se sit livs mål og mening opfyldt?
Svaret fra Jesus, som tavst accepteres af farisæerne, er den kærlighed, der rette sig ligefuldt mod Gud og mod næsten:
"Du skal elske Gud og du skal elske din næste...."
Disse to bud står på linie med hinanden.
Og dog er der alligevel en eller anden form for rangordning.
Kærlighed til Gud kommer først og skal være hel og udelt.
Kærligheden til næsten opstår ikke ud af intet, men udsprin- ger af eller er tæt forbundet med kærligheden til Gud.
Der er således ikke forskel på indholdet i kærligheden,
men der er forskel på, hvordan den kommer i stand og hvordan den kommer til udtryk.
Og når kærligheden udfolder sig i verden, sker Guds vilje, og da er vi allertættest på livets mål og mening.
I loven og over et hvert bud i enhver lov er kærligheden.
Eller sagt med et af biskop Jan Lindhardts udtryk:
I kristendommen er jeg ikke hovedpersonen i mit eget liv.
Der er altid to andre, som er vigtigere end mig selv.
Den ene er Gud og den anden en min næste.
Først på tredjepladsen kommer jeg selv ind i billedet!
Så langt - så godt - indtil nu er vi vel alle med!
Ingen er uenige. Hverken farisæerne, de jødiske rabbinere eller for den sags skyld muslimerne.
For næstekærlighed er i dag et alment accepteret krav.
Men hvorfor sker det så alligevel ikke!
Hvorfor kan man blive stærkt i tvivl om, hvorvidt Gud overhovedet hører bønnen: "Ske din vilje"?
Forfatteren Martha Christensen har udgivet en novellesamling, der hedder "Hvis vi elskede mere".
Titlen udtrykker hendes vurdering af, hvor indlysende kærligheden var i det samfund, hun kendte til
- og som næppe har ændret sig ret meget siden da!
Martha Christensen sympati er de svage i samfundet.
Dem, der allerede ligger ned og har brug for hjælp og støtte for at komme på fode.
Og lige så indlysende det er, at vi skal hjælpe hinanden og støtte især de svage og udstødte, lige så sikkert afslører Martha Christensen, hvordan det trods al god vilje ikke er det, vi gør - tværtimod sparker vi ofte de aller svageste endnu længere ned i dyndet.
Ikke mindst det sociale system med de mange veluddannede pædagoger og behandlere har hun et godt øje til.
Gang på gang afslører hun, hvordan selv den bedste vilje og faglige indsigt kommer til kort.
Og når det sker, er det et virkeligt menneskeliv, der går til.
Men hvis vi nu bare elskede mere.....
Hvis - det er betingelsen, vi ikke følger, når det gælder!
Naturligvis ville vi gerne være gode og hjælpsomme,
men det er så forbandet svært at finde ud af, hvordan.
Det er jo ikke viljen, der fejler noget.
Det er den anden, næsten, som skaber problemerne!
Jeg husker den formiddag tæt ved efterårsferien, hvor Rektor ved mit Gymnasium i Randers skulle i gang med at indkalde til samtaler med de første elever, som havde pjækket for meget.
Rektor steg alvorligt op på talerstolen og begyndte at læser op af Benny Andersen digt "GODHED":
Jeg har altid prøvet at være god
det er meget krævende
jeg er en hel hund efter at gøre noget for nogen
holde frakker, døre, pladser
skaffe nogen ind ved et eller andet og lignende
brede armene ud
lade nogen græde ud ved min skjorte
men når lejligheden er der
blir jeg fuldstændigt stiv
vel nok en slags generthed
jeg rusker i mig selv
slår armene ud
men det er svært at ofre sig
når nogen kigger på det
så svært at være god
i længere tid ad gangen
som at holde vejret
men ved daglig øvelse
er jeg nu nået op på en time
hvis ikke jeg blir forstyrret
jeg sidder helt alene
med uret foran mig
breder armene ud gang på gang
der er ikke spor i vejen
jeg er egentligt bedst
når jeg er helt alene
Ja, vi er vel egentligt alle bedst, når vi er helt alene.
Når kærligheden kan få lov til at være en blød og rar følelse indeni, som ikke bliver forstyrret af en krævende og besværlig næste, som har fået tilværelsen på tværs.
Sådan er det nemlig pokkers besværligt med kærligheden, som den fordring der er stillet os overfor de andre.
Men tænk nu, hvis det var mig selv, der behøvede et andet menneskes kærlighed, hjælp og støtte?
Så ville ensomheden det samme som helvede.
Vi er derfor nødt til at acceptere, at vi hører sammen.
Det er i den anden, mit livs mål og mening ligger.
For det er udtryk for Guds vilje, at vi behøver hinanden.
Fællesskab, afhængighed, nærhed, er ikke en forbandelse, men den velsignelse, vi er skabt ind i.
Det ved vi fra de bud, der er sat som et værn omkring ethvert menneskeligt fællesskab - og det ved vi fra ham,
der i dag peger to bud ud som de vigtigste og de største.
Og hvem han så er? Det drejer det sidste spørgsmål sig om.
Er han "Davids Søn" eller "Davids Herre" lyder det først? Som oplæg til et spidsfindigt ordkløveri!!
Men vi spørger vi, hvem David var, så får vi svaret:
den mægtigste konge Israel har kendt, med succes både udadtil på slagmarken og indadtil en retfærdig dommer.
Denne David står overfor den ydmyge Kristus, der peger på kærligheden som den største og vigtigste drivkraft for menneskers liv med hinanden.
Stiller vi de to overfor hinanden, aner vi alternativet.
Og vil vi vide, hvad dette alternativ betyder i praksis,
kan vi få et indryk af det i den salme af Hans Anker Jørgensen, som vi skal synge efter prædikenen.
For hvad ville der ske, hvis vi elskede mere?
Eller som det lyder i denne salme:
Hvad sker der, den dag Gud virkeligt tar magten og lader kærligheden gennemtrænge og sejre i alt og alle
- ville det forandre noget?
Ja, det ville det, siger altså Hans Anker Jørgensen.
Der ville ske så meget, at der skal hele 11 vers til at dække det - det er måske nok lige rigeligt, når man skal synge det.
Men tænk så lige på Johannes Åbenbaring, hvor den evige beskæftigelse i himmeriget er uafbrudt salmesang!!
Det Hans Anker Jørgensen gør i salmen er at opstille en utopi. En drøm om kærlighedens virkeliggørelse i den verden, vi kender.
En drøm om hel og uddelt kærlighed til Gud, og den kærligheden til næsten, der heraf vil strømme ud et samfund undertrykkende økonomiske, sociale og politiske strukturer.
Og når det sker, da tror og håber han, at alting vil forandres i overensstemmelse med Guds gode vilje med os alle.
Og vel er det en "utopi", der betyder et sted, der ikke findes, fordi vi ikke elsker, sådan som det er Guds vilje!
Men den dag, Gud får sin vilje - og det gør han en dag,
fordi det jo er Ham, der har Riget, magten og æren i sine, så kunne verden måske forvandles lidt i retning af den utopi, som her ridses op.
Indtil videre giver den i hvertilfælde mål og retning for den kærlighed, vi skylder vores næste.
Og bemærk da, at HAJ siger jo ikke "hvis", vi elskede mere.
Nej, han siger; "Når kærligheden får magt i verden".
Det er en vision, som henter kraft og styrke fra Ham,
der ikke blot er Kristus, men også Davidskongens Herre.
Amen.