Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
GT-læsning: 5. Mos. 6,4-9 ("Den jødiske bekendelse")
NT-læsning: Luk. 19,41-48 ("Jesu gråd over Jerusalem")
Salmer : DDS 696, 366, 406 - 289, (432)(402/390) 389.
Prædiken
Som turist i Israel er der to steder, man skal se.
Det ene er grædemuren, resterne af det jødiske tempel,
der blev bygget af Kong Salomon og senere ødelagt af romerske legionærer ledet af hærføreren Titus.
Det skete så effektivt, at der efter sigende ikke var sten på sten tilbage af dette jødedommens allerhelligste sted.
Kun de rester, der i dag udgør grædemuren, hvor bedende jøder samles dagligt, vidner om fordums storhed.
Den anden seværdighed er udsigten fra Oliebjerget.
Herfra aner man omfanget af det gamle Jerusalem
- byen, der omgivet af høje mure og tårne i årtusinder har været skueplads for de stærkeste menneskelige lidenskaber. Ofte i den samme sprængfarlige blanding, som vi har været vidne til gennem den snart årlange, nej årtier lange konflikt mellem jøder og palæstinensere, senest ved en række selvmordsaktioner og - den ene midt inde i selve Jerusalem.
Men på trods af denne uendelige række af tragiske begivenheder forbliver Jerusalem dog et mægtigt symbol for mange menneskers håb for fremtiden.
Det er fra denne by tre store verdensreligioner henter deres forståelse af al menneskelig fortid og fremtid;
- Jødedommen, hvis historie er nedskrevet i GT og hugget ind i byens klippegrund,
- kristendommen, hvis grundlag findes i Det nye Testamente og hvis historie afspejles i byens mange kirker,
- og endelig islam, hvis hellige skrift, koranen, beretter om Muhammeds himmelfart fra tempelbjerget, netop derfra, hvor den imponerende Al Aqsa Moské i dag står.
Netop synet på Jerusalem som en hellig by er afgørende for tilhængerne af de tre religioner.
For den moderne turist optræder byen først og fremmest som en samling seværdige steder, der fungerer som holdepunkter for tilrettelæggelse af en oplevelsesrig ferietur.
For tilhængerne af de religioner, der er bundet til dette sted, er Jerusalem ikke blot en seværdighed, men udtryk for det, der sammenfatter alt væsentligt i fortid, nutid og fremtid:
både et verdenshistorisk fikspunkt og rammen om deres aktuelle dagligdag og eksistens.
For dem alle er den moderne og kaotiske by stadig et livskraftigt og dragende symbol, hvorfra de finder forståelsen af sig og deres liv gemt.
Og netop derfor - fordi Jerusalem ses som verdens historiske og aktuelle omdrejningspunkt, trækker byen både de største og de laveste kræfter frem i enhver, der ikke står på sikker afstand, men har begge ben solidt plantet i landets politiske og religiøse heksekedel.
Derfor virker det paradoksalt, at byen i alle tre religioner opfattes som selve symbolet på fred og forsoning.
Selve navnet "Jerusalem" betyder jo "Fredens by".
Så på trods af kamp og endeløs blodsudgydelse er Jerusalems historie fra begyndelse til slutning også forbundet med håbet om en fred, der aldrig hører op.
Måske det netop er derfor, fordi byen står som symbol for de allerstørste menneskelige tanker og handlinger, at kampen om en tilstedeværelse i byen bliver så kompromisløs?
Forstår man ikke det, skal man nok ikke gøre sig klog på de stridende parters vegne!
Allerede i Det gamle Testamente grundlægges byen Jerusalem som symbol for fred og forsoning mellem både mennesker indbyrdes og deres Gud.
Således fortælles det, at da det jødiske folks stamfar, Abraham, første gang kom til Jerusalem, blev han modtaget med fred af byens præstekonge, Melkizedek.
Fra Jerusalem udgik Kong Davids rige, der bragte fred og velsignelse til alle i landet.
Endelig var det i Jerusalem, at den vise Salomon byggede det tempel, hvis ofre forsonede folket med dets Gud,
så freden som en altomfattende livstilstand kunne strømme fra dette sted og ud til hele verden.
Og når - og det skete jo tit - krig og ufred alligevel gjorde virkeligheden til en anden, vendte man blikket tilbage,
og bad Gud sende en ny konge til at genoprette det tabte Paradis.
Når fortiden og nutiden blev for svær at hold ud, rettede man sit håb mod den ventede konge; Messias, frelseren.
Til Jerusalem skulle han engang komme ridende gennem den Gyldne port, som indtil den dag i dag er muret til,
Og fra Jerusalem skulle hans rige udgå og omfatte alle folk.
Derfor - fordi denne drøm om en sådan altomfattende fred aldrig er gået under - kaldes Jerusalem stadig "Fredens by".
Det er op mod dette betydningsladede symbol,
Jesus træder frem med gråd og hårde ord.
Ydmygt og fredsommeligt kan man ikke sige,
at han går til værks.
Nej, i bogstaveligste forstand tager Jesus byen med storm, da han rydder tempelpladsen for kræmmere og vekselerer. Det er ikke gået stille af! Havde CNN blot været på pletten!
Men samtidig græder Jesus - ligesom han fortsat græder over ethvert menneske, der ikke ved, hvad der tjener til dets eget bedste.
Fred og harmoni er nemlig ikke blot et spørgsmål om fravær af krig og kamp.
Konflikter mellem mennesker hører aldrig op.
Kamp og konflikt er, så længe vort liv både er bestemt af det, vi vil, og det vi ikke vil, noget, vi ikke slipper af med.
Men også midt i kampen for ret og retfærdighed, er hans fred, den fred, der tjener os til bedste, opnåelig,
for så vidt man nemlig også midt i kampens hede kan modtage og acceptere sit liv som en gave fra Gud.
At være menneske, der lever i fred med Gud,
er at leve i afhængigt og i tillid til den magt,
der har skabt og skænket os livet.
Et sådant liv er ikke sikret og beskyttet mod konflikter
- det er derimod ofte sårbart og udsat, men fastholdt i tilliden til, at det er Gud, der står bag alt, som sker.
Sådan levede Jesus selv og sådan satte han sit eget liv frem som målestok for alle andre.
Af samme grund var han kritisk overfor ethvert forsøg på at sikre sig overfor Gud med en ret tro og en ret gudsdyrkelse.
Den jødiske trosbekendelse, som vi hørte til indledning,
og som enhver rettroende jøder bærer bundet på sin hånd og på dørstolpen i sit hjem, var ganske vist rigtig, men kunne aldrig gå i stedet for forholdet til den levende Gud.
Heller ikke det jødiske tempel, hvor overvældende smukt det har været, og hvor mange velmenende ofre, der end har været bragt her, kunne sikre dem det,
som jøderne rettede deres håb og længsel mod.
Kun én, kunne opfylde alle håb og længsler.
Kun én, kan være vores fred, og det er Guds selv!
Sådan forkyndte og levede Jesus.
Som var det ikke blot hans eget liv, det drejede sig om,
men var han selv dette liv, han ønskede at dele med alle.
Som var Gud i ham nærmere end både ofre og tempel nogensinde kunne være.
Ja, som var han selv det tempel, hvor mennesker fremover kunne møde Gud, sådan trådte Jesus den dag frem i templet med en myndighed og autoritet, der både forbavsede og provokerede, så ingen kunne være i tvivl om, at de her stod overfor et reelt valg:
- Enten var han en bedrager, der spottede alt helligt, og derfor måtte slås ihjel.....
- eller også var han den, han sagde; skaberens fredshilsen til ethvert menneske i dets ufredelige verden.
Den besøgelsestid, som Jesus klandrer jøderne for ikke at tage agt på, er netop det øjeblik, hvor Gud tilstedeværelse i verden fører et menneske til det altafgørende valg.
Når Gud besøger os, gælder det freden mellem ham og os. Den fred, som er selve livet skænket af Guds hånd og modtaget af den, der opgiver sin modstand og frivilligt lader sig storme og indtage af Guds kærlighed.
Kristendommens afgørende udsagn i forhold til både jødedom og islam er dette, at Guds kærlighed har et ansigt.
Guds kærlighed hedder Jesus Kristus
- han, som er det nye mødested mellem Gud og mennesker
- den evige freds og forsoningens ansigt, der nu træder i stedet for det undergangsdømte Jerusalem.
Hvad det betyder, at netop hans fred er evig og uden ende, kan jeg måske bedst illustrere ved at vende tilbage til synet over Jerusalem fra Oliebjerget.
For bortset fra, at man derfra kan betragte byen bag mure og gennem nogle smukke gamle vinduesrammer,
ser man også hen over en gammel jødisk kirkegård.
I jødisk tradition sløjfer man aldrig et gravsted, men bevarer det - ikke i evighed, men indtil den dag, hvor Messias kommer igen for at oprette sit evige fredsrige på jord.
På den dag skal alle døde opstå og bosætte sig i det nye og evige Jerusalem - for at minde om det, bevares gravene.
Men i kristendommen er Jesus gået i stedet for den jordiske by, som man kan besigtige på sin ferietur i Israel.
Det betyder at også i døden, er vi omfattet af Guds fred.
Det nye forhold, som han har bragt os ind i, betyder, at vi har lov til at kalde Gud for vores Far og kan leve i tro og tillid til, at han tager vare på os - både i livet og i døden.
Da ingen fjende derfor kan skade os, kan frimodigt hvile i den gamle hilsen, der har fulgt Guds folk,
uanset hvor det end har måttet vandre:
Herren velsigne dig og bevare dig.
Herren løfter sit ansigt mod og er dig nådig.
Herren løfter sit ansigt og giver dig fred!
Det er den fred, der også er vores fred.
Amen.