Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
12. søndag efter trinitatis i Jersie og Kr. Skensved 2001
NT-læsning: 2. kor. 3,4-9
Evangelium: Mark. 7, 31-37
Salmer: DDS 350, 384 - 142, (488 v.1-2+7),(430) og 111.
Hvorfor er der stadig noget, som hedder kristendom?
Hvorfor findes endnu bygninger, hvor vi samles til gudstjeneste, bøn og salmesang?
Og hvorfor er vi, der sidder her, overhovedet kommet i dag?
Det er vist det, man kalder "et godt spørgsmål"!
Ikke blot fordi det må undre, at det stadig sker - der er jo så meget andet, man kunne bruge en søndag formiddag til - men også fordi vi netop har begyndt forberedelsen af årets konfirmander, af hvem vi ikke blot forventer, men ligefrem kræver at de - hvis de engang til foråret vil konfirmeres - også skal gå til gudstjeneste et vist antal gange.
Overfor konfirmanderne skal vi argumentere positivt for det, som deres forældre ofte har valgt fra, fordi de har noget andet, der er vigtigere.
"Men hvis de har vigtigere ting for", tænker konfirmanden, der må alene af sted, mens forældrene sover længe og begynder dagen med frisk morgenbrød og en søndagsavis, "hvorfor skal jeg så af sted - og hvor vigtigt er det her så egentligt, når det kommer til stykket?"
Ja, hvorfor er vi så her i dag? - det er spørgsmålet!
Og så må vi jo håbe, at der til de gode spørgsmål også findes nogle rigtigt gode svar!
Diskussionen er for så vidt allerede i fuld gang.
I Roskilde stift har vi sidste år talt kirkegængere
og det er der jo kommet spændende tal og tanker ud af.
Ikke blot kan det nu slås fast, at gennemsnitsmedlemmet i Roskilde stift deltager i ca. en gudstjeneste eller kirkelig handling om året.
Og ikke blot er man i vide kredse vildt uenige om,
hvorvidt det er for lidt eller tilstrækkeligt.
Men netop i disse dage er biskop Jan Lindhardt endnu en gang gået ud i medierne med en melding,
som nok skal vække fornyet debat om gudstjenesten.
Lindhardt afviser nemlig fuldstændigt, at man skal have særlige grunde til at gå i kirke!
Man skal ikke, siger han i et opgør med forrige århundredes vækkelsesbevægelser, være særligt troende, særligt kristen eller særligt hellig, for at gå til gudstjeneste.
Nej, for netop tanken om dette særlige og specielle, man kræver af sig selv eller andre, er måske den egentlige årsag til, at folk har så svært ved at komme af sted til en ganske almindelig gudstjenester, mens de ved særlige anledninger ligefrem strømmer til.
Mange føler nemlig, at de skal have et alibi for at gå i kirke. En dåb kan være et alibi, hvis datteren synger i kirkens kor, kan være anden anledning til at komme af sted.
Eller hvis der holdes en særlig festlig gudstjeneste med spisning bagefter, har man også alibiet i orden.
Ingen skal nemlig tro, at det er for gudstjenestens, præstens eller sin egen skyld, man kommer!
Nej, det er fordi der er noget ganske særligt og spændende på programmet!
Her kommer biskoppens opgør så ind med en dobbelt front:
For det første taler han nemlig i andre sammenhænge varmt for, at folkekirken skaber flere "særlige" anledninger for, at almindelige folk kan få et alibi for at gå i kirke.
For det andet leverer han altså samtidig hermed et overraskende opgør med tanken om, at man overhovedet behøver særlige grunde til at deltage i en gudstjeneste;
"En af de vigtigste opgaver de kommende år", skriver han, "består i at gøre det folkeligt klart, at det at gå i kirke ikke er nogen big deal. At det ikke hovedsageligt er en bevidsthedshandling og en oplevelse, som man er meget spændt på, og som man går begejstret eller skuffet fra".
Nej, for det er netop de store forventninger, hvis målestok er fjernsynets underholdningsprogrammer eller en stor koncert- eller teateroplevelse, der blokerer for det udbytte man evt. kunne få ud af blot at være kirkegænger "af vane".
De kirkelige ritualer er nemlig slet ikke egnede til at blive vurderet som enkeltstående højdepunkter - de er som det, der netop skal gentages for at give mening blot en "vane".
Det vanemæssige tænker man ikke over, men det er noget, der ikke først skal argumenteres for og begrundes.
Lige så selvfølgeligt som det er at holde fest og være sammen med dem, man er knyttet til, lige så selvfølgeligt burde det også være at vi ved deltagelse i gudstjenesten udtrykte fællesskab og samhørighed med andre i menigheden.
Men selvom spørgsmålet altså burde være overflødigt,
så bliver det faktisk alligevel besvaret hver eneste gang,
vi fejrer gudstjeneste her i Jersie/Kr. Skensved kirke.
For netop den allerførste bøn, som bedes, indgangsbønnen, er en stadig påmindelse om, hvorfor vi overhovedet er her:
Her beder vi nemlig:
"Herre vor Gud,
hør os som er samlede her i det hus,
vi har bygget for dit navn".
Det første, vi altså slår fast er, at vi har Gud som Gud.
Gud er vores Herre, den vi er afhængige af.
Og det er denne Gud, vi ønsket at møde her.
Der findes mange andre Guder, men vi har valgt Én.
Dette valgt er symboliseret og konkretiseret ved den bygning, vi har bygget for Guds navn.
For Guds navn må vi ikke glemme.
Glemmer vi det, forsvinder også Gud selv for os.
Kirkebygningen minder os derfor både om at Gud er til,
og den hvem Gud er, som vi ønsker at være knyttet til.
For vor Herre og Gud har nemlig et navn; Jesus.
At Gud har et navn, betyder at Gud er en personlig Gud, som møder og taler til os, som person til person
- ja, som menneske til menneske.
Vi kender Gud, fordi han selv i Jesus har en historie og fordi han har talt til mennesker gennem deres historie.
Det er denne navngivne Gud, vi beder om, vil høre på os, og det behøver vi kun gøre den ene gang.
For Gud er hverken blind, døv, glemsom eller stum
Med os er det imidlertid noget andet.
Det bliver klart nok, når vi beder:
"Luk vore ører op, så vi hører dit ord,
luk vore øjne op, som vi ser din herlighed,
luk vore hjerter op, så vi omvender os".
Tydeligere kan det ikke siges, hvem det er, der har et problem i forhold til at tale med og lytte til Gud.
Det er os mennesker, der har svært ved at åbne os for Gud, så han kan trænge igennem til os.
Det er der en af vore salmedigtere, nemlig Grundtvig,
der har fanget i et par vers:
"Vor sjæl er døv og stum for evangelium,
men høres vil Guds ord og føres trindt på jord".
Gud har talt til mennesker gennem tusinde af år,
men stadigt er det som om vi er lige blinde og døve for hans krav om retfærdighed og kærlighed, såvel som overfor hans tilsagn om den tilgivelse, der gør det muligt for os at begynde på en frisk.
Derfor må Gud selv forsøge at skabe ørenlyd.
Gud må helbrede os for vores døvhed og blindhed.
Og det sker, når han åbner vore sanser og taler til os:
"Guds Ord til sjæl og krop det siger selv; Luk op...
... Det er hans Effatha, og tungen svar ja" (DDS 376).
Dermed er vi der, hvor dagens evangelium har sit afsæt.
Evangeliet betyder et glædeligt og befriende budskab,
lød engang til en døvstum mand, som blev helbredt.
Men det lyder også til os i dag - som evangelium.
Selvom vi er og forbliver afvisende, afventende eller ligegyldige for Guds tale, vil han at vi skal høre på ham.
Gud vil at vi skal møde en virkelighed større end os selv.
Ønsker at vi for et øjeblik sætter parentes om de krav og forventninger, som vort liv og dagligdag er fyldt op med.
At vi blot et øjeblik stopper op og hviler i det at være til
og være til som Guds skabning.
Og dette kræver netop ikke, at en masse særlige krav og forventninger er opfyldt - tværtimod.
Det kræver blot at vi er her, hvor Ordet fra Gud lyder
- og at vi har et ønske om at være tilstede.
Er vi det, vil vi snart erfare, hvordan Gud med sine hænder rækker ud efter og rører os med sit nærvær.
I dåben og nadveren helt konkret ved at det er Kristus selv, der døber med vand og rækker os brød og vin.
At de ord, der lyder i kirken, ikke bare er vore egne.
men at de også kan blive Guds ord til os.
Guds tale til hver enkelt.
Hans "Effatha"; "Luk dig op!
Eller med mere almindelige ord:
Jeg er her, jeg taler til dig og jeg vil det bedste for dig.
Dette er, som Lindhardt udtrykker det, i virkeligheden ikke nogen big deal.
Det er jo ganske enkelt det samme, vi også håber, venter og regne med fra dem, der står os nær i det daglige.
Og når budskabet igennem, og det burde det jo kunne gøre, da Gud jo selv har skabt os med både, øjne og ører,
da kan det jo også ske, at vores stumme læber bliver vakt til live, og de gamle salmer åbner sig og bliver netop de ord,
der er i stand til at bære vores glæde og taknemmelighed.
For som indgangsbønnen jo slutter, så har Gud jo på forhånd givet os både muligheden og evnerne:
"Giv os stemme, så vi bekender og lovsynger dig,
du Herre, skabte os, du frelser, som forløste os,
du gode Helligånd, som trøster os i livet og i døden".
Amen.