Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
5. søndag efter påske 2001 - Solrød kirker
GT-læsning: Jer. 29, 11-13a.
NT-læsning: Johs. 16, 23b-28
Salmer: DDS 696, 550, 360 - 552, (432), 493
Prædiken
Dagens evangelietekst taler om bøn.
Måske vi ikke tror, at der er mange, der beder i dag,
men det er der faktisk.
Så sent som i 1999 foretog Gallup en undersøgelse af
ca. 1000 tilfældigt udvalgte personers syn på Jesus,
og her svarer ca. 1/3 ja til spørgsmålet om de beder til Jesus.
Havde man nu også inddraget Gud, var dette tal sandsynligvis større.
Men det er nu slet ikke så mærkeligt, som man tror.
Når vi står ved det i tilværelsen, der er større end os selv,
ville vi gerne at der var nogen at henvende os til.
Det gælder både det overvældende glædelige og det rystende, selvom det nok er det sidste, der er mest effektivt.
For, som S. Kierkegaard skriver et sted, når et menneske bliver overfaldet af et vilddyr, kommer bønnen af sig selv.
Johs. Møllehave har moderniseret det til konstateringen af, at nok er der mange mennesker, der aldrig beder,
men ombord i et fly, der styrter ned, er der ingen ateister!
At mange beder, er nemmere at indse, hvis man er klar over,
at bøn er mange ting.
Læser vi i Israels gamle bønnebog, Davids salmer i Det gamle Testamente, er det ikke blot slående, hvor mange, men også hvor forskellige bønnerne er.
Vi finder her bønner, der udtrykker sprudlende glæde over Guds kærlighed og omsorg for folket og den enkelte.
Vi finder bønner om hjælp, når folket står overfor deres fjender eller når den enkelte rammes af sygdom og lidelse.
Vi møder fortvivlede råb over, at Gud blot ser passivt til, mens mennesker er i nød, rasende klager over, at han ikke interesserer sig for sin skabning.
Og endeligt finder vi bønner, der udtrykker brændende had og beder om blodig hævn over fjenderne, så endog deres småbørn må blive smadret mod klippen.
Der er altså, når vi ser på disse bønner, ingen menneskelig erfaring eller følelse, intet anliggende og intet ønske,
der ikke har fået lov til at komme til udtryk i bønnerne fra Israels gudstjeneste.
Det gudsforhold, som skildres her, er på ingen måde underlagt censur eller forventning om politisk korrekthed.
Alt er der plads til, når mennesket henvender sig til Gud.
Og derved er det også klart, at bøn er mere og andet end blot at bringe sine inderste ønsker frem for Gud.
I bønnen står frem, som dem vi er.
Vil du kende dig selv, så lyt til dine egne bønner!
Overfor denne afsløring af, kunne vi sætter de fint formede og teologisk afrettede bønner, vi bruger i vor gudstjeneste.
"Jesus Kristus, du søn af den evige Gud!"
Sådan begyndte vi f.eks. i dag.
Og lidt senere:
"Se til os i nåde, når vor tro er udtørret
og livsmodet er som visne grene.."
Vi kunne spørge, om disse formuleringer mon rummer og udtrykker alt det, som rører sig i os?
Og hvis de gjorde, kunne vi spørge, om det var på den måde, vi hver især ville bede??
Eller vi kan - hvis vi er blandt de 33%, der tør indrømme - se lidt nærmere på de bønner, vi hver især retter mod Gud.
Selvom disse bønner kan indeholde alt, tager jeg næppe fejl, hvis ikke de ofte drejer sig om hjælp i situationer, hvor vi som regel allerede selv har fundet ud af, hvad Gud nu bedst kunne hjælpe os med.
Det er i det mindste ofte det motiv, som bliver angivet,
når nogen bliver bedt om at uddybe deres bøn.
"Oh, Lord, won´t you give me a Mercedes Benz,
or a color TV", lyder en sang fra 60´erne.
I så fald er megen bøn en fortsættelse af barnet naive ønskebønner - bønner, som naturligvis skuffes,
fordi Gud ikke er en ønskebrønd.
Hvis man alt for tit skuffes, når man har kastet en mønt i en ønskebrønd, holder man jo hurtigt op med det - de 65%!
På den anden side; hvis det er det, som giver mening for den bedende, så er det også ægte bøn for denne.
Så kan vi andre godt lægge vore moralske domme væk,
for Gud hører jo også sådanne bønner.
Og det er det vigtigste:
At Gud lytter til det, der ligger os på hjertet - uanset hvad.
Ikke at han parerer ordrer.
I dagens evangelium henviser Jesus først til den bøn,
disciplene hidtil har bedt.
De har først og fremmest bedt deres egen bøn, og når Jesus om kort tid går ind til fællesskabet med sin Far i himlen,
vil disciplene fortsat kunne bede om alt, men deres bøn vil fra da af være bestemt af et nyt og anderledes fællesskab.
Dette nye fællesskab kommer netop til udtryk gennem deres bøn, som fra nu af sker "i Jesu navn".
At bede i Jesu navn vil sige, at bede i lyset af den nye erfaring af Gud, Jesus har bragt for dagen med sit liv,
sin død og sin opstandelse.
At bede på den måde har sit fornemste og klareste eksempel i den bøn, som Jesus selv lærte sine disciple at bede,
nemlig Fadervor, men andre ord med samme holdning kan selvfølgelig også gøre det.
Allerede ved sin henvendelse til Gud med det barnlige udtryk Abba udtrykker Fadervor det tillidsfulde forhold, Jesus har bragt i stand for os.
Her er bøn ikke den mere eller mindre udspekulerede forsøg på at smugle en skjult dagsorden igennem overfor Gud.
Bønnen efter Jesu eksempel er uden bagtanke, en oprigtig træden frem Gud for fortælle ham alt det, der rører sig i os, alle følelser, alle ønsker og alle behov.
For ligesom Jesus i ét og alt stod helt frit overfor sin Far,
og Gud stod frit overfor sin søn, sådan skal bønnen i Jesu navn være båret af tillid, åbenhed og frihed for alle parter
- både den, der beder, og den, som bønnen rettes mod!
Bønnen er altså ikke resultat af tvang og pligt, men udtryk for et fuldkomment fællesskab og en grænseløs frihed i tanke, ord og handling.
Denne frihed hænger også sammen med et andet forhold.
Bøn er jo det, der gør menneskets fundamentale afmagt og afhængighed synlig.
Allerede vores omgang med hinanden til hverdag viser, hvordan en anmodning gør den, der beder, sårbar.
Når vi beder en om noget, sker det alligevel i tillid til,
at vedkommende ikke vil misbruge vor afhængighed, men derimod - hvis han overhovedet kan - vil komme os i møde.
Men er forholdet båret af tillid, så består denne tillid fortsat, også hvis anmodningen ikke bliver opfyldt og vi skuffes.
Tilliden hviler nemlig på noget andet end opfyldelsen, nemlig at der dog er blevet lyttet til os, og at den, som vi henvendte os til, derfor enten ikke har kunnet eller blot har valgt ikke at efterkomme bønnen
- eller måske vil gøre det på en anden måde end den, vi havde forestillet os.
For hverken overfor mennesker eller overfor Gud kan vi regne med få vore ønsker opfyldt efter deres ordlyd.
Alligevel har vi dog lov til at tro og forvente, at den er blevet hørt og forstået.
Og det er netop derfor, den bedende har sin frihed til at bede om alt, hvad der ligger ham på hjertet.
Fordi den, som bønnen rettes imod, står fri for at opfylde bønnen på netop den måde, der er mest gavnlig for begge.
Var det ikke sådan, var forholdet ikke båret af frihed.
Så ville bønnen derimod være udtryk for noget helt andet, nemlig ufrihed, tvang og manipulation.
Den bedende ville da sikre sig at bede på den rette måde, mens den, bønnen var rettet mod, var reduceret til en automat.
Men sådan er det heldigvis ikke. Det gælder i særlig grad den bøn, vi beder efter Jesu forbillede og i hans navn.
I netop denne bøn fastholdes vores frihed til at være os selv. Her behøver vi ikke at forstille os, spille komedie eller mande os op roller, der ikke er hold i.
Friheden er at være den, vi er, båret af visheden om at alt,
vi siger og tænker vil blive modtaget i den bedste mening.
Det er på denne baggrund, Jesus kan tale om,
at enhver bøn i hans navn, vil blive opfyldt.
Bønnen i hans navn er ikke blot et middel til at udtrykke og sende ord, tanker og ønsker til Gud.
Bønnen er nu blevet selve indholdet af det fællesskab,
Jesus har gjort muligt.
Bøn er ikke længere bare ord og sætninger,
men den levende samtale mellem to parter.
Bønnen kan være uden ord, en koncentration eller åbenhed, hvor det at lytte og vente er vigtigere end at forme ord og sætninger på den rette måde.
For det, som det drejer sig om, er jo at vide sig synlig for Gud og kendt af Ham, der kender tanke og ord allerede inden de formes i os.
Amen.
træder til og bærer vor bøn frem for Gud.
Amen.