Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
3. søndag efter trinitatis i Jersie og Kr. Skensved 2001
GT-læsning: Es. 57, 15-19
Evangelium: Luk. 15,1-10
Salmer: DDS 3, 128 - 435, TS856, (456), og 464
Hvem i alverden finder den holdning prisværdig,
Jesus stiller op som ideal her?
Hvem kalder den holdning ansvarlig, at hyrden forlader den flok får, andre har betroet ham.
At udsætte de tilbageblevne får for at blive skambidt af markens vilde dyr, eller et udsat mål for tyv og røvere?
Og dette blot for et enkelt uforsigtigt lam,
der var dum nok til at gå sine egne veje?
Eller hvem ville som denne kvinde bruge timer på at lede efter en snolde mønt, når man dog stadig har 9 tilbage,
og timelønnen på ingen måde står mål med resultatet?
Hvorfor dog denne himmelråbende naive glæde over at finde en i den store sammenhæng relativt værdiløse ting?
Nu er det faktisk Jesus selv, der stiller dette spørgsmål: "Hvem af jer ville....".
Og Jesus spørger som om det er indlysende handlinger,
men det er nu nok være ironisk ment.
Der var i det mindste ingen farisæer, der ville sammenligne sig med en hyrde, der tilhørte samfundets nederste lag.
Og der var nok heller ingen af mændene, der så nogen tilskyndelse til at sammenligne sig selv med en kvinde.
"Vor Herre bevares" har de uden tvivl tænkt".
Det vil sige - de nøjedes jo ikke med at tænke det!
De gav faktisk højlydt ondt af sig og sagde:
"Denne mand tager imod toldere og syndere og spiser sammen med dem".
Regner han sig virkelig ikke for god til det?
Ved han ikke, at netop de repræsenterer alt det,
som er forkert og ondt i Guds øjne?
Tolderne, der omgås og samarbejder med den hedenske besættelsesmagt, hvis Kejser ikke viger tilbage for at fornægte vor Gud, og hvis soldater på mindste anledning står parat til at slagte vore mænd, kvinder og børn.
Synderne, der ikke lever efter Moselovens bud.
Men holder vi dem, er vi frelst!
Gør vi som Ham, er vi fortabte!
Dermed giver situationen anledning til at spørge,
hvad frelse og fortabelse egentlig betyder?
Umiddelbart synes det indlysende nok:
Man har et sæt værdier, som der hersker enighed om.
De kan være sociale, religiøse eller noget helt tredje.
De er normen for, hvordan man omgås hinanden eller principperne for menneskeværd og konsekvenser heraf.
Men hvorom alting er, så gælder det for de fleste,
at når de skal udmøntes i praksis, kommer man hurtigt i den situation, hvor nogen efterlever dem, andre gør det ikke.
Det er beklageligt, men sådan er det bare.
Normer og regler fører derfor som regel også altid til,
at der sættes skel mellem de, der er på den rigtige side,
og de, der ender på den forkerte side af skellet.
De frelste, som har deres på det tørre,
og de fortabte, som går til bunds.
A-holdet og B-holdet.
Over-Danmark og Under-Danmark.
De fromme og de ligeglade.
De kirkeligt interesserede og de kirkefremmede.
Osv..... - rækken af skel er endeløs.
Nu kan man så håbe, at de, der er endt udenfor,
tager sig sammen og vender tilbage.
Det kalder man omvendelse.
Det er jo altid muligt at omvende sig og vende tilbage.
Man har en holdning, til man tager en ny.
Man kan sige undskyld og love bod og bedring.
Sådan er det - i det mindste i teorien - muligt at ophæve skellet mellem frelste og de fortabte, hvis de sidste tager sig sammen og bliver som de første.
Men sådan spiller klaveret bare ikke i praksis!
Er en person først blevet sat udenfor det gode selskab,
glemmer de gode meget sjældent, at der én gang var dette skel mellem dem.
Familiens sorte får vedbliver at være udenfor,
- selv når det har gjort alt for at vende tilbage til folden.
Nu glemmer vi imidlertid, at ordene frelse, fortabelse og omvendelse ikke er hentet fra Emma Gads "takt og tone".
For selvom de egentligt stammer fra religiøs sammenhæng, har det ikke hindret værdierne fra det bedre borgerskabs moral i at snige sig ind, og sætte en anden norm end den, som gælder overfor Gud.
Og det er netop det, Jesus gør farisæerne opmærksom på.
At de ikke - som de tilsyneladende selv tror - lever efter Guds normer, men tværtimod har forvekslet dem med moral og almindelig takt og tone.
At de derfor trækker skel, hvor de slet ikke hører hjemme.
For muligvis gælder disse skel mellem mennesker.
Og muligvis er de ikke til at komme udenom.
Men overfor Gud er de alligevel udtryk for en misforståelse.
Hvad er fortabelse da, set i lyset af det, Jesus står for?
Fortabelse er at være udenfor den sammenhæng,
hvorfra man henter sin betydning og sin værdi.
Når et får er løbet bort fra flokken og hyrden,
er det endt udenfor den sammenhæng, hvor det hører til.
Når en mønt triller ned og forsvinder i en sprække mellem panelerne, har den tabt sin værdi. Så enkelt er det bare!
Og dermed giver det naturligvis også sig selv,
hvad det vil sige at være frelst:
Det må naturligvis være det der sker, når fåret bliver båret tilbage i folden og mønten er lagt ned i pungen.
De frelste kan aldrig være dem, der skråsikkert peger på de den forskel og de skillelinier, der adskiller dem fra andre.
For så snart de bygger deres selvforståelse på sådanne skel,
er de selv på vej væk fra det fællesskab, de var bestemt for.
At være frelst er blot, at være fundet ag en anden og at være ført sammen med andre i samme situation, som en selv.
Så enkelt er det!
Men hvorfor sætter hhv. hyrden og kvinden så meget ind på at søge efter det, de har tabt?
Så meget at det ikke holder op, før de har fundet det tabte.
For læg mærke til, at det om begge lyder:
Når han har fundet fåret eller; når kvinden finder sin mønt, bliver de begge uendeligt glade.
Der er ingen hvis og derfor heller ingen tvivl om, at de begge bliver ved med at lede, indtil de finder det tabte!
Der findes et udtryk; at noget har "affektionsværdi".
Affektionsværdi betyder, at selvom noget i sig selv er værdiløst, kan det have en ganske særlig værdi for den,
der har affekt for det dvs. særlige følelser knyttet til det.
Det kan være en gammel vase med revner og afskallet glasur, men nu er det lige den vase, jeg fik af min oldemor.
Den er udtryk for noget særligt og gemmer på minder. Derfor er den uendelig værdifuld - for mig!
Alle andre ville smide den ud og købe en ny, men ikke mig.
Men tilbage til frelse og fortabelse:
Hvad skal vi så egentligt med disse ord, hvis ikke de må bruges til det mest nærliggende, nemlig at sætte skel?
Svaret er, at når de ikke kan bruges til at sætte skillelinier mellem mennesker, kan de dog bruges til at markere den forskel, vi i selv kan erfare eller opleve i vort liv.
Ingen, der ikke har følt sig bortløben, ensom og fortabt,
kan nogensinde vide, hvad det vil sige at være frelst!
Har man først selv oplevet en situation, hvor der ingen udvej var, og alligevel blev mødt med imødekommenhed, forståelse og tillid, da ved vi godt selv, hvad det er.
For både ordene og virkeligheden bag frelse og fortabelse
hører sammen.
Hverken det ene eller det andet giver nogen mening,
om ikke man lever i begge virkeligheder samtidig.
Mennesket er derfor aldrig blot fortabt og aldrig kun frelst.
Overfor Gud, siger Luther det et sted, er vi både fortabte og frelste - og det på én og samme tid.
At være frelst er derfor at være et menneske,
der først er blevet væk og derefter er blevet fundet igen.
Og det er netop dette, der gør det umuligt at bruge disse begreber som redskaber til at lave skel overfor andre.
Og det er netop det, der gør at resultatet af den kristne forkyndelse kun kan blive glæde!
En glæde, der begynder her på jorden, men også giver genklang i himlen hos Gud selv.
Og så kan man jo samtidig tænke på, hvordan Jesus ikke blot i disse to fortællinger om det tabte, som blev fundet,
men i hele sin fremtoning gjorde sig til et med de værdier, han hævdede var fra Gud.
Jesus havde ét altoverskyggende anliggende,
nemlig at nedbryde alle de skillelinier og afgrunde,
vi så hurtigt placerer hinanden bag.
Hans mål var ikke at isolere mennesker fra hinanden,
men derimod at samle os til det Guds Rigets fællesskab,
vi fra begyndelsen blev skabt til at leve i med andre.
Så langt gik han for dette mål, at han hævdede, at hvor han var, der var Guds Rige brudt ind over de ubarmhjertige skel, vi sætter op overfor andre.
Og hvor det sker, bliver der glæde, ikke blot blandt de fortabte, men helt op i Himmelens allerinderste afkroge.
Tilbage er at spørge, hvorfor det så er så forbandet svært,
at tage forskud på denne glæde allerede her på jorden?
Hvorfor bruger vi så meget af vort liv til at vogte over alle de forskelle, hvormed vi distancerer os fra andre?
Hvorfor ser og bruger vi ikke friheden til at gøre dette?
Spørgsmålet blæser i vinden - og det vil det nok altid gøre.
Men kirken er trods alt et af de få steder i vort samfund,
hvor vi har lov til at stille sådanne spørgsmål,
og hvor det trods alt er til at leve med tavsheden.
Netop her i kirkens fællesskab, markeret ved dåb og nadver, holder vi fast på, at ingen er bedre end andre.
Alle har vi for Gud så stor affektionsværdi, at han vil gå fra Herodes til Pilatus og som end også til verdens ende for os.
Og når han finder os - ikke hvis
- men når det sker, der bliver stor glæde i Himlen.
Måtte vi da hver i sær blot lære at tage del i og forskud på denne glæde allerede nu, mens vi har hinanden
- inden det bliver for sent!
Måtte vi også lære at sætte ikke blot pris,
men uvurderlig pris på hinanden.
Måtte vi opleve og se både os selv og andre som dem,
der både er blevet væk, men også er fundet.
For ingen er enten frelst eller fortabt.
Alle er vi begge dele - samtidig.
Og derfor hører vi sammen.
Amen!