Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
3. søndag efter påske 2001 - Jersie og Kirke Skensved
GT-læsning: Es. 54, 7-10
Evangelium: Johs. 16,16-22
Salmer: 2001; DUS 204, DDS 190 - 649, (432) og 41
Prædiken:
At leve er at give, at slippe, lade gå,
at synke og at miste og meget lidt forstå.
Sådan begyndte vi i dag med en sang af Holger Lissner.
Og jeg siger udtrykkeligt en sang! Det er ikke en salme.
Hvordan vi end definerer en salme, bør en salme i højere grad handle om det lys, den kristendommen kaster ind over vort liv, end om de indsigter, vi kan grunde os frem til selv.
Og det er ikke for at nedgøre Holger Lissners sang,
jeg siger dette - tværtimod.
Jeg synes det er en meget smuk sang.
Jeg synes den taler klogt og indsigtsfuldt om livet,
sådan som vi enhver af os på et tidspunkt erfarer det.
Og frem for alt så lykkes det for Lissner at holde de livets modsætninger sammen, vi for ofte oplever som adskilte, men som altså også kan ses som led i lang en rejse
- livets rejse mod et ukendt og fremmed, men dejligt land!
Den første del af livets rejse er den, hvor vi erobrer verden.
Leger og lærer. Føler, ser og lytter efter alt det nye og spændende, livet byder på.
Er nysgerrig og har appetit på livet, lige fra den dag,
hvor alting skal i munden til den, hvor man sidder på skolebænken og stiller spørgsmål og finder svar.
Verden åbner sig - bliver større og større.
Men en dag begynder så en helt anden bevægelse.
En dag oplever ligesom vi i glimt, at vi også mister noget.
At bevæge sig mod noget er også at forlade noget andet.
Undervejs møder vi nye måder at se på og indrette livet på.
Og jo mere vi konfronteres med af den slags, des mindre bliver skråsikkerheden over, at vor egen oplevelse af virkeligheden nødvendigvis er den eneste sande.
Det kunne jo være så meget anderledes, ikke sandt?
Pludseligt har vi en dag mistet barndommens trygge fred.
Og så handler det pludseligt om noget andet, at finde sig selv og få fodfæste i livet, men kom ikke og sig at det er let.
Spørg bare de unge, hvordan de oplever at stå på tærsklen mellem barndommens land og fremtiden muligheder.
Snart ved også de, hvad udtrykket "Det tabte Paradis" dækker over - den tryghed, som aldrig mere kommer igen.
"Barndommens land - tidens mælketand",
som Benny Andersen så finurligt får sat det sammen.
Mælketænder er der kun en tid - og de skal falde ud!
Og hvis de unge ikke ved det, er vi andre, der gør det.
Alle, som er kommet til det punkt, hvor den tid,
der ligger bagude, er længere end den, der ligger foran,
vil kunne nikke genkendende til linierne:
At leve er at give, at slippe, lade gå,
at synke og at miste og meget lidt forstå.
Eller som præsten Gudmund Rask udtrykker det i en bog med titlen "Forladthed og nærvær":
At leve er for en stor del dette at miste.
Miste barndommens uskyld.
Miste sundhed og fysisk styrke.
Miste mennesker, man holdt af.
Og til sidst engang selv at skulle miste alt.
Derfor hører sorgen med til det at være menneske. (Forladthed og nærvær s. 258).
Men, det er kun den ene erfaring, som livet byder på!
De anden er den visdom, H. Lissner lade følge lige efter:
"At leve er at modtage, finde og formå,
at ane, hvad det koster, hvis man skal livet nå"
Er det livet selv, vi vil nå, findes det kun gennem spændingen mellem det at miste og det at få.
Både livet og kærligheden, vi stræber efter, har en pris.
Og prisen er nu engang os selv.
Hverken livet eller kærligheden kan vindes uden vi sætter os selv på spil - for den, der intet vover, vinder intet!
Eller som Holger Lissner sammenfatter det:
At elske er at give, at slippe, lade gå,
at synke og at miste og meget lidt forstå,
at elske er at modtage, finde og formå,
at ane, hvad det koster, hvis livet man skal nå.
Det er ind i disse ganske almindelige erfaringer med
glæde og sorg, vi skal høre dagens tekst.
Det er den uomgængelige sorg, Jesus forudsiger.
Men bag sorgen ligger nye indsigter, perspektiver og tider.
Det er skærtorsdag og han har samlet disciplene til afsked. Alt, hvad de har delt med hinanden, står for en afslutning.
Ganske vist har Jesus flere gange talt om sin snarlige bortgang, men enten kunne disciplene ikke forstå, hvad han talte om, eller også kunne de, men ville ikke.
Det er så glade og trygge, og de næsten ikke kan bære at se muligheden for at de skal miste denne tryghed i øjnene.
"Hvor skal vi gå hen?", siger Peter en dag til Jesus.
"Du har jo det evige livs Ord".
Det ord og den taler, der bærer og trøster, når alt andet mistes - hvis også det forsvinder, er der intet tilbage.
Da han så Jesus forklaret på bjerget, ønskede han kun dette; at bygge hytte og slå sig ned, hvor alting var godt og trygt.
Men Jesus står ikke stille og er ikke bange for at miste.
Hver gang disciplene forsøger at holde ham tilbage fra den vej, han ser, han må gå, afviser han dem.
"Vig bag mig Satan!", var hans ord til Peter.
Men nu nærmer den endelige adskillelse sig.
Snart er det det tabte Paradis, de længes efter.
Ligesom også vi i forhold til barnetroens enkle karakter har en tendens til mere at længes tilbage end leve det liv, vi nu engang har fået givet, sådan klamrer disciplene sig fortvivlet til det, de kender, og viger dermed tilbage for at kaste sig ud i livet på fremtidens åbne præmisser.
Men de skal ikke fortvivle - og vi skal ikke fortvivle.
For det første skal vi huske på, at det "at miste" nu engang er et grundvilkår i livet - vi slipper ikke for at føle sorg.
Kun hvis vi vil undgå at elske og binde os, står vi frit,
men hvem ville leve det liv?
Men for det andet skal vi også huske på, at det at miste er forudsætningen for at nyt kan bryde frem.
Det kan disciplene ganske vist endnu ikke se,
men snart vil de vide det.
Det fællesskab med Jesus, de er så bange for at miste,
skal snart afløses af en ny form for nærhed.
Nok vil de miste den umiddelbare nærhed til Jesus,
men gennem hans død og opstandelse vil han bane vej for et helt nyt og grænseløst fællesskab.
For mens de sørger og græder, er Jesus på vej til sin Far.
Gennem sin død på korset, hvor han lider og udholder menneskers afvisning, forsoner han Guds lidenskabelige drift mod både retfærdighed og kærlighed.
To størrelser, der hidtil har stået i absolut modsætning til hinanden, er i Jesu liv og død på vej til at blive forenet.
Det er en kamp, hvis synlige udtryk er en mand på et kors, men som under overfladen dækker over kræfter, vi kun kan ane omfanget af - en gåde, hvis dybder vi ikke kan lodde, når vi i påsken bekender og synger:
"Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det frelser af din nåde".
Hvad er det da, Jesus skal gøre?
Jo, han skal føre vort livs rejse til sit mål og den mening, Gud skabte det til.
"Stå mig bi, når fjenden frister"!
ræk mig hånd, når øjet brister!
sig: Vi går til Paradis!" (DDS 167 v. 9).
Nogen måtte gå den svære vej og føre livets rejse til sit mål.
Derfor brød Jesus op og gik lidelsesvejen til ende.
Han tog afsked og gik sin og vores vej mod død og grav, men gennem dette brød han en ny vej for alle.
Og for enden af den vej stråler glæden på ny frem
- den evige glæde, som ingen vil kunne tage fra os igen.
Foran os ligger Det dejlige land:
hvor jord har ej torne og tid har ej tand
hvor blomsten ej blegner og lægges på skår
hvor høsten omfavner den smilende vår
hvor aften og morgen med middagens glans
går altid i glans
Amen