Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
2. søndag efter trinitatis 2001
GT-læsning: Es. 25,6-9
Evangelium: Lukas 14,16-24
Salmer: DDS 368, 246 - 278, 279 v. 6-7, 312
Det er så hyggeligt at sidde til bords og spise sa at jævne lidt ud og hanke op i selskabet, rejser sig op og fyrer en frisk bemærkning af.
Sådan også ved det gode selskab hos farisæerne i dag.
Så snart Jesus er færdig, er der en, der udbryder:
"Salig er den, der sidder til bords i Guds Rige!"
Og det er jo ikke spor forkert!
Eller er det?
Bliver stemningen for pinlig her på jorden, kan man jo altid rette opmærksomheden mod det kommende Guds Rige!
Drømme om den dag, hvor Gud kalder alle folk til fest med fede retter og god vin.
Sådan kan man da endelig sidde til bords og med god samvittighed glæde sig til den kommende herlighed.
Eller som Holger Drachmann skriver det i sit digt om de "Engelske socialister", som præsterne forsøge at sælge veksler på evigheden.
Men her kommer Jesus med sin pinlige bemærkning.
For Jesus er ikke god til det der med den gode stemning.
Går lige hen til de ømme ligtorne og træder godt og eftertrykkeligt det sted, hvor det gør allermest ondt!
Og det gør Jesus ved at fortælle en lignelse:
Der var en mand, som ville holde en stor fest.
Han sendte sin tjener ud for at inviterer gæsterne.
Men ingen havde tid.
Alle havde noget andet og mere vigtigt for.
Øjeblikket med alle dets individuelle krav og fornøjelser var vigtigere end fællesskabet med andre:
En mark, et par okser og en underskøn dejlig hustru.
En fodboldkamp, en have, der gror vild,
et sommerhus, som skal males, og børn, som skal passes.
Kom ikke og påstå at vi ikke kender til det selv!
For hvor er vi, når værten byder til fest?
Er der ikke andre, som har set, hvor det bærer hen,
har sognepræsten i Kr. Saaby, Poul Joachim Stender,
i en avisklumme forsøgt at lege spåmand.
"Om 25 år", skriver han i en klumme, "er de kristne helligdage afskaffet som fridage. På det tidspunkt er vi et multietnisk samfund, hvor man ikke kan lade en religion få forrang frem for en anden. Vi vil få det som i USA, hvor man ikke har fri på de kristne højtider".
Og hvorfor vil det da gå sådan?
Jo, det følger af, at alle vore helligdage oprindeligt er dage, hvor man fik fri til at gå i kirke og høre evangeliet om Guds grænseløse kærlighed forkyndt over sit travle hverdagsliv.
Hvor man hver søndag kunne blive forsikret om, at indbydelse til Guds Rige ikke var ment for sjov.
Men hvem tænker og bekymrer sig om det i dag, hvor vi har lige travlt hvad enten det er hverdag eller helligdag?
Hvorfor overhovedet nærmer sig Guds festsal, hvis ikke det lige falder sammen med ens egne private fester som dåb, konfirmation, vielse eller begravelse?
Søndagen som et fælles samlingspunkt og en helle i en travlt hverdag er for længe siden endt som en død sild.
Også højtiderne er for længe siden gået samme vej.
Julen står godt nok endnu distancen, påsken er lagt øde.
De fleste danskere aner mindre om den kristne pinse end de gør om muslimernes Eid Al-adha.
Og Poul Stender fortsætter sine pinlige betragtninger:
"Indenfor overskuelig årrække vil vore kristne helligdage blive afskaffet som fridage.
Og hvorfor skulle vi dog beholde dem?
Hvis medlemmerne af folkekirken ikke gider fejre de kristne højtider og ikke forbinder dem med noget religiøst,
hvorfor skulle vi så have blive ved med at have fri 2. påskedag, 2. pinsedag, St. bededag og Kristi Himmelfartsdag?" (Eftertanke i KD fredag d. 15/6-2001).
Og - føjer jeg for egen regning til - hvordan vil man nu begrunde, at danske borgere af anden religion end den kristne, ikke også skal have lov til at holde fri på deres religiøse helligdage?
Det største religiøse mindretal er muslimerne.
De mener noget med deres tro, når þoS§ § ° $µ Ð ( ¨0 €- -- . Ä- Æ- Ä- Ä- Ä- È- ¥ B ø ø ?Aƒ. á & d È- ÿÿÿÿ Ð ( z ./ È- Ú- T
2. søndag efter trinitatis 2001
GT-læsning: Es. 25,6-9
Evangelium: Lukas 14,16-24
Salmer: DDS 368, 246 - 278, 279 v. 6-7, 312
Det er så hyggeligt at sidde til bords og spise sammen.
Nyde den gode mad, vinen og den udsøgte borddækning.
Men som de fleste har oplevet det,
varer den gode stemning nødvendigvis ikke ved.
Mellemværender, som længe har ligget gemt, kan pludseligt komme frem til overfladen.
Det kan være en gæst, der blot ved sin tilstedeværelse får en masse undertrykte ting til at bryde frem.
Eller det kan være en person, som blot med en henkastet bemærkning får en pinlig stemning til at brede sig ved bordene.
Kender man ikke situationen, har Thomas Vintherberg en fremragende skildring af den i sin film "Festen" fra 1998.
Det er den film, hvor Sønnen Christian under middagen ved sin fars 60 årsdag slår på glasset og holder en tale med overskriften: "Når far skulle i bad".
Det var ikke en festtale, men afsløringen af, hvorfor det for den sexmisbrugte Christian og hans søster Linda, der kort tid inden havde begået selvmord, aldrig kunne blive tale om et festligt gensyn med deres far.
Det var en tale, der søgte at forløse mange års undertrykkelse i hele den fine familie.
En tale, som brutalt afslørede den kollektive løgn, hele familien havde været spundet ind af og ingen formåede at komme fri af.
Og det var en tale, der viste at den gode stemning var en illusion, som nogen måtte sætte sig selv ind på at afsløre.
På samme måde ved denne middag, som Lukas skildrer. Allerede fra begyndelsen er den gode stemning ved bordene en illusion, hvilket Lukas antyder i begyndelsen af kapitlet:
"Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af farisæerne - og de sad og holdt øje med ham".
Og der var tilsyneladende noget at komme efter den dag.
Den ene pinlige episode afløser den anden.
Først kommer der en syg mand ind og forstyrer selskabet.
Med vand i hele kroppen, opsvulmet og ubehagelig at se på.
Det spørgsmål, som alle ventede på, stiller Jesus selv:
"Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?"
Altså: Skal manden her - pga. af den gode moral eller hensynet til den gode stemning ved bordene - vente til dagen efter, eller er findes der handlinger, som hverken respekterer helligdage eller bordskik?
Findes der en nød, som bryder alle regler?
Men farisæerne sagde ingenting.
Deres tavshed var som så ofte før pinlig.
Den afslørede mere end mange ord kunne have sagt.
Netop fordi de intet svar havde på hånden,
påkaldte de sig nu Jesu opmærksomhed.
Jesus havde nemlig lagt mærke til, hvordan der var trængsel om de fornemme pladser, men gør nu opmærksom på, hvordan man på den måde kan komme grueligt galt af sted.
For tænk om man fik en af de gode pladser, men derefter bliver vist længere ned, fordi der kommer en, som er finere?
Det ville jo være pinligt!
Så hellere sætte sig nederst med chancen for senere at blive budt til højbords, ikke?
Ligeledes peger Jesus, hvordan farisæerne - som de fleste af os - havde det med først og fremmest at invitere deres nærmeste, familien og vennerne, til middag.
Så var de jo ligesom sikre på, at forudsætningerne for en vellykket fest var optimale.
Lige børn leger jo bedst, siger man.
Men hvorfor ikke for en gangs skyld gøre noget, der virkeligt vender op og ned på den indspiste selskabelighed?
Hvorfor ikke invitere fattige, vanføre, lamme og blinde?
Eller ville det være for pinligt?
Så blev der jo en gangs skyld virkelig fest, om ikke andet, på opstandelsens dag, hvor det store regnskab skal gøre op.
Nu håber jeg man ligesom godt kan forstå og fornemme,
hvordan den gode stemning efterhånden er forduftet.
Alle ved måltidet mærker den pinlige stemning brede sig.
Og hvad er det så, der sker, ved dette punkt ved en fest?
Jo, der er altid en gæst, der forde faster i en hel måned
- hvorfor skulle de ikke også kunne holde fri, når Ramadanen er forbi?
Nu kan jeg allerede fornemme, at den pinlige stemning også er ved at brede sig herinde i Guds Hus.
Ganske vist er det jo ikke jer, der møder frem, der skal høre ondt for det - I har jo taget imod indbydelsen!
Men kunne vi blot for et øjeblik se bort fra den personlige nærtagenhed, kunne vi måske finde en anledning til se lidt kritisk på den kirkeordning, vi kalder den bedste i verden.
Her er den overordnede problemstilling paradoksalt nok den, at vi overhovedet ikke mangler noget:
Vi har verdens smukkeste kirkebygninger - gamle som nye.
Højtuddannede præster og organister
Et professionelt og dygtigt kirkepersonale.
85 % af befolkningen betaler kirkeskat og holder derved butikken i gang. Og så har vi fri på alle de kristne højtider, nogen gange i flere dage, så det bliver til en hel lille ferie.
Alt er altså lagt til rette, indbydelserne er sendt ud.
Gudstjenestelisten i kirkeblad, dagspresse og på internet.
Kirkeklokker kalder: Kom, Kom, kom, kom!
Og alligevel sidder vi så her i dag, den lille udvalgte skare.
Et udsnit af de 2% af befolkningen, der ikke havde noget vigtigere for i dag.
Hvem i alverden skal Husets Herre da sende sine tjenere til, hvis han vil have gildesalen fyldt op?
Og hvem er det, han til sidst vil sige til:
"Ingen af jer, som var indbudt, skal smage mit måltid".
Er det ikke pinligt at få det sagt sådan helt uden omsvøb?
Men selvom det er pinligt, gør han det altså alligevel.
Ikke blot bliver han ved med at sende sine indbydelser ud.
Han giver sig tillige det gode selskab i vold.
Led ikke blot den pine, at blive pisket og korsfæstet, men også at de, han gjorde det for, alligevel vendte ham ryggen.
For de havde ikke tid!
Hverken dengang eller i dag.
Det er både pinligt og afslørende for os allesammen, javist!
Men alligevel mest pinagtigt for Ham, som bliver afvist.
For hvem i al verden skal han nu henvende sig til?
Har han, når det kommer til stykket, andre end os?
Det må vi virkeligt ikke håbe er tilfældet.
Nej, lad os hellere håbe og bede til, at der også fremover vil være steder, hvorfra indbydelsen til Guds Rige bliver delt ud, så enhver, der har tid og lyst, også må finde en anledning til at være på sin plads, når festen begynder.
Og indtil det sker, kan vi jo prøve at finde en afklaring på, hvordan vi sammen kan være med til at gøre stedet her lidt mere festligt at komme til.
For det er vores opgave - Guds Rige skal Gud nok selv tager sig af.
Amen.