Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
2. påskedag 2001 i Jersie og Kr. Skensved.
NT-læsning: Ap.G. 10,34-41
Evangelium: Lukas 24, 13-35
Salmer: DDS 194, 204 - 209, (178) og 720
Når evangelisten Markus skildrer, hvad det var, der skete påskemorgen, fortæller han om tre kvinder, der tager ud til graven for at salve Jesus.
Men da de når frem, finder de graven tom.
Og i denne tomme grav møder de en mand i hvide klæder, der overbringer dem det overraskende budskab:
"Han er ikke her, han er opstået".
Kvindernes reaktion er skræk, rædsel og derefter tavshed:
"De sagde ikke noget til nogen, for de var bange".
Men noget må altså alligevel være sluppet ud!
For når vi i dag læser fra evangelisten Lukas,
er scenen skiftet til landevejen mellem Jerusalem.
To mænd er slukørede på vej tilbage til den by,
de i sin forlod, en dag Jesus kom forbi.
"Følg mig!", havde han sagt, og de havde fulgt ham.
Siden var der sket så meget, at de næsten ikke kunne rumme det, men nu var de altså på vej tilbage igen.
Og nu måtte de sande, at intet er så tungt,
som vejen hjem efter et nederlag.
Stemningen mellem dem var tung, dyster og udsigtsløs.
De havde håbet og satset alt, men nu var det hele tabt.
Kun et enkelt forvirrende element forbinder de to scener;
Påskemorgen og dagen derpå.
Midt i sammenbruddet er der dette uforklarlige,
som er sluppet ud - dette underlige rygte,
ingen rigtig ved, hvad de skal stille op med.
"Nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os", fortælle de to vandrere deres ukendte følgesvend;
"Tidligt i morges var de ude ved graven,
men fandt ikke hans lig. Og så kom de tilbage og fortalte om engle, der havde sagt at han lever.
Derefter var andre løbet ud til graven for at se, om det var sandt; jo, graven var tom, men Herren selv fandt det ikke".
Jo, det er virkeligt blevet aften.
Hvor påskemorgen er præget og en eksplosion af overraskende begivenheder og af forvirrende følelser,
er det nu blevet aften med rum til stille eftertanke.
Og det er netop det, denne fortælling har som sit særlige bidrag til overleveringen af påskens glædelige budskab;
at den godtgør og viser, hvordan budskabet - det umulige budskab om dødens overvindelse - har forskellig virkning og forskellige faser, som disciplene må igennem.
Lukas fortæller, hvordan disciplene - kendte som ukendte, overvandt deres skuffelse og kom videre.
Ikke ved at de opdagende en hidtil overset erkendelse,
men ved at Jesus kom til dem og satte noget nyt i gang.
Man kan billedligt sige, at det vi hører her i dag,
er hvordan troens efterglød - netop i det øjeblik,
hvor den truer med at slukkes - alligevel blusser op igen.
Denne proces har flere faser:
Den første fase er dette, at de møder en ukendt.
En fremmed slår følge med dem på vejen.
Overfor den udenforstående er de nød til at sætte ord på det, som optager dem.
Uden den fremmede ville det være endt med indforstået snak, men netop hans tilstedeværelse tvinger disciplene til at give deres oplevelser og tanker ord og udtryk.
Den fremmed er derfor også deres egen mulighed for at komme til forståelse af, hvad de har set og oplevet.
Den næste er den, hvor den fremmede begynder at tale.
Den fremmede har selv en viden, han kan gå ud fra,
en viden de i øjeblikket synes at have glemt.
Det er skriftens vidnesbyrd, han tager udgangspunkt i.
Det gamle Testamente med dets tro og håb til Gud som den, der kommer de undertrykte og sørgende til hjælp.
Dette havde de under påskens begivenheder helt glemt.
Selvom det var skriftens løfter, der i sin tid havde fået dem til at følge Jesus, var det som ordene var blegnede, da han døde på korset. Som om skriften med et smæk blev lukket i.
Men nu kommer den fremmede og åbner atter bogen op.
Med henvisning til det ene skriftord efter det andet viser han, hvordan de forudgående dages begivenheder i lyset af Gud løfter gav mening - en helt ny mening, ganske vist, men dog en mening, som ikke lå langt fra det håb,
der i sin tid havde sat dem i gang.
Stille, forsigtet blæser den fremmede til den rygende glød.
Håbet blev vakt, troen vender langsomt tilbage.
Hjerterne begyndte straks at slå stærkere igen.
Men hvad hvis den fremmede, som formåede dette i dem, gik videre? Ville de blive ved at brænde?
Dette spørgsmål er indledningen til tredje fase.
Da de når frem til deres mål, gribes de to disciple af angsten for, at det, den fremmede har vakt i dem, skal dø.
"Bliv hos os!", beder de.
Han følger da med dem ind og de sætter sig til bords.
Og ved bordet gør han så det, som han jo allerede sagde til dem skærtorsdag aften, men som de allerede havde glemt:
Bryd brødet og drik vinen - gør det til ihukommelse af mig.
Tungnemme og forvirrede som de er, må han vise dem det.
Og da han selv har gentaget det, han bad dem holde fast ved, åbnedes deres øjne og de genkendte ham.
Først da ser de, at det var ham, den opstandne,
de havde vandret med.
Først da Jesus selv kommer ind og viser sig for dem,
samles de spredte sten for øjnene af dem til et billede,
en strålende mosaik af den opstandne Jesus Kristus.
Sådan er bevægelsen fra Jerusalem tilbage til det sted,
de to disciple startede fra.
Et opbrud fra det hjemlige og kendte,
en vandring ud i det fremmede og ukendte.
Et samvær med overraskende ord og begivenheder.
Så katastrofen og nederlaget, men bag dette morgenlyset,
der varslede en ny dag og en ny erkendelse
Men denne nye dag viser sig stykkevis og gradvist.
Ordene alene gør det ikke, der skal mere til.
Der skal handling til. Først når de gør, som han bød dem gøre, går sandheden endeligt gå op for dem.
Denne proces findes der en pædagogisk model for.
"Læringspyramiden", hedder den.
Men allerede flere tusind år før den blev udviklet,
viser evangelisten Lukas her, hvad den handler om:
Det, som Jesus havde fortalt dem, var ord.
Af ord, siger de kloge, husker man kun ca. 5% af det sagte. Det svarer meget godt til, hvad I måske husker af denne prædiken i dag - hvis det går godt, altså!
Hvis man læser det samme stof op, går det lidt bedre.
10% kan man så huske - måske mere, hvis man læser tit.
Så er der den audiovisuelle metode.
Det er, når man får vist stoffets struktur og indhold med fine plancher og lydbånd eller ser en film - så er vi på 20%.
En konkret demonstration, som når Jesus som tegn på Guds kærlighed og omsorg helbredte en menneske fra dets sygdom og lidelse hører også til det, som har en chance for at blive husket længe - 30% i skemaet.
Så er der gruppedrøftelsen, den øvelse, de to disciple på vej til Emmaus er i gang med.
Den er god for ca. 50%, fordi den tvinger til eftertanke og en søgen efter dækkende ord og begreber.
Men endnu bedre er det, hvis disciplene gjorde det,
som Jesus opfordrede dem til; Følg mig, sagde han.
Gør som mig, lær af mig, lev som mig. Eller lær andre det.
Gå ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple.
Døb dem og lær dem alt det, som jeg har befalet.
Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!
Det er dette ubrydelige fællesskab med Jesus, beretningen om de to vandrere på vej til Emmaus skal illustrere.
Hvordan budskabet om Jesu opstandelse kom som én total overraskelse for alle.
Og alligevel formåede det, fordi han selv stod bag sine ord, at vende disciplenes skuffelse til ny tro og begejstring.
Men beretningen vil mere end det.
Den konfronterer os også med, hvordan det må gå til,
hvis budskabet skal vække os og sætte ild i os.
Nogen må komme til os og blæse til den rygende væge.
En udefrakommende må udfordre og provokere os til at sætte ord på vor tro - hvor svag og afmægtig den end er.
Og i denne fremmede møder vi måske ham selv.
I den fremmede møder vi udfordringen til at lære det,
som han vil have os til.
At være med til at udbrede, dele og leve det budskab,
han satte sit liv til for.
Og hvad der måske er mest provokerende at høre er,
at dette med at sidde og lytte til en prædiken, måske i er den mindst egnede måde at gøre det på?
Disciplene havde allerede glemt det, som de havde hørt.
De forstod ikke, hvad de havde læst.
Først da Jesus viste dem og de selv siden gentog hans tegn, brød brødet og drak vinen, først da tændte den ild,
som førte dem tilbage til den opgave, de var ved at opgive.
Hvad andet kan det betyde for os, end at vi også ind imellem er nødt til at bryde op og komme i gang med de opgaver, han lægger frem for os.
Begive os ud i en ukendt fremtid uden andet end dette tegn, at han, når vi spiser og drikker og ihukommer ham, da vil han være til stede hos os?
Amen.