Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
16. søndag efter trinitatis 2001 i Havdrup
NT-læsning: Ef. 3,13-21
Evangelium: Lukas 7,11-17
Salmer: 700, (402), 855 - 308, (432) og 44
Gennem et par måneder har jeg haft en bogmen også opvakte nogle døde, afsløres en kærlighed,
der er så forenet med almagten,
at de to størrrelser i Gud ikke længere kan adskilles.
Gennem Jesus fik de døde foræret en ny tidsfrist,
der enten kunne fyldes med angsten for det uundgåelige, eller gav dem en ny mulighed for opdage livets mening;
at indgå i kærlighedens fællesskab med andre mennesker!
Ligeledes viser beretningerne, at intet kan forhindre Guds kærlighed i at nå det menneske,
der i sig selv er overladt til skyld, undergang og d þoSç é ° $µ Ð ò (& # " "# " D# F# D# D# D# H# ¥ B ø ø ?A. á & d H# ÿÿÿÿ Ð ð z ®$ H# Z# T
16. søndag efter trinitatis 2001 i Havdrup
NT-læsning: Ef. 3,13-21
Evangelium: Lukas 7,11-17
Salmer: 700, (402), 855 - 308, (432) og 44
Gennem et par måneder har jeg haft en bog på mit natbord.
Den er skrevet af Marianne Davidsen-Nielsen,
der er kendt for at have udviklet teori og praksis bag de sorg- og selvhjælpsgrupper, som i løbet af de sidste 10 år dukket op i og udenfor det etablerede sundhedsvæsen.
Bogen hedder "Blandt løver"
- med undertitlen "At leve med en livstruende sygdom".
Bogen bygger på en række virkelige sygdoms-
og samtaleforløb, og den er bevægende at læse.
Så jeg må tage den i små portioner - jeg kan ikke andet.
Som andre må også jeg indse, at døden er en altid nærværende fjende - og det tar tid!
Selve titlen "Blandt løver" bygger på en hændelse i Karen Blixens bog "Den afrikanske farm".
Blixen fortæller hvordan nogle løver hærger farmen.
De dræber et par okser, bestyreren kommer til Blixen og fortæller ophidset om det drama, der har fundet sted.
Den ene okse er blevet spist, den anden ligger urørt.
Bestyreren regner nu med, at løverne vil vende tilbage og æde den sidste okse. Han ønsker derfor at lægge gift i oksen, og på den måde komme dem til livs.
Karen Blixen derimod mener ikke, at det er fair at dræbe løver med gift - løver er kongelige dyr, som bør skydes.
Bestyreren bliver ophidset og meddeler, at han i hvertilfælde ikke vil "risikere livet" ved at jage løverne.
Karen Blixen går derefter ind til sin ven, Deneys Finch- Hatten, og meddeler, at nu skal de ud og "risikere livet", hvorefter hun citerer:"Kun den lever frit, som kan dø".
Eller som det herefter udvikles i resten af bogen:
- kun den, der tør møde løven på åbent land os se døden i
øjnene, tør også leve livet helt og fuldt!
- kun den, der har mod til at risikerer livet på livets egne
betingelser, er virkeligt et levende menneske!
- Og kun den, der virkeligt lever, kan tillige dø med både
livet og det muligheder i behold.
Anvendt på Marianne Davidsen-Nielsens bog betyder det, at kun den, der tør se muligheden for døden åbent i øjnene, er i stand til at drage udbytte af de positive muligheder,
erfaringen af en livstruende sygdom og til sidst også mødet med døden åbner op for.
Men hvad er da det modsatte af at leve med løver?
Det modsatte at leve med løver, er at flygte fra dem:
- ikke at turde se døden i øjnene
- ikke at kunne bruge de muligheder, man har
Det er at leve lammet af angst for det ukendte og aldrig komme ind på livet og dets kræfter.
Hvorfor nu disse - synes nogen - svære og ubehagelige tanker om altings og vort eget endeligt?
Hvorfor tænke på døden, hvis den endnu er langt væk?
Hvorfor forsøge at bekæmpe angsten inden den er der?
Fordi vi alle de seneste uger har fået døden ubehageligt tæt ind på livet og netop nu læmper for at vinde fodfæste igen.
Og fordi at netop på en 16. søndag efter trinitatis, vælger vi ikke frit, hvilke løver vi skal se i øjnene.
I evangelieteksten til i dag har vi lyttet til beretningen om Jesu opvækkelse af en fattig enkes søn.
Forsøger vi at flygte til 2. tekstrække, møder vi der en anden dødeopvækkelse, nemlig opvækkelsen af Lazarus.
Så uanset hvor vi vender os hen, stikker døden og de tanker og følelser, de proverer frem i os, sit beskidte hovede frem.
Nu er der imidlertid for mange en række spørgsmål forbundet med disse gamle beretninger.
Det første kunne være, om de overhovedet har fundet sted?
Om Jesus virkelig har kaldt et menneske,
som virkeligt har været døde, til live igen?
Det er der, så vidt jeg kan se, ikke noget svar på.
Hvad der er sket i en fjern fortid kan vi under ingen omstændigheder kontrollere og gentage.
Tilbage er alene muligheden for at afvise det som meningsløst eller gribe ud efter muligheden for,
at beretningerne trods alt har en mening,
som vi kan erfare i vort eget liv i dag.
Det næste spørgsmål kunne være, hvad det var for et liv, som hhv. enkens søn og Lazarus fik skænket af Jesus?
Og knyttet til det spørgsmål; hvad det var for en død,
de undgik den dag, Jesus opvakte dem fra døden?
For trods beretningernes gode udfald, må vi ikke glemme, at det kun var livet, som vi kender det, de vendte tilbage.
Det var ikke til et liv uden døden - dø, det gjorde de senere! Om både enkens søn og Lazarus gælder det, at deres opvækkelse kun var en udskydelse af det uundgåelige.
Også de endte en dag som jord i jorden.
Kun beretningen om deres opvækkelse har skænket dem liv, der går ud over den række øjeblikke, de åndede og levede
- for sig selv, for andre mennesker og for Gud.
Derfor må vi nødvendigvis spørge:
Hvorfor skulle de vækkes til live, når det nu kun gav dem en stakket frist, før døden atter indhentede dem?
Svaret på det spørgsmål er gemt i fortællingen om ham, der i forhold til liv og død vendte deres og vores skæbne.
Han, der ikke blot levede "blandt vore løver",
men tillige hævdes at have slået døden ihjel på en måde,
så at den aldrig mere endegyldig vil få magt over os.
Ja, nøglen til den tillid og tryghed, som gør at vi vil kunne se vor egen død i øjnene, ligger i denne ene korte sætning: "Gud har besøgt sit folk!".
Gud har været som en af os og har levet blandt mennesker!
Men selvom han var som os, så gik det ham ikke,
sådan som det må gå med os.
For gennem Jesus, der ikke blot helbredte nogle få,
ød.
Gåden og hemmeligheden er dog, at det ikke er noget vi har tænkt os til, men netop det vi møder i beretningerne om Jesus om Nazareth, sådan som andre har mødt, troet og videregivet dem til os.
Vores vej til et liv, der ligger ud over udskudt død, går derfor gennem troen på deres ord om, at én har besejret døden, og denne ene ikke bare var som os, men repræsenterer noget andet og noget mere, nemlig Guds skabermagt overfor vor og alle menneskers skæbne.
Og griber vi med Guds og Helligåndens hjælp i glimt blot en smule af "bredden, længden og højden og dybden"
af den kærlighed, der kommer til udtryk ved Jesus medlidenhed over den fattige enke, da nærmer vi os også erkendelsen af, at målet med "Guds fylde" er at sprænge alle de bånd og grænser, vi mennesker lever under.
Og ud af denne tro vokser håbet om,
at også for os vil døden en dag blive endegyldigt besejret.
- Ikke at vi slipper for at lide det, som alle er underlagt.
Men at vi i døden ikke skal møde den løve alene, der nu går brølende på rov blandt mennesker med smerte, sorg, lidelse og død til følge, men at den for evigt er besejret.
Dette håb er håbet om den egentlige opstandelse.
Opstandelsen til evigt liv, som er livet "i fylde" hos Gud.
Gud, der med sin kraft formår at gøre langt ud over,
hvad vi nu forstår.
I tro og tillid til ham, skal vi hente styrke til se de løver i øjnene, som vi hver især står overfor.
Så vi får styrke til at elske og leve med og for hinanden,
så længe vi endnu har hinanden.
Amen.