Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
14. søndag efter trinitatis 2001 Kr. Skensved og Jersie
GT-læsning: Rom. 7,15-19
NT-læsning: Luk. 17, 11-19
DDS 5, TS768 - 434, (178) og 11
I en af de kollekter, vi ikke længerre handlinger.
Og synden er i Jesu død og opstandelse allerede besejret!
I Jesus viser Gud, at han hader synden,
men elsker synderen.
Det er sygdommen, der skal udryddes, ikke patienten!
Kunne vi dog i den kommende tid bare holde fast ved det!
Så vil det vise sig, hvor meget mere grund vi har til at takke for liv og velfærd fremfor at fare ud med kravet om hævn.
Og vinder taknemmeligheden for vort eget, vil de uforsonlige fjendebilleder måske lettere blive afløst af en gensidig respekt og en forståelse for, at alle mennesker har den samme længsel efter tryghed og efter at leve i frihed.
Men indtil det sker, kan vi kun i afmagt forenet råbe:
"Jesus, Mester, forbarm dig over os!"
Har han da først sendt os ud for at gøre det, som skal gøres, og husker vi at det er ham, der lader det ske,
så vil vi en dag også høre hans ord til os en dag:
"Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig!"
Først da vil freden og glæden mellem mennesker være uden grænser - og indtil da må vi nøjes med de matte glimt, der slipper gennem røgen.
Amen.
og den minimale risiko for smitte gennem ganske almindeligt samvær mellem mennesker. ? ç
S p 2 4 z ç ó ž
Ã
£
yuoyuoicioicicioioi £
·
)
/
à ٠E g œ? ÷' ù' ™, ¾, d- '- . ". ). +. ysysysmsmsgsmsmsgsc A C ] y š œ Ö
> ® ° ì Õ ? + - oa J" J" þoSw w ° $µ Ð +. "6 3 3 . >3 @3 >3 >3 >3 B3 ¥ B ø ø ?Aƒ. á & d B3 ÿÿÿÿ Ð ). z ¨4 B3 T3 T
14. søndag efter trinitatis 2001 Kr. Skensved og Jersie
GT-læsning: Rom. 7,15-19
NT-læsning: Luk. 17, 11-19
DDS 5, TS768 - 434, (178) og 11
I en af de kollekter, vi ikke længere behøver at bruge,
bruges udtrykket "Syndens forfærdelige spedalskhed".
Et ligefremt og måske også lidt brutalt udtryk,
som ikke desto mindre afspejler traditionen for i overført betydning at tolke spedalskhed som udtryk for synd.
Nu er det jo længe siden, vi havde spedalskhed i Danmark.
Vores viden om denne forfærdelige sygdom stammer først og fremmest fra den tredje verden, hvor danske missionsselskaber gennem årtier har arbejdet for at hjælpe spedalske, og oplyse om sygdommen og dermed forebygge smittespredning.
Et vigtigt element i dette arbejde har ikke blot været oplysning om faktuelle forhold og den minimale risiko for smitte gennem ganske almindeligt samvær mellem mennesker.
Også forkyndelsen af Guds kærlighed til mennesker og hans vilje til sundhed og helhed i menneskers liv har været en af de bærende fundamenter i kampen mod spedalskhed.
Alligevel og på trods af dette, lever koblingen spedalskhed og synd stadig i vor kirkes alterbog.
I den moderniserede udgave af Veit Dietrichs kollekter, som vi stadigvæk kan bruge, takker vi Gud for at han lod "Jesus Kristus rense de svage for deres sygdomme
og fordi du renser os for vore synder
med dit ord og din hellige dåb".
Hvad menes der da egentligt i dag med denne kobling?
Hvad er ligheden mellem spedalskhed og synd?
I dagens tekst er tanken allerede til stede på det sted,
hvor Jesus befaler de spedalske at henvende sig til "præsterne" for at blive undersøgt af dem.
Præsterne ved templet var ikke blot religiøse autoriteter
- de skulle også udstede den "sundhedsattest", som gjorde det muligt for en spedalsk at vende tilbage til samfundet.
Den vigtigste side af denne forholdsregel var imidlertid nok ikke sikkerheden for den helbredte, men snarere at de raske atter skulle kunne føle sig trykke ved den tidligere udstødte.
For selvom de synlige tegn på sygdommen var væk,
kunne man jo ikke vide......
Utrygheden og ængstelsen fra omgivelsernes side var et lige så væsentligt symptom som sygdommens ydre tegn.
Også disse usynlige følger måtte bekæmpes, hvis den syge
- og samfundet som helhed - skulle kunne føle sig helbredt.
Der er imidlertid også en anden sammenhæng,
som vi har fået ubehageligt tæt ind på livet de seneste dage i kølvandet på de forfærdelige terrorangreb i USA.
Der er nemlig sammenhæng mellem på den ene side den snigende virus, som i sidste ende fører til spedalskhedens ydre forfald, og på den anden side syndens usynlige side
og de udslag, som terrorhandlingerne er udtryk for.
Spedalskhedens virus overføres gennem vedvarende kontakt mellem mennesker.
Virussen har en lang tid om at blive aktiv, men når det sker, angriber den først og fremmest menneskets nervebaner.
Det første tegn på spedalskhed er lyse pletter, hvor huden er uden følelse, fordi nerveforbindelsen til hjernen er afbrudt.
Kommer man ikke under behandling, fortsætter processen, og man mister følelsen i fingre, hænder, tæer og fødder.
Og så er vejen banet for tab af disse lemmer pga. slag, sår og infektioner, man ikke mærker og derfor ikke får under behandling i tide. Sådan virker spedalskheden.
Og sådan virker synden måske egentligt også.
Synden lever eller bor i os mennesker som en latent virus,
der blot venter på en anledning til at bryde frem.
Synden giver sig bl.a. udslag ved at visse områder i vores tilværelse ikke tiltrækker sig den følelsesmæssige opmærksomhed, man måske kunne forvente.
F.eks. findes der jo mennesker, der lider og har det svært!
Men de lever langt fra os og vi kender dem egentlig ikke.
Der er millioner ud over kloden, som er frarøvet ethvert håb om en fremtid for sig selv og deres børn, fordi verdens økonomiske-politiske strukturer nu en gang er, som de er. Nogle U-lande skylder langt mere væk end de nogensinde vil kunne betale tilbage - og selv om de modtager bistand fra rige lande, rækker det ikke en gang til at dække renterne af de lån, som de skal betale tilbage til de samme lande.
Andre steder i verden er hele folkeslag berøvet den frihed og ret til at styre og lede sig selv, som vi opfatter som den demokratiske verdens adelsmærke.
Men når de flygter for at få del i denne gave hos os, bliver de af os afvist som "bekvemmelighedsflygtninge".
For selvom de er mange, og selvom deres lidelser har strakt sig over årtier, lever de uheldigvis i den del af verden,
som ligger i et "følelsesløst" område i vore bevidsthed.
Vi mærker og bemærker dem slet ikke mere.
"Syndens frygtelige spedalskhed" har gjort os kolde og ufølsomme for deres råb om barmhjertighed og hjælp.
Vi tænker ikke på dem - vi kærer os ikke om deres lidelser.
Og selvom vi i forhold til verdens enorme nød har det uhyggeligt godt, glemmer de fleste af os tillige at være taknemmelige for de muligheder, vi har fået givet, for at hjælpe disse andre til en mere tålelig tilværelse.
Men en dag - den 11. september 2001 - brød det løs.
Pludselig blev syndens hæslige spedalskhed konkret og synlig midt i vores egen verdensdel og i et samfund,
som vi identificere os med, og hvis værdier, vi deler.
Med en frygtelig præcision og med uoverskuelige konsekvenser brød den indtil da fortrængte og usynlige syndens virus igennem og dræbte tusindvis af mennesker.
Vi så det ske og i de kommende uger vil vi via medierne få alle de tragiske historier penslet ud til mindste detalje indtil vi til sidst ikke kan rumme mere.
En efter en vil de afsløre for os, hvordan mennesker, som kunne være enhver af os, blev skilt og aldrig mere vil ses.
Historier om sorg, smerte og lidelse vil vælte over os, indtil vi indser, at verden slet ikke var tryg og god, som vi troede.
Uskylden vil krakelere og med ubetvivlelig sikkerhed, vil chokket og sorgen bliver afløst af hadet og kravet om hævn.
Og ganske langsomt vil vi nærme os det punkt, hvor vi ikke længere blot leder efter de skyldige, men også griber ud efter alle de omkring os, der enten ligner eller sympatiserer med de skyldige.
Og så vil de alle blive mærket og udstødt af samfundet.
Nogen håndfast og konsekvent - andre som følge af de forholdsregler, vi sætter i værk for at genskabe trygheden.
Verden bliver, som mange har sagt det, aldrig den samme.
Syndens dødelige spiralbevægelse er sat i gang og vi magter næppe at stoppe den igen.
Og det allerværste er, at det hele jo hænger sammen.
Måske det er og måske det virkeligt bliver nødvendigt at slå konsekvent og hårdt ned på dem, man kan finde frem til.
Men den undertrykkelse, som skabte had og terror vil bestå.
Nye generationer vil vokse op uden håb for fremtiden.
Desperationen over at leve i en verden, hvor rigdom og frihed er så ulige fordelt, og hvor det er blevet fuldstændigt meningsløst at spørge efter Guds vilje og retfærdighed,
vil fortsat have gode vilkår for at skyde nye skud.
"Vi vil befri verden for ondskab", udtaler Præsident Bush, og indkalder 50.000 soldater af reserven.
Men hvem tror at ondskaben kan udryddes på den måde?
Måske kan man fremtvinge en følelse af retfærdighed og måske kan man også genskabe den tabte følelse af tryghed i vores vestlige del af verden.
Men synden og det onde kan ikke udryddes med soldater!
Den vil blive ved med at eksistere lige så længe der bare er to mennesker i live, hvis afmagt er afsløret ved det faktum, at det eneste de virkeligt kan, er at slå hinanden ihjel!
Dette er et ekko af Paulus afmagt, når han træt udbryder:
"Jeg forstår ikke mine handlinger. Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg".
Og det er da i det mindste rene og ærlige ord.
Hvem kan da overhovedet befri os af den onde cirkel,
vi ser udfolde sig i de kommende dage og uger?
Er der overhovedet noget at knytte vort håb til i verden?
Ja, det er der heldigvis!
Det underlige er jo, at samtidig med at alle er lammet af chok og sorg, er en masse mennesker samtidig i fuld gang med at formulere noget positivt at tro på.
Så snart terrorens omfang begyndte at gå op for os,
søgte vi sammen og greb ud efter tegn og symboler på håb.
Lagde blomster og tændte lys.
Flagede på halv og var stille.
Noget vi gør enkeltvis eller sammen, og som udtrykker det,
vi ellers ikke kan finde udtryk for.
At tænde lys er et forsøg på at sprænge en grænse.
At tænde lys er det samme som at synge og bede sammen.
En ritual handling, hvormed vi vender os mod og søger det, der ligger udenfor vores øjeblikkelige formåen.
En form for gudstjeneste - hvor vi mødes i fælles smerte og afmagt, fordi vi ellers ikke vidste, hvad vi skulle stille op.
Derfor skal kirkerne naturligvis være åbne for enhver handlinger, der kan læge smertelige sår og traumer.
Men vi skal også samtidig være parate til at fastholde os selv, vor kirke og vort folks tro på, at for det første findes synden i verden som andet og mere end blot det ydre synlige udtryk, vi er blevet konfronteret med.
For det andet må vi for enhver pris fastholde troen på,
at den virkelige synd allerede er besejret og overvundet.
I en vis forstand er det jo udgangspunktet for kirken,
at synden faktisk allerede er overvundet.
Og at der faktisk findes en modgift, som er virksom overfor det helvede, vi har oplevet.
Hvor underligt uvirkeligt og blegt det end kan virke netop i disse dage, må netop vi holde fast på budskabet om,
at hverken kan det gode og kærligheden besejres af vold og terror, men heller ikke volden og terroren kan overvindes med ny vold.
Derimod må vi frimodigt stå frem og stå ved budskabet om, at den Jesus Kristus, der forbarmede sig over de ti spedalske, som råbte og bad ham om hjælp,
at han faktisk helbredte dem alle sammen.
Og selvom kun én vendte tilbage for at udtrykke sin taknemmelighed for sin helbredelse, fik alle 10 lov til at vende tilbage til livet som helbredte og hele mennesker.
For sådan var og er han, Jesus Kristus, stadig.
Hel og uddelt i sin kærlighed til både venner og fjender.
På sin egen krop har han mærket det, som vi har så svært ved at erkende: at syndens virus lever i os alle.
Ingen er derfor entydig og endeligt under evig fordømmelse - alle har vi brug for helbredelse.
Og for os alle gælder det, at kun han kan frelse os ud af det helvede, vi er ved at skabe for hinanden.
For den egentlige fjende er ikke de magtesløse mennesker,
men synden, der bor i os