Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
1. søndag efter trinitatis 2001 i Jersie og Kr. Skensved
NT-læsning: 1. Johs. 4,16b-21
Evangelium: Luk. 16, 19-31
Salmer; DDS 696, 261 - 552, TS856, 279 v.7, 740
Som prædiketekst møder vi i dag lignelsen om den rige mand og Lazarus.
Bredt beskrivende og åben for fortolkninger er det en af de sværeste prædiketekster, fordi den synes så let at gå til.
En lignelse, eller måske bare en god historie med alt, hvad der hører til; realisme, enkelhed og en pointe, der står knivskarpt: Op med de fattige og ned med de rige!
Det kunne selv Karl Marx bygge videre på!
Men altså også en historie, som dels er angivet fortalt af Jesus selv, og dels er den, det kristne evangelium skal prædikes ud fra i dag.
Dette tvinger os til at stoppe op og minde hinanden om, hvori dette evangelium eller glædelige budskab består.
"Guds rige er kommet nær", var det budskab Jesus stod frem med efter sin dåb. "Omvend jer og tro på evangeliet".
Som det skulle vise sig, var der i dette rige ingen paskontrol og adgangsrestriktioner - det var ren Schengen!
For efter Jesu indbydelse havde lydt, tog han glad og gerne imod enhver, som angav det mindste håb om at være med; toldere og syndere, syge og fattige.
Alle, der var udstødt af det menneskelige eller religiøse fællesskab, fandt hos ham en åbenhed,
som sprængte alle de grænser, de følte sig låst af.
Evangeliet blev for dem udtrykt ved tilgivelse dvs. bortskaffelse af de religiøse og moralske forskelle,
som skilte dem ud fra fællesskab med andre,
ja, endog fra fællesskabet med Gud.
Eller frihed; frihed fra bånd, bindinger og tvang.
F.eks. også af den tvang, der ligger i at eje mange penge.
Efter mødet med Jesus blev overtolderen Zakæus sat fri af både rigdommens tvang.
Helt spontant gav han en stor del af sin rigdom tilbage til dem, han retmæssigt eller uretmæssigt havde taget den fra.
Hvorfor? Jo, fordi han i Jesus havde mødt af en ubetinget accept, blev set på af øjne, der så ham, som den han var,
og så bort fra det, han havde gjort og andre så i ham.
Han var trådt ind i Guds Rige - eller rettere;
han var blevet revet ind i det af Jesus!
Jesus så på mennesker med Kærlighedens øjne.
Og det er evangeliet i en nøddeskal:
At Gud ser os med samme kærlighedens blik, Jesus mødte de fattige, syge og udstødte på sin tid med.
For hans øjne er Guds øjne! Hvor han ser, er Guds Rige!
At Guds Rige kommer nær, betyder altså at blive set på med kærlighedens øjne - øjne, der ser andet og mere end det, vi får øje på, når vi med kritiske og granskende øjne undersøge hinanden efter de forskelle, som får os til
at gøre forskel og sætte skel mellem mennesker.
Eller som Apostlen Johannes skriver det:
"Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden,
bliver i Gud, og Gud bliver i ham".
Gennem Jesu kærlighed føres vi ind i Guds Rige.
Og den kender ingen grænser - heller ikke dødens.
Nej, netop hans kærlighed bygger bro fra livet til døden.
Grænsen og skellet, vi ikke kan nå over, er overvundet. Ikke fordi vi er bedre, men fordi Guds kærlighed er en kraft og en magt, vi hverken kan fremme eller bremse.
Efter indbydelsen til Guds Rige kan vi kun leve på de betingelser, som gælder for enhver god gave; at være taknemmelig mod giveren og generøs overfor andre.
"For den, der elsker Gud, skal også elske sin bror."
Hvis alt det, jeg nu har ridset op, skal gælde for at være glædeligt budskab for os, kan fortællingen om Den rige mand og Lazarus nok ikke gælde for at være evangelium.
Ganske vist er det en god historie og ganske vist har den en pointe, vi ikke skal skyde fra os - i det mindste ikke i en verden, hvor rigdom og luksus er et af de sikre tegn på kærlighedsløse grænsedragning mellem mennesker.
Men som budskab om grænseløs kærlighed går den ikke:
For det første ophæver den nemlig påstanden om,
at Guds kærlighed ikke er begrænset af døden.
I en tidligere oversættelse af trosbekendelsen lød det afsnit, vi i dag omtaler som "nedfaren til dødsriget"; "til helvede".
Men om der er nogen forskel på de dødes rige og helvede, så er det blot dette, at helvede er bestemt af Guds fravær, mens selv dødsriget med Jesu opstandelse er blevet gennemtrængt af hans nærvær.
Helvede behøver derfor ikke afvente døden...
Mere generelt gælder imidlertid, at Jesus, så vidt vi kan se, aldrig skænkede Dødsriget særlig overvejelse/bekymring!
Var Guds Rige og herredømme nær, måtte det jo betyde,
at alle andre riger og Herrer, måtte vige!
Også døden og dødens rige!
For det andet lægger fortællingen ligesom op til,
at den rige mand og Lazarus på en måde selv har bestemt deres placering på hver sin hylde i Dødsriget.
Eller rettere; det er deres forhold til rigdommen,
der bestemmer deres skæbne.
Den rige mand, fordi han overser den fattige Lazarus, så at hans eksistens i dødsriget går hen og bliver en lærestreg.
Og Lazarus, fordi han er endt som den fattige stodder, Gud har medlidenhed med og derfor giver alt det igen,
som han måtte undvære i livet.
Man kunne kalde det en form for genoprettelse af ligevægt eller gengældelse med omvendt fortegn.
Eller den indiske karmalære, mange synes så fascineret af; man soner sin synd i et liv med henblik på at komme på bedre moralske tanker og handlinger næste gang man fødes.
Men hvad trøst er der, hvis den rige mand aldrig får nogen chance for at gøre sit liv om?
Og hvad trøst er der hans indsigt, hvis grænsen mellem liv og død er så absolut, at ingen kan komme tilbage til livet med en advarsel til os, der lever på samme måde.
Nej, realistisk set er der ikke noget at glæde sig over her.
Der er intet Guds Rige, der overraskende bryder frem og kuldkaster livets undertrykkende magter og strukturer.
Intet nyt, vi ikke allerede kender og kan sympatisere med.
Blot en konstatering af, hvor håbløse alle er til at dele det største af alt; livet i ubegrundet kærlighed og tilgivelse.
Men evangeliet eller det glædelige budskab er og bliver for den kristne forkyndelse imidlertid aldrig en tåget idé,
en opfattelse af, hvordan livet og døden er indrettet,
eller tørre teorier om forholdet mellem her og hisset.
Nej, for selve evangeliet er ganske enkelt en begivenhed.
Noget der er sket - Guds Rige er kommet nær!
Og dette evangelium, som det møder os i Det ny testamente, er ikke blot koncentreret i Jesus liv og ord,
men først og fremmest i hans død på korset.
Hvad mange ord ikke kan rumme og udtrykke, står her udtrykt som en handling, der ikke kan ændres på.
Og den påstand, der følger og kaster lys ind over denne handling er ganske enkelt den, at her på korset afslører Gud rækkevidden af sin grænseløse kærlighed.
I det liv, som her blev slået til blods, afsløres det én gang for alle, hvordan Gud bygger sin bro til os.
Hængt op på korset og sømmet til bjælkerne med blodige navler, holdes Guds favn evigt åben for den, der længes efter at være accepteret og elsket.
Ikke for rige, og ikke for fattige, ikke for mænd og ikke for kvinder, ikke for hvide og ikke for sorte.
Ikke for nogen bestemte og ikke for andre, men for alle.
For overfor Guds kærlighed er der ingen forskel.
Gud elsker særligt mennesker, ikke særlige mennesker.
Det er evangeliet - det kristne budskab i en nøddeskal!
Og følgen heraf må jo være, hvorvidt vi hver især vil lade denne kærlighed gælde for os selv.
Det vil sige: at tage imod den og leve livet i fast tillid til,
at Jesus dermed gør det, vi ikke kan, nemlig fører os ind i det Guds Rige, alt afhænger af.
Men hvad skal vi så med fortællingen om den rige mand og Lazarus?
Kan vi så bare behandle hinanden, som vi vil?
Er der ligegyldigt, hvordan vi lever med vores rigdom?
Svaret er; Både ja og nej!
At vi en gang for alle er blevet mål for Guds kærlighed,
det kan vi hverken gøre til eller fra overfor.
Det har han en gang for alle selv afgjort sig for.
Men at leve med bevidstheden om at være elsket så radikalt,
det kan og må ikke være uden konsekvenser for os.
Budskabet om Guds betingelsesløse kærlighed har derfor altid været fulgt op med påpegning af, at denne kærlighed er for stor til at blive holdt for sig selv.
Det, der flyder over til os, må også flyde over til andre, ellers er det spildt.
Har vi selv modtaget livet og alt i livet som en gave,
må vi også dele det med andre.
"Vi elsker", siger apostlen, "fordi han elskede os først".
Tænk om vi aldrig havde lært kærligheden at kende?
Da kunne det måske have været berettiget at tale om en kløft, det ikke var muligt at komme over.
Men har Guds selv overvundet den afgrundsdybe kløft,
der er mellem ham og os, så må det da også få betydning for alle de afgrunde, der er mellem os mennesker.
Både rigdommens, skyldens og ukærlighedens afgrunde!
Og her begynder livet for alvor at blive en udfordring!
Se jer blot om, når I står på trappetrinet udenfor kirken og når I kommer hjem! Lazarus ligger også udenfor jeres dør.
Der har han altid ligget og der vil han bliver han ved med at ligge indtil Guds kærlighed har formået at vække vores kærlighed til dåd.
Måtte det ikke vare så længe,
at det endte med at være for sent!
Amen.