Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
Trinitatis søndag 2001 i Køge Kirke
GT-læsning: 4. Mos. 21,4-9
Evangelium: Johs. 3,1-15
Salmer: DDS 674, 402, 36 - 335, (432) og 11.
Prædiken:
Om vi nu tør tro det eller ej, så er sommertiden begyndt.
Tiden hvor vi er mere udenfor end resten af året.
Den tid, hvor vi kan finde på at sidde længe oppe.
Omkring en grill eller et bål, nogen gange til det er sent,
andre gange til det er alt for sent!
- så sent, at man lige så godt kan blive til solen er stået op!
Netop sammen med andre en lun sommernat, kan man få oplevelsen af, at natten rummer mulighed for særligt gode samtaler.
For er det ikke sådan, at de bedste, dybeste og ærligste samtaler, vi har oplevet, er dem, der blev ført om natten?
Er det ikke netop de natlige samtaler,
der fører os allertættest sammen med andre?
Ikke blot med dem, vi kom til at elske, men også med dem, der livet igennem kom til at spille en vigtig rolle for os.
Mennesker, der har været med til at former og danne os
som dem, vi er i dag?
For der er noget ganske særligt ved natten og mørket,
som ikke findes om dagen:
Det er som om dette at perspektivet om natten er så kort,
at vi ikke kan se klart og langt omkring os,
- det fører uværligt til en større åbenhed og ærlighed.
Ordene trænger lettere ind til det, der betyder noget.
For det er de ord, der blive talt sent på natten, dér hvor forbehold og barriererne var brudt ned, der bringer os sammen og fører os frem til den helhed og klarhed,
vi ser dukke op i horisonten mellem klitter og skov,
når solen hen ad kl. 3. begynder at bryde frem.
Det er derfor mere end en tilfældighed, at den jødiske rådsherre Nikodemus kommer til Jesus om natten.
Som udgangspunkt tilhørte de hver sin lejr.
Fra starten af Jesu offentlige gerning stod han i stadig konflikt med farisæerne og de skriftkloge,
der som håndbog i gudserkendelse og manual for daglig- livet anvendte den gamle jødiske lov, Moses var ophav til.
Vil du kende din Gud og hans vilje med dig, så adlyd Moses og gør, som han har befalet os, sagde farisæerne.
Jesus derimod sagde noget helt andet:
Vil du kende Gud og hans vilje med dig,
så tro og følg ham, der har det direkte kendskab til ham.
Hør efter Han, som er kommet steget ned fra himlen, Menneskesønnen, Guds egen Søn!
Trods denne saglige uenighed, kommer Nikodemus til Jesus. Han kommer om natten og med en anelse,
han gerne vil have afkræftet eller bekræftet:
Vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud,
for ingen kan gøre det, du gør uden Gud er med ham.
Dette lyder i første omgang som en konstatering,
men er nok snarere en opfordring til Jesus om at give Nikodemus et klart svar på hans spørgsmål:
Er du et almindeligt menneske eller gemmer du på en hemmelighed, som ikke ses om dagen, men kun anes gennem den fortrolige samtale i nattens tusmørke.
For ét ved Nikodemus: et menneske bliver ikke for gammelt til at lære nyt - det er aldrig for sent at blive klogere på livet
Og Nikodemus vil ikke andet end at lære Gud at kende.
Det er målet for hans eget liv, ligesom det jo er målet for farisæernes bestræbelser for at efterleve Moselovens mange påbud og overholde alle den forbud.
De har valgt én vej til dette mål, og Jesus taler om en anden.
Derfor burde Jesus jo kunne overbevise Nikodemus om,
at hans vej er bedre end deres.
Jesu svar er overraskende.
Ikke blot for Nikodemus, men for ethvert menneske med længsel efter klarhed i tilværelsens dunkle nattevandren.
Jesus afviser faktisk, at vi kan nå frem til en sådan klarhed.
Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds Rige.
Jesus bruger her udtrykket Guds Rige om det mål, menneskets religiøse søgen retter sig mod.
I resten af Johannesevangeliet bruger han derimod et andet udtryk, nemlig evigt liv.
Og når Johannes lader Jesus tale om sin rolle i forhold til dette, taler han om sig selv som Vejen, Sandheden og Livet:
Jeg er Vejen, Sandheden og livet, siger Jesus.
Det er jeg, fordi jeg kender Gud som min Far.
Og ingen kender ham bedre end jeg.
Ingen kan nå til målet uden gennem mig.
Jesus er derfor både målet og vejen for enhver,
der vil kende Gud og hans vilje med sit liv.
Problemet er blot, at denne indsigt ikke kan formidles på samme vis som alle andre indsigter kan udredes, forklares og videregives mellem os - hverken med fornuftens klare begreber eller med nattens mere søgende udtryk.
At Jesus som Kristus og Guds Søn er den eneste sande kanal til viden om og fællesskab med Gud, er derfor en gåde, som kun afsløres, hvis Gud selv gør det for os.
En ny fødsel er derfor nødvendig.
Det gamle menneske eller det mennesker, vi er i os selv,
er fanget ind af så mange ting, at det ikke kan og egentligt slet ikke vil se hen på Jesus som Guds tolk og taler.
Som beretningen om Kobberslangen fortæller,
var der mange, der selv om de vidste,
de kunne blive frelst af deres slangebid,
så fulgte de ikke opfordringen til at se hen på kobberslangen.
De havde ikke tillid til den redning,
Gud havde sat frem foran dem - og derfor døde de.
Syndens lov, som skiller os fra Gud, er mistroen og tvivlen, ønsket om at leve livet selv, ligger dybt i enhver af os.
Vi vil ikke selv modtage livet fra Skaberen.
Vi ønsker at være os selv - og helst os selv nok.
Vi vil ikke være afhængige af en magt udenfor os selv.
Vi ønsker ikke at være afhængige som børn,
der skal have alting givet af sine forældre.
Men i forhold til Gud bliver vi ikke andet end modtagende. Netop derfor må der en ny begyndelse og en ny fødsel til, hvis vi skal træde ind i Guds Rige og fællesskabet med Ham.
Vi er derfor nødt til at høre, se og erfare, hvordan det er at være afhængig og modtagende, netop ikke lukker op for natten og mørkets kaos, er vor eneste vej ind i den dag,
som kommer.
Det kræver en ny begyndelse og en ny fødsel.
En fødsel, der i sig selv er Guds handling og under.
Det er Guds Ånd, der er på færde og gør det, vi ikke kan.
Det er som den mørke nat, der rådede dengang,
da Gud endnu ikke havde skabt noget:
Jorden var dengang tom og øde, og der var mørke over urdybet. Men Guds Ånd svævede over vandene.
Ved den allerførste begyndelse, var det Gud, der kaldte lyset og den virkelighed, som er vores verden, frem.
Og da Gud dannede og skabte Adam af en klump jord,
var den afgørende dette, at han blæste på lerklumpen,
blæste sin ånde ind i den og gav den derved liv.
Det var den første skabelseshandling, Gud gjorde.
Den anden er den nye begyndelse med Jesus.
Da Jesus hang på korset, blev der i flg. evangelierne et tæt mørke over landet, som varede til det øjeblik, Jesus døde.
I samme øjeblik det skete, flængedes det forhæng,
der i templet spærrede synet ind til det allerhelligste.
For midt i templet var Gud, men skjult i mørket.
Men dette, der sætter en helt ny begyndelse i skred,
river Gud selv forhænget fra og afslører at templet er tomt.
I stedet skinner hans lys på Jesu afsjælede krop på korset.
For nu er det her i den korsfæstede, Gud møder os.
Nu er det herfra befrielsen udgår til det menneske,
der ønsker at kende Gud og hans vilje med sit liv.
Nu er det ham, vi slangebidte mennesker skal se hen på,
når døden banker på og vi ønsker at redde livet.
Dette skete påskemorgen, da Gud blæste nyt liv i den døde.
For med Jesu opstandelse slog morgenlysets klarhed ind og afslørede, at Guds sande ansigt overfor os, er et menneske, der i et og alt bevarede troen og tilliden til Gud.
Og det har kun Jesus gjort.
I livet og i døden bevarede Jesus troen på, at det var fra Gud, han modtog sit liv.
I Ham sejrer Guds kærlighed over menneskers mistillid, trods og modstand.
Og med pinsen ånder Gud så atter på os, sine skabninger.
Den hellige Ånd, der skaber tro og nyt liv, er nu virksom hos os. Og dermed bliver det muligt at blive født på ny.
For det er netop det - at et menneske fødes på ny - der sker,
når vi døber og bliver døbt i vand og Helligånd.
Dåben gør det, som ingen selv kan gøre, den bringer os ind i Guds Rige, skænker syndernes forladelse og det evige liv.
Dåben er genfødelsens bad,
hvor Gud skænker os en ny begyndelse.
Derfor indledes dåben med en lovprisning af Guds barmhjertighed og det levende håb, vi får givet med Jesu opstandelse fra det døde.
Og derfor slutter dåben med bøn, lovprisning og tak for genfødslen ved vand og Helligånd, for syndernes forladelse, for nåden og det gudsnærvær, der både varer ved og udtrykker overgang til det evige liv.
At nå til dette punkt, er det, Nikodemus skal lade ske,
hvis han vil kende og møde Gud.
Og måske var det så også det, der skete.
For da Jesus døde, var Nikodemus en af de jøder,
der bad Pilatus om at få udleveret Jesu legeme,
så de kunne begrave ham.
Da var han altså blevet revet ud af mørket.
Da havde han taget imod det vidnesbyrd,
som Jesu opstandelse er fundamentet for:
- at Jesus var mere end en lærer og en profet.
Jesus var og er nu for altid den, Guds Ånd udgår fra.
Vil man kende Gud, er det ham, man skal se hen på.
For han er den, der har overvundet følgerne af det bid,
slangen påførte hele menneskeheden,
det fald, der bragte døden ind i livet.
Syndens lov, der i flg. Paulus fører til døden, er nu brudt.
Den onde cirkel er ophævet.
Gennem døden på korset,
har Gud ophøjet Jesus til den,
som bringer nyt håb, frelse og evigt liv til os.
Amen.