Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
Pinsedag 2001 i Kr. Skensved og Jersie
GT-læsning: 1. Mosebog 11,1-9
NT-læsning: Ap.G. 2,1-11
Salmer: DDS 247, 243 - 289, (267) og TS831
Pinsen handler om det under, der én gang er sket,
og som igen og igen må finde sted, hvis kirken skal bestå.
Pinsen handler derfor om noget af det mest uhåndgribelige, uforståelige og abstrakte, vi kender, men er samtidigt også noget af det mest nærværende og vedkommende, det mest enkle og selvfølgelige, man overhovedet kan forestille sig.
Men sådan er det vel med alt det, der betyder noget.
Det vigtigste er ofte så enkelt, at selv et barn kan forstå det, men på den anden side også så vanskeligt at der nok ikke er nogen, der har forstået det helt til bunds.
Det enkle kommer nu engang bedst frem gennem enkle midler. Og det mest enkle, vi kender, når vi skal formilde dybe indsigter, det er fortællinger.
Og netop i dag møder vi to fortællinger, den ene fra det gamle og den anden fra det nye testamente.
Ganske vist er hører de ikke til evangelieteksten til i dag, men optræder som hhv. den lektie og epistel, vi normalt må vælge imellem, når vi som her i Kr. Skensved/Jersie kun har en læsning før evangeliet.
Men for at få de to fortællinger sat i spil, har jeg tilladt mig at læse den ene - pinseberetningen - på evangeliets plads.
De to fortællinger hører nemlig sammen.
Pinseberetningen hører til som en fortsættelse af fortællingen om Babelstårnet.
For den ene - den første - fremlægger det spørgsmål eller problem, som den anden er løsningen eller svaret på.
Som fortælling minder Babelstårnet lidt om et eventyr.
"Der var engang, da alle mennesker på jorden havde samme sprog og samme tungemål".
Dvs. der var engang i en fjern fortid, hvor alle mennesker havde en umiddelbar forståelse af hinanden.
Med dette samme sprog kunne man uden problemer forstå, hvad andre sagde og tænkte. De inderste følelser og de største tanker kunne man dele med hinanden.
Fællesskabet mellem mennesker var altså grænseløst.
Derfor var der heller intet, de ikke turde give sig i kast med.
Men sådan er det ikke mere - det ved selv et lille barn.
Vi taler ikke længere samme sprog.
Vi har ikke længere en umiddelbar forståelse af hinanden.
Noget er kommet imellem og har brudt fællesskabet med.
Og dette problem handler vel at mærke ikke blot om at nogen taler engelsk og andre taler urdu eller hindi.
For selv i det samme folk, selv i den samme by, ja, i den samme familie kan vi opleve, at vi ikke forstår hinanden.
Børn og unge lever i en verden, deres forældre i en anden.
De fleste ægtepar opdager en dag, at de ikke længere forstår hinanden - de taler hver sit sprog.
Når det sker, kan de enten forsøge at finde tilbage til det sprog, der engang forenede dem, eller de kan som indbyggerne i Babel bryde op og begive sig ud på søgen efter en anden, der taler samme sprog og forstår dem bedre.
Men nu er fortællingen om Babelstårnet ikke kun en mytisk forklaring på, hvordan det gik til at mennesker voksede hver sin vej, og de mange folkeslag med forskellige sprog og kulturer blev til.
Nej, fortællingen blander nemlig også én ind, som normalt ikke hører til i eventyrernes verden, nemlig Gud Herren, Skaber af himmel og jord, fisk, fugle, dyr - og mennesker.
Og hvor et eventyr normalt fortsætter indtil det aktuelle problem er løst, der slutter babelsberetningen med konstateringen af at alle folkeslagene spredtes.
Var det et eventyr, vil det fortsætte med at fortælle om, hvordan en fik til opgave at samle de spredte igen.
Men som enhver kan se, består forskelligheden og problemet med at forstå andre mennesker den dag i dag. Den babylonske sprogforvirring lever i bedste velgående både på Nørrebro, i folketinget og i vore hjem.
Sådan ser virkeligheden nemlig ud.
Ikke desto mindre er det netop som fortsættelse af Babelsfortællingen vi skal forstå pinseberetningen
- en fortælling om, hvordan den Gud, der først forvirrede alle folk, nu griber ind og skaber forudsætningen glimt af en fælles forståelse - et nyt sprog og en ny forståelse, som kan samle mennesker, selvom de ikke taler samme sprog.
Ja, med et moderne, men i virkeligheden gammelt ord:
Den kommunikation, der fører til det, som er målet med alt kommunikation, nemlig fællesskab og enhed.
Ordet "kommunikation" er nemlig i slægt med et af de mest centrale udtryk om kirken: "Communio" = "fællesskab".
Hvis "de Hellige samfund", som vi bekender, skal bestå,
må det være som følge af kommunikation - både fra Gud og til mennesker, men også mennesker indbyrdes.
Da må det mest samlende og forenende sprog, vi kender, hjertesproget, til stadighed fornyes og gøres levende.
Det sker i flg. pinseberetningen ved at Guds selv,
Guds som Helligånd blander sig i samtale.
Og når det sker, opstår der i første omgang det samme,
som skete i Babel: Forvirringen bryder ud.
Men det er vel egentligt heller ikke så underligt!
For hvorfor i al verden skulle noget så vigtigt finde sted netop i Jerusalem. I et fjernt og fremmed land, hos et lille undertrykt folk, som talte et sprog meget få forstod.
Skulle de gøre sig forståelig ud over deres egen nærmeste omverden, måtte de lære andet end hebraisk.
Og når de talte, talte de om en Gud, der havde gjort noget så underligt som at skabe den verden, som de fleste dannede grækere på den tid forstod som et onde.
For i den græske filosofi og religiøse tænkning var jorden, kroppen og den materielle verden et fængsel for sjælen.
Sjælen var god, ja, af guddommelig oprindelse, hvorfor den naturligvis længtes tilbage til sit guddommelig ophav.
Men den Gud, grækerne tænkte på, var ikke personlig, og kunne næppe tænkes at blande sig i mennesker verden.
Dertil var det guddommelige for ophøjet og anderledes.
Tanken om at han ligefrem skulle lade sig forene med den materielle verden, blive til et menneske og oven i købet dø, var derfor den rene volapyk.
Mennesker der med ramme alvor troede det, kunne man ikke tage alvorligt - deres tale var det rene Babel - eller som det lyder, når det går rigtigt stærkt; bla-bla-bla-bal-bla.
Med andre ord:
Der var intet sprog, som kunne formidler deres nye tro.
Der ingen bro, som forbandt disciplene med deres samtid.
De havde ikke en jordisk chance for at gøre sig forståelige.
Og alligevel skete det den dag, vi kalder pinsedag,
at de kom til at tale, så alle og enhver forstod og følte,
at det var vigtigt!
Forud for dette er gået en forvirrede tid efter Jesu død og rygterne om hans opstandelse.
Så mødte de ham selv, han talte og forklarede, at det var, som det skulle være. Og så en dag forlod han dem igen.
Ja, ikke blot forlod han dem og for op til sin og deres far i himlen, men han efterlod dem tillige en kæmpestor og uoverskuelig opgave:
Det var nu dem, der skulle gå til alle folk i hele verden og forkynde budskabet om, hvordan Gud i Ham havde afsløret sin kærlighed til mennesker.
Og hvordan Gud i Jesus var steget ned på jorden, denne gang ikke for at forvirre, men for at samle dem i tro på sig.
Med sådan en opgave var verden stor
- og hebraisk næppe det mest egnede sprog at begynde med!
Lysten til at gå i gang var derfor nok også begrænset.
Men her kommer så det uhåndgribelige og underlige,
som altså ikke lader sig forklare, men dog står for os som en fortælling om det, de var sikker på skete med dem.
For disciplene er sikre på, at Gud endnu engang greb ind.
Som den allerførste gang han blæste livsånde i et menneske, åndede han på de forsamlede og gav dem nyt liv.
Som kraftigt vindstød over bygningen, som det åndedræt, der skænker liv og som den fælles usynlige bevidsthed om at være forbundet af noget, der er større end dem selv,
lod Gud underet ske:
Disciplene begyndte begejstret at tale om det, de havde set, og de forkyndte højlydt om det, de havde hørt.
De plaprede bogstaveligt talt løs med deres bla-bla-bla-bla!
Gud forvirrede endnu engang menneskers sprog,
men denne gang var det som om filmen blev spolet tilbage.
For nu forstod ikke blot disciplene, hvad meningen var.
Også de fremmede i byen hørte evangeliet om Guds kærlighed forkyndt på et sprog, de kunne forstå.
Det var ikke længere volapyk - det var det sprog,
der forbinder mennesker - hjertesproget - der nu lød.
Og dette sprog må til stadig ikke blot lyde,
men også fornyes, hvis kirken skal bestå.
Det glædelige er, at det er Gud selv, der lader det ske.
Hver eneste gang vi samles til gudstjeneste og nadver,
lyder bønnen til den Opstandne Herre og frelser,
som selv er til stede midt i blandt os:
Giv os at vokse i kærligheden
for at vi med alle dine troende må blive ét i dig,
ligesom du er ét med Faderen.
I den bøn beder vi nemlig om, at meningen med fortællingen om Gud og os må blive ført til sit mål.
For at det kan ske, må Gud tale, så vi føler os tiltalt.
Og vi må tale om Guds storværk, så andre føler sig tiltalt.
For Gud vil samle alle mennesker.
I sig selv er det umuligt - netop derfor er det et nyt pinseunder, hver gang det sker. Så lad det ske!
Glædelig Pinse!